Videnskab og kapital går hånd i hånd

"Derfor vil DI og KU gerne sammen med ministeriet udarbejde nye måder at måle værdien af universiteternes erhvervssamarbejde på: I stedet for sluthåndtrykket mellem forsker og erhvervsmand skal de to gå hånd i hånd fra starten."

Hånd i hånd? Hvor yndigt. Mon ikke den betalende hånd overtager føringen?

I en fælles artikel i dag i Berlingske, som i opsætning ligner en annonce for et bryllup, proklamerer en ledende repræsentant for Københavns Universitet, prorektor Thomas Bjørnholm, og Charlotte Rønhof fra Dansk Industri, at nu skal det entrepreneuriske universitet måles bedre end hidtil. De langer ud efter den måde, den årlige måling af "værdien af erhvervssamarbejde" til Videnskabsministeriet sker på: "Når universitetets evne til at omsætte sin viden til gavn for erhvervslivet måles og vejes, fokuseres der nemlig på antallet og indtjeningen af patenter, licenser og samarbejdsaftaler" og ifølge forfatterparret repræsenterer det ikke de ægte værdier af ægteskabet mellem videnskab og kapital:

"Konkret foreslår vi, at man også måler på tre nye parametre. For det første på størrelsen af virksomhedernes investeringer i forskning og forskeruddannelse. Kan man forestille sig et bedre kvalitetsstempel for erhvervssamarbejde end private investeringer i forskningsmiljøer og forskeruddannelser? Dette kan både være i form af hårde kontanter til forskning og apparatur og som bidrag i form af arbejdstid, forsøgsmateriale, forsøgsanlæg etc. i fælles forskningsrådsbevillinger, samt ved at se på antallet af ph.d.-stillinger, som erhvervslivet er med til at finansiere. For det andet bør man måle, hvor megen offentlig videndeling universiteterne er involveret i, ligesom forskningsbevillinger med erhvervsdeltagelse og private fonde er vigtige indikatorer. For det tredje bør man måle på, hvor meget ny viden der bliver skabt og formidlet til samfundet i form af fælles publikationer."

Som glans- eller forbillede bruger forfatterparret geokemikeren Susan Stipp, en professor ved det nano-science center på Kemisk Institut, KU, hvor Bjørnholm selv kommer fra. Hun er, hører vi,

"er en af de forskere, erhvervslivet elsker. Hun leverer spændende forskningsresultater, udgiver originale forskningsartikler og har blik for relationer og samarbejde med erhvervslivet. Mærsk Olie og Gas, BP og andre virksomheder er en naturlig del af Stipps aktiviteter, og de investerer tocifrede millionbeløb i hendes forskning." (...) "Hele Stipps forskningsgruppe på 50 medarbejdere er betalt af eksterne forskningsmidler, som erhvervet dermed får stor glæde af. Samtidig bliver den viden, hun frembringer, til gavn for små og store virksomheder, som kan bruge resultaterne til f.eks. at forbedre deres modeller for olieudvinding."

Det er jo næsten for godt til at være rigtigt. Og jeg er næsten ked af at være nødt til at nævne skribentparrets idealbillede af en nanoforsker ved navn, for min hensigt her er på ingen måde at beklikke denne uden tvivl dygtige og entreprenante forsker, men at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig skal dreje skruen endnu en omgang i retning af kommercialisering og erhvervsretning af universitetet:

Er det Københavns Universitets opgave at agere forskerhotel for olieindustriens forsøg på at presse de sidste olieresserver mere effektivt ud af jorden?