Stå aldrig til søs ...

For nogle dage siden skrev Dansk Industris forskningspolitiske spindoktor Charlotte Rønhof i en kommentar i Information, "Flåde i høj sø", at

"ingen rigtig kan forklare, hvorfra ministeriets konkrete ønsker til udviklingskontrakterne kommer - og hvilket politisk mandat, der ligger bag. Eller hvorfor det er det ene og ikke det andet parameter, der skal indgå i den kommende model til fordeling af basismidlerne",

og dét er sådan set meget godt set. Det kræver lidt mere kremlologiske evner helt at tolke hendes egen udmelding — som helhed og om at

"ministeriet på mange måder er overladt til at tolke på uklare politiske udmeldinger. Og set fra institutionernes side kan styringen derfor fremstå som ministeriel embedsmandsstyring - ikke som politisk styring efter samfundsbehov."

Ønsker Dansk Industri endnu mere politisk styring af forskningen? Det lover ikke godt!

Fire år mere med Sander

Der blev ikke nogen udskiftning på videnskabsministerposten (og for den sags skyld heller ikke på undervisningsministerposten).

Dydsmønstrenes paradis

"Kreativitet og innovation kræver som første udgangspunkt en liberal tankegang, hvor der er plads til de store visioner, de skæve indfald, de lystfulde eksperimenter, der går på tværs. Men dem er der ikke rum for, sådan som samfundet er godt på vej til at blive indrettet. I stedet for liberalitet og ’højt til loftet’ har vi fået en fuldkommen paranoid målings-, evaluerings-, styrings- og overvågningskultur. Vi har fået en kultur, hvor rationaliseringseksperten står med stopuret i hånden, parat til at tampe enhver, som ikke følger den på forhånd fastlagte plan og det på forhånd fastlagte tidsskema nøje."
Således skriver Marianne Stidsen i sin kronik "Dydsmønstrenes paradis", som vi har fornøjelsen af at kunne bringe. Stidsen diagnosticerer bl.a. evalueringskulturens nedslag på forskningen.
— "Sandheden er, at der ikke længere er plads til de store tanker, til originalerne, de kreative og ’skæve’ hoveder. Kort sagt til innovation. For vilkårene er der ikke. De eneste, der er plads til, er flinkeskoleeleverne, apostlene, skødehundene, dydsdragonerne, englebasserne, filistrene og control-freaks’ne. Dem der aldrig ’laver fejl’, men som heller aldrig nogensinde laver noget interessant. De efterplaprende papegøjer."
Kronikken er skrevet før valget, men den har på ingen måde mistet sin aktualitet.

Nu også forskningsfrihed på facebook

Ansigtsbog?

Nu kan du også antræffe forskningsfriheden som "group" på facebook. Fænomenet breder sig ud over blogosfæren. Måtte det en dag ramme universitetet...

Rektorkollegiets beskedenhed

FORSKERforums Nyheder skriver i dag (19.11.2007) at Rektorkollegiet (som før valget til Folketinget var ude med et valgoplæg) sender den nye minister samme ønskeliste:

”Vi er da selvfølgelig spændte på, hvem der bliver Videnskabsminister. Men udfordringerne og det politiske flertal er jo det samme som før valget”, konstaterer Rektorkollegiets formand Jens Oddershede.
Valgkampen kom aldrig til at handle om forskning, men rektorerne nåede dog at aflevere fem anbefalinger til politikerne:

• At der skal investeres i viden, herunder at mindst halvdelen af alle midler bør gå direkte til universiteterne som basismidler (og ikke som konkurrenceudsatte midler).
• At universiteterne skal ’slippes fri’ med større økonomisk frihed med reel overgivelse til bygnings-selveje (forøge værdierne med mulighed for belåning).
• At overhead på programbevillinger skal forøges, så det ikke er en underskudsforretning.
• At faldet på 15 pct. over 15 år på uddannelses-taksametre bør rettes op, for ellers kan universiteterne ikke lave ’uddannelser i verdensklasse’.
• At der skal findes ubureaukratiske modeller til fordeling af penge.

Men hvor lydhøre er så politikerne?
”Der var flere positive signaler under valgkampen, fx lovede Dansk Folkeparti og de Konservative, at der vil komme flere frihedsgrader og mere økonomisk selveje. Og så har vi på universiteterne en forventning om, at der gøres noget ved overhead’en”, svarer Rektorkollegiets formand. ”Derimod vil jeg blive glædeligt overrasket, hvis Regeringen indvilger i en taksameter-reform, så der kommer flere penge til undervisningen”.

I forhold til de forskningspolitiske valgkrav, som formuleredes her den 26/10 må man kalde rektorernes ønsker beskedne, men selvfølgelig langt fra uvæsentlige.

Hvem bliver videnskabsminister?

På FORSKERforum nyheder spredes de seneste rygter om Helger Sander fortsætter, eller om den nye Videnskabsminister kommer til at hedde Lykke Friis, nuværende prorektor for KU. Hvad det betyder for forskningspolitikken og universiteterne kan man kun gisne om.

Ideernes Slagmark eller akademisk tilpasning?

Jeg har abonneret på Slagmark, der havde base i det århusianske Institut for Idehistorie, siden det startede op i 1984 og opfattede sig som et intellektuelt tidskrift, der “tager pulsen på de aktuelle tendenser indenfor kulturdebatten - altså den idehistorie, der pulserer netop nu”, som der stod dengang: “Slagmark slår et slag for de intellektuelle. Her er frit slag, små slag, skæve slag”. Det har oftest levet op til forventningerne om at være seismograf for ideernes bevægelser indenfor ikke bare filosofi, men også politik og samfundsteori, historie, religion, litteratur og æstetik. Med sædvanlig spænding flåede jeg pappet af det netop ankomne nr. 50, hvor man fejrer jubilæet på to måder - for det første et stort tema om dansk idehistorie, herunder en beretning om det idehistoriske instituts egen omtumlede tilværelse fra sin start i 1967 til det i 2004 blev (ja, gæt hvad?) fusioneret med det filosofiske institut i Århus. Og for det andet en redaktionel statement i temanummerets indledning, som mere minder mig om en fusion mellem videnskabsministeriets igangværende øvelse for at få indført en forskningsindikator og lave såkaldte autoritetslister for “fagfællebedømte” tidskrifter, og samme standardtidskrifters standardprocedurer for at knæsætte en vanskeligt eksplicitérbar standardkvalitet for akademiske publikationer. Jubilæumsnummeret åbner med disse ord:

“SLAGMARK anser peer review for at være en vigtig del af arbejdet med at sikre tidskriftets høje kvalitet. Alle artikler indsendt til Slagmark indgår i denne sammenhæng i en dobbelt anonym peer review-process, hvor Slagmark både trækker på et fast panel af anerkendte danske og internationale forskere, og på reviewere, der kontaktes med henblik på vurderingen af de enkelte artikler. Slagmark afgør, hvilke artikler, der sendes til peer review, og redaktionen forbeholder sig ret til at prioritere mellem de godkendte bidrag. Ansvaret for antagelse eller afvisning af en artikel ligger i sidste ende hos Slagmarks redaktion.”

Herefter følger en imponerende liste over panelet af peers, kloge, fornuftige og ansete personer, som vel ingen vil kan finde noget fagligt at udsætte på. (Selv så højt placerede folk i parnasset som hele tre her fra blokkens eget netværk har Slagmark shanghajet til panelet). Jeg var alligevel overrasket. Hvorfor?

Jo, havde Slagmark været i front med denne øvelse i “høj kvalitet” for 5 år siden havde jeg vel bare tænkt “wow, nu vil de overgå Sats eller Danish Yearbook of Philosophy”. Hvorfor så lige nu? Den nye procedure er et klart udtryk for et dansksproget fagtidskrifts tilpasning (eller overlevelseskamp?) til de realiteter, der presses igennem af det akademisk-ministerielle kompleks: Forsknings- og Innovationsstyrelsens arbejde (ofte omtalt her på bloggen) med at opstille en forskningskvalitetsindikator for den forskning, som bl.a. filosoffer og idehistorikere producerer og udgiver til glæde for den danske offentlighed i dansksprogede tidskrifter som Slagmark. Men hæves kvaliteten herved? Det kommer an på mange ting, ikke mindst hvad kvalitet er i et tidskrift som dette, der befinder sig i et komplekst felt mellem en bred offentlighed, forskningsformidling, kulturdebat, kritik, tankemæssige modstrømme, og den akademiske verdens etablerede snæve kommunikationskanaler. Og hvad med de frie, små, skæve slag?

Men man kan frygte, at den redaktionelle instans på tidskrifter som Slagmark forfalder til en mere kommissæragtig tilgang til det at redigere, men fokus på - i dette tilfælde - det mere snævert fagfilosofiske eller faghistoriske. Man må selvfølgelig glædes over at artiklerne - alt andet lige - bliver mere gennemtjekkede, for det er en af de ting, en god fagfællebedømmer bør gøre.

Temanummeret handler bl.a. om idehistoriens institutionalisering (som enhver anden science) i Danmark, og selvfølgelig, kunne man tænke, så måtte feltets danske flagskib af et tidskrift også akademiseres proceduremæssigt. Men er det klogt? At der er faldgruber og problemer i peer review er velkendt, selv i den dobbelt-blinde variant, som er svær at gennemføre i små cirkler hvor alle alligevel kender alle. Processen er tung og tidskrævende. Den flytter timer fra original forskning til bedømmelse af allerede udført forskning. En omstændelig proces, og det er ikke altid let for redaktionerne at vriste bedømmelser ud af panelet - hvor bliver bedømmerne krediteret deres frivillige arbejde?

En anden effekt, der ikke bare berører en idehistorisk interesseret offentlighed, men alle danske fagtidskrifter, er tendensen til at forskere skriver til en mere snæver gruppe kolleger, og ikke til den bredere, interesserede danske offentlighed. For at tage et andet eksempel: Skal et tidskrift som Urt, der udgives af Dansk Botanisk Forening til glæde for alle profesionelle og amatør-botanikere nu også indføre peer review for at sikre, at universitetsansatte botanikere bliver ved med at kunne afse tid til at bidrage til tidskriftet, og altså til dén meget vigtige videns-økologi, som hele skoven af danske fagtidskrifter udgør (som dokumenteret i Jørgen Burchardts rapporter om dansk forskningsformidling)?

Hvem bestemmer slige ting? Det er såmænd en neddrypningseffekt af den neoliberale tænketank globaliseringsrådet. Forskningen får flere midler, men på betingelser. Noget for noget. Forskningens kvalitet skal kunne måles, og for at kunne måle og veje den, må den selvfølgelig mest muligt ligne naturvidenskab med peer review og fakta-tjek. Det burde være her den egentlige slagmark om “idehistorisk kvalitet” stod, ikke i formelt skærpede redaktionelle procedurer.

Peer review. Skal man le eller græde? Jeg lo i al fald, da jeg læste Mie Femø Nielsens satiriske essay "Pir rævjuu", indsendt som kommenar til Universitetsavisen i dette efterår (se her). Til lindring imod en idehistorisk depression.

ps:
Denne kommentar er netop indsendt til tidskriftets fagfællebedømmelse.

Forskningen i valgkampen

"Helge Sander styrer forskningen alt for meget. Universiteterne skal selv have meget mere ansvar," siger Charlotte Fischer (R). Hun er blandt andet vred over de mange nye og uigennemskuelige forskningspuljer:
"Det, Helge Sander kalder frie midler, er ikke altid frie midler. Han har lavet nogle underlige mellemkategorier, som han selv kalder for frie midler, men det er videnskabsministeren, der dybest set selv afgør, hvem der skal have pengene," siger Charlotte Fischer.

Citat fra Lise Richter og Kristian Villesens artikel i gårsdagens Information (her), som også bragte en historie om at flere gerne ser, at universiteterne ejer deres egne bygninger (her).
Dagens historie fra samme avis handler om politisk tilsidesættelse af DMU's forskningsbaserede rådgivning i forbindelse med vandmiljøet (her), et emne som ikke når at blive en del af valgkampen, ligesom historien om censur og selvcensur i dansk klimaforskning (her) desværre heller ikke blev det. Glem heller ikke at læse Jørgen Øllgaards analyse af det sanderske regime (her). Og endelig, en opsamling af forskningspolitiske udmeldinger i valgkampen her.

Edu-factory er tilbage

Vi har tidligere (d. 29/5 og 31/5) omtalt netværket edu-factory. De har nu udsendt denne hilsen:

Dear Friends,
http://www.edu-factory.org
Edu-factory is back. The second round of discussion will start on 25 November 2007 and continue to the end of February 2008. The discussion will explore the processes of hierarchisation in higher education and the potentialities for the construction of a global autonomous university. As before we are setting up a calendar of scheduled contributions. Please see the prospectus below and write to
us at info [at] edu-factory.org with a suggested date if you are interested to contribute a scheduled post.
(...).
The start of the new discussion will also coincide with the launch of the edu-factory website in a number of cities. So far launches will be taking place in New York, Rome, London and Sydney. Please let us know if you can help us launch the site either by bringing it to the attention of your networks or by arranging a launch in your city (perhaps in the context of another event). We want to make edu-factory as global as possible.

With thanks,
Edu-factory collective
Claudia Bernardi, Simone Capra, Anna Curcio, Alberto DeNicola, Paolo Do, Miguel Mellino, Brett Neilson, Gigi Roggero, Davide Sacco

En udsat post

Som bekendt er det ikke kun den akademiske del af den offentlige sektor, som krymper sig under den grasserende måle- og veje-tendens. I dag var der tegning Jørn Willumsen i Politiken, som fik mine tanker til at gå til en anden faggruppe, som gennem en årrække på egen krop har oplevet mange af de samme "instrumenter", som vi forudser kommer i vores retning - men de har dem nok, indrømmet, i endnu mere konsekvent gennemført grad end vi kan forvente.

Ikke mere snak - her er den offentligt ansatte jeg tænker på:

På vej mod markedet?

af Finn Hansson
Politolog og arbejdsmarkedsforskeren Bodo Zeuner, der har rødder i det tyske studenteroprør har i sin afskedsforelæsning på Freie Universität præsenteret en uhyre spændende kritisk analyse af den vej mod markedsgørelse, som Freie Universität gennemlever og som i høj grad drives frem af universitetspræsendinet Lenzen, der kommer fra en tysk pendant til CEPOS. Der er adskillige yderst relevante observationer også for den danske diskussion ikke mindst omkring hvad der kan gøres imod det.
Nok er den på tysk men det er besværet værd at kæmpe sig igennem den.

Bodo Zeuner: "Die Freie Universität Berlin vor dem Börsengang? Bemerkungen zur Ökonomisierung de Wissenschaft", in: PROKLA, Zeitschrift für kritische Sozialwissenschaft, Heft 148, 37.Jg., 2007, 325-350. (pdf-fil her)

Finn Hansson
Associate Professor, PhD., Study Director Social Science Master Program, Department of Management, Politics and Philosophy, Copenhagen Business School, Porcelaenshaven 18 A DK-2000 F. DENMARK

87,5% Sander

Af de svar, der blev afgivet på Claus Emmeches forskningspolitiske valgkrav, er det mest interessante givet Socialdemokraternes, fordi de sidder med nøglen til universitetspolitikken.

(I parentes bemærket, er det mest interessante overhovedet måske, at der slet ikke svares fra Venstre og De konservative, fordi det udtrykker den politiske magtfuldkommenhed, hvormed universiteterne er blevet styret i de foregående år)

Der er visse afvigelser fra Sanders linje, og det er positivt. Men betegnende for Socialdemokraternes svar er, at på alle de strukturelle områder, er det lidet eller intet, man ønsker at forandre. Udviklingskontrakterne skal bibeholdes, den nye ledelsesstruktur skal bibeholdes, og det ser heller ikke ud til at Socialdemokraterne har tænkt sig at røre ved FIs store omfordelingsprojekt. Netop disse strukturelle områder er idag det grundlæggende problem for forskningsfriheden og for forskningens udvikling i Danmark, og hvis Socialdemokraterne ikke er indstillet på at røre fundamentalt ved dem, udgør de ikke et reelt forskningspolitisk alternativ til regeringen.

Særlig interessant for mig er Prehns argumentation i forbindelse med omfordelingen af universiteternes basismidler. Argumentet er, at den nuværende fordeling er historisk begrundet, og det er jo rigtig nok, men betyder det, at den er illegitim? For det første er historien ikke statisk, men netop foranderlig, og jeg er sikker på, at hvis man undersøger ressourcefordelingen i dansk universitetsliv de sidste 50 år, vil man komme frem til, at mange penge har gået nye veje - fx er der blevet oprettet adskillige nye universiteter i perioden. Selvfølgelig skal ressourcefordelingen være til løbende diskussion, men der knytter sig den oplagte fordel til den, at den indlysende måde for den enkelte institution at forsvare sit territorium og erobre nyt er at gøre sit arbejde ordentligt og derved vinde legitimitet. Hvad man gør nu er at oprette en række kriterier, som ikke passer på den virkelighed, den søger at beskrive, og derfor vil føre til grove urimeligheder, og som indbyder - og på lidt længere sigt: tvinger - til at indrette forskningen i uhensigtsmæssige mønstre for at fastholde og vinde ressourcer. I forsøget på at løse et problem i forskningspolitikken, skaber man så mange andre, at ikke bare barnet, men også badekarret ryger ud med badevandet. Sanders uliberale styringslyst er velkendt, men hvad vil Socialdemokraterne dog på den teknokratiske galej? Forandringer i ressoucerfordelingen skal selvfølgelig vedtages politisk efter en oplyst diskussion, ikke overlades til et arbitrært styringsapparat.

I forlængelse af et indlæg af Christian Kock spurgte jeg i et tidligere blogindlæg, om den socialdemokratiske forskningspolitik blot var Sander -10%. Jeg har nu foretaget en måling på baggrund af Rasmus Prehns svar, og det viser sig, at Kock var for pessimistisk. Der var ikke tale om Sander -10%, men om Sander -12,5%. Socialdemokraterne er altså 87,5% Sander. Skulle nogen ønske at anfægte målingens præcision, skal det oplyses, at den er gennemført med mindst samme nøjagtighed som de målinger af universiteterne, der nu skal lægges til grund for tildelingen af deres midler. Jeg har blot en uafklaret variabel tilbage: Nogle af Prehns udtryk synes at rumme en vis uafklarethed. Gav han et præcisere bud, kunne det jo være, at det kunne godtgøres, at Socialdemokraterne var færre procent Sander. Allerbedst ville det være, hvis det kunne dokumenteres, at Socialdemokraternes slet ikke var en svagere variant af Sander, men var noget helt selvstændigt - et reelt alternativ måske. Men så skal der rigtignok også spilles hårdere og mere konsekvent ud.

Forskningsfrihed i valgkampen - eller mangel på samme

Ingrid Stage havde en kommentar i Jyllands-Posten i går, hvor hun på elegant vis får kædet valgkampen sammen med den nylige debat om ytringsfrihed og selvcensur i klimaforskningen. Jeg har sakset den fra DM's hjemmeside:

Ytringsfrihed til forskere
Der må ikke ske politisk manipulation med forskeres resultater.

Af Ingrid Stage, formand for DM

Miljø- og energipolitik ser ud til at blive et af hovedtemaerne i den aktuelle valgkamp. Det kan man kun glæde sig over, for det er på høje tid, at klimaforandringerne tages alvorligt, og der satses på mere vedvarende energi. Heldigvis har Danmark nogle af verdens førende forskere på området, så vi bør stå godt rustet.

Men skal debatten og de nødvendige politiske beslutninger om klima og energi tages på et kvalificeret grundlag, er det afgørende, at forskernes ytringsfrihed og frihed fra politisk manipulation med deres resultater sikres. Den seneste tids dokumentation af politisk redigering af forskeres publikationer om fremtidens klima viser imidlertid, at det desværre ikke altid er tilfældet.

Ikke et valgtema
Det kan derfor undre, at forskningsfrihed ikke ser ud til i samme grad at blive et tema i valgkampen. Og at den grundlovssikrede ytringsfrihed i den offentlige debat skammeligt reduceres til retten til at krænke andre menneskers følelser.

For den politiske indblanding, direkte eller indirekte, som der gennem tiden har været mange eksempler på, kan føre til selvcensur blandt forskere og andre offentligt ansatte.

Særligt udbredt var dette i de første år, efter at den nuværende regering trådte til med statsministerens antielitære og populistiske udsagn mod smagsdommere og eksperter, møntet ikke mindst på forskere og embedsmænd på miljøområdet.

Men selvcensur blandt offentligt ansatte er et samfundsskadeligt fænomen, som kan indebære betydelige risici, fordi negative forhold ikke kommer frem i tide. Derfor er ytringsfrihed på arbejdspladsen et emne, som DM konstant har fokus på, og som vi også vil forsøge at få bragt ind i valgkampen.

Ministeriel kontrol
I forbindelse med sektorforskningens integrering på universiteterne var der udbredt bekymring over, om den ministerielle kontrol med forskningen, som har karakteriseret sektorforskningen, ville komme til at smitte af på universitetsforskningen og underminere den forskningsfrihed, som er indeholdt i universitetsloven.

I forhandlingerne om en fælles stillingsstruktur blev vi gentagne gange forsikret om, at forskningsfriheden er sikret, og at denne nu også gælder de ansatte ved de tidligere sektorforskningsinstitutioner. Videnskabsministeren udtalte endog fra Folketingets talerstol, at han personligt ville tage sig af hvert enkelt tilfælde af indgreb mod forskningsfriheden.

Derfor kan det ikke være for meget at forvente, at han nu vil tage skarp afstand fra den politiske manipulation, som har fundet sted i denne regerings tid, og benytte valgkampen til at love, at det aldrig kan ske igen.

Forskere protesterer

Lokale protester begynder at lyde fra forskerne rundt omkring på landets universiteter, efterhånden som det går op for dem, gennem dagspressen og mere ydmyge steder som dette, hvad forskningsadministratorer og universitetsledelserne har gang i. Her er et eksempel fra Syddansk Universitet, hvor en gruppe forskere skriver til rektor:

"Hvis universitetets ansatte har fået detaljeret information om disse tiltag, er den gået os forbi, og på trods af stort engagement i sagen er det ikke lykkedes os at opdage universiteternes protest. Hverken ledere eller bestyrelser har tilsyneladende gjort andet end blot acceptere Sanders supermarkedspolitik." (læs hele protestskrivelsen her)

Protesten udtrykker en velbegrundet frygt for at kassetænkningen nu også vinder indpas i forskningen, som den har gjort det i uddannelserne, hvor fokus på "STÅ"-produktion (af beståede eksaminer) reelt svækker kvaliteten. "Der findes ikke skyggen af bevis for, at kvalitetsindikatorerne virker kvalitetsløftende", som de pågældende skriver.