Universitetsforskere i oprør

Det er rystende at se, hvad det sanderske universitetsregime har ført med sig af usikkerhed og budgetkriser. Krisen på naturvidenskab på Københavns Universitet er ganske alvorlig og kaster et grelt lys over følgerne af den meget ideologiske politik, som VK-regeringen siden 2001 har ført overfor de ellers godt kørende universiteter.

Det farlige mix af new-public-management styringsformer med forsøg at 'mime' markedsmekanismer, og et gammeldags topstyret ledelsesystem, mindre demokratisk end aktieselskaber, har skabt en arena for en ny nomenklatura, der, uanset om de har en baggrund i det private erhversliv eller ej, hverken har forståelse for videnskabens normer, moderne organisationsprocesser, økonomistyring eller de politiske intriger i Folketing og ministerier. Den nye klasse af universitetsledere har virket totalt handlingslammede, hver gang videnskabsministeriet har begrænset de traditionelle og rationelle selvstyringsmekanismer og ladet den bureaukratiske sektor vokse uhæmmet.

Det billede, der nu tegner sig på Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU, er billedet af en ledelse, som har manglet genuin professionalisme og evne til at styre fakultetets økonomi. Det er et gigantisk røgslør, når Helge Sander kommenterer situationen med, at universiteterne har fået flere penge, men at man må prioritere og at "ledelserne på universiteterne har fået til opgave at lave strategiske satsninger og lægge vægt på de områder, hvor de mener, universitetet er stærkest" (interview, Pol. 26/12, her). Som om vi skal tro, at denne proces er rationelt planlagt!
Man skal lægge mærke til, at såvel rektor som dekan i slutningen af august gav udtryk for, at alt var okay på hele Københavns Universitet. Det var først i sidst i oktober, at man lod forstå, at der nok ville blive et underskud i 2009, men at man ikke helt vidste, hvor galt det stod til. Og først midt i november kom det til universitetsbefolkningens og offentlighedens kendskab, at der nok blev et underskud på det Naturvidenskabelige Fakultet på 30 mill.kr. i 2009. Så gik det slag i slag og få uger senere kom udmeldingen om nedskæringer, der ville betyde ca. 70 stillingsnedlæggelser, VIP og TAP. Og det skulle ske allerede i 2009, ja, ledelsen har besluttet, at afskedigelserne skal udsendes allerede d. 1. februar!!!

Men er det udmeldte antal så til at stole på? Den nye institutleder Karsten Kristiansen (interviewet til Weekendavisen 17/12) på Biologisk Institut (BIO) fik at vide, at han skulle finde besparelser på 23 mill. Så alene på dette institut skal der skæres 19 mill.kr. på VIP stillinger og 4 mill. på TAP stillinger. Det svarer til mindst 32 VIP stillinger. Da det er basismidlerne, der skal spares på, betyder det nedlæggelse af faste stillinger - og smadring af aktive, højproduktive forskningsmiljøer. Grundforskning, javist, men også af høj langsigtet 'strategisk' relevans for områder som bioteknologi, miljø, klima og energi, områder som Dansk Industri jo elsker så højt. Instituttet har i dag 112 fast ansatte VIP. Af disse er 24 professorer og 5 adjunkter (disse vil typisk gå fri). Ergo bliver det blandt de 83 lektorer fyringssedler skal uddeles til.
Det rigtige tal for stilllingenedlæggelser - hvis det kommer så vidt - er nærmere 45 VIP stillinger, men da det kun rammer nogle institutter har rektor og bestyrelse besluttet at kalde det for ”nødvendige tilpasninger”! Skuffende, i betragtning af at samme rektor i sit hyrdebrev af 11. nov. advarer imod at overtilpasning "underminerer universitetets fornemmeste formål".
For biologi betyder disse ”nødvendige tilpasninger” nedlæggelse af ca. hver tredie VIP, nedlæggelse af undervisning allerede i forårssemestret, plus at mange ph.d.- og specialestuderende må sige farvel til deres vejleder, og at en masse forskningsområder forsvinder for bestandig.

Hvad siger forskerne og de studerende? De er usikre, men også vrede. De studerende risikerer allerede fra foråret 2009 voldsomme forringelser af deres undervisning, og mange af kurserne må nedlægges. Det kan også betyde forlængede studietider. Det er næppe noget, der bidrager til at tegne et godt billede af studiemiljøet på naturvidenskab, eller til at se forskning som en attraktiv karrierevej, når man fyrer folk. (Det er muligt, at globaliseringsdiskursen påfører os forestillinger om, at det, som det handler om, er at "opbygge nye fremadrettede samarbejdsnetværk mellem vidensarbejdere på tværs af universiteter, private virksomheder, organisationer og statsadministrationer", som det hed i en nylig kommentar her på bloggen. Men det forudsætter vel, at der overhovedet er forskere og universiteter tilbage?).

På institutter som BIO, NBI og Kemisk Institut er der også blandt de ansatte forskere en så voldsom vrede og frustration, at det ikke bør ikke undre iagttagere af universitetsverdenen, hvis vi i de kommende måneder bliver vidner til direkte aktioner ved forskere og studerende, som effektivt kan blokere for - eller udsætte - enhver STÅ-indtjening: aktioner, og som kan blive fulgt op af paroler og krav som:

• tag fyringstruslerne af bordet!
• professionaliser dekanatet!
• åbn og demokratiser af ledelsesformerne!
• fyr bestyrelsen af KU!
  
• sæt forskning og undervisning over bureaukrati!
• ret ryggen, rektor: sig nej til overtilpasning!
• reelle basismidler til fakultetet!
• stop Sanders røgslør og skåltaler!

Forskningsindikator, incitamenter og kassetænkning - styrk basismidlerne!

Mens de naturvidenskabelige fakulteter gør sig klar til at nedskære og fyre forskere, arbejder Videnskabsministeriet tilsyneladende videre, trods stor modstand og vanskeligheder, med sine NPM-metoder til at 'fremme forskningskvalitet'. I et nyt “Samlet notat om den bibliometriske forskningsindikator” fra Forsknings- og Innovationsstyrelsen fra 18. dec. (se her, kopi her) hedder det friskt og frejdigt, at

“Indikatoren fremmer adfærd, der skaber incitament til at publicere i de mere prestigefyldte tidsskrifter og forlag
Formålet med dette princip er at pointere, at det ikke er et formål blot at stimulere til mere publicering. Indikatoren skal skabe incitament til, at det kan betale sig at publicere i de mest anerkendte og prestigefyldte publiceringkanaler inden for fagområdet. Derfor skal der ske en niveauinddeling af autoritetslistens publiceringskanaler.”

Hele tanken om at ministeriet vil inføre incitamenter til at gøre dét, som alle forskere ved landets universiteter allerhelst vil og ønsker at havde bedre tid til, virker absurd. Professor Poul Bjerregaard ved Biologisk Institut, SDU, udtrykker det (i seneste nummer af sit fakultetsblad Perspektiv og Mening, se artiklen her) ret diplomatisk:

“Hvis autoritetslisterne virkelig slår igennem i ministeriet, således at de kommer til at betyde noget væsentligt for universiteternes økonomi, ja så vil vi nok inden længe opleve, at visse dekaner og institutledere går ind og ser meget nøje på de enkelte medarbejdere og deres publikationer. Og så kan man jo frygte, at nogle af disse dekaner og institutledere vil sige, at man som ansat skal publicere i de tidsskrifter inden for det ønskede niveau, hvor det er relativt nemmest at komme i – og ikke i det tidsskrift inden for niveauet, hvor kvaliteten er højest. Og det synes jeg er dybt uhensigtsmæssigt, siger Poul Bjerregaard. Han ser også en mulig fare for, at visse forskere i stedet for at samle én god artikel til et tidsskrift med meget høj kvalitet vil vælge at dele den op i to eller tre knapt så gode artikler, der vil være i stand til at blive optaget i mindre gode tidsskrifter inden for samme niveau. For på den måde vil institutionerne formelt kunne få to eller tre gange så megen ”valuta for pengene”. - Jeg er forfærdelig bange for den slags kassetænkning, forklarer Poul Bjerregaard.

Man kan kun håbe, at flere forskningspolitiske ordførere i Folketinget får øje på absurditeten i hele projektet, når universitetsloven skal revideres næste år, og at man vælger helt at skrinlægge tanken om at omlægge basismidler til "konkurrenceudsatte midler". Ellers kan voldsomme ryk i de enkelte fakulteters indtægter, som dem vi ser nu, blive endnu hyppigere og kraftigere.

Sanders ansvarsforflygtigelse

Det ligner rent spin og ansvarsforflygtigelse, når Videnskabsminister Helge Sander i Politiken i dag (her) får fremstillet de truende nedskæringer og fyringer på naturvidenskab som nødvendige omprioriteringer på universiteterne, som han iøvrigt ikke selv har ansvaret for. Han overser, at universiteternes budgetproblemer er strukturelle, og at strukturen i høj grad er hans ansvar. Det virker også mildest talt selvmodsigende, at sige, at dansk forskning skal være verdens bedste (ganske vist nu ikke i alt men) på områder som energi, miljø og biotek, og så samtidig fyre forskere på KU's Biologisk Institut og Niels Bohr Institutet. Vil han virkelig have offentligheden til at tro, at dette er udtryk for universitetsbetyrelsens, rektors eller dekanernes bevidste prioriteringer? Og hvor er de sidstnævnte forøvrigt henne, når det gælder om at protestere imod nedskæringerne?

Universiteternes budgetkrise

Budgetkrisen det Naturvidenskabelige Fakultet i København har ikke kun rod i dårlige taxameterindtægter, men også med den vildtvoksende administration, som Universitetsavisen (d. 12/12, s.2) bragte denne notits om:

Universitetslov får hug af S og DF
ADMINISTRATIV EKSPLOSION - I en ny undersøgelse af forskningsvilkårene for universitetsansatte gennemført af Magisterbladet mener seks ud af ti forskere at de er blevet belæsset med flere administrative byrder efter Universitetslovens indførelse. Samtidig eksploderer udgifterne til administration, alene på Århus og Københavns universitet med ekstra 240 millioner kroner fra 2005 til 2007. Det får nu Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti til at kræve universitetsbureaukratiet endevendt. På spørgsmålet om forskerne har oplevet at bundne opgaver har givet dem mindre tid til at forske i selvvalgte emner efter universitetslovens indførelse fra 2003, svarer kun 1,4 procent at de har fået mere tid til selvvalgt forskning. Resten svarer 'uændret' (50 procent), 'ja' (45 procent) og 'ved ikke'.

I dag bringer Berlingske Tidende en skarp kritik af dekanen på det Naturvidenskabelige Fakultet Nils O. Andersen (her). Fysikprofessorerne Benny Lautrup og Poul Olesen peger på en stor forskydning på fakultetet fra produktive til administrative midler, som er sket efter årtusindskiftet, og undrer sig over at fakultetssekretariatet, som er "vokset med raketfart", ikke også må holde for i tilfælde af nedskæringer. Bag kritikken ligger en stor frustration over hvad man kunne kalde New Bad Management og en enevældig ledelse, som meddeler, at snart skal nogen fyres, men ingen aner hvem eller kender kriterierne.

Hele misæren illustrerer klart hvor fantastisk vigtigt det er for et universitets virke at have sikre, stabile basismidler, så forskningen ikke rammes af tilfældige udsving i fx STÅ-indtægterne. Ude på de enkelte institutter diskuteres det nu livligt, hvordan man kan ride stormen af og aflønne "fastansatte" VIP med de eksterne bevillinger, man allerede har opnået, uden at overskride bevillingsgivernes betingelser for forskningsstøtten alt for mærkbart. Denne praksis er allerede vidt udbredt på de fleste store institutter, hvor institutlederne må rundt med raslebøssen hos forskningsgrupperne og de eksternt financierede centre. Nu får skruen en omgang til – men man kan frygte, at den næsten er i bund, dér, hvor den frie grundforskning ikke længere findes, og universiteterne er omdannet til sektorforskningsinstitutioner, hvor de ansatte konstant må rende efter ekstern finaniering, for at skaffe egen løn til at lave det, de var ansat til.

DI's seneste kampagne - hvor er den fagøkonomiske sagkundskab?

Forskningspolitik og industripolitik er under den nuværende regering klonet godt og grundigt sammen. Dansk Industri har haft stor succes med at lobbye for erhvervsstøtte, retorisk 'solgt' som offentlig støtte til forskning. Jammen det kan da godt være, at staten bør støtte dansk industri gennem statssubsidier som led i en national økonomisk strategi for virksomheden Danmark, men burde et industripolitisk tiltag ikke offentligt kunne identificeres som et sådant, snarere end at være forklædt som støtte til offentlig, uafhængig forskning?

Grænsen er åbenbart svær at markere, og DI kæmper for at udviske den. Den seneste kampagnes plot kunne se sådan ud:
1. Udnyt regeringes problem - nemlig at andelen af den privat finansierede forskning er faldet siden 2003, stik imod regeringens mål (jf. her).
2. Gør universiteterne medansvarlige for at virksomhederne under højkonjunkturen ikke har investeret nok i "forskning og udvikling".
3. Lad et konsulentfirma lave en undersøgelse, som stiller virksomhederne ledende spørgsmål om deres ønsker og forventninger, fx om de synes, at universiteterne er gode nok til at samarbejde? Spørgsmål, der tillader konklusioner a la "Godt 90 pct. af de virksomheder, der har et samarbejde med et dansk universitet mener, at et større erhvervsfokus på universiteterne vil kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1)
4. Kør en kampagne, der sætter fokus på universiteterne som "problemet", og munder ud i en endnu større fokusering på "strategiske" forskningsområder og et endnu mere kommercialiseret universitet. Lad fx Folketingets Forskningspolitiske Udvalg bede ministeren kommentere undersøgelsen (dixi), men undgå at rejse en debat blandt fagøkonomer om politisk styring i retning af strategiske områder, mere end fri grundforskning, på lang sigt gavner økonomien, dét skulle der jo nødig rejses tvivl om (jf. ref. 2).
5. Husk også at fremme universitetsforskningens industrigørelse, og konstatér eksempelvis, at "mere end 80 pct. af de virksomheder, der har samarbejdet med et dansk universitet, mener, at større sikkerhed for, at virksomheden kan opnå ret til eksklusivt at udnytte forskningsresultater skabt i samarbejde med universiteterne, kunne forbedre samarbejdet." (cit. fra ref. 1).

Man kan kun beundre DI's evne til at køre den slags kampagner. Ikke så sært, at humaniora og specielt samfundsfag ikke nævnes som "forskning af relevans for virksomhederne, det vil sige inden for teknisk-, natur- og sundhedsvidenskab samt organisation og ledelse" (cit. ref. 1). Måske ville nationaløkonomer (som i ref. 2) og andre smagsdommere stille sig skeptisk an? Hvornår får DI mon held til selv at sponsorere de samfundsvidenskabelige fakulteter til at lave den slags undersøgelser?

Referencer
[1] Claus Thomsen: "Danmark taber videnkapløbet", fra indsigt/Dansk Industri, d. 10. december 2008.
[2] Christian Bjørnskov: "Sanders kontrol skader vækst", Weekendavisen 22/8-2008.

Look who´s talking!

Foregående blogindlæg kræver en selvstændig bemærkning. Denne her er schöne. To af universitetets topledere, der har hele den interne magt i det nuværende system, synes, at vi andre er for negative og klagende. Hvorfor? Fordi vi ikke er føjelig nok over for ledelsen og de nye tiltag. Det giver en tredje topleder dem så ret i.

Nu må vi til at være lidt positive og glade og ikke hænge fast i alt det Humbolt-ævl om den frie forskning.

Udtalelserne er sådan set den bedst tænkelige demonstration af miseren på universiteterne. En af de helt grundlæggende udfordringer i lovrevisionen er ledelsens manglende interne legitimitet. Ved universitetslovens implementering stod den nye ledelse over for en massiv udfordring på dette punkt, fordi en medarbejderstab, der var vant til selv at vælge og afsætte sin ledelse, og som var vant til meget stor indflydelse, nu blev erstattet af en ledelse, der havde fået omfattende beføjelser over for den. Dermed var det en helt afgørende at vinde medarbejderne for den nye ledelse ved at vise dem, at man var deres ledere og optaget af deres vel, ikke blot ministeriets folk på stedet. Magten var ikke nok; man måtte vinde den interne legitimitet. Denne opgave blev fatalt forsømt, og derfor står universiteterne nu mange steder med en dyb splittelse og en dyb mistillid mellem ledelse og medarbejdere, der besværliggør alt, hvad der foregår på institutionerne. Hvis ikke dette problem lovgivningsmæssigt og adminstrativt tages alvorligt, vil ledelsen i stigende grad få svært ved at lede i fremtiden. Udtalelser som dem, Villesen har fået her, hjælper mildt sagt ikke.


Hvad med at diskutere sagforholdet i stedet for?

En negativ tendens

Information havde igår nogle artikler af Kristian Villesen med overskriften "Evig brok fra uddannelseseksperter" (her, kan også ses her) og netavisen Altinget gentager historien i dag med overskriften "Forskere for negative", og i manchetten "Rektorformanden erkender en negativ tendens". — Venner! Det er på tide vi skruer smilet på og erkender, at i dagens Danmark sidestilles kritik med brok og klynk! Hvor blev de uddybende nuancer af?

Videnskabsministeriets eliteenhed

Det må antages, at man i Videnskabsministeriet ikke skelner skarpt mellem eliteenheden for propaganda om verdensklasse og informationsafdelingen for højeste oplysning, og måske er der et betydeligt samarbejde mellem de to presseafdelinger. I al fald kunne man forleden læse om at Helge Sander, da han skulle til overrækkelse af Nobelprisen i Stockholm, udtalte, at "vi i Danmark har sat øget fokus på eliten. Det giver danske talenter de optimale muligheder, så jeg håber, at danske forskere i fremtiden kan få flere Nobelpriser", hvad der affødte følgende kommentar (se her) fra et fremtrædende medlem af Videnskabernes Selskab: "Nobelprisen er en fest for grundforskningen. Men den danske regering og Sander gør absolut intet for universiteternes frie basisforskning og dermed for grundforskningen. Tværtimod oplever de fleste på universiteterne og i forskningen, at der topstyres og politisk udpeges og erhvervsrettes i strategier og puljer. Spillerummet for den frie forskning bliver mindre og mindre". I samme ånd henstillede Sune Auken for nylig (her) til at "få skåltalerne, bullshitten og storhedsvanviddet ud af debatten".
Selvom Sanders Stockholm-tur i sig selv er ligegyldig, må man forstå baggrunden for hvorfor dens iscenesættelse virker så provokerende. VTUs pressemeddelelser er jo generelt og systematisk baseret på højst diskutable præsuppositioner, som når der senest om uni-evalueringen står (her), at den iværksættes "for at sikre en fortsat god udvikling for de danske universiteter". Det er vildt provokerende men det ville kræve en nærmest permanent task force at på- og tilbagevise alle virkelighedsfordrejningerne.
Fra bloggens Frankrigskyndige kontakt Lisbeth Verstraete Hansen har vi modtaget en oversættelse af et finurligt indlæg på en fin lille fransk blog om evaluering evaluation.hypotheses.org. Indlægget handler selvfølgelig ikke direkte om Sander, men indeholder et afsnit om elite-drømme, som får en til at tænke på Sanders Nobelpris-pressemeddelelse. Det leder tanken hen på, at VTUs kommunikationsstrateger simpelthen opererer med subliminale beskeder… I dette tilfælde fantasien om dansk forskning reduceret til en lille elite, der giver Nobelpriser. Og så pyt med resten. Især med virkeligheden!

Indlæg på http://evaluation.hypotheses.org (blog om evaluering i human- og samfundsvidenskaberne) foranlediget af overskriften på en kort nyhed, som AERES (det statslige akkrediteringsråd, der bl.a. forestår arbejdet med autoritetslister), i efteråret lagde på deres hjemmeside for at informere om nedsættelse af kommende opdateringsudvalg med fagkyndige repræsentanter. Overskriften er: «Y a-t-il un Nature ou un Science en SHS», altså ”Findes der et Nature eller et Science i human- og samfundsvidenskaberne”.

Sylvain Piron, EHESS (École des Hautes Études en Sciences Sociales):

”[…] Det, der fascinerer mig, er overskriften. Spørgsmålet er absurd. Ophavsmanden ved det og skjuler det ikke, for han har ikke ulejliget sig med at tilføje et spørgsmålstegn efter anførselstegnene.
Der er ikke noget Science eller Nature i human- og samfundsvidenskaberne, og det bliver ikke opdateringsudvalgene, der får det sjældne dyr ud af busken. Hvad skal det så betyde? Eller snarere: Hvad afslører denne absurditet? For det første afdækker den en foruroligende uvidenhed om det pågældende område. Validering af viden i human- og samfundsvidenskaberne sker ikke ved at publicere syntetiske resultater i form af korte artikler i en ugentlig publikation på engelsk. Sådan foregår det ikke, og det ved alle. Lad os i forbifarten bemærke, at det også er en summarisk og forsimplet opfattelse af de hårde videnskaber, der skinner igennem. Deres publiceringskredsløb kan selvfølgelig heller ikke resumeres til disse to titler. Bag uhyrligheden må man derfor forstå noget helt andet: En subliminal besked, der i virkeligheden siger: ”Vi ville gerne have, at der var et Nature eller et Science for de franske human- og samfundsvidenskaber.” Ikke to – ikke et Nature og et Science – men ét eneste tidsskrift som kilde. Et tidsskrift, som naturligvis ikke skulle kende til hverken polemik eller uenighed, og hvor AERES blot har tilbage at registrere de publicerende.

[…] det, denne overskrift drømmer om, er væsentligt mere foruroligende end ensretningen af human- og samfundsvidenskaberne. Den drømmer om… succes – det er det rette ord – om succes i ordets mest banale betydning med alt, hvad det implicerer af social anerkendelse, prestige og belønning. Succes for en lille begrænset elite, der får succes, fordi den er så fåtallig. En udtyndet elite, der kan publicere sine elite-resultater i et eneste elite-tidsskrift. En elite, som forskningsministeren – som varslet i den nylige ”karriere-plan” – kan uddele elitepræmier til i stedet for at tænke over en overordnet styrkelse af forskning og undervisning på de videregående uddannelser. En elite, som man kunne samle i nogle elite-campus’er, som ville gøre det muligt omsider at få en plads i Shanghai-rankingen.

Hvis man breder det fantasibillede ud, som regeringen åbenbart har af forsknings- og undervisningsverdenen – og som redaktøren på AERES-siden er den ufrivillige (eller ubehændige) ordfører for – så har man foran sig hele den aktuelle politik med optrævling af forskningen, af universitetet og hele uddannelsessystemet. En almindelig intetsigende overskrift kan fortælle ganske meget. Og et spørgsmål, der umiddelbart ser banalt eller sekundært ud (klassifikation af tidsskrifter) virker pludselig som fremkaldervæske for helt afgørende forsknings og uddannelsespolitiske valg.

http://evaluation.hypotheses.org/128

Forskningspolitikken i bevægelse

Pressemeddelelse, d. 19. nov. 2008 fra initiativgruppen bag
underskriftindsamlingen “for en bedre forskningspolitik”

Over 6000 studerende og ansatte ved de danske universiteter har nu skrevet under*) på en opfordring til Folketingets politikere om at ændre den universitets- og forskningspolitik, der har været ført siden universitetsloven af 2003. Underskriverne kræver frie universiteter og en demokratisk forsknings- og uddannelsespolitik, udmøntet i følgende krav til folketingets politikere:

1. Sikring af adgangen til højere uddannelse uanset økonomisk formåen. Vi kræver derfor en skærpet lov mod brugerbetaling.

2. Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

3. Fuld forskningsfrihed under ansvar for den enkelte forsker såvel som for institutionen som helhed. Friheden skal gælde valg af emner, hypoteser, metoder og publicering.

4. Ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af velvilje fra eksterne fonde, politikere og private virksomheder for at kunne eksistere og udvikle sig.

5. Sikring af forskningsbaseret undervisning og af universiteternes frihed til at udbyde undervisning og uddannelser inden for alle videnskabelige emner.

*

*) se underskrifterne her:
http://www.gopetition.com/petitions/for-en-bedre-forskningspolitik.html

Fra initiativgruppen:
Sune Auken, lektor, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet,
Pia Mejdahl Daugbjerg, studerende, tidligere formand for Studenterrådet ved Københavns Universitet,
Claus Emmeche, lektor, Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier, Københavns Universitet,
Birger Steen Nielsen, lektor, Institut for Psykologi og Uddannelsesforskning, Roskilde Universitetscenter,
Heine Andersen, professor, Sociologisk Institut, Københavns Universitet,
Tom Fenchel, professor, Marinbiologisk Laboratorium, Københavns Universitet, medlem af Royal Society og af præsidiet for Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.

Uddybende materiale:

Dansk Magisterforening om akademisk frihed og klagen til UNESCO:
http://www.dm.dk/forskningsfrihed.aspx

Studenterrådets side om universitetsloven:
http://www.studenterraad.ku.dk/kampagner/2008e-ny_unilov/

Artiklerne ‘Genindfør universitetsdemokratiet’, ‘Skab et demokratisk og rummeligt universitet’:
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/09/stud-vip-tap-alliance-genindfr.html
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/10/skab-et-demokratisk-og-rummeligt.html

bloggen Forskningsfrihed?
http://professorvaelde.blogspot.com/

bloggen Forskningspolitisk Arkiv
http://forskningsfrihed.blogspot.com/

Tom Fenchel, Johnny Kondrup og Bjørn Quistorff: Sanders universiteter, kronik 22/2-2008.
http://forskningsfrihed.blogspot.com/2008/02/sanders-universiteter.html


CE's tilføjelse til pressemeddelsen af i dag:
De 6488 underskrifter blev i dag afleveret til Folketingets Udvalg for Videnskab og Teknologi, hvor initiativgruppen havde foretræde. På mødet, hvor de tilstedeværende talte udvalgsformand Marianne Jelved (R), Johanne Schmidt-Nielsen (E), Jesper Langballe (DF), Henrik Høegh (V), Kirsten Brosbøl (S), og Jonas Dahl (SF), fremlagde vi kort de mange underskriveres krav. Udvalgsmedlemmerne spurgte til en del af de problemer vi peger på, og vi fik mulighed for at besvare spørgsmål. Mit indtryk er, at der generelt i udvalget, på tværs af politiske skel og med visse nuanceforskelle, er begyndt at danne sig en bredere forståelse for nødvendigheden af de ændringer, underskriverne peger på. De 6488 underskrivere inkluderer over 3000 ansatte forskere og undervisere ved de danske universiteter.

Det er nu vigtigt at følge op på underskriftindsamlingen i forbindelse med processen i 2009 hvor universitetsloven skal evalueres - og revideres! Ministeriet må ikke få held til at udlicitere den nødvendige offentlige debat om universiteterne, og hele evalueringen, til et OECD-panel der vil foreslå nogle forkølede småjusteringer. Dette er derfor ikke kampagnens afslutning - den er først lige begyndt.
Her på bloggen følger vi processen...

Anbefaling: CBS Observer

Et nyt nummer af det redaktionelt uafhængige universitetsblad for Copenhagen Business School, CBS Observer, har et tema om kvalitet i forskning, kampen om basismidlerne, bibliometri m.v. Hermed tilgængeligt på vores arkiv (lignende tips modtages fortsat gerne):

Bjørn Hyldkrog & Christina D. Tvarnø: "CBS Observer Forskningstema", CBS Observer, nr. 3, nov. 2008. [inkl.: "Mindsket pres på vægtskålen" s.1, "Den ulige kamp om basismidlerne" s.9, "Regelstyring frem for selvstyre" s.10, "Forskningspolitik på afveje" s.11, "Basismidler, basismidler, ..." s. 11, "Bibliometri - forskningens nyttige tælleøvelse" s. 12 (med Leif Hansen), "Rankings - uegnet som målestok for kvalitet" s. 13 (m. Ole Stenvinkel Nilsson), "Mindre og ringere forskning for pengene" s. 14 (m. Peter Lotz), "Send dog tælleregimerne til tælling" s. 15 (m. Preben Melander)]. Bladets website her. Arkivets udgave med nævnte artikler i samlet pdf.

Underfinansiering og overtilpasning

Er jeg den eneste, der undres over hvor forskelligt forskningens økonomiske virkelighed tager sig ud når man læser om den på en ministeriel hjemmeside, og i de hyrdebreve, en lokal rektor eller dekan sender ud til de ansatte - for slet ikke at tale om samme ansattes konkrete erfaringer?
Den 11. november 2008 skrev videnskabsministeriet (her) at globaliseringsaftalen "sikrer fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed til at kunne disponere over økonomien i de kommende år", og Helge Sander istemmer at aftalen "dels giver universiteternes ledelser en større økonomisk handlefrihed og dels sikrer mere forskning".
Den 14. november sender dekanen for Det Naturvidenskabelige Fakultet på KU denne mail til de ansatte:

"Kære ansatte på Det Naturvidenskabelige Fakultet
Prognosen for Det Naturvidenskabelige Fakultets budget for 2009 viser, at fakultetet står overfor store økonomiske udfordringer. Selv efter væsentlige tilpasninger viser forslaget et underskud i størrelsesordenen 30 millioner kroner.

Hovedårsagerne til de økonomiske udfordringer er:

• Svigtende STÅ-indtægter: Fald i optag til Det Naturvidenskabelige Fakultet på 25 % i september 2008, fra et stabilt tal på omkring 1000 årene forud til 750. Dette har især ramt biologi og til dels geofagene samt fysik. Faldet i optaget til visse naturvidenskabelige uddannelser er set over hele landet. Hvorvidt dette fald skyldes gymnasiereformen eller ændrede adgangskrav er uigennemskueligt, ligesom det er svært at forudsige, om faldet i 2008 er permanent eller en engangsforeteelse.

• Ressourceafsætninger til påtrængende vedligehold og fornyelse af infrastruktur som fx Campusplan, feltstationer og IT.

• Fald i de frie basismidler i forhold til vores forventninger. De nye globaliseringsmidler er i høj grad øremærkede til forudbestemte formål.

• Øget usikkerhed i prognosen for effekten af ændringer i overheadordningen, som er indført med tilbagevirkende kraft, samt ordningen med færdiggørelsesbonus, hvor detaljerne ikke er endeligt meldt ud fra ministeriet.

Disse forhold rammer de enkelte institutter med forskellig styrke.

I det videre forløb drøfter HSU KU’s budgetforslag for 2009 den 24. november. Det endelige budget bliver fastlagt af KU’s bestyrelse den 3. december.

Jeg har indkaldt institutlederne og fakultetets samarbejdsudvalg til møder den 4. december om formiddagen. På møderne vil vi fastlægge, hvordan vi kan implementere de nødvendige budgettilpasninger med størst muligt hensyn til fakultetets ansatte. Umiddelbart efter møderne vil jeg skrive til jer igen for at opdatere jer om situationen.

Med venlig hilsen
Nils O. Andersen
Dekan"

Også rektoratet for KU udsendte et hyrdebrev (her), den 11. november. Det er længere end dekanens, og appellerer i visse passager mere til en kremlologisk hermeneutik (som fx det om usikker ledelse). Men det rummer også fine pointer og indebærer en klar kritik, bl.a. i påpegningen af faren for overtilpasning:

"Året har også været præget af vanskeligheder og usikkerheder. Lad os blot nævne den langvarige venten på den statslige ”guldregn” til universiteterne, den hasarderede fjernelse af huslejetilskud til private og internationale bevillinger, ministeriets arbejde med modeller til fordeling af nye basismidler efter resultat, omfattende afrapporteringer samt organisatoriske omlægninger." (...)
"Uklare rammer og forventninger samt usikker ledelse kan ødelægge meget for den enkelte medarbejder og studerende."
(...) Hvis vi bevæger os fra individ- til institutionsniveau, er det på den ene side svigtende accept i omverdenen og vigende indtægter, der udgør de største risici for, at vi ikke kan realisere det, som er vigtigt. Men da rammevilkårene for universitetets virke i vidt omfang fastlægges af interessenter og samfundsinteresser, som kan have et andet hovedfokus end fri grundforskning og forskningsdrevne uddannelser, er der også en helt anden fare – at universitetet ”overtilpasser” sig tidens krav. Hermed er vi ved kernen i den nuværende diskussion om universitetets rolle i samfundet. Universitetet skal tilpasse sig nutidens krav om relevans, erhvervssamarbejde og hurtigere studiegennemførelse.
(...) Lige så klart er det imidlertid, at en for radikal tilpasning til disse krav i sidste instans kan underminere universitetets fornemmeste formål (...) ”Et universitet handler ikke om resultater i det kommende kvartal; det handler ikke engang om, hvad en studerende har udviklet sig til ved endt studieforløb. Det handler om læring, der former en generation; læring der videregiver årtusinders arv; læring der skaber fremtiden.”
Selvom KU i de kommende år gør klogt i at tilpasse sig de nye krav, er der, som allerede antydet, også en fare for, at tilpasningen bliver for voldsom. To universitetsledere, en tidligere rektor i Oxford og en prorektor i Edinburgh har formuleret på det på følgende måde:
”Universiteter er ikke blot supermarkeder for en vifte af offentlige og private ydelser, der for tiden efterspørges og hvis værdi er opgjort ved at lægge deres umiddelbare økonomiske værdier sammen. Vi hævder, at de har en dybere, grundlæggende rolle, som gør dem i stand til at tilpasse sig generationers skiftende værdier og behov, og at regeringers ønsker til ”output” derfor kun er af sekundær betydning” (citat: Geoffrey Boulton and Colin Lucas, ”What are Universities for?”, League of European Research Universities, September 2008. (Omtalt her på bloggen d. 6/10, ce))
(...) Vores vurdering af KU´s samlede situation er, at tilpasning til de eksisterende rammevilkår er vigtig og også nødvendig for troværdighed og økonomi. Men denne tilpasning må ikke antage grader, hvor universitetet fragmenteres i utilitaristiske fagskoler med kortsigtede hovedmål. Thi så kan universitetet ikke længere udføre sin opgave med at forstå mennesket, naturen og samfundet, og dermed skabe ideer og indsigt, som på bare lidt længere sigt er en del af samfundets eksistensgrundlag."

Trods den noget understatede kritik af de vilkår, universiteterne bydes, må forsøget i det rektorale hyrdebrev på at fastholde de klassiske kerneydelser ved et universitet, som ikke restløst går op i samfundsmæssige relevanskrav og forventninger, hilses velkomment.
Men hvis det skal være muligt at undgå overtilpasning kræver det, at svælget mellem det lovede ("fortsat vækst i basismidler til universiteterne og giver bestyrelserne større frihed") og de forudsete økonomiske vanskeligheder, får status mere af et mareridt end af en reel virkelighed.

Forskningens instrumentalisering og taylorisering

Ligesom Jesper Eckhardt Larsen (nedenfor) kritiserer Per Øhrgaard i dagens Information (kronik) DI-direktøren Lars B. Goldschmidt for hans snæversynede opfattelse af forskningens samfundsnytte. Øhrgaard peger på risikoen for at man gennem overdreven instrumentalisering og målretningen af forskningen stik imod hensigten kommer til at ødelægge de kvaliterer ved den, som man iøvrigt ønskede at fremme.
En sådan ødelæggende instrumentalisering ses på flere planer, bl.a. det stadige fokus på konkurrence blandt forskerne, ikke nødvendigvis om de beste ideer, men om de pæneste tal på deres bibliometriske 'bundlinie', en tendens som kun vil forstærkes af Videnskabsministeriets planer om fordeling af basismidler "efter point". Jeg var inde på det i mit indlæg af 7/11 om scientometrisme, som kan defineres (i stil med ismer som biologisme eller sociologisme) som ideologiske anvendelser af et fag, her scientometri, på måder eller områder, som forvrænger fagets egentlige gyldighed. En læser sendte mig en kommentar til indlægget, som jeg efter aftale viderebringer her på bloggen:

Jeg takker hermed for dit indlæg (...) hvis hoved indhold jeg principielt er enig i og tillader mig i den forbindelse at gøre opmærksom på at det inddateringsinterface til databaserne der ligger bag graferne du nævner i dit indlæg er langt mere detaljerede end de offentliggjorte grafer giver udtryk for og bruges til opsamling af alle universitets ansattes aktiviteter /produktion ved flere universiteter f.eks. AAU og RUC.

Inddateringsinterfacet giver f.eks. også mulighed for at registrere de enkelte forskeres forskningsansøgninger. Både de succesfulde og de mindre succesfulde og dermed mulighed for at kortlægge en lang række produktions mål mm. I daglig tale omtales databasen på AAU som VBN databasen og danner i en række sammenhænge udgangspunkt for forhandlinger om personlige tillæg mm. Ingen tvivl om at Frederick Winslow Taylors og Henri Fayols tanker med stor succes kan anvendes af Mcdonalds anno 2008 i Danmark men at også danske universiteter søges ledet efter samme principper i 2008 bør vække undren.

Indlægget forbigår imidlertid diskussionen om det reelle behov blandt mange der ønsker at fordele forsknings resurser i en "oplevet", "reel" eller "italesat" "virkelighed" som opfattes som være præget af "resurseknaphed". Hvordan denne "resurseknaphed" er opstået i et af verdens rigeste lande synes reelt at være langt vigtigere spørgsmål at få dokumenteret end grafernes farve.

Spørgsmålets svar rummer måske den endelige forklaring på hvorfor nogle forskere til stadighed også på denne måde må dokumentere deres værdi og finde sig i at få deres "performance" eksponeret - offentligt og grafisk - stort set fra måned til måned. Jeg har i mit stille sind ofte spurgt mig selv om hvilke andre faggrupper eller enkeltpersoner der kan eller vil stå model til dette år efter år.

Globalisering, industri, danskhed og humaniora

Hvorfor er Dansk Industri den mest fantasiforladte organisation i kongeriget Danmark?
Kommentar af Ph.d. Jesper Eckhardt Larsen

Direktør Lars B. Goldschmidt fra Dansk Industri ved noget om forskning: enten forsker man i stumfilm fra 30erne og oldgræsk eller også forsker man i nanoteknologi. Dette standpunkt fremgår af kronikken d.4. november i Politiken.

Og så har han et regnestykke, der går ud på, at der hvert år udklækkes 120.000 kemi-ingeniører i Indien og ”kun” knap 3000 i Danmark. Man kunne følge hans tanke videre. Hvis nu 3-4 % af alle danskere holdt op med at tage på højskole og læse om demokratiopfattelsen hos Hal Koch og Grundtvigianerne under besættelsen, eller om menneskerettigheds-diskussionerne efter den franske revolution og i stedet uddannede sig om som ingeniører, ja – så ville Danmark med bare 5 millioner indbyggere have lige så mange ingeniører som et subkontinent. Dansk Industri længe leve. Dette er tanker fra den visionære danske industris fremmeste talsmand.

Et alternativ til disse tanker kunne lyde sådan her. Et mere fantasirigt scenarium fremskriver de udviklingstendenser som de sidste 30 års globale arbejdsdeling lægger op til: efterhånden er den industrielle produktion lagt ud til de nye økonomier i Kina og Indien. Med de både negative og positive følger for disse lande, som man kan læse om fra avisernes korrespondenter. Og hvad er da blevet ”vores” opgaver i denne nye verdens arbejdsdeling? Et kort svar er videnstung, kompleks, symbolmanipulerende og kreativ innovation. Og næste spørgsmål er så, i hvilke samfund sådanne arbejdskræfter trives bedst i? Ja, gæt selv – i vidensglade, mangfoldige og levende intellektuelle kulturer, hvor man tænker på andet end jernindustrien – ikke for at undervurdere Nakskov Skibsværft, men er det dét Danmark skal leve af i 2050? Næppe!

To steder hvor nye vidensvirksomheder blomstrer op globalt set er både omkring de store levende byer i USA og i centraleuropæiske byer som Zürich. Her samles hjerner fra hele verden i firmaer som Google og Microsoft, og udvikler dagen lang – for om aftenen at nyde tunge diskussioner om betydningen af det (oldgræske) demokrati for USA’s selvopfattelse efter Anden Verdenskrig, eller om historisten Ranke havde ret i, at krige i længden fører til moralsk udvikling af menneskeheden? I dette selskab tror jeg at Lars ville sige: ”jo – jeg spiller da Golf, men ellers er mine interesser penge, penge og penge. Jeg interesserer mig kun lidt for, hvad de går til, det er for nemt!” (en samfundsøkonomisk prioritering imellem atomvåben eller bred og kritisk uddannelse kunne f.eks. være et interessant spørgsmål at stille Lars).

Altså: kære danske industriledere og industriudviklere: hvad vil i helst have at Danmark bliver: en forstad til Stalins utopi om en tung jernindustri? Eller til et levende og ”klogt” sted a la Seattle og Zürich? Jeg ved godt, hvad de fleste danskere ville svare. Og også, hvad de mennesker, der endnu ikke ved, at de skal være danskere senere i deres liv vil svare!

Dansk Industri – tag jer sammen! I kunne jo besøge et af de globalt ledende universiteter i USA og spørge om ikke de snart nedlægger deres afdelinger for filosofi, globale kulturstudier, politisk tænkning og vestlig civilisationshistorie. De ville stille og roligt vise jer døren. I er da for kedelige og dertil fuldkommen fantasiforladte. Det tegner ikke godt for dansk konkurrenceevne, hvis dette er refleksions- og innovationsniveauet for - ja ”Dansk” industri….

USA’s multikulturalitet er en dybt forankret motor bag flere former for humaniora. Den ene side af denne tendens er ønsket om at skabe, hvad der ikke findes historisk: et fællesskab om et sæt af historiske erfaringer, der binder et stort demokrati sammen. Altså den vestlige politiske historie siden Atnens demokrati, over Rom og frem til oplysningstidens menneskesyn, der har dannet grundlag for USA’s selvforståelse i 200 år. Den anden side er det, man med den tyske filosof Joachim Ritter kunne kalde den kompensatoriske og erindrende funktion af humaniora. I den realiserede moderne utopi, hvor alene materielle goder og politiske rettigheder definerer medborgerskabet, der får den enkeltes og den større eller mindre etniske eller religiøse gruppe den funktion, at den danner et ”Gemeinschaft” midt i det nivellerende ”Gesellschaft.” Derfor sponsorerer det islandske selskab i USA en lærestol ved et amerikansk universitet i islandske studier og kultur. Eller en bulgarsk rigmand giver penge til, at et universitet kan støtte en lærestol i bulgarsk. Altså ideen om, hvad man tager med på en tømmerflåde eller en øde ø af åndelig føde og minder fra ophavslandet.

Danmark har en anden historie. Det nationale fællesskab blev defineret etnisk og sprogligt efter tabet af den multikulturelle og flersprogede helstat. Og herefter er det blevet taget for givet – til absurde situationer i 2008, hvor ministeriets undervisningsmateriale om demokrati hedder ”Demokrati på dansk” og på forsiden bærer et billede af en tørklædeklædt muslim. Demokratiet, fællesskabet og ophavet er og skal i evighed være danskheden. Dette kan intet rokke – og intet skal rokke det.

Realiteten er, at Europa også mht. flersproglighed og multikulturalitet konvergerer med den amerikanske udvikling. Dette er hverken et politisk håb eller et ønske – men en politisk og demografisk realitet. Trods recession er der behov for indvandring, som DI da også erkender. Vi skal kunne tiltrække folk der ikke har Grundtvig med i bagagen. Hvad vil disse mennesker, ud over lave skatter og billige biler ønske af det danske kulturelle, politiske og uddannelsesmæssige fællesskab? De vil mindst kræve, at man lærer om andet end Danmark i Danmark. Et simpelt og kort ønske – der dog kræver en del investeringer og offentlige og politiske tiltag for at realiseres. Et lille og ydmygt ønske er, at DI erkender dette som et reelt behov.

Professor i sprog ved DPU, Århus Universitet Anne Holmen argumenterer for en erkendelse af den reelle flersproglighed også i Danmark. Jeg tillader mig at tilslutte mig med et ønske om en erkendelse af den reelle globale sammenknyttethed – også inden for dette lille lands grænser. Vi hænger sammen med Pakistan, UK, Japan, Korea, Somalia og Tyskland på måder, som gør at et velfungerende globaliseret videnssamfund også har behov for viden om disse landes kulturer, ophav, historier, forskelle og ligheder.

Det er out-dated at mene som visse østrigske kommentatorer at negrer ikke egner sig til Vesten. Det er lige så out-dated at mene som DI – at al udvikling er teknisk og teknokratisk defineret. Husk på, at menneskene følger med. Så kort kan det udtrykkes.

Humaniora, multikulturalitet og flersproglighed er ikke en del af problemerne i globaliseringens tid, de er en del af løsningerne.

Flere temaer kunne være relevante at bringe op i denne sammenhæng: er en rent teknokratisk uddannelse en dårlig uddannelse? Hvorfor er socialdemokrater (som Lars B. vist nok er en særlig eksponent for) særligt fantasiforladte? Hvorfor følger de borgerlige i Danmark denne socialdemokratisme? Hvor er f.eks. den dannede borgerlige opposition til dette? Hvor er den samfundskritiske og kulturkritiske tanke i socialdemokratismen? Hvor er den historiske bevidsthed hos Lars B.? Hvad er gået galt i uddannelsen af danske erhvervsledere? Men al dette kan vi jo diskutere på onsdag i Dagmar.

Man gør guldgåsen til en burhøne

Overskriften stammer hverken fra Institut for Genombaseret Fjerfugleavl eller Foreningen til Dyrenes Beskyttelse, men fra biolog, videnskabsteoretiker og professor ved Institut for International Kultur- og Kommunikationsstudier på CBS, Søren Brier, og er citeret fra hans klumme "Fair speak i vidensamfundet" på websitet for Dansk Sociologforening. Han kritiserer bl.a., at

"man, i mistillid til, hvad der udrettes, [har] søgt at kontrollere og styre forskernes arbejde fra eksterne økonomiske kilder ved at flytte forskningsbevillingerne væk fra universiteternes kontrol ud i forskningspolitisk styrede fonde. Men netop herved, risikerer man at fjerne det indre engagement, som man så gerne vil finde hos de ansatte i erhvervslivet."

Klummen former sig som en kritik af kategorien videnssamfund, som Brier ser som

"et New Speak-ord i stil med "Udlændinge service". Det er et begreb produceret af et Janus samfund, der kigger med et "neo-kasino-liberalistisk" blik på erhverslivet og med et "østtysk statssocialistisk" blik på den offentlige sektor. Dette "videnskontrolsamfund" ønsker maksimal frihed for virksomheder og økonomiske aktører og frie valg for forbrugere, men maksimal kontrol over offentlige ansatte - inklusive forskere, undervisere og offentlige eksperter - hvor alle skal rapportere så meget om alt og alle, at produktiviteten, arbejdsglæden og kreativiteten falder drastisk. Det er et system, der er trygt og glad ved styring af penge og magt og meget bange for de grænsesprængende og magtændrende aspekter ved viden."

I den situation er det opløftende at se seriøse analyser ved forskere fra humaniora og samfundsvidenskab, som fx i det seneste nummer af Slagmark, et temanummer om videnssamfundet, kritiserer samme begreb. Anbefales kan bl.a. Asger Sørensens analyse af truslerne mod det videnskabelige kvalitetssikringssystem, og Esther Oluffa Pedersens analyse af hvorledes DI og CO-industri havde skæbnesvangert 'held' til at påvirke den danske forskningspolitik og univesitetslovgivning ved årtusindskiftet (begge kan hentes i arkivet). Disse bør være pligtlæsning for de forskningspolitiske ordførere!