Dekan-ambitioner bag KU-fusion

Det er ret besynderligt at følge den igangværende debat om fusionen af fire "våde" fakulteter (Nat + Life, og Sund + Farma) på KU. Fornemmelsen af et århusiansk déjà vu melder sig. Det mest bizarre er ikke så meget overrumplingsmanøvren fra ledelsens side med de helt urimelige tidsfrister, hvis medarbejderne skal have tid til reelt at udarbejde modforslag (og ikke bare "høres"), eller rektors forsvar for at haste det igennem med undskyldningen at længere processer (som kemi-sammenlægningen) trækker tænder ud. Det mest bizarre er det forhold, at kun fire personer tilsyneladende har udløst en proces med så omfattende konsekvenser efter en logik, hvis saglige grundlag fortoner sig totalt. Man kan nemlig stille spørgsmålstegn ved de alle argumenter, ledelsen indtil nu har fremført for fusionen, fordi gevinsterne ikke er dokumenteret endsige sandsynliggjort. For at forstå hvad der sker, skal man med andre ord lede efter motiver hos de fire ansatte universitetsledere, som ikke bliver udtalt, men som kan være den egentlige bevægende årsag, der får hele cirkuset sat i gang.

Øvelsen bliver derfor en eftersøgning af en særlig motivationel logik eller et sæt succeskriterier, som ikke nødvendigvis har noget direkte med hensyn til kvaliteten af universitetets kerneydelser som forskning og undervisning at gøre, men som mere har at gøre med det særlige diskursive univers, universitetsledere – som ovenfra ansatte managers snarere end fagligt valgte blandt universitetsbefolkningen – befinder sig i, og gør karriere ved hjælp af. Det er et univers, som er velkendt i ledelsen af firmaet Lauritz.com (i folkemunde Aarhus Universitet) med dets interne omorganisering (solgt som "faglig udvikling"), og hvor retorisk luftige egenskaber som "slagkraft", "synergier", og "styrkelse" (af stort set alt hvad der af ledelsen anses som positivt, men især erhvervssamarbejdet) indgår i det, som skal ligne men ikke kan erstatte et sagligt beslutningsgrundlag.

End ikke institutlederne, der selv er en del af management-hierarkiet, virker entydigt begejstrede for forslaget. På et af de stormøder den 20/9 (på HCØ, hvor især forholdet mellem fakulteterne Nat og Life var i fokus) var rektor Ralf Hemmingsen og nat-dekan Nils O. Andersen ordførende, og måtte nærmest trygle om at høre institutledernes stemmer. Kun én (lederen af Biologisk Institut) rejste sig velvilligt og stemte i, mens datalogernes leder af DIKU udtaler (her) at rygterne om DIKUs død skal tages med et gran salt, ligesom geo-folkenes ledere næppe er vildt begejstret. De gladeste er sikkert de, som mindst berøres af fusionerne, som NBI's leder. Institutlederne har forud og én ad gangen fået fremlagt dekanernes "grovskitse" som et faktum, der ikke stod til samlet diskussion i det fakultære ledelsesteam. Reelt tromler dekanerne igennem. Der er ganske vist hvide huller i skitsen, hvor de lokale miljøer vil kunne få indflydelse, men det går mest på muligheden for at modsætte sig detaljer end at gennemdrøfte om grovskitsen overhovedet er fornuftig og evt. udarbejdelse af egentlige alternativer. Leif Søndergaard og Ingrid Stages frygt for en skinproces er velbegrundet.

I kommentarerne som er tilgængelige - dels på Universitetsavisens sider, og dels på KU's intranet - myldrer det med indvendinger, der gennemhuller selve ideen eller det dekanale postulat, at fakultetsfusionerne vil bevirke opnåelse af målet, som (fx her) har været formuleret således:

"Målet er, at fakulteterne skal udnytte faglige sammenhænge og synergier, styrke uddannelsernes faglighed, kvalitet, synlighed og udviklingsmuligheder i større og fagligt bæredygtige miljøer. Der skal bygges broer mellem grundforskning og anvendelsesorienteret forskning, og forskningen skal blive endnu tydeligere i uddannelserne, som derigennem styrkes yderligere. Samtidig skal samfundsengagementet og mulighederne for erhvervssamarbejder udbygges".

Hvorfor skulle større enheder være bedre til at udnytte faglige sammenhænge? Mangler der broer mellem anvendelsesorienteret forskning og grundforskning og vil fakultetsfusioner befordre disse? Osv. — Jeg skal ikke trætte med at gentage de kritiske spørgsmål, der allerede er stillet (se evt. opfølgende kommentarer til dette indlæg).

De studerende spørger helt berettiget om hvor hensynet til uddannelserne er henne? Grovskitsen har reelt taget udgangspunkt i forskning, ikke i undervisning. Meget sært. Et rygte siger, at grovskitsens reducerede lister over institutter er fremkommet ved at Nat-prodekan for forskning John Mundy har leget puslespil med fakulteternes forskergrupper som de er beskrevet i en samlet pamflet, men ingen har fået lov til at se denne pseudo-bottom-up vej til de nye megainstitutter. Der er også rygter om hvilke nye prodekaner, som allerede er valgt, og hvilke eksisterende prodekaner, som er fravalgt.

Men tilbage til ledelseslogikken. Jeg tror, at logikken er, at det for en dekan ansat under den sanderske universitetslov (og efter det 2007-fusionscirkus, Helger Sander gennemtrumfede) stadig tæller som en kvalitet (eller et flueben til ens organisatoriske CV) at man, for at blive i leder-lingoet, "indhøster fusionsgevinsten", "gør arbejdet færdigt", "trimmer organisationen", "styrker ledelsens evne til at træffe strategiske beslutninger". En leder skal performe, vise handlekraft, og en omorganisering er en sådan markant performance, som viser, at lederen kan handle "strategisk".

Og universitetsbefolkningen ved godt dette. Man kender de reelle magtforhold, dvs. det totale fravær af reel medbestemmelse. Derfor er der meget få, som orker at protestere. Kravet om strategisk handling breder sig derfor både opad (mod rektor, som efter eget udsagn skulle synke et par gange, da dekanerne henvendte sig) og nedad, til institutledere, forskergruppeledere og resten af de ansatte forskere og studerende, som selv – i stedet for at undersøge om der sagligt er grundlag for det ene eller det andet – begynder at handle taktisk. Ja, selv de studerende, som når en studenterrepræsentant udtrykker sig således (her): "som bestyrelsesmedlem kan jeg ikke overhøre et ønske fra ledelsen om at udvikle organisationen og nedbryde organisatoriske barrierer for samarbejde". Jammen hvilke barrierer? Og forøvrigt: Hvad gør vi nu med "barriererne" mellem de to nye megastore fakulteter? Så må de vel også fusioneres eller omlægges, af de næste generationer af ledere?

Kunne man forestille sig en situation, hvor det mest strategiske er ikke at ændre organisationen? Ja selvfølgeligt, men hvad der er godt for organisationen er ikke nødvendigvis godt for dens ledere og disses CV. — Men er der slet ikke reelle, saglige og legitime grunde, udover de personlige motiver hos dekanerne? Tja, hmm. De andre universiteter! De sanderske universiteter skal jo konkurrere. De skal ses som virksomheder på et marked. Basismidler efter resultat, osv. Firmaet Lauritz.com kommer jo med sit Emdrup-campus i betænkelig nærhed af KU's hjemmemarked, og i Ballerup truer Aalborg Universitet med en afdeling, der forsøger at profilere sig som et dansk modsvar til det amerikanske MIT. Så er det bare med at blive større og vise "muskler" (også et ord i lederlingoet) så man rigtigt kan samarbejde med det lokale erhvervsliv og konkurrere om studenterne. Selvom de altså ikke er medtænkt.

De to nye store fakulteter kommer til at fylde godt på KU, og vil vel kanalisere omtrent 80% af hele omsætningen. Måske er det derfor at rektor Hemmingsen fik indsat et punkt om "Fællesskabshensyn" i dekanernes grovskitse, et ord som her peger på, at der er noget som hedder "KU's kommende strategi", og som altså ikke blot er et flueben eller strategisk værktøj i de afgående dekaners videre karriereplanlægning.

Det er muligvis for fromt et håb, at den nye politiske konstellation i Danmark efter folketingsvalget vil have reelle forsknings- og universitetspolitiske konsekvenser, men hvis det sker, vil de interne fusionsprocesser på AU og KU komme til at ligne dødskramper i den sanderske universitsmodel. Og det bliver næppe et humboldsk universitet, der rejser sig af asken.