Forskningsbasering, markedstilpasset undervisning og faglighed

af Birgit Eriksson

Sofie Emmertsen tager i sit indlæg (her) flere problemstillinger op. Hun spørger til forholdet mellem forskningsbasering og markedstilpasset undervisning og hævder, at dette forhold ikke blev diskuteret, da hun i 2002-8 var ansat på det nystartede retorikfag på Institut for Æstetiske Fag, Aarhus Universitet. Yderligere kritiserer hun – med en, indrømmer hun selv, grov generalisering – forskningen på instituttet for at være fjendtligt indstillet over for både empiri og faglige standarder. Jeg var i denne periode kollega til Sofie, lektor på et andet af instituttets fag, og det sidste år eller to af hendes ansættelse var jeg også studieleder og dermed ansvarlig for instituttets uddannelser. Nedenstående er skrevet i min egenskab af at være både kollega og studieleder.

Forskningsbasering og undervisning
Først forholdet mellem forskningsbasering og undervisning. Det er et væsentligt spørgsmål på alle fag og ikke mindst på de meget små fag, hvor der indimellem kun er et par forskere til at undervise i hele spektret på en uddannelse. Det siger sig selv, at de ikke har forskningsmæssig ekspertise inden for alle fagets områder. Men det er vel også indlysende, at de ikke kan nøjes med at undervise i deres eget forskningsfelt. En ekspert i brasiliansk samtidslitteratur underviser selvfølgelig i det, men også i fx moderne brasiliansk historie og i ældre brasiliansk litteratur. Sådan har det været længe. Og det giver utvivlsomt de studerende nogle både bedre og bredere uddannelser, end hvis forskerne kun underviste i deres egen forskning.
Hvad har markedsorienteringen så ændret i det forhold? Ja, den har betydet, at det i højere grad er de studerende, der bestemmer, hvad der undervises i. På de humanistiske uddannelser i hvert fald er der temmelig stor valgfrihed, og her vil mange studerende sikkert være interesserede i erhvervsrelevante emner som dem Sofie Emmertsen nævner (retorik og hhv. krisekommunikation og interkulturel kommunikation). Og på uddannelserne vil vi gerne udbyde den type fag for at imødekomme de studerendes ønsker og give dem nogle erhvervsrelevante kompetencer.
Kan det give problemer ift. forskningsbaseringen? Ja. Men skal vi så lade være med at udbyde den slags fag? Nej, vi skal tværtimod bruge dem til at diskutere, udforske og blive klogere på forholdet mellem vores faglighed/forskning på den ene side og samfundets/markedets behov på den anden. Det er under alle omstændigheder en helt nødvendig diskussion at tage – på alle fag. Og hvis vi ikke tager den på uddannelserne og med de studerende, så er de dårligt stillede, når de som kandidater pludselig skal oversætte deres faglighed til noget, der kan bruges på arbejdsmarkedet. Når de fx har læst retorik og søger et job, hvor de skal arbejde med interkulturel kommunikation.
At humanistiske kandidater faktisk klarer sig rigtig godt i mange, mange forskellige typer af jobs i både det private og offentlige, det viser statistikkerne. Det gør de normalt ikke, fordi de er blevet undervist af eksperter i lige netop det, de kommer ud at arbejde med. Men fordi de gennem arbejdet med en bestemt faglighed både har fordybet sig i denne og har erfaret og lært, hvordan viden, metoder, kompetencer fra denne faglighed kan overføres til andre områder.
At Sofie Emmertsen ikke synes, at forholdet mellem forskningen og ’markedsorienteringen’ blev diskuteret tilstrækkeligt, da hun var på Inst. for Æstetiske Fag, er beklageligt. Det er klart, at det ikke mindst som adjunkt kan være meget krævende at skulle gå uden for sit eget forskningsfelt – det ville jeg som studieleder meget gerne have diskuteret med hende, hvis hun var kommet. Det er også klart, at der tit er nogle startvanskeligheder på en helt ny uddannelse. Man kan ikke udtænke det hele på forhånd, men må udvikle faget, hvilket også skete på retorik bl.a. gennem de studieordningsændringer, som Sofie Emmertsen selv nævner. Generelt mener jeg da også, at forholdet mellem forskning og undervisning, mellem faglighed og samfunds-/markedsbehov blev diskuteret i mange sammenhænge, både i studienævnet og på fagene – ligesom det også sker i dag.

Empiri og faglige standarder
Så er der den noget overraskende påstand om, at instituttet som sådan var fjendtligt indstillet over for empiri og faglige standarder. Den vil jeg gøre kort. Sofie Emmertsen og jeg var på et tidspunkt i en forskningsgruppe sammen. Den havde overskriften ”Æstetik, samfund, politik”. Desværre trak Sofie Emmertsen sig hurtigt, fordi hun selv mente, at hendes faglighed var for fjernt fra den eller de æstetikfagligheder, som vi andre arbejdede med. Det mente vi andre ellers ikke. Vi kunne sagtens se nogle interessante koblingspunkter og undrede os over, at hun ikke ville give dem en chance, når hun nu var på et institut for æstetiske fag.
I denne forskningsgruppe blev Sofie Emmertsen opfordret til at deltage i en dansksproget antologi. En sådan udgav vi nemlig. Formålet med dette var naturligvis ikke at få hende til at holde op med at skrive i internationale tidsskrifter (hvilket vi alle også gjorde). Men var hun blevet i gruppen lidt længere, havde hun sikkert kunnet se nogle berøringsflader. Og hun havde i hvert fald opdaget, både at der blev diskuteret faglige standarder (fx i hinandens artikler), at ”empiri og produktion” (fx i form af kunstværker) spillede en afgørende rolle i forskningen, og at udsagn som ”naturvidenskaben er modbevist” ikke skulle tages mere alvorligt, end når et af møderne i gruppen havde overskriften ”Adorno og æbleskiver”.

Birgit Eriksson