Koldau, offentlig kritik og mobning

Af Johannes Adamsen


Sagen om undervisningsniveauet på humaniora (af ukendte grunde pt. kaldt ’Arts’ på AU) i almindelighed og af musikvidenskabens i særdeleshed er løbet af sporet. I aviser og især netdebatindlæg kan man finde udsagn om alt muligt, men sagens kerne, nemlig at musikprofessor Linda Marie Koldau mener sig fejlplaceret på musik, at hun finder hun ikke kan få lov at undervise i sit primære område, og frem for alt at hun finder det generelle niveau i undervisningen lidet ambitiøst – alt det er med få hæderlige undtagelser forduftet. Det er nemmere at diskutere cv, forskel på kaldelse og headhuntning, marxisme og neoliberalisme – og samarbejdsproblemer – end det er at holde fast i selve kritikken af det humanistiske undervisningsniveau. Både prof. Frederik Stjernfelt i Politiken og prof. Svend Erik Larsen i en besynderlig kommentar, der er grænsende til det nedrige, her på bloggen, (se under Koldaus indlæg nedenfor d. 1. feb.), har belejligt beskyldt hende for at kritisere humanistisk forskning, mens hun dog fra begyndelsen har fokuseret på kvaliteten i uddannelserne, med udgangspunkt i musik.

Det stadig bedste indlæg (af Claus Emmeche, nedenfor d. 2. feb.) holder fast i kompleksiteten – men alligevel ryger alle mulige kommentarer ud ad ikke én, men mange tangenter: debatten er mildest talt centrifugal. Senest er den gamle traver om ytringsfrihed hentet frem (den har ellers lunet sig i stalden siden karikatur-debatten døde lidt hen), men dette handler det ifølge universitetsledelsen, bl.a. rektoren selv, slet ikke om. Dekanen og institutlederen fastholder det er en personalesag, og så kan man tage stilling for eller mod diverse involverede personer.

I alt det kan det være nyttigt at holde fast på at også personsager som regel har udgangspunkt i faktisk uenighed, og at det ser ud til at denne sag præcist deler dette vilkår, således at Koldaus kritikere samt den lokale ledelse (helst) ser det som en ukommentérbar personalesag (samarbejdsproblemer, mobning), medens Koldaus tilhængere og ikke mindst kritikere af universitetsstrukturen ser det som en principiel sag ang. enten 1) ledelsesstruktur, eller 2) faglige forskelle (teoretisk vs. historisk) eller 3) generelt tab af forsknings –og/eller uddannelsesniveau i universitetsregi. Sikkert er det en personalesag, men det er endnu ikke gennemskueligt om det er en belejlig undskyldning (altså sekundært) eller primært (hvor så ledelsen langt hen ad vejen lader det fremstå i offentligheden som om samarbejdsproblemerne helt eller mest er på Koldaus side, og ikke egentlig relationelle).

Måske kunne det her være nyttigt at holde fast i nogle principielle overordnede spørgsmål til Koldau-sagen, som stadig skriger efter afklaring (idet kritikken af uddannelsesniveau må vente):

1. Hvis man helt overordnet definerer mobning som chikane og drillerier som især sigter på eller bevirker krænkelse og ydmygelse af personlig værdighed og selvrespekt, så ser det ud til at der faktisk finder mobning sted. a) Når det kommer frem at prof. Koldaus navneskilte på instituttet molesteres og rives ned, så savner vi at høre ledelsen adressere dette som et problem for både Koldau og samarbejdsmiljøet. b) Når dekanen tildeler Koldau en advarsel som indebærer en præsenspligt (som kolleger ikke har), så savner man bare en flig af forståelse for hvad et sådant pålæg har med samarbejdsproblemer at skaffe – det kan jo kun forstås sådan at samarbejdsproblemet entydigt bæres af Koldau, medens andre er ofre. c) Når Koldau selv har klaget over mobning (jf. navneskiltene!), så pålægges hun at sige undskyld. – Det er svært at frigøre sig fra den mistanke at der finder mobning sted, for ledelsen mobber tilsyneladende prof. Koldau. Under dække af at løse samarbejdsproblemer tildeles Koldau kontorarrest – det kan da vist kun opfattes som værdighedskrænkende, dvs. mobning. (NB! Hvis alt det ovennævnte beror på misforståelser og medieløgne, så savner man også her en klar undsigelse fra ledelsen, da en sådan undsigelses fravær selvsagt ikke kan undskyldes med personsag – hvis man virkelig vil løse samarbejdsproblemer, så kan man jo roligt dementere almene løgne om institut og person.)

2. Rektor Holm-Nielsen siger i et interview at der er fuld ytringsfrihed og det gælder også kritik af ledelsen. Og dekan Thunø har flere gange fremturet med det samme, fuld ytringsfrihed – men det kan ”vanskeligt undgå at give interne dønninger”. Nu ved ethvert tænkende menneske at fuld ytringsfrihed er en fantasifigur, og at intern kritik simpelt hen ofte handler om høflighed og almindelig respekt og kollegialitet. Dog, er Koldaus brøde ikke at hun gik til medierne og offentlig fremsatte kritik af den deroute hun ser for musikundervisningen? Og da det ret klart fremgår at det er efter intern kritik (indrømmet af dekanen), så må spørge om ikke det direkte er en pligt i en offentlig forskningsinstitution? Forholdet til et videnskabeligt niveau i undervisningen har da indlysende offentlig interesse (bemærk at det ikke handler om ret eller uret, men alene om selve debattens betimelighed). Igen savner man i dén grad at få klarlagt hvordan dekanens tilsyneladende newspeak skal forstås: Hun kan da ikke bare mene det selvfølgelige at ekstern kritik kan give ”dønninger”, dvs. videre intern debat? Enten er det samarbejdsproblemer, og så hører bemærkningen ingen steder hjemme, eller også handler det faktisk om urimelige begrænsninger som angribes under dække af samarbejdsproblemer, jf. 1 om ledelsens mobbende adfærd.

3. Ledelsen i de relevante sammenhænge, afdeling, institut og fakultet, stiller sig i sagen konsekvent op som problemløsere. Deres neutralitet forudsættes (hvormed det suggereres at samarbejdsproblemet er intra-kollegialt) og det samme gør selvsagt den bestilte konsulentrapports neutralitet. Bortset fra det generelle problem med konsulentrapporters angivelige indsigt og neutralitet, så har Koldau sagt tydeligt at den bestilte konsulentrapport ikke er uafhængig. Hvorfor bliver dette ikke tilbagevist af ledelsen? - (Vil et konsulentfirma ikke gerne have flere opgaver af samme opdragsgiver? Skulle en sådan rapport ikke i stedet bestilles i samarbejde med fx fagforening, inkl. fælles betaling?)

Som det forholder sig nu, er det utilstrækkeligt at afvise alle Koldaus indsigelser og udmeldinger under dække af ’personalesag’ og ’samarbejdsproblemer’, som man arbejder på at løse. Ledelsen kan ikke ’løse’ dette, da det rimeligt klart fremgår at den er part i sagen. Med mindre den kan tilbagevise ovenstående.