Den enkelte forsker har forskningsfrihed

Ifølge Universitetsloven i Danmark er den enkelte forsker ikke garanteret forskningsfrihed. Som bekendt er der den meget omdiskuterede indskrænkning, at ifølge § 17 stk. 2 kan institutlederen "pålægge medarbejdere at løse bestemte opgaver. I den tid, hvor de videnskabelige medarbejdere ikke er pålagt sådanne opgaver, forsker de frit inden for universitetets forskningsstrategiske rammer." Der er frit metodevalg, men valg af emne er altså ikke frit! Dette er jo ikke ægte forskningsfrihed. - Man kan tænke sig adskillige emner, som en geschæftig leder af PR-hensyn helst ikke ser, at en ansat medarbejder forsker i, som ville kunne give en uheldig presseomtale. Motiverne til at ledelsen kan vælge at indskrænke den enkeltes forskningsfrihed mht. emne kan være andre, men en forskerleder (en rektor eller en institutleder) behøver jo ikke engang at skulle stå til regnskab for at begrunde en beslutning om begrænsning!

Denne tingenes tilstand førte bl.a. Københavns Universitets rektor til på et debatmøde om forskningsfrihed i maj 2007 at fremføre for behovet for at "befæste" den enkelte forskers forskningsfrihed. Således har bestyrelsen for KU tilsluttet sig praksisudvalgets redegørelse til bestyrelsen af 12/9-2006 ("Den akademiske frihed set i forhold til sektorforskning/myndighedsberedskab", vedlagt KU's Årsberetning 2006), hvori det (på s. 29, i bilag 1's fortolkningsbidrag til § 17 stk.2, som ikke blot vedrører sektorforskning) udlægges således, at "emnevalget - bortset fra pålagte forskningsopgaver - er frit indenfor de rammer, som ansættelsesområdet sætter, og indenfor "universitetets forskningsstrategiske rammer"." Og de nævnte rammer er de, der (ifølge bemærkningerne til lovforslaget) fastlægges i udviklingskontrakten på et overordnet niveau "hvorfor der ikke her ligger et instrument til at indskrænke forskningsfriheden." (s. 30). - Konkret må det læses således, at dette sikrer den enkelte videnskabelige medarbejder imod, at ledelsen pludselig skulle finde på at diktere, at en bestemt forsker skal ophøre med at forske i et bestemt emne, som han eller hende hidtil har forsket i (indenfor vedkommendes faglige kompetence, naturligvis). Det er glædeligt, at Københavns Universitets bestyrelse har taget dette skridt til at gå videre i de lokale bestemmelser end universitetsloven for at sikre ikke blot metodefrihed, men også den enkelte forskers fri valg af emne, indenfor dennes ansættelsesområde.

Der er således intet til hinder for, at det enkelte universitet eller institut kan udforme en forskningspolitik, som skærper sikkerheden for den individuelle forskningsfrihed. Dette er da også sket andre steder. Eksempelvis på Ålborg Universitets Institut for Samfundsudvikling og Planlægning, som (i juni 2003) har vedtaget en forskningspolitik for instituttet, hvori det hedder, at "Den enkelte forsker har forskningsfrihed, og tilknytningen til forskningsgrupper sker med respekt for den enkelte medarbejders faglige og personlige integritet."
Instituttets forskningspolitik søger at samstemme ønsket om samlet strategi oppefra med forskergruppernes og de enkelte forskeres innovative frihed nedefra: "Den afgørende udfordring for instituttet er at gennemføre en kulturændring, hvor "nedefra" i form af dynamikken og "oppefra" i form af en fælles fastlagt forskningsprofilering spiller sammen på en frugtbar måde." Det er illustreret med denne figur (klik på den for at forstørre), hvis centrale begreber er åbenhed, gensidig respekt, dialog og hensyntagen. Her er inspiration at hente til revision af universitetsloven!