Den halve historie

I et intern og (gerne også eksternt) nyhedsbrev på Biologisk Institut, København Universitet skrev professor Carsten Rahbek et oplysende indlæg om Impact factor, H-index og m-index - et slags børsmæglerkursus i at tjene flest "penge". Den slags index og rangering kan være en tvivlsom øvelse når det kommer til at bedømme forskeres værd som forskere og dette er der heldigvis megen sund diskussion om, rundt omkring der ude - og ikke mindst her inde!!!
Desværre går de fleste diskussioner og forsøg på løsninger efter at lappe på systemet ved at tilføje nye variable, på trods af sunde videnskabelige principper om simplicitet og enkelthed i de lovmæssigheder der styrer vores univers og tankegods. Inden for modellering har vi et sund princip om "as simple as possible as complex as needed" det er ikke kun for at lette vores eget arbejde, det er lige så meget fordi, overflødig kompleksitet, faktisk gør modellerne dårligere. Man kan derfor have en hvis bekymring om den nuværende udvikling inden for indexer til at bedømme forskning.

Noget andet og måske mere alvorligt er, at disse indexer i dag ikke kun bruges til at veje en forskers forskning, de bruges til at veje forskere som sådan, og så bliver idexerne farlige.
På Biologisk Institut har vi slået ni nye lektorater op inden for ni meget forskellige områder, der alle er definerede af gamle løfter om indlejring fra forskellige forskningsfonde. Det er praktisk talt hele den samlede ansættelsespulje der går udelukkende til at opfylde løfter til eksterne ”mæceners” gaver, der kan vise sig at være mere end man egentlig bad om. Disse folk er i første omgang kommet ind i systemet udelukkende gennem deres forskningsmeritter og deres evne til at score højt i diverse indexer og nu ansættes de med stor sandsynlighed i stillinger, hvor deres opgaver bliver langt flere end at forfølge det bedst mulige tidsskrift med mindst muligt data. Nu står de til regnskab for at være gode kollegaer, for at være inspirerende og udviklende undervisere, for at tage del i instituttets administration og udvikling og at forske frit. På trods af mange rigtigt kvalificerede kandidater til de ni stillinger er det meget problematisk, at de hele vejen mod den faste ansættelse er blevet vejet så let og så ensidigt, at vi i dag bliver nød til at tvivle om de har de egenskaber og den bredte der forventes af lektorer og professorer på et universitet. De eksterne forskningsfonde er ikke kun med til at definere, de retninger det er opportunt at forfølge som forsker, de ender også med at styre den langsigtede planlægning på institutterne, hvis man først lukker dem ind. Og det gøres ud fra principper og måleenheder, som vi ikke kan leve med og som fortæller en alt for lille del af den samlede fortælling om de folk der kommer ind på universitetet.