Debatindlæg på opfordring af Politiken i efteråret i anledning af avisens serie om eliten og kulturen.
af Peter Hanke
Det er alt for nemt at pirke til misundelsen, når man konstaterer, at en
rytmisk koncert på et lille spillested får 150 gange mindre i offentligt
tilskud per solgt billet end en balletforestilling på Det Kgl. Teater. Hvert eneste efterår har de sidste mange år været sæson for rituelle
prissammenligninger, der alligevel ikke betyder noget, når andedammen er
faldet til ro igen.
Men ideen om, at kulturstøtten skal ’gå’ til forskellige segmenter af befolkningen, er forfejlet.
Hvis man bekræfter denne forestilling, er kulturpolitik alene en primitiv og smålig fordelingspolitik, hvor der er alt for få midler til at gøre nogen nævneværdig forskel, og hvor underholdningsindustrien alligevel kan gøre det bedre.
Politikens interessante og vigtige debattema ’Elitens kultur?’ er indtil videre præget af den sædvanlige og kortsigtede fordelingspolitiske tankegang på kulturområdet, som slet ikke tjener kunstens og kulturens sag i den fremtidige samfundsudvikling.
Danmark har langt mere brug for, at den elitære kunstneriske stræben sætter nogle nye normer for erkendelse og dannelse, og at offentligt støttet kultur bliver betragtet som et forskningsområde, hvor befolkningen inviteres indenfor.
Storhed kan udfoldes
Tag den symfoniske koncerttradition; indbegrebet af højborgerlig, kjole og hvidt-klædt samfundselite med alle konnotationer af apollinsk overlegenhed, disciplinering og pænhed intakt.
Selv om desperate musikchefer ofte forsøger sig med åbenstående skjorter og
giver de unge lov til at klappe mellem satserne, forbliver stemningen stiv
og anakronistisk og truer med at forfladige den kunstneriske værdi.
Men prøv at anskue aktiviteterne i en klassisk koncertsal fra et forskningsmæssigt perspektiv: Hver uge arbejder 100 højtuddannede specialister sammen i et musikalsk laboratorium om at forstå dybden af civilisationens æstetiske mesterværker.
Denne interessante proces er skjult for publikum, som normalt først inviteres med ind, når produktet er salgsklart og smukt indpakket i overensstemmelse med koncertkulturens normer.
Symfonisk musik er født som et elitært udtryk, og musikerne tilhører en veluddannet elite – men arbejdsprocesserne ligner mange andre professionelles vilkår, dvs. at udforskning, tvivl og kriser undervejs kan være uhyre interessante at bevidne, måske endda overgå oplevelsen af luksusproduktet ved afslutningen.
I prøvelokalet kan musikalsk elite og befolkning mødes på lige vilkår. Og den mentale osteklokke kan åbnes uden tab af æstetisk storhed, men med enorme positive virkninger på dannelsesniveauet, hvis befolkningen inviteres til at overvære udforskningsprocesserne.
Elite er ønskværdigt
Inden for sporten har hverken befolkningen, udøverne eller politikerne nogen som helst problemer med at acceptere, at Danmark har brug for en elite – sågar at sponsorer og VIP’s inviteres med på sofarækkerne til store prestigefyldte arrangementer.
Inden for kultur er det per definition suspekt eller problematisk, at nogle bringer sig tættere på stjernerne end andre.
For kulturens professionelle udøvere er elitediskussionen underlig abstrakt. Enhver seriøs kunstner ønsker at yde sit ypperste for at udvide sin horisont og aspirerer altid til eliten inden for sit felt. Det er præcis derfor, at kulturlivet er interessant for befolkningen. Ønsker nogen i vort land at bruge tid, engagement og penge i selskab med en ikkestræbende kunstner? Selvfølgelig ikke, og derfor bør eliten stimuleres og talenter fremelskes i så stort omfang som muligt.
Lad os acceptere, at elite er meget nødvendigt – og på alle sider af kulturen som fænomen. Både udøver og iagttager skal gøre sig umage, men det skal man også, hvis man spiller fodbold eller kaster med diskos på et vist niveau. Offsideregler og forståelse af 4-4-2-systemer kræver en indsats, der er på niveau med at følge udviklingen i en opera eller leve sig ind i betydningen af samtidskunstens udtryk.
Elite er en fantastisk ting inden for sport, og politikerne bør stå på mål for, at det også kan opfattes således inden for kultur. Modkravet må være, at institutioner, der opnår støtte, er i stand til at integrere elitære udtryk og stræben i befolkningens interesser.
Forskning i dannelse
Således kunne kultur og kunst betragtes som et forskningsområde, hvor befolkningen inviteres med. Det nye greb til at inddrage danskerne må tage udgangspunkt i en anden type møder, der ikke er drevet af forbrug, men af behovet for dannelse.
Det lyder højstemt og elitært (!) på den dårlige måde, men det er ingenlunde tilfældet i et land, som har opfundet højskolen og i øvrigt satser hårdt på at uddanne befolkningen hele livet.
Dannelsesperspektiverne i kunsten er ikke længere væk end bestræbelserne på at uddanne folk bedre. Danmark vil gerne have mange flere unge i gymnasiet og på universitetet, dvs. at få nye generationer til at nærme sig et eliteniveau inden for uddannelse.
af Peter Hanke
Et middelmådigt kulturliv er uinteressant for et oplyst og dynamisk samfund.
Men ideen om, at kulturstøtten skal ’gå’ til forskellige segmenter af befolkningen, er forfejlet.
Hvis man bekræfter denne forestilling, er kulturpolitik alene en primitiv og smålig fordelingspolitik, hvor der er alt for få midler til at gøre nogen nævneværdig forskel, og hvor underholdningsindustrien alligevel kan gøre det bedre.
Politikens interessante og vigtige debattema ’Elitens kultur?’ er indtil videre præget af den sædvanlige og kortsigtede fordelingspolitiske tankegang på kulturområdet, som slet ikke tjener kunstens og kulturens sag i den fremtidige samfundsudvikling.
Danmark har langt mere brug for, at den elitære kunstneriske stræben sætter nogle nye normer for erkendelse og dannelse, og at offentligt støttet kultur bliver betragtet som et forskningsområde, hvor befolkningen inviteres indenfor.
Storhed kan udfoldes
Tag den symfoniske koncerttradition; indbegrebet af højborgerlig, kjole og hvidt-klædt samfundselite med alle konnotationer af apollinsk overlegenhed, disciplinering og pænhed intakt.
Men prøv at anskue aktiviteterne i en klassisk koncertsal fra et forskningsmæssigt perspektiv: Hver uge arbejder 100 højtuddannede specialister sammen i et musikalsk laboratorium om at forstå dybden af civilisationens æstetiske mesterværker.
Denne interessante proces er skjult for publikum, som normalt først inviteres med ind, når produktet er salgsklart og smukt indpakket i overensstemmelse med koncertkulturens normer.
Symfonisk musik er født som et elitært udtryk, og musikerne tilhører en veluddannet elite – men arbejdsprocesserne ligner mange andre professionelles vilkår, dvs. at udforskning, tvivl og kriser undervejs kan være uhyre interessante at bevidne, måske endda overgå oplevelsen af luksusproduktet ved afslutningen.
I prøvelokalet kan musikalsk elite og befolkning mødes på lige vilkår. Og den mentale osteklokke kan åbnes uden tab af æstetisk storhed, men med enorme positive virkninger på dannelsesniveauet, hvis befolkningen inviteres til at overvære udforskningsprocesserne.
Elite er ønskværdigt
Inden for sporten har hverken befolkningen, udøverne eller politikerne nogen som helst problemer med at acceptere, at Danmark har brug for en elite – sågar at sponsorer og VIP’s inviteres med på sofarækkerne til store prestigefyldte arrangementer.
Inden for kultur er det per definition suspekt eller problematisk, at nogle bringer sig tættere på stjernerne end andre.
For kulturens professionelle udøvere er elitediskussionen underlig abstrakt. Enhver seriøs kunstner ønsker at yde sit ypperste for at udvide sin horisont og aspirerer altid til eliten inden for sit felt. Det er præcis derfor, at kulturlivet er interessant for befolkningen. Ønsker nogen i vort land at bruge tid, engagement og penge i selskab med en ikkestræbende kunstner? Selvfølgelig ikke, og derfor bør eliten stimuleres og talenter fremelskes i så stort omfang som muligt.
Lad os acceptere, at elite er meget nødvendigt – og på alle sider af kulturen som fænomen. Både udøver og iagttager skal gøre sig umage, men det skal man også, hvis man spiller fodbold eller kaster med diskos på et vist niveau. Offsideregler og forståelse af 4-4-2-systemer kræver en indsats, der er på niveau med at følge udviklingen i en opera eller leve sig ind i betydningen af samtidskunstens udtryk.
Elite er en fantastisk ting inden for sport, og politikerne bør stå på mål for, at det også kan opfattes således inden for kultur. Modkravet må være, at institutioner, der opnår støtte, er i stand til at integrere elitære udtryk og stræben i befolkningens interesser.
Forskning i dannelse
Således kunne kultur og kunst betragtes som et forskningsområde, hvor befolkningen inviteres med. Det nye greb til at inddrage danskerne må tage udgangspunkt i en anden type møder, der ikke er drevet af forbrug, men af behovet for dannelse.
Det lyder højstemt og elitært (!) på den dårlige måde, men det er ingenlunde tilfældet i et land, som har opfundet højskolen og i øvrigt satser hårdt på at uddanne befolkningen hele livet.
Dannelsesperspektiverne i kunsten er ikke længere væk end bestræbelserne på at uddanne folk bedre. Danmark vil gerne have mange flere unge i gymnasiet og på universitetet, dvs. at få nye generationer til at nærme sig et eliteniveau inden for uddannelse.
Politikere og beslutningstagere kan også kræve, at kulturinstitutioner og
statslige støtteordninger skaber stimulerende miljøer som led i en national
strategi, der ikke handler om forbrug, men om æstetisk oplysning og dannelse.
Tre opfordringer til politikere og kulturinstitutioner:
Tre opfordringer til politikere og kulturinstitutioner:
- Find noget bedre at måle efter end økonomiske nøgletal. Moderne business laver vidensregnskaber, og adskillige frontløbere blandt virksomheder kan måle deres fremtidige potentiale meget mere avanceret. Hvorfor er kulturlivet altid bagefter?
- Gør elitær kultur interessant for alle. Hvis kulturinstitutionerne ikke kan finde relevante kontaktformer med store dele af befolkningen, fortjener de ikke offentlig støtte.
- Mød danskeren uden for fritidslivet. Elitær kultur er bedre som rollemodel for kreative professionelle end afslapning lørdag aften i sofaen. Skærp kravene om åbenhed og medspil, så projekter med offentlig støtte stimulerer erkendelse og menneskelig vækst.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar