Tech-trans i Norden - hvor er motorvejen fra forskning til faktura?

Når nye opdagelser i molekylærbiologi eller potentielt kommercialiserbare opfindelser i biotek-relateret forskning gøres på et universitet, hvem skal så have patentrettighederne - de enkelte forskere (som i Sverige, og Danmark før 2000) eller universiteterne, som i Danmark efter loven fra jan. 2000 om Universiteternes ret til patentering (inspireret af Bayh-Dole loven om tek-trans i USA)? Og hvilken model ansporer mest til universitet-industri samarbejder? Det diskuteres nu i Norge, hvor Norsk Biotekforum, en sammenslutning af biotek-virksomheder under Norsk Insdustri, bruger Danmark som eksempel på en uheldig virkning af at lade universiteterne tage patenter (news 29 jan.2008). De henviser til et studie af medicinalforskningen foretaget af Finn Valentins gruppe på CBS som viser, at loven synes at mindske antallet af innovationer, der tidligere kanaliseredes fra universitetesforskere til virksomheder som virksomhedsejede patenter:

“A moderate increase in academic inventions chanelled into university-owned patents does not appear after LUP [the Danish Law on University Patenting]. But the larger part of the inventive potential of academia, previously mobilised into company-owned patents, seems to have been rendered inactive as a result of the reform.”

Valentin m.fl. peger på, at den tidligere bilaterale model, hvor industrien støtter forskerne, disse bevarer retten til at publicere, og overlader det til industrien at tage patenter, passer bedre til den åbne (‘explorative’) forskningsproces, hvor det er umuligt at forudsige hvilket ét ud af 100 forskningsprojekter, der i sidste ende vil kunne føre til faktura, end en trilateral model, hvor intellektuelle ejendomsrettigheder forud tildeles selve universitetet og dets Tech-Trans kontor, som industrien så skal forhandle med.

Det er værd at hæfte sig ved, “den optimale model” og det som er godt, ikke nødvendigvis er det samme for de fire aktører: forskerne, universitetet, industrien, samfundet. Med den USA-inspirerede lov træder universitetet og dets tech-trans kontorer ind som en selvstændig økonomisk agent (et eksempel på akademisk kapitalisme), som ikke nødvendigvis har de samme interesser som de enkelte forskere (i deres traditionelle rolle som medlemmer af et videnskabeligt samfund, med interesse i at skabe og udveksle ny viden), fordi en tech-trans kontrakt lægger grænser kommunikation af viden i det videnskabelige samfund.