De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.
For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig
A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse
B. Forskningsfrihed
C. Undervisningsfrihed
D. Selvstyre
E. Videnskabens enhed
Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.
Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.
Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).
Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.
Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.
Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.
Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:
Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.
ps
- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar