torsdag den 6. september 2012

Dekanernes matadorspil og KU-2016 puljen

Hen over sommeren har det været både fornøjeligt og lidt løjerligt at se en række af mine KU-kollegers  pludselig udtrykke stor interesse for multidisciplinaritet og tværvidenskabelighed. Man ringes op af nære og fjerne kolleger, og hører om deres drømme om transdisiplinære nyskabelser eller, mere pragmatisk, påtrængende samfundsproblemer, det kunne værd at takle fra hver sin videnskabelige synsvinkel. Og jo, jeg holdt ikke mig selv for god til at melde mig ind i koret – jeg elsker tværvidenskab, og synes da også, at jo, ja, det kunne da være et forsøg værd, og virkelig spændende. Men hvorfor nu denne pludselige interesse for tværvidenskab?
     Måske skal forklaringen i sidste ende søges i KU's voksende egenkapital. Som Information beskrev i går (her) har statsrevisorerne har bedt Rigsrevisionen se nærmere på universiteternes store opsparinger, og den problematik er velkendt: Det er ikke lang tid siden det var det stort forklaringsproblem for KU's bestyrelse, at egenkapitalen vokser, samtidig med at man på mange institutter, fx Biologi på Science, men også mange steder på Life, med gru oplevede, at der blev skåret ned på staben for at få budgettet til at hænge sammen, mens egenkapitalen holdtes hellig.[1]
     Men som moderne ledelsestænkning er i dag, er det et tabu blot at tilbageføre de ekstra midler til de enkelte afdelingers budgetter (tabuet aflæses sprogligt i vendinger som "at smøre det tyndt ud over det hele", det associerer til et rent spild). Ledelsen vil ikke overraskende meget hellere give sig selv magt til at bestemme, hvad overskuddet benyttes til, med andre ord, hvad der skal forskes i. Og skønt det rygtes (her) at den nye forskningsminister har afskrevet Helge Sanders doktriner, er det som om ledelsen stadig lever i Sanders og den akademiske kapitalismes verden, hvor konkurrence er et absolut plus, nærmest et axiom. Så selvfølgeligt skal man have forskerne til at konkurrere om adgang til disse midler.
     KU-toppen, som jo har defineret en "strategi" (kaldet 2016, se her), afsætter så en pulje med 400 mio. kr. til forskning og 80 mio. til uddannelse (se fx her), og definerer herefter reglerne i det ny matador-spil, fx at man helst vil have "våde" og "tørre" fakulteter til at samarbejde; det skal være store projekter (ansøgninger under 10 mio. tages ikke rigtigt alvorligt) osv. — At de ansatte forskere kunne få den tanke, at vi nu skal skrive ansøgninger og konkurrere om at få del i vores egne penge (som Thure Hauser udtrykte det i et debatindlæg her) ser man selvfølgeligt stort på.
     Nu er matadorspillets procedurer lidt forskellige fra fakultet til fakultet, for de enkelte dekaner og deres underledere får også noget at skulle have sagt. Nye regler om langsigtet "indlejring" og "medfinansiering" dukker op hen over sommeren, og får nogle af spillerne til at aflyse aftalte møder og drømme, efter at have talt med en dekan eller institutleder med andre prioriteringer. Man er vel realist.
     Matadorspillet spilles ad to gange, først med korte interessetilkendegivelser (dog med budgetskitser) fra de tvær-fakultære forskergrupper, som i sommerens løb hurtigt har fundet sammen om skrivearbejdet. De blev her ved månedsskiftet kanaliseret via institutlederne, som jo også spiller med, op til dekanaterne. Så er det dekanernes tur (eller det, som i nysprog hedder fakulteternes "ledelsesteam", mellem venner "LT") til at udpege toppen af poppen, som så bedes om at udforme egentlige uddybende ansøgninger. Hvordan dekanerne enes om hvad der er god, vigtig, potentielt banefrydende, ægte tværdisciplinær (og ikke bare tværfakultær) forskning, véd jeg ikke, og kan ikke tyde det ud af de mange procedurebeskrivelser på intranettet, men det er sikkert noget med at få nogle internationale ekspertpaneler til at skrive bedømmelser og anbefalinger, som dekanerne så (ligesom ved besættelse af nye akademiske stillinger) kan skele til i deres endelige beslutning om hvilke af 'deres' forskere, der skal støttes. I det hele taget er det en sjov tanke, at de enkelt-fakultære dekaner skal afgøre hvad der kan være god tværfakultær forskning, som dekanerne så i par eller større klynger kan søge rektor om penge til. Dette er selvfølgelig kun en ufuldstændig gengivelse af den eksplicitte procedure, men gode forbindelser og hård, intern lobbyisme er helt klart de underforståede og mindre transparante elementer af spillet.
     Rent magtmæssigt, med hensyn til forholdet mellem akademisk elite (eller de bedste spillere blandt forskerne) og administrativ elite (de øvre niveauer i den enstrengede ledelse) kan man spørge, om 2016-puljen yderligere vil styrke bestemte 'patron-klient'-lignende relationer, som mange steder er dukket op som følge af den antidemokratiske 2003-reform af universiteternes ledelse og den generelt voksende mængde eksterne midler, som sætter nye skel mellem forskere og afdelinger.[2] Der vil komme mange nye grupper og initiativer med interessante navne, sikkert også nye MSO'er og uddeling af andre duelighedstegn, men lad os håbe, at der også kommer ny og god forskning ud af det. Topstyringen, som matador-2016 er et eksempel på, forhindrer ikke noget sådant, men måske ville mindre kunstige og mere genuint forsker-initierede samarbejder, understøttet af en god basis-økonomi, gøre forskningen lettere, måske endog mere effektiv, og fordelingen af midler mere gennemskuelig.
     Og hvornår begynder diskussionen om det ubetvivleligt gode i tværvidenskabelighed, hvis selve den disciplinbaserede videnskab ikke tilsvarende støttes?

Noter
[1] KU er selvfølgelig ikke enestående, tendensen er global. Antropologen Marshall Sahlins artikel "The conflicts of the faculty" fra Antropology News, Jan. 2008 (her), er blot én kort og klar beskrivelse af samme problematik, ud af en hel malstrøm af litteratur.
[2] Se fx Claus Baggersgaard 2010: "Det nye A- og B-hold" (her), "Forskerhotel eller centersucces" (her), og (leder (her) med Richard Bisgaard): "Skæbnetime for universiteterne", Universitetsavisen  25/3 og 6/5. Se også flere gode artikler i Kaare Aagaard og Niels Mejlgaard (red.) 2012: Dansk Forskningspolitik efter Årtusindskiftet, Aarhus Universitetsforlag. 

Ingen kommentarer: