Århus Universitet truer Koldau med mundkurv og fyring

Ansvarsforflygtigelse, manglende evner til problemløsning, angst i ledelsen for at indrømme fejl, personlig forfølgelse af kritiker, sammenspisthed, knægtelse af ytrings- og undervisningsfrihed. Er det Århus Universitet?

Man tror det er løgn, hver gang man hører nyt om sagen angående Århus Universitets håndtering af den kritik, den musikhistoriske professor Koldau har rejst, ikke bare i forbindelse med sine egne ansættelses- og arbejdsvilkår, men også om kvaliteten af uddannelserne på de humanistiske fag som helhed. Universitetsledelsen reagerer med lukkethed, afvisning af at forholde sig til kritikkens substans og undgåelse af offentlig debat. Det seneste, som nu er sluppet ud til offentligheden igennem det åbne svar fra Koldau til sin dekan, som blev bragt på bloggen i går (se nedenfor), er, at Århus Universitet nu går helt over stregen for al anstændighed (og lovgivning må man formode?), og igennem længere tid har kørt en proces hvis sigte er, enten at skille sig af med den professor, de selv headhuntede, gennem fyring, eller totalt at ydmyge professoren gennem mundkurv og underkastelse af nedsættende forskelsbehandling i forhold til almindelige regler for akademisk arbejde.

Professor Linda Maria Koldau havde forud udvist gode initiativer såsom oplægget til en generel debat om de almene aspekter i sagen, den 17. maj 2011 via debatarrangementet "Humanities and Business – dobbeltforelæsning om forholdet mellem humaniora og erhvervslivet", som vi omtalte på bloggen sidste år (her); et debatarrangement som fulgtes op af en længere artikel i Weekendavisen af Klaus Wivel d. 1. juni 2011. For læsere, der ikke kender til baggrunden for sagen, skal jeg her citere få uddrag af Wivels artikel:

"I 2009 ansatte Aarhus Universitet en internationalt anerkendt tysk professor i musikvidenskab som led i ambitionen om at være blandt »Europas førende universiteter«. Nu gør hun op med et universitet, hvis faglighed hun mener styrtdykker. (...) Den nu tidligere dekan Bodil Due fortalte hende, at hun var den ideelle kandidat til fakultetet. Hun skulle udfylde rektoratets målsætning om at sætte Aarhus Universitet på verdenskortet. (...)

Ligesom Aarhus Universitet kender også Koldau sit eget værd. Sin unge alder til trods - hun er endnu ikke fyldt 40 - har hun seks forskningsområder og 90 publikationer, hvoraf de fleste er peer-reviewed. Hun har skrevet bøger om blandt andet venetiansk kirkemusik og kvinder i renæssancens musik- og kulturliv og om helt nutidige emner som filmmusik og myten om u-både. For tiden arbejder hun med begrebet stormfloder. Derudover har hun undervist i Tyskland, USA og Sydkorea - for to år siden blev hun kåret som årets underviser af sine studerende på Frankfurt Universitet. Et internationalt universitet havde fået en international forsker. Ingen på hendes nye institut havde publiceret så meget. Ingen har fået så fornemme udtalelser. Og den nye professor var oven i købet den yngste af alle sine fastansatte kolleger. (...)

Koldau har samlet sin historie i en over 200 sider stor mappe af mail-udvekslinger, rapporter, møde-referater og situationsanalyser, som dækker perioden fra september 2009 til november 2010. I hendes mappe kan man følge professorens forsøg på at få ledelsen og de andre kolleger til at forstå, at hun var fejlplaceret. [Ledelsen har stadig ikke taget skridt til at løse problemet fx gennem en omplacering af Koldau på AU, min tilføjelse, CE]
Mappen viser, at sagen har to aspekter. Det ene, det personlige, handler om professoren. Koldaus budskab er, at hun blev placeret på Musikafdelingen på Institut for Æstetiske Fag, hvor hendes musik- og kulturhistoriske kvalifikationer ifølge hendes egne observationer blev betragtet som »gammeldags« og derfor ubrugelige.
Det viser hen mod det andet aspekt af sagen. Koldau er et eksempel på en splid, der er større end den, der har hersket på hendes institut. Hun bærer ikke alene vidnesbyrd om humanistiske fag under forandring, men om et eksistentielt drama på danske humaniora som sådan. (...) I dag lyder budskabet, at det gælder om at skære uddannelserne til, så langt flere studerende end før på en afmålt og kortere studietid kan tilegne sig viden til brug i en verden under hastig forandring. Man tilrettelægger i høj grad også uddannelserne efter, hvad man mener, der er brug for på den anden side af studierne - og man breder viften af tværfaglige muligheder ud." (...)

Niels Lehmann, leder på Institut for Æstetiske Fag, undrer sig over, at hun føler sig fejlplaceret. (...) I særlig grad læses mappen som en stadig mere forbitret kamp mellem Koldau og hendes fagleder Pia Rasmussen. Her støder to forskellige temperamenter for alvor sammen - en dirrende og desperat forsker med et aristokratisk forhold til kultur og kvalitet over for en venlig, men bestemt fagleder, der vil have alle til at lære af hinanden. »Jeg synes jo ikke,« skriver Pia Rasmussen sidste år, »du sådan helt adskilt fra os kommer her og stiller noget allerede færdigt, nemlig dig ;-) til rådighed, men at du som et vidende menneske med al din erfaring, indgår i et samarbejde med os, og at vi i dette samarbejde alle rykker os langsomt og over tid, sliber nogle kanter af hinanden, opdager synergier, vi kan udnytte hos hinanden osv.«
Men Koldau mener ikke, at hun er kommet til Aarhus for at få slebet »nogle kanter« af. Hun vil ikke gå på kompromis med ekspertise og effektivitet. Og man fornemmer i mappen, at hun efterhånden får hele lærerstaben og ledelsen imod sig.
Kvinden, der er fascineret af u-både (i efteråret udkom hendes bog om myten om u-både i film og medier), dykker mere og mere isoleret rundt, som månederne går. Hun føler sig mobbet og ydmyget, hvad der gør, at hun får rygsmerter og søvnbesvær og må sygemelde sig over længere perioder."

Siden Wivels artikel har fakultetet fået ny dekan, Mette Thunø. Men det fritager vel ikke ledelsen dens ansvar for det problem en tidligere dekan var med til at skabe ved at lokke Koldau til Århus under falske løfter om at ville kunne fortsætte sin faglige linie og være med til at løfte faget til internationalt niveau?

Sagen er et markant eksempel på hvor galt det kan gå, når en universitetsmanager (fx en dekan) hen over hovedet på et lokalt fagligt miljø (som sandsynligvis hellere havde set en anden faglig profil i afdelingens professorat, fx en hjemmegroet) indsætter en forsker med en anden faglig ballast i en fremskudt stilling som professor. Og endda uden at indføre vedkommende forsker i relevante forskelle på dansk og tysk akademisk og universitetspolitisk kultur. Og hvor konflikten forstærkes ved at institutlederen og den efterfølgende dekan undlader at forsøge at løse problemet.

Disciplin- og videnskabsteoretisk set er det også en case om en ringe udforsket konfliktuel dialektik som hersker imellem et givet universitetsvidenskabeligt felt (musikvidenskab) som et fag dvs. en eller flere forskningsbaserede uddannelser, versus som et landskab af videnskabelige discipliner, paradigmer eller forskningsmæssige tilgange i indbyrdes spænding. Ofte har den lokale faglige elite (repræsenteret ved fagleder og studienævn) en betydelig indflydelse, da antal studerende eller STÅer betyder indtjening, der igen er potentiel forskerrekruttering, også på den videnskabelige disciplinære profil af feltet lokalt, og spænding og konflikt mellem fag og disciplin vil altid kunne tage forskellige former.

Selvfølgelig er historien også dels en oprørende historie om dansk jantelov og småtskårenhed – det er en skammelig kendsgerning, at den slags også findes i akademia – og dels om specielle forhold omkring faget musikvidenskab. Personer med kendskab til det musikvidenskabelige miljø på AU belyser dette aspekt. En kilde udtaler:

"Jeg er bange for, at Koldau har været udset til at skulle spille forskellige roller, uden at de implicerede parter har set dette enkle faktum i øjnene. For AU som sådan har hun været den stjerneprofessor, som skulle højne AUs og instituttets stilling, men for de enkelte kolleger på instituttet har hun været den alt for begavede ”pain in the ass”. Resultatet er den ødelæggelse, som hun har været udsat for."

"Det hele bunder i hendes første tid på instituttet og definitionen af det, at være professor på musikvidenskab og dette specielle instituts historie. Instituttet var et af de mest marxistisk prægede institutter på AU i halvfjerdserne. Deraf kom drejningen væk fra den klassiske musik og kultur og retningen imod den folkelige populærkultur. Faglederen er barn af denne historie, og AU har været det sted, hvor hun allermest frit har haft mulighed for at udfolde sin glæde ved den side af musikken. En professor er en person, som får lidt mere i løn for at undervise. Punktum! Og en professor skal et institut have for at kunne bestå som en selvstændig enhed. Punktum. En professor er ikke andet! Dette er det aldeles rædselsfuldt afgrænsede område, som Koldau får at udfolde sig på. Aldeles uhørt for hende, aldeles besynderligt, fordi denne konstruktion ikke findes ret mange andre steder, og slet ikke udenfor Danmarks grænse. Men efterhånden som tiden flytter sig væk fra halvfjerdserne bliver dette forhold enten ligeså stille ændret, eller, hvad der er tilfældet her, det består, og nu med den ret, at det har bestået historiens prøve."

Kommentaren illustrerer magtforholdet mellem den undervisningsfaglige elite på et institut (jeg ved ikke hvor speciel musikvidenskab er, trods sin fortid) og en af de disciplinære eliter, som altså i sagen her udgør en minoritet der, som omtalt i et tidligere indlæg (her), reelt er frataget sin undervisningsfrihed, en af de i dag glemte akademiske værdier.

Hvor er fagforeningen henne i denne sag? Forhåbentligt på pletten, kunne man ønske, i forsvaret for et af sine medlemmers rettigheder, og åbent protesterende imod dårlige arbejdsbetingelser, ledelsens forsømmelighed og forsøg på knægtelse af ytringsfrihed og bizarre former for afstraffelse såsom individuelle særkrav om X antal timers fysisk tilstedeværelse ugentligt? Fagforeningen må da være den, der gennemskuer ledelsens lukkethedsstrategi, protesterer imod inhabile konsulenter, som ledelsen køber til at udrede psykologiske stemninger, samarbejsformer og til at dømme den subjektivt oplevede mobning for ikke-objektivt eksisterende? Tilsyneladende ikke. Jeg har i al fald ikke set mange tegn på et sådant arbejde. Man kan frygte, at fagforeningen i denne sag reducerer sig selv til at agere mægler mellem to parter, hvilket ville være en helt forfejlet opfattelse af sin rolle, i stedet for at optræde som den ansattes repræsentant.

Kunne Koldau have gjort nogen ting anderledes? Sikkert, men jeg ser her bort fra de "løsninger", som i sidste instans ville være ensbetydende med et identitetsskift som forsker og person. Det er altid let at være bagklog og jeg er selv glad for, at jeg ikke har skullet kæmpe ene person imod en samlet AU-ledelse og (store dele af et tilsyneladende) samlet lærerkollegium, men ja, hun kunne langt tidligere have sagt fra over for den strategi, som AU-toppen har om at køre sager som disse som personsager. Hun kunne fra den dag konflikten tegnede sig klart for hende, have skrevet om den, det hele, ganske ensidigt og subjektivt, på en personlig blog, og dermed offentliggjort alt. Og tilladt modindlæg og kommentarer fra de, der som hende selv ville stå frem. Synd at hun ikke fik hjælp af andre AU-kolleger udi webbaseret kommunikation, sociale medier og lignende ekspertiser. Det havde muligvis ikke kunnet rense luften helt, men det ville have spændt ben for AUs betonbunker af en mediestrategi og måske tilskyndet ledelsen til at handle konstruktivt.

Universitetsledelser har alt for længe haft held til at køre konflikter (også når de er begrundet i almene besparelser og truende fyringer) som personsager, der lukkes (hvad der klart vanskeliggør journalistisk behandling af dem), og hvor fagforeningerne i samme bevægelse spindes ind i samme lukkethedsmodus, og ikke kan udtale sig, ikke kan rejse protester, ikke kan bruge det offentlige rum til at argumentere for og imod, og dermed i alvorligste fald reelt reducerer sig selv til en clearingsinstans for forhandlinger om små frynsefordele i de nærmere betingelser ved afskedigelse eller – hvad ledelsen kan mistænkes at gå efter – frivillig fratrædelse imod et kold-kæft bolsje af nogle måneders ekstra løn. En del af den virkelige skandale er, at en dansk professor har ingen reel ansættelsessikkerhed (har ikke tenure) og kan opsiges på grund af samarbejdsvanskeligheder, blot alle de juridiske spidsfindigheder om procedurer overholdes. En professor kan altså ytre sig kritisk i offentligheden, den formelle ytringsfrihed kan universitsledelsen naturligvis ikke fratage en borger, men hvis universitetsledelsen finder, at professorens udtalelser skader fagets image og truer kunderne bort, kan universitetsledelsen – i stedet for at handle lærende, problemløsende og konstruktivt – åbenbart indlede en proces, hvorigennem den via konsulenter renser sig selv for anklager om mobning og andre fejl, og ensidigt beslutte at "ophøre samarbejdet", som det hedder. Kan fagforeningerne gøre noget ved dette? Skal de forsøge at ændre denne grundlæggende urimelighed?

Linda Maria Koldaus offentliggørelse af sit svar til dekanen rejser mange og endnu ubesvarede spørgsmål ved den proces, der er gået forud. Men for selve det, som et bekymret evalueringspanel forud for modifikationen af universitetsloven sidste år kaldte "den frie akademiske debat" kan man håbe, at brevet er en milepæl på vejen mod større åbenhed om de strukturelle problemer ved de danske universiteter.

For mig at se har Koldau nemlig selv en helt central pointe: Sagen synliggør med al pinlig tydelighed universitets gennemgående strategi, nemlig at universitetets strukturelle problemer skal forvandles til den enkelte ansattes personlige problem. Den ansatte kan så irettesættes eller fyres, mens de strukturelle problemer får lov til at køre videre uforstyrret. Hvad ligner det?

Kære dekan, vil du nu fyre mig med det samme?

Kære dekan Mette Thunø

Jeg har udtalt mig i medierne om nogle problemer på Aarhus Universitet. Det er åbenbart meget hårdt for dig. Jeg har fremlagt en analyse af de problemer, som jeg har oplevet i den humanistiske uddannelse på mit fakultet. ”Jeg er dybt chokeret over en top-down-styret uddannelsesstrategi, der allerede har berøvet flere generationer af studerende den uddannelse, de har ret til”: Det var min konklusion, som jeg publicerede i Politiken den 11. juni 2011. Der var flere end hundrede personer, også fra Aarhus Universitet, som takkede mig for min kritik: Endelig tør da nogen sætte navn til den kendte skandale!
I januar har jeg så turdet stå frem med en artikel hvor jeg viser, at nogle af uddannelsesstrukturerne på Aarhus Universitet nøjagtigt ligner det, som man kender fra DDR. At der mangler den grundlæggende frihed, som er forudsætning for nytænkning, innovation og kreativitet på et universitet.
Det er min kritik. Weekendavisen derimod syntes, at min arbejdssituation på Aarhus Universitet er så skandaløs, at journalisten Klaus Wivel skrev en leder om mig den 1. juni 2011.

Nu påtænker du at give mig en advarsel. Bland andet på grund af mine ”skriverier i pressen”.
Du benytter dig derudover af to konsulentrapporter for at begrunde din påtænkte advarsel. Disse konsulenter har du ansat for at ”udrede samarbejdsvanskelighederne” på min afdeling. De fik en fordrejende baggrundsbeskrivelse fra dig, og på denne præmis har de til sidst leveret det ønskede resultat, som de blev betalt for.
Du kalder disse ”eksterne virksomhedskonsulenter” for ”professionelle” og ”uvildige”. Jeg kan derimod bevise, at den ene ikke er ekstern og har begået grove formale fejl, mens den anden – den første konsulents gode ven – ikke har talt sandt og mangler kompetence i universitetsverdenen. Deres endelige rapporter udtrykker udelukkende universitetsledelsens perspektiv.

Nu skal jeg altså få en advarsel. Den skal indlede en bødeperiode med klare adfærdsregler. Jeg skal få husarrest på mit kontor. Jeg bliver tvunget til en debat, hvor jeg ikke længere har lov til at omtale, hvad mit fag er og hvem jeg selv er. Jeg skal følges og evalueres af din konsulent. Jeg skal sige skriftligt undskyld til de kollegaer, som har krænket mig.
Det betyder: Jeg skal ydmyges og min identitet skal slettes.

Ingen af disse adfærdsregler kan løse nogen af de problemer som har fået lov til at køre uforstyrret på mit institut og min afdeling i mange år. Derimod er dine adfærdsregler konstrueret til at være så ekstreme og ydmygende, at jeg uundgåeligt må enten afvise dem fra starten eller fejle i at overholde dem. Dermed har du det perfekte påskud for at kunne fyre mig.

Du giver mig en frist til 1. februar at svare på dine bebrejdelser. Mit svar er: Din advarsel er ubegrundet. Den bygger på en overtrædelse af retten til ytringsfrihed og på to utroværdige rapporter.

Lad mig nu lige stille nogle spørgsmål til dig, kære dekan. Desværre fik jeg jo aldrig lov til at drøfte disse spørgsmål internt med dig.

Hvorfor nægter du dit ledelsesansvar? Du gør alt for at forhindre, at der tales om min ansættelse – om hvordan din forgænger headhuntede mig og ansatte mig under forkerte forudsætninger. Du og din institutleder gør alt for at forhindre, at de alvorlige problemer, som er opstået i min arbejdssituation, drøftes. Selvom jeg har anmodet om det i halvandet år, indtil jeg til sidst så mig tvunget at vende mig til offentligheden. Du gør alt for at dysse ned, at ledelsen har begået fejl – og at ledelsen har et ansvar at rette disse fejl.

Hvorfor taler du ikke om mobning eller ”krænkende adfærd”, hvis det er kendt at netop det findes på min afdeling? Du forsøger at forpligte mig til at sige undskyld til de kollegaer, som har udelukket, krænket og chikaneret mig.

Hvorfor er du ligeglad med at din institutleder ikke overholder de regler, som universitets personalepolitik forpligter ham til? Han har ignoreret mine anmodninger om at drøfte problemerne i min arbejdssituation, han har suspenderet mig fra en eksamen efter afleveringsfristen og han har aldrig ført de sygefraværssamtaler med mig, som han er forpligtet til. Jeg ville gerne have fremlagt for ham, hvordan min arbejdssituation påvirker mig og gør mig syg.

Hvorfor holder du dig ikke til dine egne aftaler? Hvorfor fornægter du nu det evalueringsmøde, som du selv har fastlagt? Er du bange for de glimrende evalueringer jeg har fået fra mine studerende, nu hvor jeg endelig har fået lov til at undervise historiske kurser?

Hvad er det for en debatkultur på Aarhus Universitet? ”Det har du misforstået” – ”Det har jeg aldrig sagt” – ”Jeg kan overhovedet ikke genkende det billede du tegner” – ”Din holdning er ikke tidssvarende”: Det er ledelsens argumentation på mit institut. På tysk kalder man det for ”Totschlagargumente”: Argumenter, som slår modparten ihjel. Min ekspertise, mit kendskab til de internationale forhold i faget bliver kaldt for ”grøftegravning” og ”forældet”. Hvorfor undrer det dig, at jeg ikke længere ønsker at udsætte mig for sådan en ”debat”?

Og hvorfor skal alt under alle omstændigheder forblive internt på Aarhus Universitet? Du forsøger at fastlåse mig i nogle fiktive aftaler om ”fortrolighed” og ”loyalitet”, som aldrig er blevet truffet. Du truer mig, hvis jeg skulle offentliggøre noget fra konsulentrapporterne. Det gør jeg ikke – selvom der udelukkende bliver talt negativt om mig, mens alle andre navne er slettet. Hvorfor er det et problem for dig, at rapporternes indhold bliver kendt, når de sætter jo alene mig i et dårligt lys?

Hvorfor har Aarhus Universitet det så svært med at offentligt redegøre for, hvad ledelsen gør og hvordan I behandler jeres ansatte?

Jeg kan forsikre dig, kære dekan, at der findes mange personer på instituttet og fakultetet, som er enige med mig og gerne ville støtte min kritik. Men de er bange for chikaner og fyringsvarsler. Når de ser på min situation på Aarhus Universitet, kan de også godt forblive bange. Skal det være ånden på dit ”Faculty of Arts”?

Det her er mit svar. Hvad vil du nu gøre, dekan Mette Thunø? Får jeg min advarsel – eller vil du fyre mig med det samme?

Med venlig hilsen

Linda Maria Koldau
Professor i Musikvidenskab ved Aarhus Universitet

Medhør eller medbestemmelse? Universitetsledelserne overstyrer

Der kæmpes i disse uger om ordlyden af de nye vedtægter for de enkelte universiteter, som er en følge af sidste modifikation (2011) af 2003-universitetsloven. I det netop udkomne Forskerforum (se her) udtaler det tidligere bestyrelsesmedlem på KU lektor Henrik Prebensen:

”KU-bestyrelsens vedtægtsudkast er luftigt og ukonkret, hvor der bare er broderet lidt på den eksisterende”, ”Det skyldes processen. Det er da underligt, at KU skal lave en vedtægt med mere medarbejderindflydelse, og så sætter man et bestyrelsesudvalg med juridisk bistand fra rektor til at styre vedtægtsarbejdet! Det ville have været helt anderledes naturligt at starte med en høringsproces nede i organisationen, fx på institutniveau og i Akademisk Råd, for at finde ud af, hvad man mener nede i organisationen. Dernæst kunne man nedsætte et vedtægtsudvalg med deltagelse af engagerede personer nede i systemet. I stedet har Bestyrelsen bare lavet en topstyret proces, hvor kun de to vip’ere i bestyrelsen er blevet spurgt. Og resultatet er så sendt – sent – ud i høring, men underligt nok ikke på ’gulvet’ i de lokale samarbejdsudvalg …”

Også Universitetsavisen skrev d. 26/1 en artikel om de nye institutråd (her), hvor Ingrid Kryhlmand, næstformand for Hovedsamarbejdsudvalget og HK-fællestillidsrepræsentant, udtaler

»Jeg er bekymret for, at bestyrelsen nedtoner institutrådenes rolle på forhånd i stedet for at give dem mulighed for at blomstre. Man fjerner på denne måde muligheden for, at de kan udvikle sig til en størrelse, der har betydning i hverdagen ude lokalt. Institutlederne får ved en nedtoning af lovens ord om medbestemmelse en undskyldning for blot at orientere deres institutråd om, hvad der allerede er besluttet, og derefter sætte flueben ved, at medarbejderne og de studerende er blevet hørt. Det er absolut ikke, hvad der var intentionen med loven«.

Ud over kampen om de nye vedtægter foregår der mange absurde ting rundt ompå de danske universiteter, som hver på sin måde fortæller om ekstremt managementorienterede universitetsledelser og deres fortsatte svækkelse af de faglige miljøer. På Århus Universitet forlyder det, at ledelsen kører top-down forskningsledelse i et forsøg på at skrue op for ekstern finansiering. Fra flere sider bekræftes denne anonyme kildes beskrivelse af situationen på det humanistiske fakultet:

"Right now, the dean is forcing all the professors, associate professors, assistant professors, and post-docs at our faculty to get together in "research groups". Minimum number 15 people, with regular obligatory meetings. Those 15 people have to work out a clear concept for a closely connected network of projects, and each member has to promise in a written statement that he/she will write applications for funding together with some colleagues in the research group. Their success in getting money and their publications will be controlled by the management. A colleague just wrote me that he thus is forced to work together with people with whom he does not really share research interests or even totally disagrees. Nevertheless, he must be member of such a group - and in turn, he has no longer the possibility to travel to conferences that do not thematically fit into the work of his research group."

På CBS i København forsøger direktionen at gennemtrumfe, at et nyligt fusioneret institut kommer til at hedde "Business Communication". Man har lagt to institutter med sprog, kultur, kommunikation og teknologi i det faglige udbud sammen, men som der spørges på gulvet blandt forskerne: Kan man forske i Business Communication uden at forske i kultur og sprog og organisationer? Nej. Men når kultur og sprog og organisationer mødes, giver det så altid business communication? Nej. Forskerne frygter, at man reelt er ved at fjerne grundfagligheder og sætte en specifik anvendelse af dem i stedet. Næppe en god idé hvis CBS fortsat skal være et universitet. Den faglige og forskningsmæssige konsekvens af at tvinge det navn ned over en så heterogen forskergruppe, som de to institutter rummede, kunne blive, at omgangen med kultur, sprog og organisationer i forskningsøjemed kun må indgå i én kombination, nemlig den der munder ud i business communciation. Er det foreneligt med det nye forslag til vedtægterne om, at CBS skal respektere forskningsfrihed og i øvrigt sikre medarbejderinddragelsen?

Man kan frygte, at de nye vedtægtsændringer blot munder ud i den situation, vi har kendt til siden 2003-lovens vedtagelse: At universiteternes ansatte gerne må høre efter ledelsen og makke ret, og at ledelsen nok formelt skal høre de ansatte, men — trods nye organer, råd eller vedtægter — bliver der ingen reel "shared governance" på universitetet, i modsætning til en række af de lange, vil ellers gerne vil mingle, sammenligne os og ranglistekonkurrere med. Business as usual?

Undervisningsfrihed og publiceringsfrihed

De akademiske friheder er under angreb i disse år, på direkte og mere subtile måder. En subtil form for angreb sker gennem New Public Management, som påtvinger forskerne eksterne incitamenter, som er ydre i forhold de måder, videnskabernes faglige miljøer selv har reguleret deres videnskabelige virke på, dvs. efter rent videnskabelige kvalitetskriterier. Et omdiskuteret eksempel er den bibliometriske forskningsindikator (DBF). Forskningsstyrelsen har netop afholdt et stormøde med faggrupperne om "forlagsproblematikken", dvs. hvordan man tæller videnskabeligt output på områder, hvor forskerne især publicerer bøger og bogbidrag. Ministeriet vil v.h.a. DBF ikke bare tælle, dokumentere og synliggøre forskningen i en database (hvilket er fint nok), men gennem belønning til universiteterne anspore forskerne til at publicere i tidskrifter, bogserier og på forlag, som ligger på et særligt højt "niveau". – Men det forsøger forskerne jo i forvejen; problemet er, at de ikke gives nogen universel algoritme, der omsætter forskerens fagspecifikke fornemmelse for kvalitet til en statsautoriseret liste af pointgivende tidskrifter og forlag. På mødet havde jeg i frokostpausen lejlighed til at tale med Hans Fink om en anden akademisk frihed, nemlig undervisningsfriheden, i anledning af et aktuelt indlæg af Linda Maria Koldau i Politiken d. 9. januar om denne ret oversete frihed.

For undervisningsfrihed er ikke, som en googlehjerne ellers kunne tro, at have fri for timer på uni eller i skolen. I 2003 udgav fire filosoffer, idé- og videnskabshistorikere ved Århus Universitet, Hans Fink, Peter C. Kjærgaard, Helge Kragh og Jens Erik Kristensen, den læseværdige bog Universitet og videnskab. Universitetets idéhistorie, videnskabsteori og etik. Et af bogens formål var at beskrive kernen i selve universitetsbegrebet, nemlig

A. Tæt forbindelse mellem forskning og uddannelse

B. Forskningsfrihed

C. Undervisningsfrihed

D. Selvstyre

E. Videnskabens enhed

Der er tale om principper og idealer, der aldrig har været fuldt realiserede, men, som Hans Fink skriver (s. 12), "ikke desto mindre både før og nu er blevet set som mål at stræbe efter eller kæmpe for". Bogen udkom samme år som vedtagelsen af Helge Sanders lov om universiteter. Loven var et voldsomt anslag mod flere af de selvsamme principper. Med afskaffelsen af demokratisk valgte ledere, fakultets- og institutråd gjorde loven med ét slag bogens beskrivelser af disse kollegiale organer for selvstyret, og af hvad et universitet i det hele tager er, forældede.

Men der er al mulig grund til ikke at glemme principperne og vedblive med at kæmpe for dem.

Det gælder også undervisningsfrihed. Det er ganske vist ikke meget bogen skriver om dette element i den akademiske frihed, andet end at studienævnene, som indstiller studieordninger til godkendelse, har ligelig repræsentation af studenter og lærere fra det pågældende studium (hvad de stadig har), og at "Den enkelte lærer har ofte i samspil med sine undervisningshold en betydelig frihed med henblik på undervisningens konkrete indhold og form, og alle lærere har i princippet pædagogisk metodefrihed." Desuden anføres, at "Universitetets undervisningsfrihed er forbundet med de studerendes uddannelsesfrihed" (som også er begrænset af bl.a. mangel på fri adgang til alle studier).

Det er trist at undervisningsfrihed, allerede før 2003-loven, generelt behandledes stedmoderligt, og at de universitetsansatte ikke i højere grad har opfattet den som en integral men truet del af den akademiske frihed generelt, der som bekendt omfatter forskningsfrihed (herunder frihed til valg af publiceringsform); retten til at ytre sig frit, såvel indenfor universitetets mure, hvor der bør herske selvstyre i akademiske anliggender, som udenfor murene; samt altså undervisningsfrihed. Ideelt set skal universitetets uafhængighed af økonomiske og politiske interesser sikres ved en udstrakt grad af akademisk frihed og institutionelt selvstyre.

Undervisningsfriheden (Lehr- und Lernfreiheit) er det humboldske element, som skal give underviserne frihed til at udbyde forelæsninger, seminarer og kurser indenfor de områder, hvor de faktisk er kompetente og kan yde forskningsbaseret undervisning, og de studerende frihed til at følge den undervisning, de virkelig ser som essentiel for deres uddannelsesproces. Enheden af forskning og undervisning indenfor universitetet som organisatorisk ramme er den dag i dag stadig en vigtig forudsætning for såvel produktionen af ny viden som dens videregivelse under uddannelsesforløbet.

Men denne enhed er truet og undervisningsfriheden knægtes på forskellig vis. Mest markant ved at universiteterne underlægges en bureaukratisk akkrediteringsinstitution, som skal blåstemple nye såvel som gamle tiltag på undervisningssiden, og dermed indskrænker universiteternes autonomi. En anden indskrænkning er mindre synlig og sker, når undervisningsfriheden opfattes alene som universitetets – ikke den enkelte forskers.

Mht. forskningsfriheden udgør 2011-revisionen af universitetsloven en forbedring, fordi det præciseres, at forskningsfriheden ikke blot er hele universitetets, men også den enkelte forskers (§2 stk. 2, "Universitetet skal værne om universitetets og den enkeltes forskningsfrihed og om videnskabsetikken"). Tilsvarende eksplicitering findes ikke mht. undervisningsfriheden. End ikke ordet nævnes i loven! Den konflikt, der blev beskrevet i L. M. Koldaus indlæg d. 9/1, henviser til en situation, hvor den enkelte forskers undervisningsfrihed udelukkes af universitetet selv i skikkelse af et studienævn, som repræsenterer en bestemt faglig majoritet, der undviger åben diskussion om interessekonflikter mellem forskellige tilgange indenfor et bredt fagområde, og som forhindrer, at en forsker der repræsenterer ekspertise indenfor et bestemt underfelt, kan udfolde sit talent her. Ud over det triste forhold, at en sådan konflikt i det konkrete tilfælde (jf. også Klaus Wivels artikel "Hjem til Århus" i Weekendavisen 1/6-2011) er et sindsbillede på en inkompetent og ansvarsforflygtigende universitetsledelse, ligger der et principielt problem her:

Princippet om undervisningsfrihed har alt for længe ligget underdrejet og er truet af glemsel. På den baggrund er det trods alt glædeligt, at de fire århusianske tænkere huskede det! Lad os håbe, at også ledelsen af Århus Universitet (og verdenseliten) har format til at erindre princippet om undervisningsfrihed – og om at det gælder såvel for den headhuntede Loke som for den menige forskermasse af Tordenskjolds soldater.

ps

- Koldaus indlæg berørte også adgangen til ph.d.-studier; det har jeg modtaget flere kommentarer på, og vender tilbage til senere.

Demokratisk underskud på Uni

Det er ikke noget nyt, at der er demokratisk underskud på de danske universiteter. Det har der været siden 2003-loven om universiteter udraderede institutråd, fakultetsråd og konsistorium samt valg til poster som institutleder, dekan og rektor, og erstattede hele molevitten med en indskrænket business-model med en bestyrelse øverst (dog uden noget modsvar til forretningsverdenens generalforsamling som modvægt og tjek af "virksomhedens" øverste ledelse) som ansætter lederne i hierarkisk orden nedefter. De enkelte pseudodemokratiske rester i styreformen, der er tilbage, som akademisk råd og studienævnet, har begrænset repræsentation og indflydelse i forhold til alle vitale anliggender.

Her på bloggen har det kritiske perspektiv mest været anlagt ud fra de menige forskeres situation, men også for de studerende og TAP-gruppen (det teknisk-administrative personale) er det demokratiske underskud et stort problem. Vi vil kan derfor støtte TAP-gruppen i deres seneste protest til Folketingets Videnskabsudvalg (her) over den forskelsbehandling, der ligger i TAP'ernes udelukkelse af Akademisk Råd. Protesten lyder:

Universitetsbestyrelsesnetværket for de teknisk administrativt ansatte (TAP) ønsker hermed at gøre opmærksom på det uacceptable i, at TAP fortsat kun kan blive tilkendt en observatørplads i de akademiske råd. Vi mener, at vi, som er en væsentlig andel af de ansatte på universiteterne, bør være fuldgyldige medlemmer af rådene.

Vi skal hermed opfordre Forskningsudvalget til at sætte fokus på denne åbenbare forskelsbehandling af en stor gruppe ansatte på universiteterne. Vi ønsker også et svar på om der i universiteternes vedtægter kan stå at TAP er medlem af akademisk råd.

Vi imødeser et svar på denne henvendelse, og universiteterne har en deadline på den 1. marts hvor de nye vedtægter skal fremsendes til ministeren.

Samtidig skal vi tilføje, at inkluderes TAP i Akademisk Råd, er handlingen stadig mestendels symbolsk og på linie med den "indflydelse" Akademisk Råd har i dag: Rektor og dekaner kan "høre" Akademisk Råd, men behøver ikke i denne "inddragelse" at rette sig efter rådets udtalelser. Fakultetsfusionerne på KU er det seneste eksempel.

Årets gang på AU

Nu hvor vi nærmer os nytår, er det almindeligt at udsende en rapport om det forgange år. 2011 har for os på AU været præget af FUP - som Lea Wierød så passende har døbt rektors reformer. Der hvor vi måske har mærket det mest, er i de dele af AUs organisation, der som mit institut

ligger i grænselandet mellem to fakulteter. Fire emner har især præget gangdebatten her på det gamle ASB Institut for Sprog og Erhvervskommunikation. Det er rektors Master plan, ønskerunden, lokalisering og samlæsning.

Op til den store dag i marts, hvor rektor fremlagde sin plan, havde der været en del spekulationer om instituttets fremtidige placering. Folk var bange for, at rektors holdning, om at "sprog var sprog," ville betyde, at vi skulle lægges ind under Humanioras mastodontinstitutter. Så folk var lettede, da ledelsen accepterede, at vi fulgte med resten af den gamle handelshøjskole over på det nye Fakultet for Erhverv og Samfundsvidenskab. Der stod godt nok et eller andet med småt om øget samarbejde med humaniora, men på det tidspunkt var det ikke klart, hvad det betød. Mere om det under samlæsning.

Efter den store "reform-tale-dag" i marts fulgte så "ønskerunden." Bemærk navnet - det er som taget ud af Orwell, for mange af de personer, der nu blev sendt til kompetenceafklaring, havde ikke noget særligt ønske om nye arbejdsopgaver. Alligevel blev dygtige institutsekretærer sendt af sted til møder hos konsulenter, som hjalp dem med at skrive ansøgninger til stillinger, som ingen

endnu havde defineret indholdet af. Derfor havde konsulenterne også svært ved at hjælpe folk med at lave en relevant kompetenceprofil. Det hjalp ikke, at ønskerunden foregik midt i sekretærernes eksamensplanlægning, så det var en god nyhed for alle, da det lykkedes institutlederen at få taget de fleste af vores lokale administratorer ud af ønskerunden.

Det næste vi så snakkede om var lokalisering. FUP princippet er vist, at vi alle skal flytte (mon universitetsdirektøren har aktier i et flyttefirma?). Vi her på handelshumanistisk institut var jo blevet forpligtet til mere samarbejde med de human-humanistiske fag, så vi fik derfor besked på, at vi - i 2012 - skulle pakke bøger og studerende sammen og så flytte op på AU 8000 C. Og så kom jo så alle rygterne om hvordan det rent praktisk skulle gøres. Nogle mente, vi kom til at dele kontorer, andre kæmpede for at alle fra det gamle ASB institut skulle sidde sammen, og så var der sådan nogen som undertegnede, der tog cyklen op ad bakken for at konstatere, at jeg sådan set havde lige så meget til fælles med humanioras kulturforskere som instituttets eksperter i strategisk virksomhedskommunikation.

Årets sidste tema er samlæsning. Som jeg skrev længere oppe, havde vi glemt at læse det, der stod med småt tilbage i marts, så vi blev noget overraskede, da vi i september blev bedt om at udpege kandidat- og BA kurser til samlæsning. Samlæsning blev fortolket som fælles kurser for de humanistiske og erhvervssproglige uddannelser, og man (læs ledelsen) mente, at moduler svarende til 20 ECTS på BA såvel som kandidat ville være passende. På BA betød det for os handelshumanister, at 40 % af sproguddannelsernes obligatoriske fag nu skulle samlæses. Vi pointerede, at uddannelserne har forskellige mål (vi uddanner tolke, humaniora uddanner gymnasielærere), at vi ville få svært ved at finde et auditorium, der kunne rumme alle AUs engelskstuderende, og at den tid, der skulle bruges til fællesfag på cand. mag. og cand. linc. merc., ville gå fra den tid, vores tolkestuderende fik til at udvikle deres sproglige kompetencer. Vi venter stadig på dommen - og krydser så bare fingre for, at beslutningstagerne kan kende forskel på sprog og (erhvervs-)sprog.

Men ellers har vi det godt her på AU . . . . .

De uhørte

to Aarhus-historier om universitetslivet

Af Lea Wierød, ph.d.-studerende ARTS AU

Som man råber i ørkenen, får man svar. Sådan kan man på teologsprog udtrykke frustrationen over ikke at blive hørt. Her følger to historier om netop denne følelse.

Den første handler om de traditionsrige studenterkollegier i Universitetsparken i Aarhus. Disse får netop nu flotte, moderne køkken-alrum i seks af sine ni blokke. Ikke desto mindre mener et flertal i kollegiernes bestyrelse - som dog ikke tæller nogen af bestyrelsens beboerrepræsentanter - at kollegierne har en yderligere ’fremtidssikring’ nødig, hvorfor man planlægger en gennemgribende ombygning. Den vil gøre værelserne større og udstyre dem med eget køkken og bad, og vil således betyde nærmest en halvering af antallet af værelser samt en betydelig huslejestigning.

Den anden historie, som udspiller sig samme sted og samme tid, har at gøre med den igangværende ’faglige udviklingsproces’ (i folkemunde ofte refereret til som ’FUP’) ved Aarhus Universitet. Denne får netop nu studerende ved det tidligere Teologiske Fakultet til at ty til pressen med deres frustrationer over at blive overhørt af universitetsledelsen hvad angår beslutningen om at de skal flytte ud af deres – ligeledes nyrenoverede – bygninger på Tåsingegade.

Ligheden mellem de to her fremdragne situationer består i, at disse beslutninger foretages (eller rettere: er blevne foretaget) efter et top-down-prinicip, der lader ethvert indspil fra de faktiske implicerede studenter, VIP’er eller beboere (eller, for at benytte FUPs terminologi: ’brugere’) ude af betragtning.

Indspil har det ellers, i begge de her nævnede situationer, ikke skortet på. Ligesom de studerende på det tidligere Teologiske Fakultet lige nu organiserer sig for at undgå det, de selv betegner som ødelæggelsen af et velfungerende studiemiljø, går beboerne på parkkollegierne (og andre, der støtter sagen) i hobetal sammen for at forsøge at råbe bestyrelsen op. Der laves støttegrupper, hjemmesider, presseindslag og protestmøder.

Ej heller fattes sobre argumenter hos disse protestbevægelser. De studerende på det tidligere Teologiske Fakultet frygter nemlig forringelse af studiemiljøet, bl.a. i kraft af nedlæggelsen af deres fagbibliotek og bortarkivering af bøger, der ikke er ’hyppigt anvendte/udlånte’, som det hedder. Beboerne på parkkollegierne ser en alvorlig forringelse af kollegielivet ved ombygningen, ligesom de påpeger misforholdet mellem reduktionen i kollegiernes værelsesantal og det fremdeles udtalte behov for at huse studerende i Aarhus.

Hvad de omfattende protester til gengæld savner, er simpelthen nogen, der lytter. Ledelse og bestyrelse forbeholder sig i begge disse sager den suveræne beslutningsret. ’Brugerne’ inviteres ganske vist til møder og gives tid til at stille spørgsmål; men dette er blot for at informere dem om, hvilke beslutninger, der allerede er trufne, og som ’brugerne’ nu skal indstille sig på at leve med.

Så prisværdigt det end er, at FUP og parkkollegiernes bestyrelse vil sætte ’brugerne’ i centrum og lave fremtidssikring, kunne det dog nok være ønskeligt for ’brugeren’ at have blot en liden indflydelse på, hvad hun bliver sat i centrum af. Det er dejligt, at man tager hensyn til ’brugernes’ behov, men den deduktive metode, man anvender for at bestemme disse behov, lader ikke til at være velvalgt. Fx er en del af kollegiebestyrelsens begrundelse for ombygningen, at de ’gætter på, at kvinder ikke finder det specielt tillokkende at skulle dele bad og toilet med 14 andre’, som bestyrelsesformanden et sted udtaler. Med denne vending hentyder han ganske vist til kollegiernes skæve kønsfordeling. Men, som beboerne spørger, hvorfor er denne overhovedet et problem? Ydermere kan man spørge sig, om det virkelig er optimalt at basere så vigtige valg som disse på gæt, når nu ’brugerbehovets’ empiriske virkelighed så højrøstet falbyder sig?

Alle ved, at universitetsdemokratiet er dødt forlængst, men den nye universitetslov præciserer, at det påhviler ledelsen at sikre de studerende og de ansatte medindflydelse. Aarhus Universitets billede af denne medindflydelse synes at være at forelægge beslutninger til drøftelse, efter at de er taget.

Dekanalt diktatur: mega-size fits all !

Uigennemsigtighed, kassetænkning og topledelsens banken underledere på plads er elementer i det våde fusionscirkus på KU.

Den almindelige universitetsbefolkning har igennem den sidste tid kunnet følge med fra sidelinien*) i den topstyrede fusionsproces på de våde fakulteter på KU. Som vi beskrev det d. 28/9 (her) er det lettere bizart at se, hvordan en håndfuld magtfulde managers uden faglige argumenter kan gennemtrumfe så gennemgribende organisatoriske ændringer, når argumenterne for dem er så tvivlsomme, som de er.

Det er forstemmende, men i en vis udstrækning forståeligt, at så relativt få protesterer offentligt - en stille hovedrysten har været den dominerende diskrete protestform. Det kan muligvis skyldes, at folk er bange for at blive fyret, eller ønsker at positionere sig bedst med indsigten i de reelle magtforhold, eller bare har det bedst med at bruge energi på ting, der er en vis fornuft i, mens den verden som management udgør, opfattes - selv af institutledere - som irrationel og drevet af en logik hinsides det faglige og saglige.

Man må spørge: hvis der har været problemer med et fagligt overlap mellem fx de fysikere, kemikere og matematikere, der sidder på LIFE's Institut for Grundforskning, og deres tilsvarende kolleger på NBI og HCØ på det naturvidenskabelige fakultet (noget jeg iøvrigt ikke har set analyseret), hvorfor kan man så ikke blot finde konkrete måder, de enkelte forskningsgrupper kan øge deres samarbejde på?

Der er forkel på at undersøtte faglige synergier og samarbejder, og gennemtrumfe en "one mega-size fits all"-model, der som princip knæsætter, at alle institutter skal være over 100 medarbejdere. Hvad er problemet i, at fx IND (naturfagsdidaktik) og DIKU (datalogi) hører til fakultetets mindre institutter? IND er jo af Nat-dekanen selv opgraderet fra center til institut for godt fire år siden, og på IND er man glade for sin institutstatus og det 'brand' som Danmarks største didaktiske miljø, som holdet her har arbejdet på at opbygge. Hverken IND, DIKU eller IMF (Institut for de Matematiske Fag) har ønsket fusion.

For at give et eksempel på de forsøg, der trods alt har været fra de faglige miljøers side på at argumentere rationelt imod dekanernes "grovskitse", kan vi tage matematik. Her protesterede seks forskergruppeledere, Susanne Ditlevsen, Ian Kiming, Ib Madsen, Bergfinnur Durhuus, Ryszard Nest og Mogens Steffensen. I et høringssvar til dekan N. O Andersen af 25/10 anfører de seks forskere:

"At lægge matematik og statistik ved LIFE, eller dele deraf, ind under IMF anser vi for en naturlig konsekvens af fusionen, som vil være uproblematisk både fagligt og administrativt, da statistik generelt anses for at være et matematisk fag. Reelle faglige synergieffekter kan imidlertid kun forventes at opstå ved en fysisk sammenlægning af enhederne.

Helt anderledes forholder det sig med datalogi. Det er udtryk for et stærkt forældet syn på datalogi at regne det for meget nært beslægtet med de matematiske fag, selvom det i sit udspring og i sin tidlige udvikling var stærkt inspireret af matematik og stadig anvender avanceret matematik i nogle af dets discipliner, ligesom fysisk gør. Den kraftige udvikling af datalogi i andre retninger end matematisk har man både internationalt og nationalt (bortset fra Syddansk Universitet) forlængst taget konsekvensen af, således at der idag stort set ikke findes matematikinstitutter af betydning, som også omfatter datalogi. Dette indebærer ikke, at vi ikke anser det for et vigtigt mål at udnytte og forstærke forskningsmæssige kontaktflader mellem fagene. Der er i forvejen gang i værdifuldt samarbejde mellem grupper af medarbejdere ved IMF og DIKU, men en administrativ sammenlægning vil hverken fremme eller obstruere en videre udvikling heraf.

Netop på grund af fagenes forskellighed m.h.t. metode og formål vil et sammenlagt IMF og DIKU ikke kunne administreres på kvalificeret vis uden en opdeling i afdelinger, altså indførelse af et yderligere administrativt lag, og med risiko for en opdeling af de matematiske fag stik imod de senere års positive udvikling mod et samlet IMF med en stærk fælles identitet. Denne udvikling er ikke mindst begrundet i de stærke undervisningsmæssige relationer mellem de matematiske fag, som der ikke er samme behov og tradition for m.h.t. datalogi.

Endelig skal det påpeges, at en sammenlægning af IMF og DIKU, på grund af de to discipliners forskellighed, vil medvirke til at udviske begge fags profil, både i det internationale forskersamfund og ikke mindst overfor studerende, for hvem faglig identitet er en vigtig motivationsfaktor og drivkraft; vi risikerer at miste tiltrækningskraft.

Alt i alt ser vi ingen væsentlige fordele ved den foreslåede sammenlægning af IMF og DIKU. Der foreligger ikke solide argumenter for at foretage dette omsiggribende eksperiment, som går stik imod international praksis, og som vil kunne medføre en række væsentlige ulemper af både faglig, undervisningsmæssig og administrativ karakter for begge institutter."

Hvad er dekanatets svar? At sidde argumenterne overhørig, og med slet skjult arrogance, i det endelige "input" til bestyrelsen for KU, at skrive

"Fakultetsledelserne ser i kommentarerne et betydeligt engagement fra ansattes og studerendes side. En række kommentarer har ledt til justering af de organisatoriske rammer for enkelte institutter i grovskitsen, hvor der her særligt skal peges på forslaget om at inkludere Institut for Naturfagenes Didaktik (IND) som en fag-/forskergruppe i Department of Mathematics, Statistics and Computer Science." (s. 7 i: "Bidrag fra LIFE og NAT til beslutningsgrundlag, der skal forelægges bestyrelsen den 15. december 2011", Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet d. 25/11-2011)

Det, ledelsen her henviser til er kun, at IND var grovskitsens varme grød hvis højere skæbne man i første omgang gik udenom, IND var en anomali, mere end en stabsfunktion (med egen forskning med et vigtigt mål nemlig bedre undervisning og mindre frafald), men alt for lille til uni-size i dekanatets snævre opfattelse af institutstørrelse.
Når dekanatet således selv skaber et dilemma, må konsulentbistand træde til; en arbejdsgruppe nedsættes med en afdelingsdirektør i IBM Søren Damgaard som formand og deltagelse af DIKU's institutleder. Gruppen barsler så d. 15/11 med en rapport ("Analyse af forskning og undervisning inden for it på Københavns Universitet"), som i første omgang holdes hemmelig for medarbejderne på de implicerede institutter, og som anbefaler, at IND og DIKU slås sammen, men at der samtidig skabes en centerlignende konstruktion på tværs af fakulteter, "et tværfagligt Copenhagen Center for Informatics (CCI)" som må formodes at skulle bruges bl.a. som brevpapir til at søge eksterne midler, måske lidt ligesom de tværfaglige klynger og deres spin-off centre.

Institutlederne på IND og DIKU havde som egen lønlig højeste prioritet at forblive selvstændige institutter, da de grundlæggende deler den faglige vurdering af meningsløse fusioner som de 6 matematikere ovenfor. Men samtidig er de så "pragmatiske", at de fremfor "at have ret men køres over af en lastbil", hellere vil tie og overleve, dvs. forsøge at agere strategisk ved at tilslutte sig en ringere løsning a la den hemmelige rapports idé. Denne blev først frigivet på intranet sidst i november - jeg fatter ikke hvorfor den skulle holdes hemmelig. Men i dekanernes input til bestyrelsen optræder rapporten blot som et bilag og man fremturer med en sammenlægning af matematik, datalogi og didaktik.

Instituttet skal hedde "Department of Mathematics, Statistics and Computer Science", men bliver også et institut for didaktik og vidensskabsteori (sidstnævnte fordi Center for Naturfilosofi og Videnskabsstudier allerede tidligere i år blev tvunget ind under IND, som omtalt her). Kilder på fakultetet vil vide, at institutleder på IMF, Erik Kjær Pedersen opfatter sig som fyret (heldigt for ham at han kan gå tilbage til sit professor-job på instituttet), og reelt er fusionen netop også dette: De nuværende mellemledere fritstilles, og kan efter eget ønske søge jobbet som leder af et af de nye megainstitutter.

Institutter på dagens universiteter er ved at miste deres betydning som faglige enheder, og overgår til at være administrative serviceenheder samt styringsredskaber i topledelsens udøvelse af magt og forvaltning. Hvad med den faglige identitet?

Hvad med den status, som de faglige miljøer igennem et institut kan oparbejde i offentligheden, som fx Institut for Statskundskab (nu en saga blot på AU) eller institutter som DIKU, Institut for Idræt, for slet ikke at tale om de geologiske og geografiske fags institutter, nu truet på KU? Hvis fire fakulteter skal fusioneres til to, hvorfor skal så alle institutter partout berøres? Tæller faglige argumenter ikke længere på universitetet?

*) noter

"Fusionsprojekt uændret efter første høring" (Universitetsavisen 19/10), Universitetsavisens opsamling "Alt om fusioner" (her); "Det færdige fusionsoplæg fra LIFE og NAT", KU-intranet (med dokumenter) sidst rettet 28/11 (kopi); og tilsvarende for SUND/Farma; "KU-dekaner laver tvangsfusioner" (Forskerforum 28/11); "Nu skal bestyrelsen bare sige ja" (Universitetsavisen 29/11-2011). Der er bestyrelsesmøder d. 6. dec. (hvor det ikke er på dagsordenen) og den 15. dec. (hvor dagsordenen endnu ikke er tilgængelig). Det er iøvrigt kritisabelt at offentliggørelsen af referater halter langt bagefter.

Valg … af hvem?

af Henrik Vase Frandsen

Med valget til diverse råd og nævn på universiteterne står man med … nå ja: Et valg. Hvem skal man stemme på? Hvad vil kandidaterne? På Aarhus Universitet er det hele ekstra mudret grundet reformprocessen, der nu kører på andet år. Derfor er det specielt interessant, hvad kandidaterne til bestyrelsen vil arbejde for. Aarhus Universitet skal vedtage ny strategi i den kommende periode, og der skal formentlig også ansættes en ny rektor efter Lauritz B. Holm-Nielsen. Store opgaver, men hvad tænker kandidaterne? Hvad vil de?

De afgående medarbejderrepræsentanter har ikke været ubetinget heldige. En markant udtalelse faldt fra Erik Strange Petersen sidste år, i forbindelse med fyring af tre VIP fra det daværende DPU. Prikke-kriteriet var forskningsmæssig relevans – og derfra kørte så polemikken i forskellige medier om forskningsfrihed vs. ledelsesregime. Jeg var selv en af de prikkede (blev dog ikke fyret), og kan ikke på nogen måde hævde objektiv dømmekraft i denne sag. Men bemærkelsesværdigt var det alligevel, at en medarbejderrepræsentant i bestyrelsen frejdigt kunne udtale: ”Man må acceptere, at det kan være nødvendigt at skære kagen anderledes, uden at det skal være en krænkelse af forskningsfriheden”. Den holdning var nærmest identisk med universitetsdirektør Jørgen Jørgensens: ”Som ledelse kan det være nødvendigt at justere og prioritere anderledes. Og det vil man aldrig kunne, hvis man hver gang trækker kortet med forskningsfrihed” (se UNIVERS). Der var ikke meget opbakning til den stærke frie faglighed hos disse to; men så meget mere samdrægtighed om ledelsesretten.

En anden episode handler om tvangsforflytning af forskere i børnelitteratur samt forskere i IT og læring fra Campus Emdrup til Århus. Ingen har kunnet opspore solide faglige argumenter for denne beslutning – og så er det man tænker, at argumenterne må være nogle mere dulgte og uigennemskuelige. Men da sagen lander på bestyrelsens bord i april i år, bliver referatet følgende:

”Dekan Mette Thunø omdelte et notat og orienterede om håndteringen af henvendelsen, sendt i kopi den 15. april 2011 til bestyrelsens medlemmer, fra medarbejdere ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) vedrørende personaleoverflytninger fra det tidligere DPU i Emdrup til Aarhus. Henvendelsen faldt uden for bestyrelsens kompetence, men bestyrelsen udtrykte sin fulde opbakning til universitetsledelsens beslutning. Formanden ville sende et svar fra bestyrelsen” (se her)

Den sag går nu sin egen skæve gang: IT-folkene er i høj kurs og har fået andre stillinger i København, og derfor kommer ’synergieffekten’ kun til at ’styrke’ børnelitteraturen – i Århus. Shit happens both ways – kan man sige. Men man undrer sig over, at der ikke stilles det mindste spørgsmål til denne notorisk dårligt begrundede beslutning. Heller ikke fra medarbejderrepræsentanterne Erik Strange Petersen og Martin Tang Jørgensen.

Der er mange andre ting at blive irriteret over på Aarhus Universitet: DPU skal nu benchmarkes på tre parametre: Dagtilbud, grundskole og livslang læring. Ifølge den nye institutleder er dette bestyrelsens pålæg. Men hvorfor har bestyrelsen besluttet dette? Hvorfor går medarbejderrepræsentanterne med til at beslutte sådan noget? Man kan tilsvarende beslutte, at Farmaceuter skal benchmarkes på lægsmerter og hovedpine, Teologi på Markusevangeliet kapitel 3, 6, og 10, og Musikvidenskab på Bach og Savage Rose. Giver det mening? Man undres: Hvorfor siger medarbejderrepræsentanterne ingenting om faglig autonomi?

Og der er endnu flere irritationsmomenter: I det nye Aarhus universitet skal forskere organiseres i forskningsprogrammer, eftersom institutterne er blevet for store. Men programmerne må ikke hedde noget, der minder om fag. Det er rektors beslutning – det siger alle. Jeg går ud fra, at rektor også her har bestyrelsens ”fulde opbakning” – inklusive de to VIP-medarbejderrepræsentanters. Blot er der ingen, der forstår hvorfor. Filosofi må altså ikke hedde filosofi mere, psykologi må ikke mere hedde psykologi osv. Samtidig skal man høre om ’dybere sammenhænge’, ’fokuseret talentudvikling’ osv. Det er noget pjat, men mere alvorligt: Det er til at blive skæv i hovedet af.

Min ønskekandidat til bestyrelsen har nogle enkle sigtepunkter: Genetablering af fagligheden, og genetablering af saglig kommunikation på Aarhus Universitet.

Men jeg ved ikke, hvad kandidaterne vil. Er der nogen, der ved det?

Henrik Vase Frandsen
Lektor, Fagmiljø for pædagogisk filosofi (ups! – kom til at nævne en faglighed)
Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU)

PS: Ved ihærdig søgen og lidt hjælp er det lykkedes at finde nogle hensigtserklæringer fra kandidaterne (link), offentliggjort samme dag som valget er åbnet (i dag, 29. nov.). Man kunne ønske sig mulighed for en åben debat, men sådan foregår det ikke på AU’s hjemmeside. Nogle af erklæringerne giver dog et lyspunkt: Også andre føler sig skæve i hovedet.

Politisk epistemologi - ny ph.d.-afhandling

hentet fra hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/

David Budtz Pedersen forsvarer sin ph.d.-afhandling:

Politisk epistemologi. Om begrundelser, normer og konsekvenser af nye organisationsformer i offentlige vidensinstitutioner

Tid: 25. november 2011 kl. 13.00 - af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis 13.00

Sted: København, Studiestræde 6, Studiegården, Anneks A

Arrangør: Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet

Bedømmelsesudvalg:
Lektor Jan Faye, formand (Københavns Universitet)
Professor Aant Elzinga (Göteborgs Universitet)
Docent Karen Siune (Aarhus Universitet)

Leder af forsvarshandlingen:
Lektor Maja Horst (Københavns Universitet)

Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76.

Et resumme af afhandlingen kan ses her:

http://hum.ku.dk/kalender/2011/november/politisk-epistemologi/Resume.pdf/

Kineserier

af Søren Nors Nielsen

Triple A - Aldrende Arbejdsløs Akademiker
Hvad gør man (ikke), når man i en relativt høj alder (56) bliver fyret fra det universitet, hos hvilket man har lagt al sin identitet gennem rigtig mange år - faktisk siden man selv blev studerende - og man så lige pludselig får et brev, hvori der står, at man er ’den, der bedst kan undværes’? Færdigt arbejde!

Gode råd er dyre. Statistikkerne for min aldersgruppe taler deres uhyggeligt klare sprog, og man skal være ualmindelig jubeloptimist, hvis ikke man er i stand til at kapere deres budskab om: Du kommer aldrig i arbejde igen! Så meget for de sociale hensyn man hævder at tage i betragtning ved fyringer.

Nuvel, sir man så til sig selv, du må se at få tiden til at gå, til du kan gå på efterløn, omend det langtfra bliver den problemfri alderdom, vel nok de fleste drømmer om. Man kan rolig glemme alt om, at ens ekspertise skulle være specielt efterspurgt, eftersom der er fyret adskillige med lignende kompetencer og man er jo også selv blevet temmelig specialiseret gennem 25+ års arbejde indenfor mere eller mindre det samme felt. Det korte af det lange er/var (worst, men også realistisk case) for mit vedkommende, at få 4 år til at gå med maksimalt 2 års understøttelse. Usikkerheden skyldes at jeg har bevaret mit meget essentielle faglige ophæng, nemlig som medredaktør på et af det større tidsskrifter indenfor mit område. Indsatsen her er beregnet til 2 timer ugentligt, opgivet til fortrinsvis at være i fritiden (lørdag, søndag). Dette diskvalificerer mig til gengæld, ikke alene i forbindelse med muligheden for at modtage kurser, der kunne bruges til at bringe mig videre, men påvirker altså også dagpengeperioden.

Dernæst møder man det monstrum af alle de tænkelige, men også utænkelige, uigennemtænkte urimeligheder, som den arbejdsløses ’hverdag’ efterhånden har udviklet sig til. Man tror det er løgn, før man selv har prøvet det. Mindst tre forskellige instanser indsamler informationer om stort set det samme, uden at dele dem med hinanden. Det eneste de synes, at have til fælles er, at de ikke bringer een videre jvf. ovenstående. Tværtimod virker det som om, at man har gjort stort set alt, hvad man kan gøre for at forhindre ældre arbejdsløse akademikere i at komme videre.

En anden ting er, at en stor del af mit netværk ligger i udlandet, og det ville være smart, at jeg som arbejdsløs kunne påtage mig at være behjælpelig med at lave de ansøgninger, der skal til for at bringe mig selv i arbejde igen. Det har da heller ikke skortet på opfordringer hertil. Behjertede kollegaer i diverse lande vil gerne betale rejse og ophold, men jeg må kun rejse ud i 5 dage af gangen, med afrejse mandag og hjemkomst fredag, - efter godkendt ansøgning på rette sted forstås. Skal jeg investere den måned, der skal til for at lave en bare nogenlunde ansøgning, kræver det altså mindst det firdobbelte antal rejser med deraf følgende større ’ecological footprint’.

Rød lejesvend
En kontakt, skabt gennem en tidligere kollega, har imidlertid givet mig et tiltrængt omend noget eksotisk åndehul, nemlig som visiting professor ved East China Normal University (ECNU), på State Key Laboratory for Estuarine and Coastal Research i Shanghai. Her beskæftiger man sig med alt muligt, der kan påvirke kystnære imråder, lige fra masseforekomster af alger i Det Gule Hav, miljøeffekter af den reducerede mængde af sedimenter, der transporteres med Yangtse, som følge af konstruktionen af ’Three Gorges Dam’, til problemer forbundet med at skaffe vand til Shanghais 23 millioner indbyggere og få det renset igen. Sidst men ikke mindst altså også modellering og ecological engineering (øko-teknologi), som vel må anses for at være mine spidskompetencer. Min arbejdsbeskrivelse lød på beskedne undervisningsforpligtelser, og hovedvægten af mit arbejde liggende i vejledning af studerende og hjælp til artikelskrivning.

Det er en stor oplevelse, på godt og ondt. Det positive dominerer heldigvis og udgøres væsentligst af alle de mange nye kontakter, der bliver skabt, og den dybe indsigt man får i dette land. Det negative er mestendels, at der ikke har været råd til at tage noget socialt hensyn til familien derhjemme og økonomien er også belastet, idet lønnen ligger på niveau med den danske understøttelse. Men altså, det var bare om at komme afsted, omend de praktiske forberedelser, klargøring af aftaler, afklaring af skattemæssige forhold var noget tidskrævende. Der nåede alt i alt at gå mere end 9 måneder, før jeg kom af sted til de i alt 4 måneders ansættelse.

Jeg ankom 1. august, på et for kineserne lidt upraktisk tidspunkt, nemlig en måned inden semesterstart, men det viste sig hurtigt, at det faktisk var godt med lidt respit til at vænne sig til det meget, der er anderledes. Jeg var blevet stillet et hotelophold på universitetets eget hotel i udsigt, men en cirka ti dage inden min afrejse, fik jeg at vide, at man havde skaffet mig en lejlighed en halv times gang fra campus. Pludselig var der problemer af en anden karakter, der skulle løses, for hvordan får man en daglidag op at stå i nogle omgivelser, hvor ingen taler spor engelsk. Selv simple indkøb er ikke længere en trivialitet, når man ikke kan læse, hvad er står på indpakningen. Alt hvad jeg kunne genkende ved mit første indkøbsforsøg var Nescafe, Budweiser, Heineken og Kjeldsens buttercookies, det blev dog ved kaffen, i den kinesiske, billigere og faktisk bedre udgave. Senere har jeg selvfølgelig fundet Cola og Whiskas, men så er det også det.

(klik på billedet

for at forstørre)

En anden ting jeg har fået oplevet i kraft af min tidlige ankomst var, at der ca. 14 dage før semesterstart pludselig på campus indfandt sig en mængde unge mennesker i blå og grønne camouflage uniformer, disse blev konstant excerseret rundt på diverse steder på området til råbene: ”yi, er, san, si, yi, er, san, si ...” (som 1,2,3,4 hedder på kinesisk). Det viste sig at være de nye masterstuderende, der blev hundset rundt med, for at give dem en god disciplinær indgang til studiet. Så kan de lære (det) kan de :-)

Det er dog mit indtryk, at der er et stærkt familiært forhold, eller i hvert fald knyttes nogle tætte bånd mellem studerende og undervisere, i hvert fald i en grad der forekommer påfaldende når man sammenligner med Danmark. Det sociale aspekt kan måske også styrkes af, at hver underviser ikke har særligt mange studerende tilknyttet. For som man siger her, satser man entydigt på kvalitet af de studerende i stedet for kvantitet. Tankevækkende.

Om at undervise - på ’kinesisk’
Afviklingen af mit eget kursus bød dog på noget af en overraskelse, idet det startede relativt tidligt i semestret, og dermed var et af de få kurser, der kørte de første uger. Dette bevirkede at jeg i stedet for de ca. 15-20 studerende, som jeg havde fået at vide, jeg skulle forvente, pludselig stod med ca. 45 tilhørere, spændende fra studerende først på studiet, over mere erfarne til både PhD-studerende, post docs og adjunkter.

Hvad der dog bød på en endnu større overraskelse var, at de principper, jeg nu har undervist efter i mere end 25 år, ikke umiddelbart lader sig praktisere her. Jeg har ellers, gennem mere end 60 kurser indenfor modellering af diverse miljøproblemer i Danmark og i mange lande, haft stor succes med at lade de studerende selv vælge det projekt som de ville kaste sig over. Denne erfaring, som jeg og andre kollegaer har gjort med hensyn anvendelsen af en sådan metode, er i øvrigt opnået gennem praktisk anvendelse, og er sjovt nok i overensstemmelse med principper, som på mere teoretisk plan er foreslået af Knud Illeris fra RUC. Selvom der med Kinas nuværende enorme vækst burde være nok af relevante problemstillinger at tage af, viste det sig hurtigt komplet umuligt at anvende denne metode. Der skal simpelthen sættes en fast opgave.

Også her afbrydes undervisningen idelig af mobiltelefoner, det synes dog udbredt accepteret ikke at slukke den. Derudover er de studerende også begyndt at sidde og surfe, mens der bliver forelæst. Det er dog svært at sige om det påvirker de efterfølgende spørgsmål eller om det kun drejer sig om rent sproglige problemer. Faktum er dog, at de studerende her som hjemme ikke kun koncentrerer sig om at lytte, men også lige skal chatte, på den kinesiske ’face-book’, ordne or besvare e-mails og SMS’er samtidig med undervisningen.

Om Tværfaglighed - her og hisset
De første par uger bød på adskillige besøg af forskere fra diverse steder i verden, dog stærkt domineret af amerikanere, idet ECNU indgår som en del af et netværk der indgår i en del samarbejdskontrakter mellem Kina og USA. Der var således en hel del interessante indlæg, hvor jeg efterfølgende, som det var blevet gjort mig klart, at man forventede det, deltog aktivt i diskussionerne. Dette medførte senere nogle bemærkninger og spørgsmål fra studerende og lektorer ved instituttet til mig angående det ganske uventede i bredden af mine kommentarer. Hvordan kunne jeg som computer-nørd vide noget om biologi? Dette illustrerer tydeligt at det tværfaglige, det multi-, inter- og trans-disciplinære aspekt, der hævdes at være så centralt i ’post-normal science’, også her har det svært. Jeg var i deres øjne ’kun’ modellør og ikke andet. Jeg blev derfor hurtigt efter et par af disse møder spurgt om, hvor jeg havde al den anden viden fra. Jeg kunne ikke svare meget andet end, at jeg jo egentlig var uddannet biolog og gennem mere en 17 år havde arbejdet på projekter, der hovedsagelig havde centreret omkring biogeokemiske kredsløb i diverse akvatiske systemer, og at det på en eller anden måde formodentlig havde givet en ballast, som jeg iøvrigt selv sætter pris på i denne situation.

Det er vel i sidste ende også en del af forklaringen på, at jeg er her, nemlig at man efterspørger den erfaring og det overblik, som man altså ikke kunne bruge i Danmark. Kineserne har med deres anvendelse af integrerede systemer stor praktisk erfaring med alle former for øko-teknologi, og er derfor utroligt åbne og positive overfor alternative løsningsmodeller. Her kunne vi sagtens lære noget af dem, og øget samarbejde er givetvis en del af vejen. Således havde jeg nok faktisk forventet noget andet lige på dette område.

Men det er faktisk foruroligende at registrere, at det tværfaglige overblik globalt har det så svært for tiden, for det er bestemt ikke noget kinesisk fænomen. Jeg har siden 1991 undervist en del i Portugal, og de seneste par år har kurserne været givet under ERASMUS-Mundus programmet, hvilket bogstaveligt talt har givet mig lejlighed til at møde alverdens studerende. Det synes som om, at dette element efterhånden er helt udeladt af undervisningsagendaerne verden over, og at den neo-liberale forskningspolitik, der har været ført, ikke mindst i Europa har gen-indført et middelalderligt atomistisk verdensbillede i forskningen. Den eneste rigtige forskning er reduktionistisk og ’small-scale’, eks. bioteknologi, genmanipulering og nanoteknologi. Ikke mindst derfor, har miljøet det hårdt.

En sådan udvikling er nemlig, set fra et miljøsynspunkt stærkt beklagelig, da ikke mindst miljøproblemer specielt kræver denne tværfaglige indsigt. Den massakre, som den seneste regerings politik har udløst på ansatte indenfor universitetsområdet, har rådet ubodelig skade på dette felt. Vi har været nogle ret begrænsede men også stærkt priviligerede årgange, der har fået lov til at blive undervist på en (forsvarlig) måde, der kan bibringe en sådan indsigt. Men hvem, har man egentlig tænkt sig, skal bære traditionen videre og undervise de nye studerende og fremtidige generationer af forskere efter samme principper?

Gæsteboligen på forskerstationen ved

Chongxi Wetland Research Center

Forskningsfred
En af de større oplevelser har været mine udstationeringer på instituttets forskningsstation, beliggende på den vestlige ende af øen Chongming midt i Yangtse floden nord for Shanghai. Især nu efter at mine egentlige konfrontationstimer er ovre, har jeg kunnet været der en del. Det giver også god mening, idet flere af de studerende, jeg skal vejlede, for det meste befinder sig der for at tage prøver og udføre forsøg. På mange måder er det så langt væk fra Shanghai, man kan komme. Der er ikke megen larm, andet end den man selv laver, faste spisetider med god mad, 7.30, 11.30 og 17.00, og så kan man bare koncentrere sig om at forske, skrive og reviewe, og hvad man ellers bliver bedt om. Jeg arbejder ofte koncentreret et par timer og kigger så fugle 10-15 minutter, laver en ny kop grøn te eller kaffe, og går så i gang igen. Det bliver ofte til 10-12 timers arbejdsdag, uden at man overhovedet mærker det, og så kan jeg slumre ind til bølgeskvulpet fra floden 5 meter fra mit vindue, for så at vågne ved de første fiskerbåde, der tøffer ud ved 6-tiden. Et forfriskende bad og dagens første fugletur i morgengryet, mens jeg venter på morgenmadens ankomst. Utroligt hvad en sådan afstressende atmosfære kan gøre for ens effektivitet. Skrivefreden er guld værd, jeg er vel foreløbig oppe på selv at have skrevet eller været involveret i omkring 8 artikler. Der lå allerede fra min egen hånd adskillige udkast, som jeg nu endelig fik mulighed for at færdiggøre.

En udsigt over Yangtse - fem meter fra min balkon

Turen her til øen varer mindst en halv dag, og jeg er desværre ikke i stand til at gennemføre den alene - endnu. Problemet er simpelthen, at jeg ikke kan købe en billet til andet end metroen, men som altså ikke strækker sig hele vejen. På et eller andet tidspunkt skal man med en bus eller båd, men hvilken? Shanghai byder officielt på 1000 buslinier, så der er nok at vælge imellem. Desværre er det ikke lykkedes mig at finde en rutefortegnelse eller lignende på engelsk. Så jeg hægter mig som regel på en eller anden, der tilfældigvis skal til eller fra øen på de dage, der passer bedst. Min ledsager har så den fordel, at universitetet betaler en taxa på de mere besværlige strækninger.

Et tog der kører stærkt
Når opholdet på forskerstationen står i så skærende kontrast til bylivet, skyldes det ikke mindst, at alt i Shanghai ’kører’ i meget, meget højt tempo. Mange i min omgangskreds har ligefrem udtrykt bekymring for, at det måske også går for stærkt ind imellem. Landlivet på øen virker ikke kun roligt, men også relativt velhavende. Husene er ret store og formodes at være lejet af personer (man kan ikke eje jord men godt bygge), der måske arbejder i Shanghai, og har ladet en del familien blive her for at dyrke jorden (man kan ikke få lov at flytte til øen uden at være født der). Chongming er et stort frodigt landbrug og en del natur og bliver derfor kaldt Shanghais have. Her produceres en stor del af de landbrugsprodukter, der sælges i Shanghai til en relativ høj pris sammenlignet med andre steder. Levefoden virker således langt højere end i de små distrikter, der i Shanghai stadig (i min bydel i hvert fald) gemmer sig mellem de store luksuriøse bygninger, omgivet af parkeringspladser med luksusbiler og små idylliske haver. Ind imellem denne modernitet findes altså stadig nogle enklaver som kineserne selv kalder for ’landet i byen’ (formodenlig reminiscenser af nogle af de landsbysmåsamfund, som udgjorde det oprindelige Shanghai). De har ganske rigtigt noget ruralt over sig, som efter sigende minder om de mere fattige landdistrikter i det vestlige Kina. Her bor så en stor del af de personer der holder noget af maskineriet igang og rent! Mange lever simpelthen af at feje, bortskaffe affald og sortere det det. Pap, flasker, papir, plastic, flamingokasser, alt sorteres til mindste størrelse. En teknokratisk løsning på affaldsproblemet ville være at etablere et system, som det vi ser de fleste steder i vor del af verden, men hvad skulle disse mennesker så leve af?

Jo, - det er en spændende tid at være her og opleve ikke mindst de nye teknologier der har vundet indpas. Tag en tur med metroen, og vel nok 80% omkring dig vil sidde og beskæftige sig med en eller anden elektronisk gadget, selvfølgelig noget der er stærkt aldersrelateret. Jo toget kører stærkt, og man kan frygte at nogle, specielt de fattige og ældre, er ved at blive hægtet af, hvis de da ikke allerede er det.

et obligatorisk dumpling-kursus - der bestås

Det færdige resultat

Detalje fra inskription på soklen af Mao-monumentet på øverste foto:

"Seek truth, foster originality,

and live up to the name of teacher"

Postuniversitetet udleveret

... af Postdanmark! Hvor er der bare postmoderne! Tro det eller ej, Postdanmark har netop stillet diagnosen på dagens universitet. Vi bestilte på mit institut en vare og forsøgte at spore forsendelsen, da den ikke dukkede op. Det kan man via Postdanmark. Her var hvad de skrev, beroligende i forhold til pakken, og foruroligende præcist i forhold til universitetet:

7.11., 17:02 Ankommet til Københavns Pakkecenter

8.11., 07:50 Ankommet til omdeling Pakkedist.Kbh.

8.11., 14:19 Henligger til næste omdeling

9.11., 10:41 Udleveret til liberalt erhverv

Det er netop, hvad universiteterne blev af den tidligere regering! Den universitetstype, der fulgte, da også fået ganske sigende navne som akademisk kapitalisme, det entrepreneuriske universitet, postakademisk forskning m.v. Vi skal ikke gentage diagnoserne her, tænk blot på fænomener som den enstrengede og ovenfra ansatte ledelse, majoriteten af eksterne bestyrelsesmedlemmer, den stadigt svindende andel af basismidler og den vilde kamp om eksterne bevillinger. Lad os håbe den nye regering kan rette lidt op på skuden så sygdommene kan kureres, eller i al fald lindres, og at diagnosen ikke snarere er en prognose.

Det ville gå ud over vidensdiversiteten – og måske anspore til en ny postromantisk unipoesi?

Udleveret på købmandens bjerge. Se dog hvor lille, se:
ordenes sidste landsby, og højere, men
stadig hvor lille, endnu en allersidste
kundskabens gård. Kan du erkende den?
Udsat på købmandens bjerge. Stengrund
under min hånd. Her blomstrer vel noget
tøvende op, på det stumme fjeldstyrt blomstrer
en uvidende urt syngende frem.
Ak, men den vidende? Den, som begyndte at vide
og tier nu, udsat på købmandens bjerge.
Dér går vel med sluttet bevidsthed
mange omkring, mangen en sikker leder
vandrer og hviler. Og store sikrede embedsmænd
kredser om tindernes rene vægring. – Men her
værgeløs, udsat på købmandens bjerge…

ps

undskyld, Rainer!

Så tænk da stort om humaniora!

Humaniora har det slemt, måske endda kronisk slemt? Se blot på de seneste indlæg her på bloggen. Hvorfor er det altid humanister – som jo rent økonomisk fylder som peanuts i det samlede regnskab – der mest skal være i forsvarsposition, og som synes hårdest ramt af nedskæringer? Somme tider endda fyringer, jeg har – og nu gider jeg ikke længere tie stille med den information – modtaget et ubekræftet forlydende om at de p.t. fyrer humanistiske forskere på SDU, Syddansk Universitet, på et af sprogfagene. Det er sgu' da utroligt! Hvorfor skal det foregå i stilhed? Hvorfor protesterer de ramte ikke højlydt? Hvor er fagforeningerne - vores fagforening, DM?

Nå, og hvorfor ikke tage og vende bøtten på hovedet og sige nu, nu må det høre op. Nu må der tænkes stort om humaniora. Hvis humaniora (af mystiske grunde) har været den grimme ælling i forskningspolitikken, så lad den nu komme ud af andegården og folde sig ud til en smuk svane!

Nogenlunde sådan lyder opfordringen fra to svenske humanister og idehistorikere Anders Ekström og Sverker Sörlin i det norske blad Forskningspolitikk no. 2, 2011 (her), som har stillet sig spørgsmålet om denne "fula ankunge" (som er grim ælling på svensk). Det er en meget vigtig kronik. Et par citater, frit oversat:

"Mere og mere er den den forskningspolitiske debat blevet forskudt i retning af at handle om økonomisk vækst og innovation. Og intet galt med det, vi har brug for innovation. Problemet er, at debatten er blevet så ensidig, at de som vil diskutere samfundsmæssige værdier, spørgsmål om historisk bevidsthed, erindring, tolerance, mening, tro, og som med energi engagerer sig i en kritisk diskussion om, hvad slags samfund vi lever i, og hvor vores politiske, økonomiske og kulturelle arrangementer er ved at føre os hen - at sådanne mennesker, som bemærkelsesværdigt ofte er humanister, opfattes som forstyrrende eller direkte unødvendige. (...)

Man kan faktisk spørge, om det virkelig er humaniora der er i krise eller det ikke snarere er en krise, som bunder i et samfund, der er besat af enkle og målbare fremgangsmåder, og som har svært ved at formulere, og frem for alt tilpasse menneskelige, kulturelle og økologiske værdier i modsætning til de rent økonomiske. Alle siger, at disse værdier skal følges ad og sammen vokse, men det ser det ikke ud til at de gør. Nedvurderingen af humaniora, både som forskningsfelt og af humanisternes kompetencer som individer, er i sig selv et tydeligt bevis."

Ud over at anerkende humanioras specifikke problemer, er tiden nu inde til at se nogle mere offensive udspil også fra de danske humanistiske miljøer.

Humaniora mangler ikke selvværd. Humaniora mangler penge!

af Charlotte Engberg, lektor, ph.d.

I en artikel i Politiken d. 21. okt. (omtalt nedenfor) antydes det, at humanister generelt skulle være kendetegnet ved et lavt selvværd. Der ligger heri en ubehagelig psykologisering af et strukturelt problem, som intet har med selvværd at gøre, men som derimod har at gøre med, at politikerne og bevilgende myndigheder i snart mange år ikke har værdsat det arbejde, der udføres på de humanistiske fag. Man har talt området ned parallelt med, at man økonomisk har forfordelt de humanistiske fag, både hvad undervisning og forskning angår. Når humanister sammen med deres kolleger indenfor de andre fagområder, mener at humaniora er det mindst prestigiøse fakultet, er det ikke udtryk for manglende selvværd for førstnævnte gruppe, men derimod udtryk for en nøgtern konstatering af, hvordan dele af omverdenen ser på deres fag.

Som nævnt i Cathrine Hasses kommentar er der sket et

"fald i de enheder, der arbejder med humanistisk forskning i Danmark. På de tilbageværende institutioner er der tale om ofte langvarige forblødninger. På KU-fransk var der 16 VIP'er i 1999 og 3 i dag. På tysk er det nogenlunde det samme. Siden 2003 er antallet af fastansatte litterater på RUC halveret. Et lille fag som folkloristik er nedlagt på KU. På CBS rasles med sablerne for at skære i de erhvervssproglige kandidatgrader i sprogene spansk, fransk og tysk. Mange andre truede områder kunne nævnes, men det er svært at få et mere konkret samlet overblik af nedskæringer på det humanistiske område. (...) I stedet for at skære ned og nedlægge burde fremsynede politikere investere i bedre betingelser for at den humanistiske mangfoldighed kan vokse og udvikle sig på egne præmisser."

Det er her problemet ligger! Nogle af de mest fremsynede dele af erhvervslivet har for længst indset behovet for et vitalt humaniora. Dels i form af viden inden for sprog, historie, litteratur og kulturstudier i bredeste forstand og dels i form af tværvidenskabelige samarbejder, der respekterer fagområdernes særkender og muligheder for at udvikle civilsamfundet og erhvervslivet i Danmark på måder, der kommer borgerne til gode. Det er derfor aldeles kontraproduktivt at styrke det ene område på bekostning af det andet. Ganske som det i længden vil vise sig ufrugtbart at hylde det umiddelbart anvendelige på bekostning af den langsigtede grundforskning både inden for naturvidenskaberne, samfundsvidenskaberne og de humanistiske videnskaber.