Tværvidenskab og det truede humanistiske koralrev

af Cathrine Hasse*

Det er ikke noget under at humaniora i dag opleves som det mindst prestigefyldte felt indenfor forskningen selvom der er blevet uddannet flere og flere humanistiske kandidater, og de ydermere efter endt uddannelse er blevet taget godt imod i det danske og udenlandske erhvervsliv og samfund.

Alligevel kunne man forleden læse at den nye nationale aftale om at prioritere støtten til små humanistiske fag betyder, at vi i Danmark i 2012 nedlægger uddannelser, der arbejder med små specialiserede emner som serbokroatisk, tjekkisk, bulgarsk og polsk kultur. Disse små uddannelser betegnes ofte ’sprogfag’, men er reelt også kulturfag. Det anses for økonomisk urentabelt at holde liv i de få akademikere, der i dag anvender deres forskningsliv på at skabe viden ikke alene om sprog, men også kultur indenfor disse områder. 34 småfag reduceres til 14, der så til gengæld ydes mere i støtte.

Udviklingen mod en gråtoning af humaniora har været i gang i lang tid. Der er, som det også er fremgået af forskningsrådenes årsrapporter, generelt sket et fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område.

Humanvidenskaberne defineres generelt (sammen med samfundsvidenskaberne) som det område af forskningen, der giver os en dybere forståelse af, hvem vi er som mennesker. Tab af små humanistiske fag er også et tab for dybere indsigt i disse aspekter. De vil mangle, når vi skal udvikle de nye tværfag, der ser ud til at blive fremtidens fag på universiteterne.

Viden om mennesket som tænkende og skabende væsen i det globale kludetæppe af kulturer er meget afgørende for Danmarks muligheder for at udvikle nye måder at markere sig på. I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser. Det gælder eksempelvis indenfor det teknologiske område, hvor udviklingen langt hen ad vejen bestemmes af alle mulige andre aktører end humanisterne selv. Ud over lukninger af fagområder og nedskæringer i staben står humaniora nemlig overfor nogle meget store teknologiske udfordringer i de kommende år, som der simpelthen ikke er afsat bevillinger til. De sundhedsvidenskabelige, tekniske og naturvidenskabelige områder får alle mere i taxametertilskud end de humanistiske fag med den begrundelse, at de har behov for at investere i teknologier og laboratorier. I takt med den teknologiske udvikling med anvendelse af infrarøde stråler og røntgenstråler i fag som kunsthistorie og arkæologi, ’data-mining’ i fag som historie og helt nye teknologiske muligheder for at udvikle forskningen gennem blogs, videobriller, interaktive tavler og streaming-teknologier på områder som pædagogik, litteratur og psykologi kan man frygte at sådanne nødvendige investeringer enten undgås eller vil føre til nye nedskæringer, da taxametermidlerne slet ikke kan følge med denne udvikling. Og for de store områders vedkommende er der ydermere kommet langt mere pres på undervisningsindsatsen, så mange oplever deres forskningstid som yderst presset. Her kan teknologi frem for at blive en ny mulighed blive oplevet som en besværlig spændetrøje, hvis der ikke afsættes flere midler til efteruddannelse og humanistisk-teknologiske laboratorier. Mange af de små sprogfag, der nu nedlægges kunne have fået tumleplads til nye projekter i sådanne eksperimentarier.

Når den form for nytænkning er helt fraværende i debatten kan det dels skyldes, at mange humanister simpelthen giver op og koncentrerer sig om at overleve dagen og vejen. Det kan også skyldes, at humanistiske forskere, i højere grad end kolleger fra de andre forskningsområder, oplever at de skal legitimere deres forskning gennem ’nyttiggørelses’ diskurser. Hvor forskere på andre hovedområder kan forske i risikofyldt grundforskning i ’andre dimensioner’ eller spekulative forestillinger om stamceller, så skal humanister i stigende grad legitimere deres forskning med henblik på det umiddelbare økonomiske potentiale – som eksempelvis ’oplevelsesøkonomi’. Der er ikke plads til at arbejde med sjove grundforskningsspørgsmål, hvis man oplever et konstant pres på at levere fakturaer for tankerne.

Samtidig oplever humanistiske forskere, at der er meget lidt reel offentlig interesse for (og medieomtale af) deres faktiske forskningsområder. Dette blev allerede bekræftet for år tilbage i tænketanken ’Forsk og Fortæl’ nedsat af videnskabsministeriet, hvoraf det fremgik at humanistiske forskere, i modsætning til øvrige forskere, ganske vist udtaler sig til medierne, men sjældent om deres egne forskningsemner. Dermed mangler offentligheden og politikerne også indblik i den mangfoldighed, der nu trues af de kortsigtede økonomiske hensyn.

Det er positivt at erhvervslivet er blevet bekymret for de konstante nedskæringer på det humanvidenskabelige område, men vi mangler at både befolkning og politikere bakker op. Vi skal dyrke variationer af alle mulige slags i de tværvidenskabelige konstellationer og de skal bygge på en mangfoldighed af indsigtsfulde mennesker, der har specialviden også på områder ingen politikere fatter nytten af. Derfor er behov for en bred opbakning til et broget humanistisk koralrev med plads til studier af old-indianske kulturer, polske folkesange og Pontoppidans samlede værker hvis vi for alvor skal skabe nytænkende tværvidenskab.

* Cathrine Hasse, professor i kulturelle læreprocesser, AU