Den 17. august i år skrev Informations journalist Lise Richter (her) om hvordan antallet af indsendte forskningsartikler er steget så markant, at det lægger peer review systemet under pres, og det bliver sværere at finde fagfolk til at kontrollere indholdet. Resultatet er, at der bliver publiceret dårligere og i værste fald mere uredelig forskning. Sådan lyder advarslen fra medredakørrer og fagfællebedømmere på videnskabelige tidskrifter. En af de forskere der citeres er Søren Nors Nielsen, p.t. gæsteforsker på Shanghai University og medredaktør på et tidskrift indenfor økologiske modeller.
Hans iagttagelser af udviklingen i den kvalitetssikring, som videnskabsfolk selv udøver overfor deres egne publikationer, peger på en bekymrende tendens. Man er pludselig er begyndt at kvalitetssikre alt andet end forskningen selv, og de ekstra opgaver skal forskerne jo så også bruge tid på.
I Søren Nors Nielsens baggrundsnotat "Liberal forskningspolitik frister til uredelighed" (som vi har fået lov til at bringe her) til Informations artikel skriver han bl.a.:
"Værst er det dog, at et stigende antal forskere tilsyneladende fravælger at udføre denne forskernes egne kvalitetskontrol, med længere publikationstid til følge. Et stigende antal manuskripter har meget svært ved at kunne opnå det krævede antal reviews. Der synes at være færre og færre kvalificerede forskere fra samme felt, der er villige til at investere tid i at gennemlæse og konstruktivt kritisere en anden forskers arbejde. Det skyldes, at dette simpelthen ikke værdsættes tilstrækkeligt om overhovedet under det eksisterende system, ligesom den anseelse, der er forbundet med arbejdet som editor eller reviewer, kan ligge på et meget lille sted. Desuden indgår emner som: “kunsten at skrive en artikel og at bedømme den”, ikke i tilstrækkelig grad i uddannelserne. Men det er nu engang, de skuldre og den kvalitetssikring vor egen forskning hviler på. Eller har man tænkt sig, at forskningsministeriet skulle lave en afdeling for dette?
Det var kvantiteten, men hvad sker med kvaliteten? Et øget antal artikler forkastes stort set med det samme, fordi de ikke har det niveau, et manuskript forventes at være på, når de bliver indsendt. Det virker simpelthen som om, at en del forskere er så opmærksomme på, at reviewprocessen er under pres, at de siger: “går den så går den”, og går den, har man endnu en publikation i hus. Kvaliteten er lavere, men tidsskriftets citations-index er det samme.
Summa summarum: der bliver indsendt flere og flere manuskripter, med lavere kvalitet og endog øget frekvens af snyd i videste forstand. Samtidig er forskernes egen faglige kontrol under stærkt pres og muligvis allerede forringet. Altsammen udløst af manglende indsigt i forskningsprocessen fra denne regerings side."
Nu har vi snart en ny regering, og en ny forskningsminister. Lad os som tidligere nævnt håbe, at det bliver en person med indsigt - også i de videnskabelige bedømmelsesprocesser, der slet ikke har godt af at pålægges en ydre incitamentstruktur (den bibliometriske forskningsindikator) som medfører volumenræs og måske, imod hensigten, mindre kvalitet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar