DPU-dekan skifter forklaring i fyringssag

Hvad skal man gøre som universitetsansat, hvis man varsles fyret med en begrundelse, som ledelsen sidenhen ændrer overfor offentligheden, men uden at den ændres overfor den fyringsvarslede? Man er i sit høringssvar så nødt til at forholde sig til en begrundelse, som ledelsen imens trækker tilbage! Det er den helt absurde situation for de tre fyringsvarslede lektorer på DPU. Det siger måske også noget om hvordan klimaet er på stedet med dekan Lars Qvortrup ved roret.

Det gavner ikke 'den frie akademiske debat' hvis man af bekymring for selv at komme i skudlinien og lægge sig ud med universitetsledelsen ikke vil protestere klart imod dens mismanagement, og det er svært at tale om forskningsfrihed, når forskerne selv frygter, at deres forskningsemner ikke falder indenfor det, som ledelsen mener er 'relevant', 'økonomisk lønsomt', eller indenfor universitetets (dvs. universitetsledelsens) lokale 'strategi'. Fyringsvarslerne til de tre lektorer på DPU udstiller endnu engang, at Danmark ikke lever op til et internationale niveau hvad angår forskningsfrihed og universitetsledelse.

Danske videnskabsministre kan godt lide at tale om forskningsfrihed. At det ofte er hyklerisk, er før blevet bemærket.

"Her og nu er det imidlertid vigtigt at slå fast, at der ikke er ændret ved princippet om forskningsfrihed som følge af revisionen af universitetsloven i 2003, og at der ikke er forskel på forskningsfriheden før og efter fusionerne af universiteter og sektorforskningsinstitutioner.
Det er afgørende, at universiteternes ledelser også fremover er opmærksomme på at værne om forskningsfriheden, og lever op til lovens ånd og bogstav. Som bekendt fastslår universitetsloven, at forskere på universiteterne frit kan vælge metode, fremgangsmåde og emne.
Forskeren skal selvfølgelig arbejde inden for universitetets strategiske rammer - og det er der jo ikke noget mærkeligt ved." (Helge Sander, daværende videnskabsminister, i Information d. 4.12.2006.)

"Så hvordan kan nogen da finde på at hævde, at forskningsfriheden skulle være blevet begrænset med den selv samme lov, spørger ministeren forurettet. Han leverer dog selv en del af svaret senere i kommentaren, hvor han generøst tørrer ansvaret for værnet om forskningsfriheden af på universiteternes ledelser og bestyrelser. De har bare at "leve op til lovens ånd og bogstav"!
(...) Dermed [via "centralstyring og kontrol, det være sig i form af de stadig mere detaljerede udviklingskontrakter, hvor man binder forskningen til rigide kvantitative mål og målbare indikatorer, eller i form af den generelle omlægning af forsknings-bevillingspolitikken med reduktion af basisbevillinger til fordel for strategiske prioriteringer og forskningsmidler, der udloddes i fri konkurrence etc."] udhules lovens smukke formuleringer om forskningsfrihed, som det altså i takt med universiteternes transformation til 'frie' selvejende institutioner nu er op til bestyrelserne og ledelserne alene at forsvare over for et ministerium, der åbenlyst lader hånt om idealet." (Jens Erik Kristensen, daværende lektor ved det daværende Danmarks Pædagogiske Universitet, i Information d. 13.12.2006)

Jens Erik Kristensen, den nuværende institutleder der har varslet de tre lektorer fyret, beskrev dengang med stor klarhed hvordan skåltaler om forskningsfrihed bliver hykleri, når centralistisk detailstyring, New Public Management og, kan man tilføje, universitetsfusioner (gennemført imod et politisk flertal og dygtigt manipuleret igennem af Helge Sander som 'frivillige') strammer universiteternes handlefrihed og tvinger dem til at agere som virksomheder. Som også Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab har påpeget, er det helt igennem utilstrækkeligt at 'forskningsfriheden' i den nuværende lov fra 2003 kun er universitetets, og ikke sikrer den enkelte forsker.

Det er i dag forstemmende at se, hvordan ledelsen på DPU nu svarer (her) på protesterne (her) gennem en 'del og hersk' strategi, i et forsøg på at spille de enkelte grupper af ansatte ud mod hinanden. At det er en pinlig sag for ledelsen lyser ud af formuleringerne. De VIP-fyringer man planlægger kan ledelsen slet ikke få sig selv til at benævne, de bliver til 'prioriteringer' (sic!):

"Det koster penge at fusionere, men det har politikerne bag fusionerne ikke villet anerkende. Det har krævet en tilpasning af administrationen og en forøgelse af produktiviteten blandt VIP'erne. Derfor har DPU måttet afskedige 10 TAP'er, og derfor har DPU måttet gennemføre en prioritering af VIP-stillingerne svarende til tre stillinger," (...)
[citat fra "DPU's dekanats og institutlederes bemærkninger til "erklæring om pædagogisk filosofi på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole" af Bente Elkjær (institutleder), Martin Bayer (institutleder), Jens Erik Kristensen (institutleder), Per Lindblad Johansen (direktør), Claus Holm (prodekan), Søren Kruse (prodekan), Hans Siggaard Jensen (prodekan), og Lars Qvortrup (dekan); DPU-web d. 11.5.2010]

Smag på kernen i den begrundelse, der nu lyder: Fyringerne er nødvendiggjort af et krav om "en forøgelse af produktiviteten blandt VIP'erne". Som om de tre fyrede var specielt uproduktive! Desuden er det forstemmende, at de navngivne lederne nu står der, side om side, og skriver under på de pinagtigheder, som dekan Qvortrup tidligere blot selv har fremført, plus et par nye, fx den, at relevans ikke spiller ind. Lederne skriver samme sted:

"Det påstås, at ledelsens begrundelse for fyringerne er at de pågældende personers forskning ikke er relevant. Dette er ukorrekt. Begrundelsen er økonomisk."

Det er usandt, og i total modsætning til den første, formelle og officielle begrundelse, som de tre fyringsvarslede modtog d. 21/4, og som lød:

"Ledelsen vurderer, at der i Institut for Pædagogik ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi varetages forskningsaktiviteter, som enten slet ikke eller ikke fuldt ud lever op til kriteriet om relevans i forhold til instituttets og DPU's formål og opgaveportefølje".

Samme dato, d. 21.4., skrev dekan Qvortrup på sin dekanblog (her):

"Konsekvensen er, at vi på Institut for Pædagogik har måttet varsle opsigelse for tre VIP-medarbejdere ved fagmiljøet for Pædagogisk Filosofi, fordi de i deres forskningspræsentationer eller i deres hidtidige eller nuværende forskning ikke peger på eller behandler pædagogisk-filosofiske grundtemaer og problemstillinger som deres primære eller væsentligste forskningsinteresse."

Efter sigende kan dette ikke længere ses på dekanens blog (som er meget svær at finde på nettet). Hvad er det lige, der foregår her? Først varsler man tre konkrete forskere fyret, og meddeler, at ledelsen ikke finder deres forskning relevant, og så trækker man i land, og forsøger at sige til offentligheden, at indkredsningen af de fyrede foregår ud fra noget rent økonomisk. Er det troværdigt? Hvornår er det blevet et ansættelseskriterium på DPU, at ens forskning skal ligge i de områder, der har den højeste antal-studerende pr. lærer ratio?

Det er stærkt utroværdigt og usagligt. Hele sagen er udtryk for en ledelsesmæssig fadæse, som rækker helt ind i AU-rektoratets kontor. Når AU-direktør Jørgen Jørgensen (som omtalt nedenfor) siger, "Som leder kan der være behov for at tilføre ressourcer til et andet område, og så må man justere" - og dermed underforstår "og så må man fyre", er det ikke bare arrogant, det er også utroligt, at en ledelse er så fantasiforladt og inkompetent, at den ikke kan styre økonomien på en stor institution på andre måder end at fyre medarbejdere. Der er i høj grad behov for at AU's topledelse 'justerer' ledelsen af DPU. Begge ledelser bør straks trække fyringsvarslerne tilbage og indlede en proces, hvor ord som 'omstrukturering', 'justering', 'tilpasning' m.v. ikke betyder fyring.