Fagforeninger, universitetsfyringer og det nye regime

ANALYSE
(Redaktionel kommentar: Fra et medlem af netværket 5f (link) af fyrede og fyringstruede forskere har bloggen modtaget følgende analyse. C.E.)


Universitetsverdenen undergår for øjeblikket en transformation, hvor den presses fra en situation, hvor ledelse og medarbejdere i fællesskab hyldede og beskyttede de klassiske videnskabelige dyder til en institution, hvor de ligeledes klassiske modsætninger mellem arbejdsgiver og arbejdstager vinder stadigt større indpas. Retrospektivt har fagforeningen ikke spillet nogen rolle - hvilken rolle skulle den have haft på en institution, hvor ledelsen bestod af medarbejdere, der var valgt blandt og af medarbejderne selv, der i øvrigt frivilligt arbejdede langt ud over, hvad de fik løn for? Den igangværende transformation resulterer i, at medarbejderne går fra ikke at have brug for en fagforening til at få stigende behov for dennes aktive mellemkomst. Så både medarbejdere og fagforeninger gennemgår i øjeblikket en parallel proces, hvor de skal vænne sig til de nye tiders krav og ændre deres opførsel i overensstemmelse hermed. Man kan sige, at begge parter i udgangspunktet er blevet fanget med bukserne nede.

Transformationen er politisk drevet, og derfor har fagforeninger og universitetsbefolkningen selvfølgelig mulighed for at forsøge at påvirke politikernes syn og beslutninger på universitetsområdet igennem de kanaler, som nu engang eksisterer i samfundet. Det mest interessante (eller uhyggelige) er, at en del af transformationen faktisk drives af interne beslutninger i de nye universitetsledelser. Hvorfor er de nye ledelser villige til aktivt at medvirke til nedbrydningen af, hvad universitetet har stået for i århundreder? Hvorfor tilstræber de af egen kraft at indføre ultra-liberale tilstande? De, som først og fremmest hylder grundforskningens væsen og ukrænkelighed og samtidig har forståelse for uddannelsernes samfundsmæssige betydning, ville næppe frivilligt deltage i et sådant korstog. Er det for at 1) tækkes det politiske system eller 2) udleve deres egne politiske holdninger og/eller ledelsesmæssige idealer? - mest sandsynligt er nok en kombination af begge dele. Uanset hvorfor, så er resultatet, at de nye ledelser bidrager til at arbejdsgiver-arbejdstager rollerne vinder frem i universitetsverdenen og dermed kommer de til at fremstå som en forlænget arm i den aktuelle politiske værdikamp - loyaliteten går kun opad - her er ikke plads til at beskytte sine medarbejdere, deres arbejdsvilkår eller universitetets klassiske dyder. Denne interne del af transformationen bør netop en fagforening reagere kraftigt på.

Fagforeningernes rolle bør diskuteres fremadrettet og proaktivt med fokus på emner, som de skal være beredt til at gå aktivt ind i. Her anføres nogle konkrete bud på emner, der primært er af intern karakter, og som fagforeningerne bør involvere sig aktivt i.

Organisatorisk er et typisk institut opdelt i sektioner og fra årsskiftet indfører et KU-institut, hvad ledelsen kalder en retfærdig og gennemsigtig økonomimodel: De enkelte sektioner bliver økonomisk selvbærende, og deres indtægter bliver sammensat af: 1) De STÅ'er som sektionens medarbejdere har medvirket til at producere og 2) 70 % af den overhead, som sektionens medarbejdere har hjemtaget via eksterne forskningsbevillinger. På udgiftssiden skal sektionen så dække egen løn og drift. Basismidlerne, som instituttet modtager ovenfra i systemet, beholder instituttet i udgangspunktet som institutlederens "strategiske pulje".

En meget simpel model, men med vidtrækkende konsekvenser - med et slag er alle medarbejdere gået fra fast løn og til selv at skulle skaffe deres løn. Instituttets sammengængskraft er alvorligt truet, da systemet ikke rummer noget som helst element af solidaritet mellem instituttets sektioner (og man kan frygte snart heller ikke mellem sektionernes medarbejdere).

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Kan et institut bruge overhead- og STÅ-penge til lønninger?
• Er det tilladt at indføre en økonomistyring, hvor fastlønnede medarbejdere reelt overgår til at skulle skaffe deres egen løn - uden at dette forhold er stadfæstet i deres ansættelsesbrev?
• Burde dette ikke medføre, at samtlige medarbejdere skal fyres og genansættes med nye ansættelsesbreve, hvor de nye vilkår klart fremgår?

En fremskrivning af sektionernes kommende økonomi viser, at flere er i underskud. Som nævnt beholder institutledelsen basismidlerne som en strategisk pulje og kan nu vælge at allokere penge til en sektion, så den går i økonomisk balance, eller ikke at reagere, og så må sektionen formodentlig nedlægges. Hvis ledelsen vælger delvist at dække underskuddet, må sektionen skille sig af med medarbejdere svarende til det nye underskud. I dette økonomistyringssystem er der mulighed for, at instituttets samlede regnskab er i balance eller for den sags skyld i overskud - samtidig med, at der er sektioner, der er i underskud og må gribe til afskedigelser - en situation, som alt pt. tyder på er lige om hjørnet.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Er det et instituts overordnede økonomi, der skal lægges til grund for økonomisk betingede fyringer, eller kan det ske decentralt ud fra underliggende enheders isolerede del-økonomier?

Det, at sektionerne tvinges til at tænke såvel forskning som uddannelse i kroner og ører, har andre meget uheldige konsekvenser. Den grundvidenskabelige nysgerrighed og risikovilje vil hurtigt afløses af strategisk tænkte ansøgninger til programpakker med høj succesrate hos fonde og råd, som vel at mærke udbetaler overhead. En effekt som de tidligere sektorforskningsinstitutioner vil nikke genkendende til. Arbejdet med at højne kvaliteten og løbende revidere det faglige indhold i uddannelserne, således at kandidaterne er udrustet med de rette kompetencer, kommer ligeledes til at vige for et slagsmål mellem sektionerne om at rage så mange STÅ'er til sig som muligt. Med andre ord er målet blevet at skaffe penge og ikke at producere nye interessante videnskabelige erkendelser og kandidater af højeste kvalitet - man kan sige, at selvforståelsen af universiteternes rolle svinger fra at være samfundets leverandører af ny viden og kandidater til snævert at sikre egne interne interesser (læs økonomi). Humboldt må i sandhed rotere i sin grav.

Når ovenstående sammenholdes med tendensen til færre men større bevillinger, ser fremtiden meget skræmmende ud: sektioner, der er så heldige at få f.eks. et grundforskningscenter (med tilhørende videreførselsstillinger), vil trives og ekspandere, mens de, der ikke var så heldige, må fyre medarbejdere. I diverse skåltaler kaldes dette for en nødvendig faglig fokusering, men reelt betyder det et uerstatteligt tab af faglig bredde. Institutionens faglige ekspertise vil i liberalismens hellige navn gå mod at skulle findes inden for de fagfelter, som er begunstiget med store centerbevillinger. På den lange bane vil bevillingssystemet uundgåeligt miste interessen for disse centres fagfelter og i stedet dirigere pengene imod nye fagfelter, som til den tid anses for politisk vigtige eller forskningsmæssigt interessante. På det tidspunkt vil universiteterne stå med det alvorlige problem, at de kun huser ansatte, der er fagligt forankret i gårsdagens emner. Som en universitetsansat så malende har sagt: "kun en meget meget dum landmand vælger at lægge al sin kunstgødning i et lille hjørne af marken".

En sideeffekt af de igangværende forandringer er, at universitetsbefolkningen generelt udviser en mærkbart reduceret diskussionsvilje - formodentligt pga. frygt for, hvordan de nye ledelser vil reagere overfor kritik.

• Her kan fagforeningerne medvirke til at sikre, at kritikken bliver fremført igennem et vedvarende offentligt modpres på universitetsledelser og det politiske system samt en generel oplysning af den danske befolkning om tingenes tilstand.

På et institut blev den sidste af to gennemførte massefyringer afsluttet med at en del medarbejdere fik beskeden, at de efter al økonomisk sandsynlighed vil blive fyret om 2 år. Kammeradvokaten var inde over sagen og bestemte, at man ikke kan varsle en fyring 2 år ude i fremtiden. De berørte blev derfor ikke "varslet"; men indkaldt til et personligt "orienteringsmøde om prognosen for instituttets økonomi 2010 - 2013", hvor beskeden dog stadig var "you are next in line". Om det var en varsling eller ej kan diskuteres, men det ændrer dog ikke på, at såvel ledelse som menige medarbejdere i daglig tale kalder det fyringsvarsler. Hvis logikken skal holde i instituttets udmelding, om at fremgangsmåden er den mest humane for dem som vil kunne blive berørt, må man næsten formode, at enhver fremtidig fyringsrunde afsluttes med, at "næste hold" indkaldes og informeres om, at de nu er dem, der sidder yderst.

Dette er en sag for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at medarbejdere ikke bliver gjort til "dead men walking" på baggrund af mere eller mindre usikre gisninger om den økonomiske situation flere år ude i fremtiden?

Hyppigt er der ganske stor diskrepans mellem budgetter og efterfølgende regnskaber - at spå om fremtiden er i sandhed en svær kunst. På et institut blev der gennemført massefyringer proportionalt med et forventet budgetunderskud på lige over 30 mill. Kr. - et år efter viste regnskabet et reelt underskud på omkring 18 mill. kr., så en del medarbejdere blev altså fyret uden grund - det skal bemærkes, at de foretagne fyringer ikke har økonomisk effekt for det pågældende år og at der i året samtidig blev ansat nye medarbejdere svarende til omkring 8 mill. kr.). Året efter viste budgettet - sådan som tallene blev fremlagt - ikke et underskud af en størrelse, som umiddelbart kunne begrunde instituttets udmelding om "meget drastiske reduktioner i omkostningerne er nødvendige" (læs massefyring). Alligevel blev der endnu engang skredet til massefyringer, og det bliver spændende at se årets regnskab. De økonomiske prognoser maler også et meget dystert billede. Det er selvfølgelig rigtigt, at den økonomiske situation generelt er alvorlig, men at et institut f.eks. er nødt til at fyre omkring halvdelen af sit personale bare for at komme i balance forekommer i overkanten. Det er nærliggende at tænke at økonomien bruges som våben i en værdikamp, hvor ledelserne gearer institutionerne til "de nye tider". Den økonomiske begrundelse for at skride til fyringer finder ledelserne i årets budget og ikke i regnskabet. Budgetter er taknemmelige: hvis en leder ønsker at fyre medarbejdere, er forventningerne til årets budget meget meget dystre - at det så et år efter, når årsregnskabet gøres op, viser sig, at fyringerne ikke var nødvendige, betyder mindre. Hertil skal bemærkes at budgetter ofte fremlægges på en form, som er alt andet end gennemskuelig - dvs. medarbejderne har meget ringe mulighed for at gennemskue, om baggrunden for fyringer er til stede - eller om det f.eks. snarere drejer sig om fyringer, der ønskes gennemført for at reducere lønandelen (dvs. frigøre midler til bl.a. drift), men kamufleres i et budgetmæssigt røgslør.

Her er også noget at gøre for fagforeningerne:
• Hvordan sikres det, at fyringer sker på et oplyst grundlag?
• Hvordan sikres det, at institutionerne fremlægger gennemskuelige budgetter og regnskaber?
• Hvordan sikres det, at budgetter er lavet ud fra realistiske forventninger og ikke anvendes som kamuflage for interne justeringer af udgiftsfordelingen?

For de fleste i universitetsverdenen har medlemskab af en fagforening formodentlig mest været båret af en veneration overfor tidligere tiders opnåede resultater på arbejdsmarkedet. De universitetsansatte har betragtet deres ansættelse som et kald snarere end et egentlig job og derfor ikke haft noget at bruge fagforeningen til. Dette forhold har selvfølgelig også den anden vej bevirket, at fagforeningerne historisk set ikke har haft grund til at være synderlig synlige eller aktive på universitetet. De fleste havde nok foretrukket, at der ikke blev ændret på det forhold. Men udviklingen går desværre den forkerte vej, og fagforeningernes fremtidige rolle er betinget af, om de magter at skifte gear i takt med den igangværende udvikling. Der er i hvert fald nok af udeståender at kaste sig over, hvis fagforeningerne fremadrettet vil gøre en forskel i universitetsverdenen.