Om sprogpolitik og ph.d.'er

Jeg er netop hjemvendt fra en yderst interessant sprogpolitisk konference i Torshavn. Her blev det klart, at der er mange måder at forstå internationalisering på. Islændingene bekymrer sig om den mulige konsekvens af, at de studerende læser tekster på andet end modersmålet. For os fra Danmark og Sverige handler det - hvis man sætter ting lidt på spidsen - om hvor vidt der overhovedet er en fremtid for svensk og dansk i forskningsverdenen. Her er ph.d.'erne helt centrale. For inden for de sidste år har vi set to tendenser, der peger i retning af, at flere og flere af vores ph.d.'er studerende rettes mod et globalt, frem for et nationalt eller europæisk vidensmarked.

Det første handler om sproget. En forsker fra Sverige kunne fortælle, hvordan op til 90 % af alle ph.d. afhandlinger nu blev skrevet på engelsk frem for modersmålet eller europæiske sprog som tysk og fransk. Jeg vil gætte, at tallene for Danmark er nogenlunde de samme, for også hos os er engelsk blevet "default medium" for forskning. Det har konsekvenser for den skriftlige og mundtlige forskningsformidling. For det første, fordi unge forskerspirer - der ikke har særlige forudsætninger på engelsk - ofte ender med at benytte sig af fagsprog alene, hvilket giver en kedelig unuanceret kommunikation. Folk ved det ofte selv, men de kan have svært ved at sige fra over for en vejleder eller institutleder. Den anden pointe handler om brugen af andre sprog end engelsk. For i visse faglige miljøer hører man nu, at også forskere med speciale i fransk, spansk eller dansk bliver opfordret til at bruge engelsk. At det for eksempel ikke længere er godt nok at følge en europæisk tradition og udgive bogkapitler i tyske antologier. Men kan det virkelig passe, at vi i internationaliseringens hellige navn skal bede vores fremmedsprogsspecialister om at formidle viden på halvdårligt engelsk frem for godt tysk?

Lige så relevant er spørgsmålet om ph.d.'ens form. For i de seneste år er det blevet mere og mere almindeligt, at man går væk fra den traditionelle monografi og i stedet afleverer en såkaldt artikel ph.d. Og selvfølgelig kan der være gode grunde til det. For eksempel talte jeg i Torshavn med en ph.d. studerende, som forsker i flersprogethed, og som derfor bruger artikelformatet til at skrive en afhandling med bidrag på både dansk, engelsk og estisk. Men sådanne sprogpolitiske overvejelser, mener jeg, hører til undtagelsen og ikke reglen. Når afhandlinger baseret på artikler er blevet så almindelige inden for visse fagområder, skyldes det snarere den bibliometriske model. For ph.d.'ens udgivelser tæller fra starten med i instituttets forskningsstatistik, samtidigt med at man træner forskerspiren til en fremtid i fakulteternes artikelfabrik. Og endnu bedre bliver det, når det også lykkedes at få ph.d. kandidaterne til at skrive artiklerne på engelsk, fordi det jo så tæller som rigtig international forskning.

Her afslutningsvis må jeg for en ordens skyld hellere tilstå - jeg skrev en monografi på engelsk! Men det gjorde jeg, fordi jeg er kandidat i engelsk, har speciale inden for skotsk kulturhistorie og i øvrigt valgte at tage min Ph.D. ved Glasgow Universitet, Skotland, som (naturligt nok) har engelsk som hovedsprog.