torsdag den 18. oktober 2007
Politisk pres på dansk klimaforskning
Som i USA (jævnfør Seth Shulman, Undermining Science, Suppression and Distortion in the Bush Administration. Berkeley: University of California Press 2006; og Chris Mooney, The Republikan War on Science. New York: Basic Books, 2005), således også i Danmark under Fogh-regeringen. To danske journalister er på vej med en bog om klimakampen, og beretter i dagens Politiken om danske klimaforskeres (selv)censur. Lyt til nyhederne på DR netop nu, og læs mere her...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Sagen viser, at frygten for begrænsninger i forskningsfrihed som følge af politisk pression er velbegrundet. De omtalte sager er fra to sektorforskningsinstitutioner (DMI og DMU), men også universitetsforskning er i afhængighedsforhold, og i stigende grad, ikke mindst efter fusionerne og konkurrenceudsættelse af basismidler, der øger afhængigheden, og efter den seneste ændring af universitetsloven, der indførte myndighedsbetjening og ministerbeføjelser til at pålægge universiteter bestemte forskningsopgaver.
Det burde give anledning til eftertanke og tømmermænd hos de mange politikere og andre, der var ivrige efter at få gennemført fusionerne og den nye universitetslov. Men lad os se om det gør det.
Helt enig, problemerne med politisk manipulation med og pres på sektorforskningen, der typisk har været tættere på den politiske proces, er ikke nye, men det er meget uheldsvangert at universiteterne arver dem med indfusionering af dele af sektorforskningen.
Det trykte kapitel i dagens Politiken vidner om flere af de måder, der kan ske forvridning i den forskningsbaserede rådgivning af det politiske system på. Det er modigt af DMI-forskeren Eigil Kaas at stå frem og indrømme selvcensur, og det er forhåbentligt med til at vise hvor vigtigt det er at sikre, at der ikke kan hænge nogen trusler om politisk lukning af forskningsafdelinger, råd & nævn o.l. over de forskere, der leverer materiale til rådgivningsprocessen.
Flere kommentarer medierne i dag, se her. Man kan frygte at denne sag drukner som endnu en enkeltsag med dertil hørende politisk slagsmål mellem regering og opposition, i stedet for at føre til konkrete forslag om revision af universitetsloven. Oppositionen har et stort ansvar for at dette ikke sker.
På P1-debat i dag 21. okt. kunne man høre en debat mellem prorektor på Århus Universitet Mette Bock og redaktør af bloggen 180Grader Ole Birk Olesen, om bl.a. censur af forskning m.v. som omtalt ovenfor - programmet kan p.t. genhøres her (klik på feltet "Hør seneste P1 debat") og deres debat om dette emne tager kun 5 minutter. Mette Bock havde nogle interessante betragtninger om forskningens egenart ("grænseoverskridende og kompromisløs") som det er vigtigt at fastholde, også når den anvendes i politisk rådgivning, da tilliden til forskningen ellers vil borteroderes. Derfor er det meget væsentligt, var det hendes pointe, at forskerne ikke underkaster sig selv censur, men står frem og protesterer hvis politikere misbruger deres forskning. Armslængdeprincippet i myndighedsbetjeningen er helt essentiel.
Til gengæld var det overraskende at høre en ultraliberal Ole Birk Olesen (1) forsvare, at regeringen kan redigere i forskningsresultater, fordi "regeringen har vel ikke troet på resultaterne", og "pjecen var regeringens"; (2) forvente den slags i et land hvor "staten monopoliserer forskning". Jammen gør den da det i Danmark? Mette Bock replicerede, at det var en alvorlig anklage imod al sektorforskning.
Fejlslutningen, at hvis staten financierer forskning, må man forvente at forskningen ikke vil "bide" staten (som OBO udtrykte det) er udtryk for en uholdbar og kynisk accept af det umulige i fri og uafhængig forskning i et demokrati.
Iøvrigt undrer det mig, hvis ministre som regeringsmedlemmer ikke kan skelne mellem stat, regering, og partipolitiske særinteresser. Er det en ministers opgave at benytte sit ministeriums hjemmesider (som i Helge Sanders talkrig mod dem der hævder at den frie forskning får mindre end den strategiske) eller informationspjecer (om fx klimaets tilstand) til at fremme partipolitiske synspunkter? Var den pjece, den tidligere miljøminister satte røde streger i, en pjece om regeringens klimapolitik, eller miljøministeriets pjece om udfordringer som følge af klimaændringer? Er denne forskel komplet ligegyldig, eller politiseres der nu så meget, at forskellen bliver gjort ligegyldig?
Send en kommentar