Koldau er ikke en enlig svale på AU

Tavshedskulturen på AU (og de øvrige danske universiteter) ser ud til at være mere end en kultur, måske snarere en af ledelsen systematiseret form for repressiv intolerance. Da alle ansatte altid har et eller andet i klemme hos et alt dominerende og stadigt ekspanderende hierarki af ledelse og administration, siger ingen eller meget få noget; de, der udtaler sig mest kritisk, er studerende eller tidligere ansatte. Det er i al fald den tanke, man får, når man har fulgt den seneste debat.

Der er ganske vist forskere som Henrik Kaare Nielsen, der (i Inf. 20/2) mener, at Koldau-sagen er for speciel til at kunne bruges som eksempel i en strukturel kritik i det nye management-vælde. Nu indeholder historiske hændelser altid særegenheder og specielle træk, men der er vel ingen begivenheder i noget socialt rum, der udspiller sig i et strukturelt vacuum, så jeg forstår ikke, hvorfor enkeltstående hændelsesforløb ikke skulle kunne bruges til at belyse og gøre os klogere på almene problemer (der findes en tilsvarende misforståelse omkring case-studier, som Bent Flyvbjerg gør op med i kapitlet om 'Eksemplets magt' i bogen Rationalitet og Magt).

Det er da også tydeligt, at selv for skeptiske debattører som Henrik Kaare Nielsen og Finn Hansson (her), vækker Koldau-sagen narrative strukturer til live i deres bevidsthed, såsom 'professorvældet', og det gælder sikkert også for de af Koldaus lokale musikvidenskabelige kolleger, der ikke selv har ønsket hendes fagprofil og særlige fokus hidkaldt til afdelingen. Når H.K. Nielsen skriver om sagen, at

"Den drejer sig om konkrete, lokale samarbejdsproblemer, som i al korthed synes at bunde i sammenstødet mellem en tysk universitetstradition, hvor en professor pr. definition har ret og magt til at lægge linjen for faget, og en dansk tradition, hvor hierarkiet siden 1970 har været mere udfladet, og hvor fagudviklingen er foregået demokratisk og har haft plads til forskellige opfattelser og prioriteringer."

kan dette aspekt sikkert have noget på sig, bortset fra at Nielsen helt vil reducere sagen til en lukket sag om samarbejdsproblemer. Det er da muligt, at Koldau ville have trivedes bedre i den universitetsstruktur, vi havde i Danmark før 1970, hvor professorer var statsembedsmænd med ansættelsesgaranti og vidtgående frihed til selv at lægge den faglige linie. Men at Koldau er på kant med eller tromles af sit lokale studienævn, og at hun evt. opleves arrogant eller besværlig, er jo intet argument for at ledelsen så bare har lov til at give hende mundkurv på, udstede fyringstrusler eller kan italesætte og effektuere konflikten som en 'sag', endda en 'personalesag', i stedet for åbent at komme på banen og møde kritik og argumenter med modargumenter, som det sig hør og bør på et hvilket som helst universitet — uanset om det er et professorvælde, et lektorvælde med demokratiske træk eller det administrationsvælde, som de AU-studerende kalder dagens universitet.

Men det er da klart, at det også i Koldau-sagen er interessant at høre vidneudsagn om lignende oplevelser. Jeg bed i al fald mærke i følgende udtalelse:

"Værre er, at lighederne mellem min egen ansættelse ved Aarhus Universitet og Koldaus er aldeles slående: Også jeg modtog et kald, dvs. blev headhunted, til et professorat ved Aarhus Universitet. Også jeg oplevede, at ledelsen valgte at reagere med repressive trusler på faglig funderet kritik. Tilsyneladende bruges meningsterror, repression og fyringstrusler systematisk, når universitets ledelse ikke kan lide kritik."

fremsat af Roy Langer, fhv. professor i kommunikation ved Aarhus Universitet, i en kommentar (her) til Svend Erik Larsens besynderlige og lidet skønne forsøg (her på bloggen, og i Information) på at retouchere AU's oprindelige billede af hendes internationale omdømme og 'distinction' som forsker, og med en skolastisk distinktion mellem headhunting og kaldelse at benægte, at AU headhuntede Koldau. Den ene retouchering kan hurtigt følge den anden; man fornemmer, at Larsen og AU-toppen allerede nu glæder sig til helt at kunne fjerne hendes billede fra AUs hjemmesider.

Og man forstår, at Koldau ikke er en enlig svale, som har oplevet AU's systemiske intolerance overfor kritik – måske slet ingen undtagelse, anomali, måske blot en person, som bare ikke har forstået at stikke piben ind, fingeren i jorden, og holde op med at tro på sig selv som noget særligt. Der er andre, og måske kommer vi til at høre om endnu flere.