Episoder fra en international professors danske dagbog.
Episode 3
Studiefagene på danske universiteter skal hele tiden debateres og udvikles. Man får da masser af nye studieordninger, og de universitetsansatte har rigtig meget at gøre for at udvikle dem. Vi investerer en masse tid, arbejde og eftertanke i det, fordi vi ønsker jo at tilbyde de studerende det bedste som de kan få. Det hele på et fast videnskabeligt fundament. Eller har jeg da misforstået noget?
Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.
5. marts 2010
Kære dagbog! Nu har jeg da noget at fortælle dig! I dag havde vi et kæmpestort medarbejdermøde for hele instituttet. Det var hyggeligt, jeg kan jo godt lide det med at snakke med folk og lære nye ansigter at kende; jeg er jo selv meget ny på stedet endnu.
Men det var da en særlig oplevelse: Vi tilbragte nemlig mere end én time med en ”kreativ leg”! Jeg har jo allerede lagt mærke til, hvor meget man udvikler med leg og usædvanlige metoder her på de danske universiteter. Så var det spændende at høre, at vi nu skulle have en kreativ leg for at finde på nye studiefag.
Først fik vi da noget input. Studielederen fortalte os at vi har brug for flere kandidatstuderende på instituttet. De skulle gerne rekruteres fra de studerende, som læser deres tredje Bachelor-år hos os. Altså ét af de såkaldte ”suppleringsfag”. Det er ledelsens bekymring at vi ikke får så mange suppleringsfagstuderende – og dermed et mindre antal kandidatstuderende. Og det betyder jo: mindre penge. Men det har de ikke sagt højt.
Studielederen siger, at vi skal ”fange” de studerende, der læser suppleringsfag hos os. Og derfor skal vi nu udvikle helt nye suppleringsfag, som er mere tiltrækkende for de studerende. Han har givet os noget godt input til hvordan disse fag skal være:
Studiefagene på danske universiteter skal hele tiden debateres og udvikles. Man får da masser af nye studieordninger, og de universitetsansatte har rigtig meget at gøre for at udvikle dem. Vi investerer en masse tid, arbejde og eftertanke i det, fordi vi ønsker jo at tilbyde de studerende det bedste som de kan få. Det hele på et fast videnskabeligt fundament. Eller har jeg da misforstået noget?
Lad mig lige tjekke min lille akademiske dagbog.
5. marts 2010
Kære dagbog! Nu har jeg da noget at fortælle dig! I dag havde vi et kæmpestort medarbejdermøde for hele instituttet. Det var hyggeligt, jeg kan jo godt lide det med at snakke med folk og lære nye ansigter at kende; jeg er jo selv meget ny på stedet endnu.
Men det var da en særlig oplevelse: Vi tilbragte nemlig mere end én time med en ”kreativ leg”! Jeg har jo allerede lagt mærke til, hvor meget man udvikler med leg og usædvanlige metoder her på de danske universiteter. Så var det spændende at høre, at vi nu skulle have en kreativ leg for at finde på nye studiefag.
Først fik vi da noget input. Studielederen fortalte os at vi har brug for flere kandidatstuderende på instituttet. De skulle gerne rekruteres fra de studerende, som læser deres tredje Bachelor-år hos os. Altså ét af de såkaldte ”suppleringsfag”. Det er ledelsens bekymring at vi ikke får så mange suppleringsfagstuderende – og dermed et mindre antal kandidatstuderende. Og det betyder jo: mindre penge. Men det har de ikke sagt højt.
Studielederen siger, at vi skal ”fange” de studerende, der læser suppleringsfag hos os. Og derfor skal vi nu udvikle helt nye suppleringsfag, som er mere tiltrækkende for de studerende. Han har givet os noget godt input til hvordan disse fag skal være:
- erhvervsorienterede;
- tværgående;
- internationalt og globalt orienterede.
Og så kom det: universitetets kreativitet! Vores institutleder er utroligt god til det. Han underviser det endda i kurser, hvor der kommer erhvervsfolk for at efteruddanne sig. Og han siger, at det altid er meget sjovt med dem. Derfor opfordrede han os nu til at være med i en ”kreativ leg”. Det gik sådan til:
Alle kollegaer blev fordelt i grupper à 4 personer. Enhver fik et tomt ark.
Skridt 1: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er helt absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg opfandt så en uddannelse ”Biologisk æstetik”, der arbejder med kunst i biologiske patterns og forklarer dem ved hjælp af sociologiske teorier. God idé, ikke?
Skridt 2: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på det ovenstående forslag fra din nabo. Dit nye forslag skal være lige så absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik et forslag, der havde med internationalitet og globalisering at gøre. Så skrev noget ned i samme facon.
Skridt 3: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de to ovenstående forslag. Dit nye forslag skal være halvvejs absurd, men måske gennemførbart. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik igen noget lignende med slagord som ”æstetisk”, ”kultur”, ”international”, ”globalisering”. Jeg skrev noget i den retning.
Skridt 4: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de tre ovenstående forslag. Dit nye forslag skal nu være realistik som et nyt suppleringsfag på vores institut.”
Jeg fik så en samling af slagord. Mit resultat blev ”International globaliseringskultur”. Jeg må indrømme, at jeg forsøgte at være helt alvorlig – det skulle jeg jo være! –, men det var da godt nok lidt vanskeligt. I hvert fald forslog jeg, at uddannelsen skal inddrage internationale kunstnere som gæsteundervisere. Og de skal blive betalt af deres nationale sponsorer, så at universitetet kan spare penge og alligevel udbyde et fint fag.
Skridt 5:
Enhver gruppe måtte nu diskutere de fire endelige, ”realistiske” forslag i gruppen og vælge ét af dem ud. Det viste sig, at mit forslag var næsten det samme som en anden persons i min gruppe! Gruppen blev altså enig om ”International globaliseringskultur”.
Plenum: Enhver gruppe skulle præsentere sit forslag ved at læse titlen og give en enkelt sætning som forklaring.
Resultat: Ti temmelig sjove forslag og en masse grinen!
Det var da sjovt at se, hvordan det svirrede i luften med ”kultur”, ”æstetisk”, ”global”, ”international”! Men ét forslag var da noget helt særligt: Tænk bare, der kom et forslag om en uddannelse i musikterapi, som også skulle kunne bruges som suppleringsuddannelse til læger og medicinfolk. Jeg vidste slet ikke, at vi har nogle eksperter i psykologi, medicin og musikterapi på vores institut, der er kvalificeret til at undervise sådan noget! Men det er da dejligt, især hvis vi også kan tiltrække folk fra klinikker, der så kan anvende deres nye viden på deres patienter. Det er da præcis ”fra forskning til faktura”, ikke? (Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg har set dette slogan, men det har åbenbart en stor betydning på de danske universiteter.)
Nå, og nu kommer det, kære dagbog:
Efter vi havde haft det så utroligt sjovt med denne kreative leg, blev det alvor. Institutlederen sagde tak, og han opfordrede os til at indsamle arkene med de endelige forslag fra enhver gruppe. Disse forslag vil nu blive fundament for studienævnets og ledelsens udvikling af de nye suppleringsfaguddannelser!
Ups. Jeg må sige, jeg blev da lidt overrasket. Havde det ikke bare været en leg?? Skulle det altså til sidst munde ud i alvorlige uddannelsesidéer?? Hvorfor fik vi det ikke at vide fra starten? Det var jo altsammen rigtig sjovt – men... Jeg ved ikke. Det er svært at finde ord for det, kære dagbog. Men jeg følte mig ikke godt tilpas med denne overraskende afslutning.
Og det gjorde mine kollegaer i min gruppe da heller ikke. Tror jeg i det mindste. Jeg spurgte dem nemlig: ”Er der én af jer, som overhovedet ville kunne undervise noget af det her?” De kiggede bare forbavsede på mig og jeg fik intet svar. Var det forkert, at jeg spurgte om sådan noget?
Kære dagbog, det er da en rigtig sjov historie. Men på en eller anden måde er den også ikke så sjov. Det er jo nok godt og motiverende med den slags lege. Men jeg har det så svært med at forestille mig, at man virkelig kan tage det her som fundament for nogle seriøse studiefag?
Nej, jeg har nok misforstået det hele. Det var sikkert kun et tidsfordriv for at øge trivslen på vores institut.
Men hvis det kun var et tidsfordriv – ville det da ikke give mere mening at lave sådan noget uden for arbejdstiden? For det er jo højtbetalte lektorer og professorer, der ellers skal lege midt i deres arbejdstid?
30. november 2010
Kære dagbog: Jeg vil lige fortælle dig, at jeg aldrig har hørt noget igen om de suppleringsfagforslag, som vi udviklede i den kreative leg på institutmødet. Så har jeg nok misforstået det hele. Det har da alligevel kun været en leg. Eller…?
- tværgående;
- internationalt og globalt orienterede.
Og så kom det: universitetets kreativitet! Vores institutleder er utroligt god til det. Han underviser det endda i kurser, hvor der kommer erhvervsfolk for at efteruddanne sig. Og han siger, at det altid er meget sjovt med dem. Derfor opfordrede han os nu til at være med i en ”kreativ leg”. Det gik sådan til:
Alle kollegaer blev fordelt i grupper à 4 personer. Enhver fik et tomt ark.
Skridt 1: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er helt absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg opfandt så en uddannelse ”Biologisk æstetik”, der arbejder med kunst i biologiske patterns og forklarer dem ved hjælp af sociologiske teorier. God idé, ikke?
Skridt 2: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på det ovenstående forslag fra din nabo. Dit nye forslag skal være lige så absurd. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik et forslag, der havde med internationalitet og globalisering at gøre. Så skrev noget ned i samme facon.
Skridt 3: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de to ovenstående forslag. Dit nye forslag skal være halvvejs absurd, men måske gennemførbart. Ræk så arket videre til din venstre nabo.”
Jeg fik igen noget lignende med slagord som ”æstetisk”, ”kultur”, ”international”, ”globalisering”. Jeg skrev noget i den retning.
Skridt 4: ”Skriv et forslag til et suppleringsfag, som er baseret på de tre ovenstående forslag. Dit nye forslag skal nu være realistik som et nyt suppleringsfag på vores institut.”
Jeg fik så en samling af slagord. Mit resultat blev ”International globaliseringskultur”. Jeg må indrømme, at jeg forsøgte at være helt alvorlig – det skulle jeg jo være! –, men det var da godt nok lidt vanskeligt. I hvert fald forslog jeg, at uddannelsen skal inddrage internationale kunstnere som gæsteundervisere. Og de skal blive betalt af deres nationale sponsorer, så at universitetet kan spare penge og alligevel udbyde et fint fag.
Skridt 5:
Enhver gruppe måtte nu diskutere de fire endelige, ”realistiske” forslag i gruppen og vælge ét af dem ud. Det viste sig, at mit forslag var næsten det samme som en anden persons i min gruppe! Gruppen blev altså enig om ”International globaliseringskultur”.
Plenum: Enhver gruppe skulle præsentere sit forslag ved at læse titlen og give en enkelt sætning som forklaring.
Resultat: Ti temmelig sjove forslag og en masse grinen!
Det var da sjovt at se, hvordan det svirrede i luften med ”kultur”, ”æstetisk”, ”global”, ”international”! Men ét forslag var da noget helt særligt: Tænk bare, der kom et forslag om en uddannelse i musikterapi, som også skulle kunne bruges som suppleringsuddannelse til læger og medicinfolk. Jeg vidste slet ikke, at vi har nogle eksperter i psykologi, medicin og musikterapi på vores institut, der er kvalificeret til at undervise sådan noget! Men det er da dejligt, især hvis vi også kan tiltrække folk fra klinikker, der så kan anvende deres nye viden på deres patienter. Det er da præcis ”fra forskning til faktura”, ikke? (Jeg ved ikke rigtigt, hvor jeg har set dette slogan, men det har åbenbart en stor betydning på de danske universiteter.)
Nå, og nu kommer det, kære dagbog:
Efter vi havde haft det så utroligt sjovt med denne kreative leg, blev det alvor. Institutlederen sagde tak, og han opfordrede os til at indsamle arkene med de endelige forslag fra enhver gruppe. Disse forslag vil nu blive fundament for studienævnets og ledelsens udvikling af de nye suppleringsfaguddannelser!
Ups. Jeg må sige, jeg blev da lidt overrasket. Havde det ikke bare været en leg?? Skulle det altså til sidst munde ud i alvorlige uddannelsesidéer?? Hvorfor fik vi det ikke at vide fra starten? Det var jo altsammen rigtig sjovt – men... Jeg ved ikke. Det er svært at finde ord for det, kære dagbog. Men jeg følte mig ikke godt tilpas med denne overraskende afslutning.
Og det gjorde mine kollegaer i min gruppe da heller ikke. Tror jeg i det mindste. Jeg spurgte dem nemlig: ”Er der én af jer, som overhovedet ville kunne undervise noget af det her?” De kiggede bare forbavsede på mig og jeg fik intet svar. Var det forkert, at jeg spurgte om sådan noget?
Kære dagbog, det er da en rigtig sjov historie. Men på en eller anden måde er den også ikke så sjov. Det er jo nok godt og motiverende med den slags lege. Men jeg har det så svært med at forestille mig, at man virkelig kan tage det her som fundament for nogle seriøse studiefag?
Nej, jeg har nok misforstået det hele. Det var sikkert kun et tidsfordriv for at øge trivslen på vores institut.
Men hvis det kun var et tidsfordriv – ville det da ikke give mere mening at lave sådan noget uden for arbejdstiden? For det er jo højtbetalte lektorer og professorer, der ellers skal lege midt i deres arbejdstid?
30. november 2010
Kære dagbog: Jeg vil lige fortælle dig, at jeg aldrig har hørt noget igen om de suppleringsfagforslag, som vi udviklede i den kreative leg på institutmødet. Så har jeg nok misforstået det hele. Det har da alligevel kun været en leg. Eller…?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar