Et centralt spørgsmål i Koldau-sagen, der bør trækkes tydeligere frem, vedrører begrebet ”kollegial fortrolighed” som begrænsning af ytringsfrihed. Af pressereferater er det fremgået, at advarslen til Koldau bla. er begrundet, i at hun har tilsidesat hensyn til ”kollegial fortrolighed” (Information d. 18.2.). Jeg mener ikke tidligere at have set, at vores ytringsfrihed skulle være begrænset af et sådant hensyn, og jeg ser meget frem til, at Ombudsmanden tager stilling til, om en sådan yderligere begrænsning kan være i overensstemmelse med gældende principper om ytringsfrihed.
Jeg skal sige, at jeg bla. som medlem af Praksisudvalget ved KU har haft lejlighed til at sætte mig ind i meget af, hvad der findes af regler og udredninger af relevans for universitetsansattes ytringsfrihed. I kølvandet på Tamil-sagen blev der udarbejdet en omfattende betænkning, der bla. mundede ud i en ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” (Justitsministeriet 2006). Hverken i den flere hundrede sider lange udvalgsbetænkning eller i vejledningen forekommer begrebet ”kollegial fortrolighed”. Faktisk slår denne vejledning fast, at der er en meget vidtgående ret til at ytre sig frit, så længe man ikke udtaler sig på vegne af institutionen, og så længe man respekterer formelle regler om tavshedspligt og injurielovgivning. Det er klart, at man ikke må videregive fortrolighedsklausulerede oplysninger, fx personoplysninger fra bedømmelsesudvalg ol. Man har også ret til at udtale offentlig kritik af arbejdsstedet, selvom man ikke i forvejen har fremført den ad interne kanaler. Udover de formelle regler henviser vejledningen til den såkaldte loyalitetspligt, der godt nok er vanskelig at præcisere, men iflg. vejledningen består i, at ”offentligt ansatte ikke [må] ytre sig i urimelig grov form eller fremsætte åbenbart urigtige oplysninger om væsentlige forhold indenfor eget arbejdsområde”. Og det er så vidt jeg har kunne se, ikke det som Koldau anklages for, og heller ikke noget, som kan definere begrebet ”kollegial fortrolighed”.
Heller ikke i de mange etiske koder og udredninger om god videnskabelig praksis, som jeg har været igennem, er jeg stødt på begrebet ”kollegial fortrolighed”. Det er yderst dunkelt, hvad fortrolighedskrav kan indeholde ud over, det som er tavshedsbelagt i gældende regler vedr. personfølsomme oplysninger mv., og derfor er det også umuligt at få øje på en begrundelse. Hensyn til retssikkerhed vil normalt tilsige, at det angives præcis, hvad det er for en udtalelse, der udgør en overtrædelse, og hvorfor. Det er ikke fremgået. Det virker derfor som et begreb, der er opfundet til lejligheden. Det vil kunne gøre enhver kritik af kvaliteten på egen institution til en overtrædelse af hensynet til ”kollegial fortrolighed”. Jeg mener, det er en alvorlig trussel. Vi vil være helt prisgivet til ledelsens vilkårlighed, hvis dette indtil videre helt luftige begreb anerkendes som grundlag for disciplinære sanktioner.
Desværre kommer truslen til at virke endnu en grad mere skræmmende på baggrund af tegn, der er kommet til syne i den seneste uge. Det drejer sig om de kollegiale reaktioner, nærmere bestemt den ambivalente holdning i forhold til ytringsfriheden, som kolleger til Koldau, men også andre universitetsfolk har afsløret. Det viser sig, at kolleger, der føler sig ramt af kritikken, tilsyneladende er parat til at give køb på principper om ytringsfrihed, når det gælder om at få stoppet denne kritik. Oven i købet med appel til ledelsen om indgreb. Tåkrummende pinligt, grænsende til det tragi-komiske, kommer det frem i det indlæg, som Svend Erik Larsen bragte i Information d. 22. febr., hvor han forsøger at nedgøre den professor, han som formand for hendes bedømmelsesudvalg var med til at kalde som professor. Men også i kollegaen Henrik Kaare Nielsens kronik fra dagen før, og som flere eller ellers fornuftige forskere har nikket anerkendende til, springer det i øjnene: ingen af dem går i forsvar for Koldaus ret til at ytre sig. I stedet appelleres til, at ledelsen overfor Koldaus forsøg på at undergrave afdelingens omdømme må ”tage affære” for at stoppe ”smadringen af et fagligt miljø”.
Mange kolleger i Koldaus fagmiljø er åbenbart frastødt af hende som person. Om det nu skyldes universitetsloven, post-modernismen eller menneskenaturens almindelige skrøbelighed, Voltaire-udtrykket ”jeg er uenig i alt hvad du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det” har trange kår. Festtalernes hyldest til oplysningsideer og Humboldt-universitetet rækker ikke langt, når idealerne skal stå deres prøve, fx hvis en person på en eller anden måde kommer i konflikt med flertallet.
Man kan håbe, at Ombudsmanden vil underkende dette mystiske ad hoc begreb, og at vore faglige organisationer også vil følge sagen til dørs.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
5 kommentarer:
Tak til Heine Andersen for et klogt indlæg. Ledelsen på AU er selv gået aktiv ind i Koldau-sagen. Derudover har AU’s ledelse sendt nogle af sine professorer i debatten for at skrive debatindlæg, der støtter ledelsens perspektiv. AU-ledelsens spin beror på to hovedargumenter, der også har vundet genklang hos andre debattører. Det første argument lyder, at Koldau-sagen skyldes en kulturel konflikt mellem en hhv. tysk og dansk universitetstradition. Det andet argument søger at separere den generelle og principielle debat fra sagen om professor Koldau ved at sige, at Koldau-sagen udelukkende er en speciel personalesag, der skyldes individuelle samarbejdsproblemer.
Henrik Kaare Nielsen (HKN) – en af AU-ledelsens spinprofessorer - refererer velkendte stereotyper om Tyskland og tyskere, som eksempelvis deres autoritetstro, hierarkiske systemer, formalitet og stor magtdistance i organisationer. Dette skyldes i bedste fald professorens uvidenhed om kulturen på tyske universiteter. Der findes forskellige fagsyn, høflighedskulturer og ambitionsniveauer – men påstanden om at danske universiteter er mere demokratiske end tyske er noget vrøvl. Omvendt – og hvis HKN har ret i at der er tale om kulturforskelle – har AU alvorlige mangler og problemer. Universitet ønsker en international profil og gode placeringer i internationale rankings. At netop dét AU-institut, der beskæftiger sig med interkulturel kommunikation og kulturelle identiteter ikke synes at være i stand til at rumme de påståede kulturelle forskelle, må vist betegnes som falliterklæring af dimensioner. Uanset hvordan man vender og drejer argumentet om kulturelle forskelle som baggrund for Koldau-sagen, så er det AU, der fremstår som taber i debatten.
AU’s spin søger også at dreje debattens præmis væk fra at være en debat om ytringsfrihed til at være en debat om en individuel personalesag, hvor den ansatte viser manglende samarbejdsvilje eller -evne. Mange af Koldau’s institutkolleger støtter vist denne udlægning af sagen. Måske ikke så overraskende, når Koldau kritiserer det faglige niveau på uddannelserne, som netop disse kolleger føler ansvar for.
Spørgsmålet er, om fuld og reel ytringsfrihed overhovedet er muligt uden nogle gange også at skabe konflikter og kriser? Hvad er ytringsfrihed værd, når den kun må bruges til almindelig rygklapperi og når kritikere trues med afskedigelse pga. samarbejdsproblemer? Hvad er ytringsfriheden værd, når selv professorer som HKN og Svend Erik Larsen relativerer den? Hvad er der blevet af Voltaire’s "Jeg er uenig i alt du siger, men vil til min død forsvare din ret til at udtrykke det” på universiteterne, der om nogen skulle fungere som oplysningsidealernes templer?
At AU’s ledelse har et andet syn på ytringsfrihed og samarbejde viser rapporter fra tidligere AU-ansatte, der fortæller om lignende oplevelser med AU-ledelsen. Der er den amerikanske lektor, der tog til Aarhus for blot at blive afskediget kort efter sin headhunting, fordi han ikke ville dikteres indhold og retning af sin forskning. Der er den tidligere chefingeniør for en nu ødelagt partikelaccelerator på AU, der oplevede en ignorant og genstridig ledelse, da han advarede om en mulig sprængning af maskinen. Chefingeniøren er ikke længere AU-ansat. Der er kommunikationsprofessoren, der blev headhuntet til AU’s Handelshøjskole og oplevede uenighed med sin nye ledelse. Han er ikke længere ansat på AU. Der er vidnesbyrd fra den tidligere adjunkt på Institut for Æstetik og Kommunikation om et fagligt ensporet og lukket institutmiljø. Heller ikke hun er længere ansat på AU. Var alle disse mennesker – ligesom Koldau - taget til Aarhus for at udstille deres manglende samarbejdsevner? Eller mødte de en virkelighed på AU, der fik dem til at kritisere specifikke forhold, hvorpå AU-ledelsen talte om samarbejdsproblemer?
Jo mere debatten om AU rygtes, jo flere skeletter vil der formentlig falde ud af AU-ledelsens disciplinære sagsmapper. Derfor er det ikke nok med blot at se på Koldau som en individuel personalesag om samarbejdsproblemer.
Tak både til Heine Andersen og Linda Mortensen for deres indlæg.
Jeg har arbejdet i udlandet for både danske og nordiske offentlige myndigheder. Jeg har arbejdet i organisationer med bl.a. en tysk chef. Med den tyske chef var der absolut ingen magtdistance mellem ledelse og medarbejdere. På baggrund af egne erfaringer kunne dansk ledelsesstil gerne lære lidt bl.a. af andre skandinaviske lande og af andre kulturer mht. plads til at ytre sig, også kritisk, og vægtning af et godt samarbejdsmiljø.
Heine Andersens indlæg som også er bragt i dagens Information trækker en række vigtige aspekter op i den uendelige Koldausag. At Linda Koldau har sin fulde og uantastelige ytringsfrihed kan ingen fornuftige personer antaste, og her må vi så se bort fra en del af ledelseslagene på AU, som på den mest urimelige måde har hængt Koldau ud med advarsler og pålæg om adfærdskontrol.
Der er dog et par ting som Heine ikke trækker frem. Det ene er, at på enhver arbejdsplads må der være nogle uformelle normer om hvordan man behandler hinanden. Hvis man har læst Koldaus mange siders indlæg i diverse medier finder man at hun adskillige steder omtaler kolleger på måder, som må opfattes som dybt sårende og krænkende når de kommer fra en anden kollega. En ting er at dette kan ske for alle i den direkte dialog, når der er tale om seriøse faglige uenigheder, men når det så gentages og udbygges i offentlige medier får det en fornyet styrke, som må gøre det meget svært at samarbejde fremover. Og det er vel noget af det Henrik Kaare har ville pege på i sit indlæg. Der er ingen grund til at pege fingre af tyske universiteter, men indtil for få år siden havde tyske professorer faktisk ret til ikke blot selv at ansætte PhD'ere men også designe fag selv, fortæller mine tyske kolleger, så Koldau kan meget vel have haft nogle forventninger der ikke svarer til dansk universitetsverden.
Og her er det andet punkt Heine ikke rigtig tager fat i. AU har også her svigtet ved ikke at klargøre under hvilke vilkår og omstændigheder professorer fungerer i det danske system. Og her har højrefløjen ved CEPOS og andre taget fat ved at bruge sagen til at advokere for større magt til professorer og afskaffelse af den sidste bastion på universiteterne, hvor der er tale om reel medbestemmelse, nemlig i studienævnene. Det er naturligvis kedeligt hvis professorer ikke er i stand til at overbevise et studienævn, med 40 års erfaring fra studienævnsarbejde kan jeg sige, at det kræver ofte hårdt arbejde og at man kan skaffe sig alliancer. På det punkt ser det ikke ud som om Koldau har gjort en stor indsats.
Igen, for ikke at blive misforstået - Koldau har fået en utrolig dårlig behandling fra AU's side men hendes nedgøring af kolleger og studienævn bør ikke roses.
Takk til Finn Hansson for å påpeke noe som burde være selvfølgelig. Man behandler sine kolleger ordentlig. Jeg er enig med Hansson i at diverse medie-innlegg med god grunn kan føles krenkende eller sårende for kolleger - og nok også studerende. Hvis Koldaus kritikk først og fremst er rettet mod ledelsen burde det kunne gjøres uten å "angripe" kolleger; hvis kritikken er tenkt som et bidrag i retning av å forbedre uddannelsen (hvordan man nå definerer det) er det vanskelig å se at ikke også dette må være et prosjekt i samarbeid (på en eller annen måte) med kolleger og studienævn. Og det er altså mulig å ha to tanker i hodet samtidig - ikke minst burde akademikere kunne klare det. Man kan forsvare Koldaus ytringsfrihet og samtidig mene at hun skal behandle sine kolleger ordentlig uten at dette leder til noen selvmotsigelse.
Jeg synes, man får den opfattelse, at Koldau ikke kan andet end kritisere kolleger, der i alt for høj grad bøjer ryg for ledelsen og udviser den autoritetstro, de forsøger at skyde en tysk universitetskultur i skoene.
Send en kommentar