Globalisering, industri, danskhed og humaniora

Hvorfor er Dansk Industri den mest fantasiforladte organisation i kongeriget Danmark?
Kommentar af Ph.d. Jesper Eckhardt Larsen

Direktør Lars B. Goldschmidt fra Dansk Industri ved noget om forskning: enten forsker man i stumfilm fra 30erne og oldgræsk eller også forsker man i nanoteknologi. Dette standpunkt fremgår af kronikken d.4. november i Politiken.

Og så har han et regnestykke, der går ud på, at der hvert år udklækkes 120.000 kemi-ingeniører i Indien og ”kun” knap 3000 i Danmark. Man kunne følge hans tanke videre. Hvis nu 3-4 % af alle danskere holdt op med at tage på højskole og læse om demokratiopfattelsen hos Hal Koch og Grundtvigianerne under besættelsen, eller om menneskerettigheds-diskussionerne efter den franske revolution og i stedet uddannede sig om som ingeniører, ja – så ville Danmark med bare 5 millioner indbyggere have lige så mange ingeniører som et subkontinent. Dansk Industri længe leve. Dette er tanker fra den visionære danske industris fremmeste talsmand.

Et alternativ til disse tanker kunne lyde sådan her. Et mere fantasirigt scenarium fremskriver de udviklingstendenser som de sidste 30 års globale arbejdsdeling lægger op til: efterhånden er den industrielle produktion lagt ud til de nye økonomier i Kina og Indien. Med de både negative og positive følger for disse lande, som man kan læse om fra avisernes korrespondenter. Og hvad er da blevet ”vores” opgaver i denne nye verdens arbejdsdeling? Et kort svar er videnstung, kompleks, symbolmanipulerende og kreativ innovation. Og næste spørgsmål er så, i hvilke samfund sådanne arbejdskræfter trives bedst i? Ja, gæt selv – i vidensglade, mangfoldige og levende intellektuelle kulturer, hvor man tænker på andet end jernindustrien – ikke for at undervurdere Nakskov Skibsværft, men er det dét Danmark skal leve af i 2050? Næppe!

To steder hvor nye vidensvirksomheder blomstrer op globalt set er både omkring de store levende byer i USA og i centraleuropæiske byer som Zürich. Her samles hjerner fra hele verden i firmaer som Google og Microsoft, og udvikler dagen lang – for om aftenen at nyde tunge diskussioner om betydningen af det (oldgræske) demokrati for USA’s selvopfattelse efter Anden Verdenskrig, eller om historisten Ranke havde ret i, at krige i længden fører til moralsk udvikling af menneskeheden? I dette selskab tror jeg at Lars ville sige: ”jo – jeg spiller da Golf, men ellers er mine interesser penge, penge og penge. Jeg interesserer mig kun lidt for, hvad de går til, det er for nemt!” (en samfundsøkonomisk prioritering imellem atomvåben eller bred og kritisk uddannelse kunne f.eks. være et interessant spørgsmål at stille Lars).

Altså: kære danske industriledere og industriudviklere: hvad vil i helst have at Danmark bliver: en forstad til Stalins utopi om en tung jernindustri? Eller til et levende og ”klogt” sted a la Seattle og Zürich? Jeg ved godt, hvad de fleste danskere ville svare. Og også, hvad de mennesker, der endnu ikke ved, at de skal være danskere senere i deres liv vil svare!

Dansk Industri – tag jer sammen! I kunne jo besøge et af de globalt ledende universiteter i USA og spørge om ikke de snart nedlægger deres afdelinger for filosofi, globale kulturstudier, politisk tænkning og vestlig civilisationshistorie. De ville stille og roligt vise jer døren. I er da for kedelige og dertil fuldkommen fantasiforladte. Det tegner ikke godt for dansk konkurrenceevne, hvis dette er refleksions- og innovationsniveauet for - ja ”Dansk” industri….

USA’s multikulturalitet er en dybt forankret motor bag flere former for humaniora. Den ene side af denne tendens er ønsket om at skabe, hvad der ikke findes historisk: et fællesskab om et sæt af historiske erfaringer, der binder et stort demokrati sammen. Altså den vestlige politiske historie siden Atnens demokrati, over Rom og frem til oplysningstidens menneskesyn, der har dannet grundlag for USA’s selvforståelse i 200 år. Den anden side er det, man med den tyske filosof Joachim Ritter kunne kalde den kompensatoriske og erindrende funktion af humaniora. I den realiserede moderne utopi, hvor alene materielle goder og politiske rettigheder definerer medborgerskabet, der får den enkeltes og den større eller mindre etniske eller religiøse gruppe den funktion, at den danner et ”Gemeinschaft” midt i det nivellerende ”Gesellschaft.” Derfor sponsorerer det islandske selskab i USA en lærestol ved et amerikansk universitet i islandske studier og kultur. Eller en bulgarsk rigmand giver penge til, at et universitet kan støtte en lærestol i bulgarsk. Altså ideen om, hvad man tager med på en tømmerflåde eller en øde ø af åndelig føde og minder fra ophavslandet.

Danmark har en anden historie. Det nationale fællesskab blev defineret etnisk og sprogligt efter tabet af den multikulturelle og flersprogede helstat. Og herefter er det blevet taget for givet – til absurde situationer i 2008, hvor ministeriets undervisningsmateriale om demokrati hedder ”Demokrati på dansk” og på forsiden bærer et billede af en tørklædeklædt muslim. Demokratiet, fællesskabet og ophavet er og skal i evighed være danskheden. Dette kan intet rokke – og intet skal rokke det.

Realiteten er, at Europa også mht. flersproglighed og multikulturalitet konvergerer med den amerikanske udvikling. Dette er hverken et politisk håb eller et ønske – men en politisk og demografisk realitet. Trods recession er der behov for indvandring, som DI da også erkender. Vi skal kunne tiltrække folk der ikke har Grundtvig med i bagagen. Hvad vil disse mennesker, ud over lave skatter og billige biler ønske af det danske kulturelle, politiske og uddannelsesmæssige fællesskab? De vil mindst kræve, at man lærer om andet end Danmark i Danmark. Et simpelt og kort ønske – der dog kræver en del investeringer og offentlige og politiske tiltag for at realiseres. Et lille og ydmygt ønske er, at DI erkender dette som et reelt behov.

Professor i sprog ved DPU, Århus Universitet Anne Holmen argumenterer for en erkendelse af den reelle flersproglighed også i Danmark. Jeg tillader mig at tilslutte mig med et ønske om en erkendelse af den reelle globale sammenknyttethed – også inden for dette lille lands grænser. Vi hænger sammen med Pakistan, UK, Japan, Korea, Somalia og Tyskland på måder, som gør at et velfungerende globaliseret videnssamfund også har behov for viden om disse landes kulturer, ophav, historier, forskelle og ligheder.

Det er out-dated at mene som visse østrigske kommentatorer at negrer ikke egner sig til Vesten. Det er lige så out-dated at mene som DI – at al udvikling er teknisk og teknokratisk defineret. Husk på, at menneskene følger med. Så kort kan det udtrykkes.

Humaniora, multikulturalitet og flersproglighed er ikke en del af problemerne i globaliseringens tid, de er en del af løsningerne.

Flere temaer kunne være relevante at bringe op i denne sammenhæng: er en rent teknokratisk uddannelse en dårlig uddannelse? Hvorfor er socialdemokrater (som Lars B. vist nok er en særlig eksponent for) særligt fantasiforladte? Hvorfor følger de borgerlige i Danmark denne socialdemokratisme? Hvor er f.eks. den dannede borgerlige opposition til dette? Hvor er den samfundskritiske og kulturkritiske tanke i socialdemokratismen? Hvor er den historiske bevidsthed hos Lars B.? Hvad er gået galt i uddannelsen af danske erhvervsledere? Men al dette kan vi jo diskutere på onsdag i Dagmar.