Hvor går grænsen mellem den
individuelle forskningsfrihed, som ikke er lovbeskyttet i Danmark, og den noget mere uhåndgribelige størrelse "
institutionel forskningsfrihed"? Vi har før tangeret emnet (fx i indlæg d.
16. aug. og
18. aug.) og bemærket, at de enkelte universiter (som KU) eller institutter kan tage skridt til at befæste den individuelle forskningsfrihed, udover universitetsloven af 2003.
Hvordan ser det ud andre steder? Ikke altid helt så godt. DTU's udviklingskontrakt 2006-2008 (kan ses
her) taler kun i generelle vendinger om den institutionelle forskningsfrihed:
“3. Forskning
DTU arbejder aktivt for at udfolde den institutionelle forskningsfrihed til langsigtet gavn for erhvervsliv og samfund. Det sker ved en bevidst ledelsesindsats, fastholdt i kontrakter mellem direktionen og ledelsen af institutterne, der sigter mod at vedligeholde og udbygge forskningens infrastruktur og mod at nurse de tidlige talenter.”
- Hvordan virker dette i praksis, hvordan nurser DTU-ledelsen deres talenter? Tjaeh, det kan vi jo reelt ikke vide noget om, så i stedet vil vi anvende scenarie-metoden kendt fra debatoplægget "Forsknings- og ytringsfriheden på universiteterne" fra Videnskabernes Selskab, hvor man giver en række "beretninger fra en fiktiv fremtid". Antag således følgende, tænkte situation: Hans Hansen er ansat som lektor på et universitet indenfor fagområdet F, hvor han dyrker sit speciale Fx. Nu rygtes det, at Hans Hansen af sin institutleder er blevet pålagt at skifte forskningsemne, og en kollega til Hans Hansen fra et andet universitet, der synes det lyder som en klar krænkelse af forskningsfriheden, henvender sig til Hans Hansens institutleder, for at høre, om rygtet taler sandt. Kollegaen får dette svar:
"Hans Hansen har i en overgangperiode fået lov til at forfølge sin interesse for Fx, men er nu blevet bedt om at formulere et forskningsprojekt indenfor det område, afdelingen skal varetage, nemlig Fy. Der er således ikke tale om at begrænse en forskers frihed, men at den pågældende i en periode har fået frihed til at forske uden for afdelingens fokusområde."
Hans Hansen oplever det ikke således. Han blev ansat på universitetet med en klar international profil indenfor Fx. Derfor oplever han pålægget om at skifte emne som et urimeligt diktat. Hvad er pointen i dette hypotetiske tankeeksperiment? At spørge: Kan en institutleder agere sådan i forhold til sine underordnede? Er det god forskningsledelse og respekt for den akademisk frihed?
I Tim Knudsens indlæg "Åndsfrihedens udhuling på universiteterne" (Information d. 22/9-2006) skriver han:
"Formelt set var den enkelte forskers forskningsfrihed allerede fjernet et årti før. Men det fik ikke større effekt, fordi en institutleder fortsat skulle vælges. Nu bliver universiteternes ledere fra rektor til institutledere udnævnt. Lederne kan de facto lettere gribe ind. Eksempelvis krævede en institutleder af en professor, at han forlod det forskningsområde, som han havde meriteret sig på over 30 år for at koncentrere sig om den forskning, som institutlederen prioriterede. Professoren, der var fyldt 60, forlod i stedet Danmark."
Det skal hertil bemærkes, at nogle mener, at er sket den ændring siden da, således at institutlederens magt nu er noget stækket: Spørgsmålet om man befinder sig indenfor forskningsprofilen, skulle nu være lagt op på universitetsniveau, hvad der skulle give videre rammer. Hertil må vi spørge, om det er nedfældet i nogen regler? Betyder det fx, at en institutleder ikke på eget initiativ, uden dekan eller rektors godkendelse, kan tage skridt til at indskrænke en forskers arbejde med et bestemt emne? Er retstilstanden klar?
Hertil udtaler Jens Vraa-Jensen fra DM (Dansk Magisterforening) følgende i en mail til undertegnede af 21/8 (citeret med tilladelse fra J.V.-J.):
"Vi har fra DM over for VTU fremført, at det er et problem, at forskningsfriheden i den nuværende lov alene er defineret (og beskyttet?) som en residual forstået som den tid, der er tilbage når de pålagte opgaver (typisk undervisning og/eller kontraktforskning) er løst. Vi har fremført overfor ministeriet, at det giver institutlederen mulighed for at pålægge en kontroversiel forsker så mange pålagte opgaver, at der ikke er tid til overs til at udøve sin forskningsfrihed i. Svaret har været, at det i givet fald ville være i strid med den indledende bestemmelse i universitetsloven, hvoraf det fremgår at en af universitetets forpligtelser er at forsvare forskningsfriheden, og denne bestemmelse vil i givet fald (efter ministeriets logik) bliver overtrådt, hvis institutlederen pålægger den enkelte bundne opgaver, som fylder hele den betalte arbejdstid. Det store problem i denne form for logik er jo, at det ikke er den samme (institutlederen) som har muligheden for at pålægge bundne opgaver, som også har ansvaret for universitetets generelle forpligtelse til at forsvare forskningsfriheden som sådan. Vi har derfor plæderet for, at der skal være en større lovsikret sikring af forskningsfrihed end blot denne residual, som jo endda yderligere begrænses af universitetets strategiplaner, som fremgår af udviklingskontrakten.
I tiden efter vedtagelsen af universitetsloven og under processen med udarbejdelse af vedtægter m.v. var der nogle institutioner, som forsøgte med en yderligere indskrænkning til, at forskningsfriheden ikke skulle kunne udøves inden for det samlede universitets strategi, men begrænses til det enkelte instituts strategiplaner. Dette blev trods alt afvist af ministeriet, så det fremgår (mig bekendt) af alle vedtægter og udviklingskontrakter, at det er den samlede strategiplan, som danner begrænsningen – men det er jo i sig selv også slemt nok."
Ja, slemt nok er det mht. niveauet svarende til "universitetets samlede strategi", men værre er det, at der i en udviklingskontrakt (som fx DTU's) kan være indskrevet en passus om den institutionelle forskningsfrihed, som kan misbruges og bestemt ikke hjælper en forsker, der påbydes at skifte forskningsemne. Den slags skift kan man sagtens forestille sig at ledelsen vil ønske som svar på behov for nye kilder til funding, for at forfølge mere politisk set opportune forskningsretninger, mere "strategisk" eller kommercialiserbar forskning, osv. - med andre ord hensyn, som er den egentlige forskning fremmed.
Det er altså et klart behov for at lovfæste den individuelle forskningsfrihed på de af de danske forskningsinstitutioner, som vil være rigtige universiteter. Underforstået er naturligvis opfyldelse af rammebetingelser som dokumentation og publiceringspligt (forskningsfrihed legitimerer ikke inaktivitet) og kompetencebaggrund (forskningen sker med baggrund i fagligt relevante kompetencer).
Til sidst et ord om forskningsledelse. Det vigtigt at huske, at god forskningsledelse ikke behøver at stride imod en håndhævelse af respekten for den individuelle forskningsfrihed: Den gode leder formår oftest at samle selv individualister om fælles projekter og undgå, at en afdeling falder fra hinanden i serielt isolerede småprojekter, hvis det er det, som er bekymringen. Men når god ledelse fejler og der opstår konflikter om fx valg af forskningsemne, er der brug for en klarere retstilstand, som sikrer forskningsfriheden bedre.
