torsdag den 17. februar 2011

Mindre undervisning???!!! No shit, Sherlock?

Sådan ca en million år efter, at det begyndte, har aviserne og ministeriet nu opdaget, at der skæres i undervisningen på universiteterne. Mit eget fag var et af de sidste, som gik ned på 12 ugers semestre, og nu skærer vi så også 1/3 af timerne per uge fra på grunduddannelsen. Det er old news, og jeg er ikke engang sur på min lokale ledelse i denne anledning, thi de har ikke meget valg med den økonomi, de sidder med.

Men NU skal der ske noget: På Politikens hjemmeside kan man således idag læse følgende:

Forskningsminister Charlotte Sahl-Madsen (K) er utilfreds med de kortere semestre. Hun peger på, at taxameterbeløbene til humaniora og samfundsfag i 2010 blev løftet med over 4.000 kr. eller cirka 12 procent.

»Så vi har fra politisk side afsat midler til mere undervisning. Og der er ingen tvivl om signalerne fra mig, at så forventer vi også, at der kommer mere undervisning«, siger hun og vil følge udviklingen tæt i den kommende tid.

Nu er der bare det tricksy´e ved det, at de penge aldrig nogensinde er nået frem til de institutter, som skal udføre undervisningen. Hvor de er blevet af, aner jeg ikke, men Follow the Money, så kan det være at vi finder ud af det. De afleveres på rektoratets dørtrin, og de er derefter mærkeligt væk. Men hele byen er fuld af reklamer for Københavns Universitet - for det har vi råd til, skønt vi ikke har råd til at undervise. Og vores informationsafdelinger, hvis samfundsbetalte opgave er at få rektoratets beslutninger til at tage sig godt ud, svulmer af medarbejdere. Personligt tror jeg ikke på, at de penge nogensinde er nået frem til fakulteterne - måske kan man finde dem i en eller anden medfinansiering af et erhversprojekt på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, who knows.

Måske skulle Charlotte Sahl-Madsen overveje at spørge rektorerne, hvor F..... de ekstra midler er blevet af. Men spørg ikke på KU, for rektor hos os har for tiden alt for travlt med at være ansvarlig leder til at tage ansvar.

Det er helt tydeligt ikke ministerens ansvar, det fremgår af udsagnet. Hvor meget skal vi vædde på, at det heller ikke er nogen andres ansvar? Det er fordelene ved den enstrengede ledelse, at fordelingen af ansvar er helt klar: Ingen har det. Det eneste, der sker nu, er at køen ved håndvasken bliver rigtig lang - og det kommer der helt sikkert ikke mere undervisning ud af.

4 kommentarer:

Unknown sagde ...

Til gengæld er det mig ubegribeligt hvordan det kan komme som en nyhed for politikerne. På mit institut på AU (SLK) har vi haft 12 ugers undervisning i hvert fald i de fire år jeg har gået her. Da jeg tilmed går på et lille studium (klassisk filologi), har vi små hold, og så må vi tit ikke få et fuldt kursus, men kun et halvt i form af 6x2 timer til fx hele den græske poesi ...

Til gengæld så bruger vi uendelige mængder af penge på andre ting som er meeeeget vigtigere. Det gælder fx at få designbureauer til at lave en speciel skrifttype til universitetet som skal være "lokkende", men som ingen kan læse. Eller ufrugtbare fusionsprocesser og konstante organisatoriske omorganiseringer der har medført fire nye fakulteter hvor i hvert fald ARTS' nye institutter formentlig bliver så store at det de facto er fakulteter i fakultetet. Alle lagene skal naturligvis udstyres med kæmpe ledelser, sekretariatsstaber, kommunikationsafdelinger for hvem det ikke skorter på pengene.

I don't know why I bother ...

Sune Auken sagde ...

Jeg ved, hvorfor du trods alt gider: Fordi du interesserer dig for dit fag og gerne vil have det til at fungere. Hvis alle bare giver op over for alle de store lederlag (bemærk at dette rimer på "vederlag), så kommer vi aldrig nogen vegne.

Pengene bruges forkert. Derfor gider vi gøre det. For uddannelsernes skyld, for forskningens skyld, og dermed også - i sidste ende - for samfundets skyld.

Altså: Tak, fordi du gider!

Unknown sagde ...

Selv tak. Ja, lysten til faget vinder altid i sidste ende, men irritationen over at politik og administration tilsyneladende kan være vigtigere end det vi er her for, nemlig undervisning og forskning, er en kilde til nærmest daglig frustration.

Anonym sagde ...

Et par eksempler fra Engelsk på ASB (R.I.P), hvor vi har en smule mere fleksibilitet end oppe hos Kasper. Men vi optager så også ca. 200 BA studerende om året:

PÅ Cultural Studies har jeg fået lov at vælge - hvis jeg vil have små hold, har jeg "råd" til 1 time om ugen over 12 uger + 1 opgave; accepterer jeg hold på 50+, kan jeg få to timer om ugen. Vi - jeg -har valgt det sidste, men selvfølgelig har det da læringsmæssige konsekvenser.

På vores valgfag har vi måttet spekulere i hvor meget en eksamen "koster." Hvis de studerende skulle have den mængde undervisning, der modsvarer arbejdsbyrden på et 10 ECTS fag (= mindst 250 studenterarbejdstimer), måtte vi vælge "billige" løsninger - 20 min. mundtlig eller 3 timers bunden skriflig frem for længere hjemmeopgaver. Konsekvens: BA projektskrivere har for lidt erfaring med at skrive opgaver.

Og nu jeg er i gang - vi uddanner oversættere - fagsprogsspecialister - som skal bruge rigtig meget sprogtræning. Derfor afleverede cand. ling. merc. studerende i gamle dage en ugentlig oversættelse i de fagsproglige discipliner. Mange af de opgaver er i dag sparet væk. Konsekvens: erhvervslivets translatører mangler erfaring med at bruge sproget, hvilket man også kan se på deres arbejde.

Så kampen for undervisning handler både om uger, timer og muligheden for at aflevere opgaver/få feedback. Og her vil jeg da gerne opfordre flere studerende til at komme på banen! Op på barrikaderne, ind i studienævnene og sørg så for at aflevere de opgaver, der endnu ikke er sparet væk. For jeg har på et af mine fag måtte træffe det svære valg - to prøveopgaver eller mere tid til undervisning. Her røg opgaven, fordi kun halvdelen af et hold alligevel afleverede.

Hanne Tange