Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser

af Sofie Emmertsen, ph.d.

Fra 2002 arbejdede jeg som adjunkt ved Institut for Æstetiske Fag, hvor Linda Maria Koldau nu er ansat (siden fusioneret til Institut for Æstetik og Kommunikation). Jeg forlod instituttet i 2008. Mange af Linda Maria Koldaus kritiske beskrivelser af faglighed og arbejdsgange spejler mine egne oplevelser ved instituttet. Med termen ”instituttet” generaliserer jeg selvfølgelig groft. Jeg gør det for at lægge vægt på mine oplevelser af nogle strukturelle forhold. Jeg kan ikke tage stilling til Linda Maria Koldaus specifikke kritik af det faglige niveau af musikvidenskab på AU. Men hvis den er korrekt, kan man spørge om forholdet forskningsbasering vs. markedstilpasning er et strukturelt problem på mindre humanistiske småfag, der er særligt trængte på økonomi og faglig legitimering i disse år. Det overordnede spørgsmål er, hvorvidt forskningsbasering vs. markedstilpasning er en stående diskussion på disse fag?

Jeg blev ansat til at opbygge og undervise på dengang nystartede retorikuddannelser ved Aarhus Universitet. Retorik var et søgt fag blandt studerende, og en masteruddannelse trak erhvervsaktive til. Men der foregik ingen forskning ved instituttet i mange af de områder som var omdrejningspunkt for centrale kurser på uddannelserne. Kurser som ”Retorik og krisekommunikation”, ”Retorik og interkulturel kommunikation” solgte billetter men var ikke forskningsbaserede. Jeg forsøgte flere gange uden held at drøfte problemet på instituttet. Min bekymring fandt ingen resonans. Tværtimod blev jeg bedt om at inddrage lektorer ved instituttets øvrige fag som undervisere på retorikuddannelserne. Samtidig var der intet forum til at diskutere retorikfagets målsætning eller forskningsgrundlag. Undervisningen måtte kraftigt rettes mod de studerendes interesse uden større skelen til, hvilken forskningsmæssig indsats kurserne kunne baseres på. Undervejs noterede de studerende sig selvfølgelig en manglende dybde i kurserne, og klagesagerne var mange. Endeløse revisioner af studieordningerne lugede ud i de værste problemer, men grundmønstret var den samme: Min fastansættelse som forsker afhang simpelthen af, om optaget på retorikuddannelserne var stort nok – forskningsbasering eller ej.
Man kan argumentere for, at forskningsbasering er en luksus fattige humanistiske fag ikke har råd til at bekymre sig om. I den nuværende forretningsmodel for universiteterne må og skal humanistiske uddannelser erhvervsrettes for at tiltrække studerende og producere STÅ. Det er et vilkår ingen kan argumentere imod, og jeg har dyb respekt for den daglige drift af undervisningen som indtægtsgrundlag. Men forskningsbasering burde være en stående bekymring og genstand for diskussion på de fag, som er hårdest ramt af disse vilkår. Hvordan sikrer vi, at undervisningen er forskningsbaseret, når især mindre humanistiske uddannelser konstant må tilpasse sig skiftende krav dikteret af erhvervsrelevans og studenterinteresse? Min erfaring er, at det var meget svært overhovedet at diskutere forskningsbasering på det tidligere Institut for Æstetiske Fag. Skyldes det, at det er nyttesløst under de nuværende forhold, eller kan det tænkes at man på disse fag simpelthen mangler tradition for at diskutere fælles standarder for forskningsbasering og dermed også for forskning? For eksempel blev jeg uden større forklaring opfordret til at udgive i dansksprogede institutantologier i stedet for i internationale tidsskrifter. Min forskning var absolut ikke nationalt orienteret, tværtimod. Er det altså et generelt kvalitetsstempel at humanistisk forskning udgives i dansksprogede antologier eller monografier? Hvordan ser vi på vores forpligtelse som institution til at levere forskning og diskussion af hvad der udgør forskning? Da jeg i jobsamtalen til et lektorat ved et andet mindre center ved Humanistisk Fakultet på AU spurgte til forskningsforpligtelsen, fik jeg svaret ”forskning kan du jo altid gøre”. Jeg trak min ansøgning med den begrundelse at forskning ikke var en del af stillingsindholdet.

Teori vs. empiri
I modsætning til langt de fleste af mine kolleger var jeg ikke et produkt af Institut for Æstetiske Fag. Jeg blev blandt andet ansat på opfordring fra tidligere dekan Bodil Due og endte af praktiske årsager som ansat ved Institut for Æstetiske Fag. Som kandidat og ph.d. fra andre danske og engelske universiteter var jeg fagligt fremmed. Min forskning var ikke æstetisk, og jeg oplevede en blindhed overfor ikke-æstetiske fagligheder på instituttet. Udsagn som naturvidenskaben er modbevist, empiri er en positivistisk fejlslutning, praksis er for let florerede. Retorik i en aristotelisk definition er den kunst at finde de mest overbevisende argumenter i enhver sag. Det er en kunnen og altså også en praksis. Teori er en vigtig del, men det gælder også produktionen af retoriske ytringer og dermed også empirien, kvantitative og kvalitative studier af praksis. På Institut for Æstetiske Fag herskede en ånd af at produktion og empiri var venstrehåndsarbejde. Læsning og diskussion af teori var absolut favoritten, og det mest yndede greb var sammenligning og diskussion af to i meget bred forstand retoriske teorier. Vigtigt, ja, men ikke et særlig greb for retorikken. Som Linda Maria Koldau påpeger, er teori ikke nok til at udgøre en disciplin. Kritikere hævder, at postmoderne teori har erstattet klassiske humanistiske discipliner som resultat af en generel strømning i human- og socialvidenskaberne. En mere jordnær forklaring på udbredelsen af teori på visse danske humanistiske småfag kunne være, at teori er den letteste måde at sikre, at et undervisningsfag fremstår akademisk, når det ikke er forskningsbaseret. Sagt på anden måde: har man som underviser fast grund under fødderne med Foucault, Bourdieu, Adorno, Luhmann, Habermas og andre altfavnende teoretikere, har man et stærkt våben til at fremstå vidende og kompetent i alle undervisningsfora. Når man som humanistisk forsker konstant skal undervise nye fag og indgå i nye fagsammenhænge, er kulturteori og sociologisk teori et godt redskab. Men noget går tabt.

Eksterne akkrediteringsmekanismer som ACE er indført for at kontrollere den faglige standard og forskningsbaseringen af universitetsuddannelserne. Ekstern kontrol kan dog ikke erstatte fagenes egen diskussion af fælles standarder for forskning og forskningsbasering af undervisning. På naturvidenskabelige og samfundsvidenskabelige fakulteter har man lang tradition for at diskutere disse standarder. På det tidligere Institut for Æstetiske Fag er diskussionen om standarder for længst død med den implicitte begrundelse, at humanistisk forskning i sin natur ikke kan underlægges et naturvidenskabeligt paradigme. Spørgsmålet er, om ikke en eller anden form for diskussion af standarder for forskning og forskningsbasering alligevel trænger sig på, især nu hvor markedstilpasning af uddannelserne er et altoverskyggende vilkår. Det endelige spørgsmål er, om der er plads til denne diskussion på det tidligere Institut for Æstetiske Fag?

Sofie Emmertsen, ph.d.