KU-rektor: Befæst den individuelle forskningsfrihed

— Vi bringer her et kort referat af dagens møde, og vender senere tilbage med uddybende kommentarer, diskussion o.l.
Befæst den individuelle forskningsfrihed! Det var en af konklusionerne på dagens 'interne debatmøde' på Københavns Universitet, som var annonceret offentligt, men især henvendt til universitetets forskere, med det formål at diskutere truslerne imod forskningsfriheden. Rektor Ralf Hemmingsen indledte med at citere Alexis de Tocquevilles understregning af forskningsfriheden som nødvendig betingelse for et velstående samfund, og fulgte op med et Helge Sander-citat, som lover, at der ikke er forskel på forskningsfriheden før og efter fusionerne. Rektor noterede sig med tilfredshed, at KUs betyrelse nu har tilsluttet sig Praksisudvalgets rapport, som senere blev kommenteret af formand for udvalget Carsten Henrichsen og medlem af udvalget Peter Sandøe. Rektor kom ind på praksisudvalgets definition af forskningsfrihed som en del af den akademiske frihed — hvilket i parentes bemærket er

"the freedom to conduct research, teach, speak, and publish, subject to norms and standards of scholarly inquiry, without interference or penalty, wherever the search for truth and understanding may lead"

— som omfatter frihed til, indenfor ens videnskabelige domæne at vælge emne, stille spørgmål, vælge metoder, og fremlægge hypoteser, argumenter og resultater offentligt. Hemmingsen understregede, at det efter hans opfattelse var dræbende hvis top-styring medførte indgreb i denne frihed, at han opfattede friheden som en professionel frihed på det individuelle (og ikke kun på det institutionelle) niveau, og at KU så vidt muligt måtte sikre rammerne for forskningsfriheden.
Prodekan for formidling ved det naturvidenskabelige fakultet Katherine Richardson indrømmede i det første oplæg, at hun egentlig aldrig havde bekymret sig synderligt om trusler imod forskningsfriheden, men at hun i fredags kl. 12:22, da hun modtog en temmelig ubehagelig email (vist i uddrag på projektoren), var begyndt at spekulere over forskeres ytringsfrihed, når de blander sig i den offentlige debat: Mailens afsender truede med at gå til ledelsen, hvis ikke hun tilbagekaldte en "uredelig" påstand fra en kronik i Berlingske. Her skrev Richardson om Galathea-ekspeditionen,

"Ud over ansvaret har man reelt givet få privilegerede danske medier monopol og har dermed forment alle andre medieselskaber – danske som udenlandske – adgang ombord. Derfor har ekspeditionen kun vanskeligt kunnet profileres internationalt, og ingen af de ombordværende medier har haft et incitament til at promovere ekspeditionen overfor den udenlandske presse og lokalbefolkningen under de mange havneophold."

Psykisk terror, som Richardson udtrykte det, men ledelsen havde bakket helt op om hende i dette forsøg på at knægte kritisk debat. Richardson konkluderede, at faren for forsknings- (og ytrings)friheden ikke kommer fra universitetsloven, men andre steder fra.
Økonomen Peter Birch Sørensen talte om forholdet mellem samfundets krav og den enkeltes forskningsfrihed: Han tog afstand fra det udbredte synspunkt, at forskningsfriheden er for vigtig til at overlade til forskerne - at det blot handler om, at "Vejen fra professor til profit" skal gøres kortere (og som en nationalbankdirektør havde sagt: "Det er sørme også en lang vej!") - den slags formuleringer antyder, at den frie forskning kun har værdi hvis den kan kommercialiseres. Sørensen mente at samfundet har en berettiget interesse i, at der sker en videnoverførsel fra universiteterne til det omgivende samfund, men han var bekymret for, at stigende krav om produktion af kommercialiserbar viden, kombineret med de stærke styringsmidler, staten har fået i forhold til universiteterne, i praksis vil føre til begrænsninger af forskningsfriheden, fordi universiteterne og de enkelte forskere vil være nødt til at fokusere på politisk udvalgte temaer, hvis de skal sikre finansieringen af deres aktiviteter. Sørensen mente ikke, at den enkeltes forskningsfrihed er tilstrækkeligt godt beskyttet (jr. §17 stk.2). Selvom det er legitimt, at staten har stærke styringsmuligheder (og her ligger Danmark i top), kræver styring stor forskningspolitisk omtanke. Han pegede på faren for at grundforskningen nedprioriteredes til fordel for anvendt og kommercielt orienteret forskning, og at fokus på patentering o.l. forvrider hele incitament- og motivstrukturen hos forskerne. Denne tendens vil forstærkes af demografiske grunde: når vi alle går på pension er vi mere interesserede i omsorg en forskning. Endelig fremførte han endnu en kritik af patenteringstanken i TechTrans-kontorerne: Selvom det enkelte universitet hypotetisk kan have gavn af patentering, er det ikke givet, at det samfundsøkonomisk set (ikke mindst i et land med mange mindre virksomheder uden egen forskning) er gavnligt, eller øger vidensspredning: Hvorfor ikke i stedet stille viden frit til rådighed for alle, der vil udnytte denne viden? Sørensen konkluderede, at man burde indføre ikke bare en ret, men en pligt til at publicere resultater.
Jeg skal kun ganske kort referere Henrichsen og Sandøes oplæg (husk selv at se Praksisudvalgets rapport), men Sandøe dvælede ved kulturforskellene hvad angår de våde områder med teamarbejde og de tørre områder (humaniora og samfundsvidenskab), hvor man har tendens til at opfatte forskningsfriheden som en gave fordi man har været dygtig i skolen, og derfor skal andre ikke blande sig i hvad man laver. Udfordringen for KU, mente Sandøe, er at nærme sig fælles normer for forskningsfrihed på alle fakulteter: Bør ikke også 'B-holdet', de løst og projekt-ansatte, have del i den samlede kage af fri forskningstid? Våde forskere (gen)bruger en stor del af deres fri forskningstid som 'medfinanciering' i de projektanssøgninger, som man var nødt til at holde gang i for at drive sit team.
Peter Harder (som er en af medforfatterne til det her på bloggen tidligere omtalte debatoplæg fra Forskningspolitisk Udvalg under Videnskabernes Selskab) pegede på det institutionelle regel-vacuum i den aktuelle overgang fra det gamle til det nye system: KU bør udfylde dette og proaktivt sikre sig imod tidens tendenser til øget statskontrol med institutionerne: Man bør undgå naivitet om de uformelle undertrykkelsesmekanismer, sagde Harder, og se nærmere på hele etikken i kontraktforskning og myndighedsopgaver. Han foreslog, meget konstruktivt, en serie "Nye spilleregler. KU som garant for forsknings- og ytringsfrihed":

• Alle forskere ansat på KU har ret til i et eller andet omfang at forske helt frit indenfor deres ansættelsesområde
• Omdefinitioner af universitetets 'forskningsstrategiske område' i udviklingskontrakter med ministeriet kan ikke gøres gældende som begrundelse for at begrænse denne ret
• Hvis myndighedsbetjening og kontraktforskning indgår med nogen vægt i ens arbejdsforpligtelse, skal dette fremgå af ansættelseskontrakten
• Det er forbudt for ansatte ved KU at indgå kontrakter med myndigheder eller virksomheder, som indskrænker deres ret til at publicere eller offentligt diskutere andre forskningsresultater end dem der direkte indgår i det konkrete forskningsprojekt, kontrakten omhandler
• Loyalitetspligten overfor KU (eller instututioner under KU) kan ikke tjenstligt forpligte medarbejdere til at afstå fra at ytre sig om forskning udført af andre KU-ansatte, eller om forskningssatsninger iværksat af ledere på KU
• Det er i tjenstlig sammenhæng forbudt for ledere på KU at nævne hensynet til loyalitet (eller risikoen for at skade forholdet til offentlige eller private interessenter) i relation til offentliggørelse af forskning eller meningsytringer herom. Undtaget er konkrete kontrakter hvor en medarbejder er omfattet af specifikke bestemmelser om loyalitet og diskretion. (Sker det alligevel, skal det rapporteres til lederens nærmeste overordnede og udløser en tjenstlig advarsel. I gentagelsestilfælde må den pågældende fratræde sin lederpost.)
  

Efter rektors afsluttende opsamling — forskningsfriheden nu er mere sårbar end under det gamle system, og meget taler for at befæste den — udspandt der sig en livlig diskussion mellem panelet af oplægsholdere og salen, men tiden til diskussion var lidt for knap, og mange spørgsmål forblev ubesvarede. Vi vender tilbage til det senere. Kommentarer?