Forskningspolitiske overbud

Danmarks Forskningspolitiske Råd har udsendt en årsrapport, der blev fremlagt på et møde d. 4. marts med vel ca. 50 deltagere fra det forskningspolitiske establishment, her i blandt Helge Sander.

Forsknings- og universitetspolitik ligner i disse år indvandrerpolitik ved en monoton overbudspolitik, der går ud på at overgå foregående taler ved at foreslå samme styringsteknikker, bare i hårdere varianter og i kraftigere doser.

Forskningspolitisk Råd var i efteråret ellers foreslået nedlagt, men har alligevel uanfægtet arbejdet videre med rapporten, og tydeligvis valgt at satse på det sikre, mega-overbudsmodellen. Om det er grunden, skal jeg ikke kunne sige, men i hvert fald er forslaget om at nedlægge rådet taget af bordet.

Rapporten blev præsenteret af rådets formand, direktør i Dansk Landbrugs Grovvareselskab Asbjørn Børsting. Blandt forslagene er: fordeling af midler skal bygge på kvalitet, der skal prioriteres, så høj kvalitet belønnes og svage områder nedlægges, andelen af konkurrenceudsatte basismidler skal øges fra 10% til 50%, og universiteternes ledelse skal påtage sig ansvar for at kvalitetssikre og at drage konsekvenser af kvalitetsmålinger. Rådet kritiserer den norske model, bla. fordi den er bagudrettet og måler kvantitet snarere end kvalitet (hvilket de har ret i). Man foreslår kontekstafhængige indikatorer, der bla. tager hensyn til forskelle mellem fagområder, fx således at citationer og impactfaktor indgår på nogle områder. Spirende og transformative områder skal kunne belønnes særligt. Rådet går desuden ind for ”Rekruttering af de bedst kvalificerede”. 20% af midlerne til forskeruddannelse skal reserveres specifikt til udenlandske kandidater.

Samfundsøkonomisk nytte, innovation og tilpasning til den internationale konkurrence og arbejdsdeling var nøgleord hos dem, Sander har bedt tegne fremtidens forskningspolitik. Gloser som ”fri forskning” eller ”grundforskning” hørte man ikke fra dem. De kom til gengæld fra auditoriet, fra en som man kan håbe Sander også vil lytte til, nemlig Børge Diderichsen, forskningsdirektør i Novo (hvis forskningsbudget overstiger forskningsrådenes): erhvervslivet har brug for at staten sørger for fri og uafhængig forskning, ikke for erhvervsstøtte. Hans indlæg blev dog ikke besvaret eller kommenteret.

Sander roste rapporten meget, og udtrykte at han nu med en god ballast kunne gå til et efterfølgende forskningspolitisk møde i Videnskabernes Selskab (se Sune Aukens indlæg nedenfor).