Helt grundlæggende for en global vidensøkonomi er betragtningen om, at øget internationalisering nødvendigvis må betyde mere viden for alle forskere. Men er det rent faktisk tilfældet, eller ser vi i virkeligheden en indsnævring af forskernes horisont? Med udgangspunkt i egne erfaringer og forskning skal jeg her komme med fire eksempler på, hvordan de internationale tidsskrifter igennem deres peer review system kan være med til at begrænse frem for at udvide forskernes teoretiske, kulturelle og sproglige perspektiver.
Grænse 1: hvilke teorier må vi bruge?
Nogle gange oplever man, at tidsskrifternes reviewers forholder sig skeptisk overfor teorier og paradigmer, som de ikke kender. En model udviklet af danske forskere risikerer således at blive stemplet som ”less well-known” eller ”mindre relevant.” Omvendt kan man også møde reviewers, der forsøger at fremhæve en bestemt teoretisk vinkel. I forhold til international undervisning er jeg gentagne gange blevet bedt om at inddrage et postkolonialt perspektiv, hvilket ikke giver specielt god mening i forhold til situationen i Danmark, hvor langt de fleste af vores internationale studerende kommer fra Europa. Alligevel vælger jeg at bruge plads på først at diskutere og siden afvise det postkoloniale perspektiv, for jeg ved jo, at det kan betyde hurtigere accept og dermed udgivelse af min artikel.
Nogle gange oplever man, at tidsskrifternes reviewers forholder sig skeptisk overfor teorier og paradigmer, som de ikke kender. En model udviklet af danske forskere risikerer således at blive stemplet som ”less well-known” eller ”mindre relevant.” Omvendt kan man også møde reviewers, der forsøger at fremhæve en bestemt teoretisk vinkel. I forhold til international undervisning er jeg gentagne gange blevet bedt om at inddrage et postkolonialt perspektiv, hvilket ikke giver specielt god mening i forhold til situationen i Danmark, hvor langt de fleste af vores internationale studerende kommer fra Europa. Alligevel vælger jeg at bruge plads på først at diskutere og siden afvise det postkoloniale perspektiv, for jeg ved jo, at det kan betyde hurtigere accept og dermed udgivelse af min artikel.
Grænse 2: hvilken litteratur skal vi henvise til?
Manuel Aalbers (2004) har bemærket, hvordan det i de internationale tidsskrifter synes helt afgørende, at vi kender den anglo-amerikanske litteratur på området, hvorimod det ikke betyder ret meget, om vi er opdaterede med for eksempel den nyeste europæiske eller kinesiske forskning. Og vælger vi alligevel at trække på kilder fra den ikke-engelsksprogede verden, risikerer vi at få pålagt et ansvar for at finde oversættelser til de af vores kolleger, som kun læser engelsk. Af samme grund har jeg flere gange kæmpet med forlagsfolk, som ikke kunne forstå, at den danske regering ikke udgiver alle rapporter på engelsk. Hvad angår min metodebog, Kvales InterView (1996) har jeg helt opgivet og henviser nu konsekvent til den engelske udgave (som jeg i øvrigt aldrig har læst).
Manuel Aalbers (2004) har bemærket, hvordan det i de internationale tidsskrifter synes helt afgørende, at vi kender den anglo-amerikanske litteratur på området, hvorimod det ikke betyder ret meget, om vi er opdaterede med for eksempel den nyeste europæiske eller kinesiske forskning. Og vælger vi alligevel at trække på kilder fra den ikke-engelsksprogede verden, risikerer vi at få pålagt et ansvar for at finde oversættelser til de af vores kolleger, som kun læser engelsk. Af samme grund har jeg flere gange kæmpet med forlagsfolk, som ikke kunne forstå, at den danske regering ikke udgiver alle rapporter på engelsk. Hvad angår min metodebog, Kvales InterView (1996) har jeg helt opgivet og henviser nu konsekvent til den engelske udgave (som jeg i øvrigt aldrig har læst).
Grænse 3: må vi overhovedet skrive om Danmark?
I forhold til ”kontekst,” som kan defineres som den geografiske og/eller socio-kulturelle ramme for vores forskning, skelner geografen Lawrence Berg (2001) imellem USA og Storbritannien, som anerkendes som ”default” lokationer, der tillader forskere at drage generelle konklusioner; og så områder som Canada, Vesteuropa og Australien, hvor forskeren alene kan hente ”lokal” viden til brug i casestudier. Ifølge Berg er en sådan global ”vidensgeografi” dybest set ulogisk, men ikke desto mindre kan den have alvorlige konsekvenser for danske forskere, som risikerer at få deres artikler afvist med begrundelsen ”bygger på et for snævert (læs dansk) empirisk grundlag.” Berg (2001, pp. 516-17) udtrykker denne skævhed således: ’Interestingly, to be centred in Australasia is to be ”localized geographically” (read ”parochial”) but the same does not apply in North America.’
I forhold til ”kontekst,” som kan defineres som den geografiske og/eller socio-kulturelle ramme for vores forskning, skelner geografen Lawrence Berg (2001) imellem USA og Storbritannien, som anerkendes som ”default” lokationer, der tillader forskere at drage generelle konklusioner; og så områder som Canada, Vesteuropa og Australien, hvor forskeren alene kan hente ”lokal” viden til brug i casestudier. Ifølge Berg er en sådan global ”vidensgeografi” dybest set ulogisk, men ikke desto mindre kan den have alvorlige konsekvenser for danske forskere, som risikerer at få deres artikler afvist med begrundelsen ”bygger på et for snævert (læs dansk) empirisk grundlag.” Berg (2001, pp. 516-17) udtrykker denne skævhed således: ’Interestingly, to be centred in Australasia is to be ”localized geographically” (read ”parochial”) but the same does not apply in North America.’
Grænse 4: hvordan skriver vi det godt nok?
Den sidste begrænsning er sproglig.”International” forskning skrives primært på et sprog – engelsk – hvilket betyder, at vi må trækkes med reviewer kommentarer om, at artiklen kunne være skrevet på bedre engelsk eller bør tjekkes (for egen regning) af en native speaker. Som Aalbers (2004) bemærker, kan det virke som om, redaktører og anmeldere fokuserer på enhver form for sproglig anderledeshed, og at det måske snarere er briterne og amerikanerne, der burde lære at begå sig på et akademisk lingua franca. Således har jeg selv været ude for, at en redaktør, som begyndte at pille ved oversættelserne af mine danske interview, og hvor jeg bagefter måtte forklare, at det var helt bevidst, når jeg valgte at lægge mig tæt op ad originalen. Som cand. mag. i engelsk har jeg visse fordele, men nej – jeg misunder bestemt ikke de af mine kolleger, der igen og igen må forsvare deres sprogbrug overfor deres reviewers drøm om en anglo-amerikanske norm.
Den sidste begrænsning er sproglig.”International” forskning skrives primært på et sprog – engelsk – hvilket betyder, at vi må trækkes med reviewer kommentarer om, at artiklen kunne være skrevet på bedre engelsk eller bør tjekkes (for egen regning) af en native speaker. Som Aalbers (2004) bemærker, kan det virke som om, redaktører og anmeldere fokuserer på enhver form for sproglig anderledeshed, og at det måske snarere er briterne og amerikanerne, der burde lære at begå sig på et akademisk lingua franca. Således har jeg selv været ude for, at en redaktør, som begyndte at pille ved oversættelserne af mine danske interview, og hvor jeg bagefter måtte forklare, at det var helt bevidst, når jeg valgte at lægge mig tæt op ad originalen. Som cand. mag. i engelsk har jeg visse fordele, men nej – jeg misunder bestemt ikke de af mine kolleger, der igen og igen må forsvare deres sprogbrug overfor deres reviewers drøm om en anglo-amerikanske norm.
Kilder:
Aalbers, Manuel B. 2004. ’Creative destruction through the Anglo-American hegemony: a non-Anglo-American view on publications, referees and language.’ Area, vol. 36 (3), pp. 319-22.
Berg, Lawrence. 2001. ’Masculinism, Emplacement, and Positionality in Peer Review.’ The Professional Geographer, vol. 53 (4), pp. 511-21.
Aalbers, Manuel B. 2004. ’Creative destruction through the Anglo-American hegemony: a non-Anglo-American view on publications, referees and language.’ Area, vol. 36 (3), pp. 319-22.
Berg, Lawrence. 2001. ’Masculinism, Emplacement, and Positionality in Peer Review.’ The Professional Geographer, vol. 53 (4), pp. 511-21.
6 kommentarer:
Tak Hanne for oplæg om en meget relevant problemstilling.
Vi er i et dilemma. På den ene side ønsker vi et øget internationalt samarbejde, men på den anden side ønsker vi, at forskningen ikke mister sin frihed til at vælge emner og metoder.
Uddannelsesministeriet har valgt side. Gennem den Bibliometriske Forskningsindikator nedprioriteres næsten konsekvent danske og nordiske (fremragende) udgivelser, mens internationale opprioriteres fordi de er internationale. Samtidig interesserer ministeriet sig ikke for de danske og nordiske tidsskrifters eksistens, men har igennem mere end 10 år ydet trecifrede millionbeløb for bibliotekernes køb af internationale tidsskrifter og til kampagner for tvungen Open Access, som indirekte destruerer store dele af verdens mindre tidsskrifter, herunder mange danske.
Det er imidlertid ikke peer review systemet, som er årsag til problemet, som du skriver. Der findes udmærkede danske tidsskrifter baseret på peer review. Skævheden skyldes, at der vælges ensidige redaktører, som lægger tidsskriftets linje herunder vælger peer reviewere.
Generelt bør der lægges en politik for forskningspublicering, som sikrer en bred udgivelse nationalt, regionalt og internationalt. Vi må vække Uddannelsesministeriet, så de tager forskningspublicering seriøst.
Det er værd at gøre opmærksom på, at bibliometrimodellen netop nu er under evaluering. Der er lavet en diger evaluering som lige nu er i høring med svarfrist om en lille uges tid.
Første kommentar blev afbrudt - her kommer anden udgave (uden stavefejl håber jeg):
Jeg synes, det er fint, hvis man tager bibliometrimodellen op til diskussion. Desværre tror jeg ikke , at det alene kan løse et problem skabt af universiteters pg politikeres fokus på "performance." Jeg har læst nogle af de internationale diskussioner, der har været omkring forskningskvalitet og peer review, og tendensen i form af faglig indsnævring synes desværre klar. I en af de britiske artikler nævnes det således, at institutter nu bevidst fravælger visse emner og vinkler, fordi man ved, at de ikke belønnes i RAE processen.
Vi drøftede "viden" over frokost. En kollega mente, at hun nok ville kæmpe for en artikel, hvis ellers det var noget, hun brændte for. Jeg giver hende sådan set ret og har selv trukket artikler tilbage, fordi jeg ikke ville lade mig styre af redaktør og reviewers. Men jeg har også det privilegium, at jeg som lektor har tid til at "shoppe" lidt rundt. Hvad med adjunkten eller den Ph.d. studerende, som har brug for at få artikler udgivet for at komme videre i deres karriere?
Tak for et godt indlæg. Jeg vil gerne anbefale dette: Gereon Wolters artikel om angloficeringen af det europæiske humaniora med "globaliseret provinsialisme" (godt udtryk) til følge. Diskuteret med Wolters eget felt, videnskabsfilosofi, som case, men sikkert et helt generelt problem.
Kan hentes via academia.edu (her) hvis man er indskrevet, men ellers: se her!
Tak for artiklen. Med eksempler fra geografi, interkulturel kommunikation, uddannelsesforskning + videnskabsfilosofi begynder der at tegne sig en tendens.
Send en kommentar