torsdag den 6. september 2007

Dansk forskningsformidling

Der er i Danmark mindst 623 tidskrifter, der formidler videnskab, og ca. 500 foreninger, som understøtter eller er forbundet med videnskabelige netværk. — "En vittighed siger, at hvis tre kinesere mødes, åbner de en grillbar. Tre danskere danner en forening. Og tre forskere laver et tidsskrift". Sådan skriver Carsten R. Kjaer, redaktør på tidskriftet Aktuel Naturvidenskab, i en længere kommentar til Hvidbogen om dansk forskningsformidling, Viden giver Velstand, forfattet af den energiske seniorforsker Jørgen Burchardt, hvis website www.vidensamfundet.dk er adskillige besøg værd. Burchardts baggrund er et mangeårigt engagement i forskningsformidling både med bogtrykte udgivelser og elektronisk publicering.
Husk at se på bilagsbindet Fra universitet til samfund: Forskningsformidlingens infrastruktur, som også kan bestilles eller downloaded gratis fra websitet. Her analyseres hvordan man bedst spreder forskningen fra universiteterne til det danske samfund. Burchardt fremstiller, hvorledes de enkelte aktører (Videnskabsministeriet, bibliotekssektoren, universiteterne som institutioner og forskersamfundet) gennem passivitet eller en forkert politik faktisk modarbejder bedre løsninger. Bogen behandler også de mange nye muligheder og trusler, som globaliseringen stiller forskerne i et lille sprogområde. Også udnyttelsen af internettets kommunikationsmuligheder stilles der skarpt på.

Ingen kommentarer: