lørdag den 18. august 2007

Holder du kæft?

Antag, at du har fået dit ønskejob på et dansk universitet: en fast stilling som lektor. Lad os kalde dig lektor X på universitet U. Du kan nu undervise og forske indenfor det fagområde, forskningsfeltet F, stillingsopslaget beskrev. Man har ansat dig, fordi du havde de fornødne kvalifikationer, og fordi universitetet bedømte dig som den bedste blandt ansøgerne. Du imødekommer forpligtelserne til at forske, undervise og formidle, og alt er godt. Du er med andre ord nu en forsker med et forskningsemne, her kaldet Fx, som er din særlige indsats indenfor F, din profil så at sige, dét, der kendetegner netop dine innovative, originale, internationale forskningsbidrag til F. Det behøver ikke at nævnes, at det har kostet dig adskillige års hårdt slid at oparbejde denne profil, og at tilfredsstillelsen ved at yde et bidrag her, netop er en essentiel motiverende faktor for dig.
Der er bare lige et problem. Ledelsen på universitetet, lad os stipulere dette lidt diffuse begreb som størrelsen L, er kommet til at bemærke dig, og mener nu, at du indenfor F fokuserer på det forkerte. Hvorfor L mener dette kan vi indtil videre lade stå ubestemt, og det er slet ikke sikkert, at du får det at vide. Indenfor ethvert F kan man jo vælge et utal af emner, brede og smalle, nye og klassiske, sikre og usikre. Men i al fald indkalder L, eksempelvis i skikkelse af en afdelingsleder eller en institutleder (og vi kan her igen lade det være ubestemt, om der bag disse skikkelser er højere instantiationer af L), dig til en samtale, og fortæller dig, at L faktisk har besluttet, at du skal skifte forskningsemne, fra Fx til Fy. Begge naturligvis emner indenfor F. Du får nu tre måneder (eller et år, det er underordnet her) til at færdiggøre dine projekter indenfor Fx så du kan begynde at skifte til Fy. Der er ikke tale om et forslag, men et diktat. Måske får du en begrundelse - i stil med "det er i bedre overensstemmelse med universitetets forskningsstrategi at satse mere bredt/smalt, nyt/klassisk, sikkert/usikkert", eller hvad man nu kan tænke sig. Men det står ikke skrevet nogen steder i universitetsloven, at du skal have en begrundelse, eller at L ikke kan tillade sig således at krænke din forskningsfrihed, for det kan L netop ifølge den nuværende universitetslov. Og det er helt horribelt.
Helge Sander mener ikke, at der er eksempler på det. Problemet er: Hvad gør du, når du - lektor X - pålægges at skifte forskningsfelt? Holder du kæft og makker ret? Brokker du dig overfor ledelsen og skaber "samarbejdsproblemer"? (Sjovt nok kan L ikke fyres selvom det er den, der skaber disse). Eller går du til offentligheden, og påpeger, at det er dybt uforeneligt med selve videnskabens væsen, at et universitet den ene dag ansætter en lektor som er specialist i Fx, og den næste dag, eller året efter, begrænser hans eller hendes forskningsfrihed og påbyder emneskift.
Her er problemet, at lektor X også vil tænke på sine fremtidige muligheder for at få et job på et andet universitet, i al fald i Danmark, hvis han eller hun vil fortsætte med Fx. Risikerer X mon at blive "en kontroversiel" person, eller set som en, der er vanskelig at samarbejde med? Risikerer X ligefrem at blive part i en strid, hvis forløb og udfald er helt uforudsigelig, endda med de dårlige odds, at L har loven i ryggen?
Desværre er det meget svært at give Sander konkrete eksempler, når X i de fleste tilfælde vælger at holde kæft. Eller i al fald først sikre sig et job andetsteds. Så det er jo dejligt nemt for L, fordi uønskede X'er søger selv væk fra U, helt af sig selv, udløst af et enkelt uformelt møde!
Men det er meget sørgeligt, for i denne proces er U også ophørt med at være et universitet.

Det turde være klart, at vi her kun kan opfordre alle X til at udvise civilcourage og med det samme gå i offentligheden med konkrete eksempler på krænkelse af forskningsfrihed, såsom frit valg af emne (selv når den sker indenfor "reglerne"!), fordi det er den eneste måde, hvorpå vi alle sammen i fuld offentlighed kan lære noget om de uheldige konsekvenser af den nuværende universitetslov med en topstyring, som i uheldigste fald degenererer forskningsledelse til et diktatur.

1 kommentar:

Anonym sagde ...

Uanset om man kan finde en X der vil stå frem, så er Helge Sander fanget i en selvmodsigelse:

Hvis det som han antyder ikke var meningen at ledelsen skal diktere hvad den enkelte forsker skal forske i, hvorfor er det så skrevet ind i universitetsloven?

Og følgelig: Hvis Helge Sander ikke ønsker at indskrænke forskningsfriheden, så må han erklære sig villig til at ændre den del af universitetsloven ved næste eftersyn.