Venstres forskningspolitiske prøveballon

"Åh, nej: hvordan kan de foreslå noget så tåbeligt?" var min første tanke, da jeg læste:

"Ved at lade private universiteter få del i de offentlige uddannelseskroner, de såkaldte taxameterpenge, ønsker Venstre at lokke højtprofilerede udenlandske universiteter som Cambridge og Harvard til at etablere afdelinger i Danmark – ligesom det gerne skulle få danske virksomheder til at gå sammen om at etablere private universiteter herhjemme."

Dagen efter (d.11/7) kunne man læse (se her) at "eliteuniversiteter takker nej til Danmark". Men det må de da have vidst i Venstre? Så hvorfor dette spin? For at afprøve styrken af reaktionerne imod brugerbetaling på danske universiteter? Eller vil Venstres forskningspolitiske ordfører Torsten Schack Pedersen snarere have det amerikanske "for-profit" University of Phoenix, der også har afdelinger i Canada, Mexico og Puerto Rico, til Danmark? Og er det virkeligt klogt, som Per Clausen fra Enhedslisten vil, at rejse en forespørgselsdebat i Folketinget om betalingsuniversiteter? Drejer det ikke blikket væk fra langt alvorligere trusler imod universiteterne?

Bland dig i diskussionen om forskningsevaluering i The Scientist

Spørgsmålet om forskningsevaluering tænder mange forskere. Tidskriftet The Scientist (som hører til de mere jobbevidste) havde i går en forespørgsel om emnet blandt sine on-line-læsere, og der er allerede i løbet af aftnene og natten kommet 33 kommentarer, se http://www.the-scientist.com/news/home/53370/#comments. Her er deres forespørgsel:

Do citations keep you up at night? It often seems that institutions place a higher price on specific metrics -- namely, citations and grant money -- than ever before. Scientists can have brilliant ideas and groundbreaking theories, but without the money to pay for the experiments, and the skill to craft a paper that squeezes into one of a handful of elite journals, researchers face a difficult path to promotion and tenure.

But there are so many other ways to evaluate a scientist. There's mentoring, speaking at conferences, and communicating with other scientists in a public forum, including online, to name a few. Are tenure decisions getting off track? Are we evaluating scientists fairly? And once scientists become tenured, is there enough structure to ensure they continue to contribute significant science? [...]

Now tell us how you'd like to change the system for evaluating researchers. Let us know your thoughts by clicking here and posting a comment to this article, or by sending your thoughts to mail@the-scientist.com. Tell us your age (a range is fine) and the country where you work, so we can see the factors that affect scientists in different regions. We will use your feedback to construct a feature in our September issue that captures the sentiment of the life science community about tenure. Nothing is sacred -- including tenure itself.

Here are some possible questions to consider:
-Do you believe reviewers of a scientist's achievements currently focus too heavily on citations? Click here and have your say.
- In certain fields, such as translational medicine, citations are hard to come by. What metrics should we use to evaluate researchers in fields that tend to rack up fewer citations? Click here and have your say.
-Do you believe reviewers focus too heavily on grant funding when evaluating scientists? Click here and have your say.
-If you could add one metric to how scientists are evaluated, what would it be, and why? Click here and have your say.
- Is tenure a good idea to begin with? Does it support a lot of tenured scientists who don't contribute as much as those still working for tenure? Click here and have your say.

That's enough from us; let us know what you think on these and other issues concerning the reward structure in academia.

Og kommentarerne kan som sagt læses her: http://www.the-scientist.com/news/home/53370/#comments

Konkurrenceudsættelse af basismidler udsat

Den på direktionsgangene meget omdiskuterede indikatormodel for hvordan dét, der før var basismidler til universiteterne, nu skal ændres og være præmiemidler for "kvalitet" som de enkelte universiteter kan vinde i indbyrdes konkurrence på en række endnu ikke afklarede parametre, indtil videre omtalt ved kode- eller buzzwords som forskningskvalitet, uddannelseskvalitet og videnspredningskvalitet (som skal operationaliseres til kvantitativt optællelige størrelser), er nu udsat. Så sent som 25. juni udtalte rektorernes formans Jens Oddershede til Urban at,
»Der vil helt sikkert være meget kritik, når den færdige model foreligger, og det kan næppe undgås, at nogle universiteter rammes. Derfor foreslår vi, at der skal være et loft på tre procent for, hvor meget et universitet må blive ramt på bevillingerne.«
Men i går meddelte Videnskabsministeriet (her), at modellen udskydes et år. Man kan gætte på, at det udover reelle problemer med konsekvensberegninger og tilvejebringelse af data også skyldes intern uenighed mellem Rektorkollegiet og Videnskabsministeriet.
Jeg så gerne en mere åben proces om udviklingen af indikatormodellen, ikke bare internt mellem de enkelte udvalg, men en bredere diskussion, herunder diskussion af
- modellens adfærdsregulerende konsekvenser for forskning, uddannelse og formidling?
- dens direkte og inddirekte konsekvenser for den individuelle forskningsfrihed?
- hvordan forestiller man sig at vægte de vidt forskellige parametre indbyrdes (i forsøget på at nå et samlet mål for det enkelte universitets "kvalitetsvægt")?
- dens økonomiske konsekvenser for de enkelte universiteter?
- konsekvenser for mangfoldigheden af universitetstyper (er det godt at alle universiteter skal konkurrere efter samme målestok?)
- konsekvenser for fagområder med forskelligt publikationsmønster?
- debat om den nye fordelingsmetode indføres blot fordi den er ny, eller også fordi den er bedre, og om en helt tredje vej for fordelingsmetode burde overvejes?
- om et public service-princip for universiteternes forskning, undervisning og formidling ikke er bedre end et new public management-princip?

Tillykke til CFA !

Tillykke med de 10 år, CFA !!! Center for Forskningsanalyse har netop udsendt en art jubilæums-nyhedsbrev (se her), og der er bestemt grund til at fejre dem. Bl.a. henviser det til en fin introduktion til centerets aktiviteter gemmen 10 år.
For få dage siden informerede universitetsstyrelsen under videnskabsministeriet om at "det er tid for at påbegynde arbejdet med udviklingskontrakterne for 2008-10." De to nyheder minder mig om tre ting:
• Den tidligere Århus-rektor Lehmans beskrivelse (gengivet i en klumme for nyligt), at "det var eksplicit frivilligt, om universiteter ville indgå en kontrakt, men det var meget uklart, hvad det implicerede, hvis man ikke formulerede en", underforstået, at frivillighed var et blålys.
• Videnskabsministeriet gik forrest og viste en tredje vej for de andre ministerier i spørgsmålet om eventuel brug af tidligere (nu indfusionerede) sektorforskningsinstitutter til myndighedsopgaver (som nu kan udliciteres): Brug ikke disse, men udliciter heller ikke! Gør som vi: Opbyg Jeres egne enheder i ministeriet til de opgaver, der er brug for. Opgaven i nærværende tilfælde er en indikatormodel med tilknyttet måle- og dokumentationsapparatur. Her gik man uden om CFA og skaber nu en enhed i ministeriets forskningsstyrelse (FIST) til opgaven (som omtalt her på bloggen). Men okay, det ville nok også se sært ud, hvis ÅU, som CFA nu hører under, fik opgaven, når ÅU selv snart skal "konkurrere" med de andre universiteter om basismidlerne.
• I notatet "Udviklingskontrakter mellem Forskningsministeriet og Universiteter - Belyst med inddragelse af erfaringer fra Benchmarking og Evalueringer" fra 1998 (kan downloades her), som blev til efter en henvendelse fra daværende forskningsminister Jan Trøjborg, skrev Karen Siune, leder af CFA, og Bettina Damm følgende:

"Benchmarking, uanset at det ikke er en epokegørende ny metode, pålægger den enkelte institution at overveje sin egen situation og overveje med hvem, det er rimeligt at sammenligne institutionen. Overvejelserne kan gøres til genstand for interne drøftelser med deraf følgende opmærksomhed og eventuel selverkendelse. Sammenligningerne med andre kan gøre institutionen/universitetet i stand til at definere sine mål, som kan udtrykkes i en udviklingskontrakt, såfremt målene accepteres som relevante og gyldige mål for institutionen af kontraktpartneren, der i dette tilfælde er Forskningsministeriet eller evt. både Forskningsministeriet og Undervisningsministeriet. Elementerne i den indgåede kontrakt skal gøres til genstand for almindelig åben debat, for uden denne offentlighed om målsætningen kan det ikke forventes, at institutionerne kan leve op til målsætningen. Stærke ledere har også brug for, at andre, og her ikke mindst de ved institutionen ansatte, har kendskab til målene. Ideelt set skal målene opstilles som led i en intern dialog, førend målene forhandles med den eksterne kontraktpartner in casu ministeriet." (Min fremhævelse, CE)

Det er en vældig god pointe om offentlighed, Siune & Damm her drog frem, og det må jo siges at være et meget ømt punkt i hele processen med udviklingskontrakter som vi kender den i dag, og det samspil mellem benchmarking (nu som algoritme) og udviklingskontrakter, som vi nu får, hvis det står til ministeriets planer, bliver noget anderledes. Jeg ved ikke om der er andre grunde til at CFA ikke fik opgaven end nuværende beliggenhed på ÅU, men måske skal man også benytte fødselsdagen til at sige tillykke med det! Sander siger næsten, at I nu (som ex-sektorforskere) har endnu større forskningsfrihed end før, og det lader da også til, at båndene til ministeriet, uanset om de har været løse eller snærende, nu helt er kappet. Derfor kan man måske endda ønske FIST tillykke med en ny kritisk modspiller til deres egen kvalitets- og forskningsevalueringsenhed? Lad os da håbe det.

Sommerløjer i ministeriet

Uha! Videnskabsministeriet, UBST, og ansøgninger, altså! Som regel jævnt kedelig læsning, men ind imellem urkomisk, her i agurketiden, når man browser gennem ministeriets sider, i en forgæves jagt på den seneste indikatormodel til financiering af basismidlerne (som folk i ministeriet hævder snart vil offentliggøres). - Hvor dumme kan forskere være?! Sådan klinger det underliggende spørgsmål, og en uforstillet forargelse lyser ud af de sider, som - må en menig gulvforsker formode - evaluatorer, embedskvinder og -mænd, kvalitetsmålere og bedømmere har befattet. Se denne nyhed (som kan læses her):

"Første hurdle overstået for ansøgere til samfundsfag og humaniora
28.06.2007
I alt 531 konsortier har sendt en projektansøgning for at komme i betragtning til støtte fra FP7's temaområde Samfundsvidenskab og Humaniora.
Nogle ansøgere får afslag med det samme
En del af ansøgningerne bliver dog slet ikke læst af bedømmelseskomiteen. Hele 25 konsortier er allerede sorteret fra, fordi de ansøger om et for stort eller for lille beløb i forhold til det, der er beskrevet i arbejdsprogrammet. En af ansøgningerne blev for eksempel sorteret fra, fordi der blev ansøgt om 500 euro mere end maksimumsbeløbet. Den slags uregelmæssigheder accepteres ikke."

Haha, det morede de 25 konsortier sig meget over den sommer. Hvilken dybt seriøs sorteringsproces! - Udtrykket "Den slags uregelmæssigheder", det minder mig om følgende vers fra min barndom (eller var det mine bedsteforældres barndom?):

Vred blev den store Bastian
(på billedet du ser hvordan),
og da han karl var for sin hat,
han fik dem i kardusen fat.
Ham Ludvig rev og Morten bed,
og Jeppe — (ham med kringlen) — sled,
det hjalp dog ej, for han var slem:
han i sit blækhus dypped' dem.

Her frit oversat til helgesandersk:

Vred blev den store Sander-mand.
(Klik her, så ser du klart hvordan),
og da elsked denne sport
at skille klinten fra det lort
de sendte ham, - da fik han ram
på alle, jo, - det var en klam
fornemmelse, at dyppes ned
og mærke Sanders syre sved.

Forskningspolitik i heterogene organisationer

Med de mange fusionerede forskningsorganisationer er der opstået en bekymring for at den nuværende formelle begrænsning på forskningsfriheden, som består i universitetsforskeren skal forske indenfor instituttets eller universitetets forskningsstrategiske rammer, vil munde ud i reelle pres fra ledelsen på den enkelte forsker, i retning af at dreje sin forskning væk fra bestemte ting eller i retning af bestemte emner. Hvordan ville det kunne foregå? Man kan altid afvise den slags som spekulativt, men lad os tænke konkret på ledelsens motiver og fristelser: Fusioner gælder jo ikke kun mellem universiteter; internt på universiteterne finder man også fusionerede storinstitutter og andre større organisatoriske enheder, der samler flere afdelinger under sig. På de humanistiske fakulteter er der skabt mega-institutter med navne som "sprog, kommunikation og formidling" og de består af en mangfoldighed af mindre afdelinger, tidligere små institutter, hvor forskere har dyrket deres specialiterer, som fx dialektforskning, folkemindevidenskab eller tysk sprog og kultur. På det sundhedsvidenskabelige fakultet på KU findes et stort Institut for Folkesundhedsvidenskab, men ingen forsker jo bare i dette begreb helt abstrakt, og instituttet er da også et frodigt konglomerat af mange ret så heterogene afdelinger, hver med deres forskningsfelter og interesser, og disse afdelinger trives (mht. deres forskningsfelter) formentligt ret autonomt fra den paraplybetegnelse, de er er kommet til at høre under. På det tidligere KVL, som nu er et biovidenskabeligt fakultet, findes også storinstitutter, som fx samler forskning i fysik, kemi, matematik i et Institut for Grundvidenskab. Med den øgede fokus på branding og den deraf følgende stigende betydning af navnes symbolik og ledelsens eventuelle ønsker om at 'trimme' organisationen, er den tanke nærlæggende, at den dynamiske forskningsleder vil ønske at styre organisationen, også hvad angår forskning, i bestemte retninger. Eller måske skille sig af med hele forskningsfelter, som virker sære, kontroversielle, anderledes, eller stikker af fra det ideologiske helhedsbillede af en samlet organisation, som spøger i megen management-tænkning. Dette vil alt andet lige føre til homogenisering af forskningen. Indsatsområde-tankegangen og øvelser som udpegning af 'kernefelter', 'stjernepakker' og hvad den slags nu hedder, peger i samme retning. Når man peger på en kerne, udgrænser man også indirekte en periferi. Kommer der nedskæringer, er periferien mest udsat. Eller skal der konkurreres om midler, vil mindre forskningsfelter let få prædikatet "eksotiske", selvom dette selvfølgelig intet siger om deres kvalitet, relevans eller langsigtede betydning. Og har lederen nødvendigvis fuld forståelse for forskningstyper, som han eller hun ikke selv er opfostret med? Har en atomfysiker, som bliver en del af en universitetsledelse, nogen stor forståelse for den forskning, der foregår på de naturhistoriske museer, hvor Naturen ikke er elementarpartikler, men skærver og ukrudt, biller og danske hvaler? Vi er en hel del personer, der er enige med rektor for KU når han taler for at befæste den individuelle forskningsfrihed (jr. referatet her).

Danmarks forskningsindsats stagnerende?

Dansk Center for Forskningsanalyse udsender et nyhedsbrev, hvis seneste nummer bl.a. lyder sådan:

Pressemeddelelse
Lille stigning i dansk erhvervslivs udgifter til forskning og udvikling i 2005
Den nye forskningsstatistik fra Dansk Center for Forskningsanalyse viser, at dansk erhvervsliv udfører forskning og udviklingsarbejde for 25,9 mia. kr. i 2005, hvilket svarer til 1,67 procent af BNP.

Publikationen ”Erhvervslivets forskning og udviklingsarbejde – Forskningsstatistik 2005” indeholder en opgørelse over omfanget af forskningen og udviklingen i dansk erhvervsliv.
Statistikken viser bl.a.:
Der er i 2005 anvendt 1,1 mia. kr. mere på forskning og udviklingsarbejde end i 2004. I faste 2005 priser er stigningen på 0,5 mia. kr. svarende til knap 2 procent.
Væksten har fundet sted inden for videnservice erhvervene. Her er udgifterne til egen FoU steget fra 6,1 til 7,6 mia. kr.
33 procent af FoU-midlerne kan relateres til slutprodukter/tjenesteydelser inden for IKT og 32 procent til slutprodukter/tjenesteydelser inden for sundhed.
Virksomhederne finansierede selv 84 procent af deres udgifter til egen FoU.
Der er i 2005 beskæftiget godt 39.000 personer med forskning og udviklingsarbejde, og de har udført godt 28.000 forskningsårsværk.
Der er købt FoU-tjenester for 5,9 mia. kr. – en lille stigning på knap 4 procent i forhold til 2004. Knap 55 procent af FoU-tjenesterne er købt fra udlandet.

Yderligere oplysninger kan fås hos statistikansvarlig Rikke Willemoes (tlf.: 89 42 23 92; e-mail: rwj@cfa.au.dk)
Læs mere i publikationen og i den detaljerede tabelsamling over erhvervslivets FoU-indsats på forskningsstatistikkens egen hjemmeside: www.forskningsanalyse.dk.

Pressemeddelelse (pdf)
Tabelsamling (pdf)
Tabeller (excel)
Metodebeskrivelse og datagrundlag (pdf)

Dansk Center for Forskningsanalyse
Aarhus Universitet
Finlandsgade 4
DK - 8200 Aarhus N
Denmark
(+45) 8942 2394
(+45) 8942 2399 (fax)
www.cfa.au.dk
www.forskningsanalyse.dk

På baggrund af det, som vel umiddelbart lyder som dagens glade nyhed om erhvervslivets stigende investering i forskning, rejser der sig to spørgsmål:

1. Når nu dansk erhvervsliv allerede har et så påviseligt stort engagement i egenfinancieret forskning, hvorfor er det så det vigtigste i regeringens forskningspolitik at få grundforskningsinstitutioner som universiteter til at satse på erhvervsrelateret forskning, med pisk eller med gulerod, herunder den incitamentstruktur, som indikatormodellen lægger op til? Er det nu så klogt?

2. Hvorfor vokser den samlede forskningsindsats i Danmark ikke i forhold til BNP?

Uddybende til det sidste spørgsmål skal man iagttage figur 5 og 6 i publikationen, gengivet herunder (klik på figurerne for at forstørre).

Figur 5 viser udviklingen i FoU-udgifternes andel af bruttonationalproduktet (BNP) i erhvervslivet i de nordiske lande samt EU og OECD i perioden fra 1995 til 2005. Norge har de senere år oplevet en afmatning i forskningsindsatsen. Danmark, Sverige og Finland har på trods af stigende FoU-indsats ikke kunnet følge med det stærkt stigende BNP siden 2003. Set i forhold til det danske bruttonationalprodukt er erhvervslivets indsats således faldet en smule – fra ,69 i 2004 til 1,67 procent i 2005.

Af figur 6 fremgår det, at dansk erhvervsliv ligger lidt under erhvervslivet i Tyskland og USA med hensyn til FoU-udgifternes andel af BNP. Derimod er der langt op til svensk og finsk erhvervsliv med FoU-andele af BNP på hhv. 2,92 procent og 2,46 procent. Fransk og engelsk erhvervsliv har med procentandele på henholdsvis 1,32 og 1,09 anvendt relativt mindre andele på FoU end Danmark. Norsk erhvervsliv ligger også noget under med FoU-udgifter, som kun udgør 0,82 procent af BNP i 2005.

For på den ene side er det korrekt, at virksomhederne anvender mere målt i faste priser - men hele økonomien vokser, og som det ses, er der ikke tale om ændringer i forhold til BNP - eller sagt på en lidt anden måde: erhvervslivets forskning vokser ikke så hurtigt, at den kan følge med i stigningen i BNP - og Danmark ligger under Sverige og Finland (Norge har et stort BNP som følge af deres olieindtægter - derfor ligger de lavt).
Men det ændrer ikke ved, at den offentlige forskning heller ikke vokser (se tilsvarende figur 25 og 26 i den offentlige statistik, http://www.forskningsanalyse.dk/OF2005/OFF2005.pdf)

PS, tak til Kamma (fra CFA og bloggen her) for hjælp til forståelsen.

Tillid er godt, tilsyn er bedre

Dette er hverken Adam Smiths usynlige hånd, eller den usynlige armslængde mellem de "selvejende" danske universiteter og UBST - Videnskabsministeriets specialtropper med Jens Peter Jacobsen og René Bugge Bertramsen i spidsen, også kaldet Universitets- og Bygningsstyrelsen. Det er forsidebilledet af en pjece om kontrol fra samme enhed, Udvikling af universiteter - et moderne tilsyn, øjensynligt skrevet til universiteternes bestyrelser og de øvrige lederlag, så man bedre kan tilegne sig kontrolstofskiftets cyckliske processer (også kaldet tilsynscyklussen). Om pjecen kan man læse denne intro fra kommandoens egen hjemmeside (www.ubst.dk) under nyheder (d. 18-06-2007):

"Universitets- og Bygningsstyrelsen har igangsat et arbejde med at videreudvikle styrelsens tilsyn med universiteterne. Der ønskes en mere systematisk struktur og ramme for Universitets- og Bygningsstyrelsens tilsynsaktiviteter, der tydeliggør sammenhængen mellem de enkelte aktiviteter og gør styrelsens tilsyn mere effektivt, synligt og gennemskueligt. Gennem et mere brugerorienteret tilsyn, der tager udgangspunkt i universiteternes virke, skabes der endvidere grundlag for løbende at vurdere, om der er mulighed for en forbedring af det regelsæt, der regulerer universiteternes virksomhed.
Der er udarbejdet udkast til en rapport, der beskriver rammerne for det fremtidige tilsyn med universiteterne. Universitets- og Bygningsstyrelsen vil over sommeren drøfte rapporten med universiteterne og Rigsrevisionen med henblik på at arbejde videre med det nye tilsynskoncept."

I pjecen (her i pdf) finder man denne formulering:

""Universiteterne er selvejende institutioner inden for den offentlige forvaltning under tilsyn af ministeren for videnskab, teknologi og udvikling."
Det betyder, jf. universitetslovens styringsbestemmelser, at universitetsbestyrelserne er ansvarlige for universitetets virke, herunder forvaltningen af universiteternes samlede ressourcer. Universiteterne har dermed et vidtgående, selvstændigt ansvar for implementeringen af den lovgivning universiteterne er underlagt, herunder de samfundsmæssige og politiske forventninger, der formuleres for universiteternes virksomhed." (s. 8)

Ærgerligt man hverken er sociolingvist eller magtteoretiker, for det er da en interessant sprogbrug. Længere fremme læser man at

"Selvejekonstruktionen har skabt en situation, hvor styrelsen skal udføre tilsynet på en ny måde, blandt andet for at sikre, at tilsynet ikke underminerer selvejet. Med universiteternes selveje er der indført en opgavefordeling mellem universiteternes ledelser og styrelse, der skaber en vis armslængde mellem universitet og styrelse. Sigtet med UBST's nye tilsynspraksis er, at den skal understøtte de intentioner, som lå bag beslutningen om universiteternes overgang til selvejende institutioner. Denne armslængde udvikles samtidig af universiteternes arbejde med at styrke institutionernes egenkontrol.
UBST skal derfor ikke udelukkende fungere som en kontrolinstans, der kun handler, når universiteterne har begået fejl. Tilsynet skal også have et udviklingsorienteret fokus, der sigter mod at understøtte universiteterne i at varetage deres forpligtelser." (s.9)

Som barnet skal lære at ville være lydig mod loven, skal UBST understøtte universiteterne i at tage ansvar for "politiske forventninger, der formuleres". For en naiv læser som undertegnede, er pjecen fyldt med mange gode intentioner, herunder hensigten at - om ikke øge så - tydeliggøre armslængdeprincippet, og skam få den, der tænker ilde derom!

Forskningsfrihed - en prydgenstand?

Befri din tid! Sådan kan man sammenfatte dette uddrag af professor ved Århus Universitets psykologiske institut Dorthe Berntsens takketale ved modtagelse af Rigmor og Carl Holst-Knudsens videnskabspris den 23. maj i år:

"Når man spørger universitetsfolk, hvad der får dem til at arbejde 50-60 timer om ugen til en løn som mange bygningshåndværkere ville afvise, så er svaret næsten altid, at det er på grund af den akademiske frihed. Når man spørger dem, hvorfor de er stressede, så er svaret ikke, at de arbejder mange timer, men at de på trods af de mange timer ikke kan nå til det, de brænder for. Generøsiteten bliver brugt op på alt muligt andet - junk, som de kalder det i USA.

Det er nemlig ikke kun her i Århus eller Danmark, at universitetsansatte akademikere kan føle sig klemt. Jeg kommer lige fra et af de rigeste og mest prestigefyldte amerikanske universiteter, hvor jeg har været gæst. Her er folk er så forarmede på tid, at det overgår enhver beskrivelse. Ligningen tid er penge går ikke op. Penge er der nok af, folk har store fondsbevillinger, men alt for lidt tid. Det er som om, vi er vidner til et verdensomspændende og meget mystisk tidrøveri i det akademiske liv. Jeg ved ikke, hvem røverne er. Det er ikke nogen bestemte personer. Det er nogle uhensigtsmæssigheder i systemet, som kræver nærmere analyser. Noget af det kan utvivlsomt tilskrives øget topstyring med hvad det næsten uundgåeligt medfører af bureaukratisering. Som sagt er det ikke et lokalt, men et internationalt fænomen. Jeg tror, vi er er nødt til i højere grad at indtænke tiden som omkostningsfaktor, når der laves forandringer, findes på nye systemer, søges forskningsmidler, eller laves besparelser i kroner og ører. Hvad koster det i tid?

Tabet af tid er en fare for forskningsfriheden. Ikke fordi det vil fjerne den som princip. Alle er enige om, at det er et vigtigt princip. Selv videnskabsministeren taler varmt for forskningsfrihed som princip. Men det nytter ikke noget at have forskningsfriheden som princip, hvis man reelt ikke har tid til at bruge den. I et skrækscenarium kunne man da forestille sig, at det kunne gå med forskningsfriheden, ligesom det er gået med andre ting som en gang var en helt essentiel del af tilværelsen, men som tiden er løbet fra, og som derfor er overgået fra nytte til pryd. Vi kender dem alle sammen. Høleen som hænger på huset, hjulet fra hestevognen som pryder muren ved siden af og mælkejungen fra nedlagte landbrug, som lever videre som blomsterdekoration på terrassen. Lad os for alt i verden undgå at forskningsfriheden på samme måde bliver til en prydgenstand. Ikke kun for forskningens og forskernes skyld, men for vores demokratis og civilisations skyld."

Organigrammatologi

Den komparative organigrammatologi, videnskaben der studerer organisationsdiagrammer for forskellige organisationer og de historiske, sociale og semiotiske kontekster for disse diagrammer, giver anledning til interessante overvejselser i forbindelse med forsøget på at nå frem til bestemmelsen af et universitets "kvalitetsvægt" - det magiske tal, som for det enkelte universitet skal bestemme størrelsen af de "basisbevillinger", universitetet tildeles. Se fx på disse to organigrammer, først det øverste (original her, eller klik på billedet) over Århus Universitet, der nu omfatter sektorforskningsinstitutionerne Danmarks Miljøundersøgelser, Danmarks Jordbrugsforskning samt en Handelshøjskole.
Sammenlign med Københavns Universitet her til højre (fra planen her, følgeskrivelse her, eller klik igen). Ser man bort fra åbenlyst diagramæstetiske forskelle, og det forhold at KU's diagram klart indikerer en bred vifte af nye afdelinger i administrationen som fx innovations- og forskerservice, der naturligt hører til i ethvert postakademisk universitet, så tegner der sig interessante ligheder, såsom mangfoldigheden af forskningstyper, som det må være svært at måle output af på nogen ensartet facon. Man lægger selvfølgelig også mærke til de indfusionerede sektorforskningsinstitutioner på ÅU, som måske afstedkommer ekstra udfordringer hvad angår opnåelse af enighed om retfærdigheden i det indbyrdes vægtforhold mellem hovedindikatorerne (for kvantum videnspredning, undervisning, forrskning og formidling) som eftersøges. Hvordan skal myndighedsopgaver, fx meget store overvågnings- eller udredningsopgaver, pointgives? Se også en klummen om mysteriet om hvem der beslutter sig for disse ting, i Weekendavisen i dag.

Akademisk kapitalisme (III): Branding

Vi har før, under betegnelsen akademisk kapitalisme, omtalt det problematiske fænomen, at universiteterne i deres adfærd på en række punkter efterligner adfærden hos private virksomheder. Et eksempel er branding. En del nyhedsmedier omtaler i dag, hvordan reklamebudgetter på universiteter, handelshøjskoler o.a. tredoblet fra 52 mio. kr. i 1999 til 155 mio. i 2006. Og det forventes, at beløbet kommer pænt over 200 mio. kr i år, fordi konkurrencen om studenterne er intensiveres. Hvis man kan frasige sig reklameaviser, kan man så ikke også sige nej til at universiteterne bruger penge på reklamer? Se omtaler hos FORSKERforum nyheder, Politiken (kopi her), og P3-nyheder.

Vild analyse af Sanderske paradokser

Rasmus fra bloggen Ursuppen har sendt os dette:

Hej Forskningsfrihed

Et par links mere om Helge Sanders nyeste antics.

http://centerforvildanalyse.smartlog.dk/frihed-under-ansvar-post100795

http://centerforvildanalyse.smartlog.dk/lad-os-skabe-nogle-probemer-post100801

Mvh Rasmus

Det er links til bloggen Center for Vild Analyse, og især det sidste indlæg stiller skrapt på paradokser i Sanders Universitetspolitik. Vi hilser den nye blog velkommen som endnu en bidragyder til kritisk debat af af den herskende forskningspolitik.

En pointmodel vi rejser

Det var den 18. maj 2007 så længe siden at man sidst havde hørt noget til ATV, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, at dets formand Torben Greve så sig nødsaget til i Jyllandsposten denne dato (her) at tage æren for det igangværende modelarbejde for hvordan universiteterne skal rangordnes i det cirkus, der skal tage sig ud som en konkurrence om kvalitet, men som reelt bliver et spil om at score højst på en skala, der er er sammensat af en række parametre for effektivitet, volumen, output, etc. ATV mener, at modellen skal krydres med lidt cigarkasse- eller satsningsområde-tænkning. De vil lade bestyrelsen for Grundforskningsfonden nedsætte et panel og opbygge et sekretariat, der skal "etablere langsigtede forskningsstrategier og sikre, at universiteterne udvikler og prioriterer nye satsningsområder". Det lyder som varm luft i en prøveballon. Se iøvrigt artiklerne i Ingeniøren fra 1. juni (her) som bringer lidt om modelarbejdet.

Forskningsfrihed de næste 2000 dage

Helge Sander fejrede jo for nylig de imponerende resultater, hans ministerium har nået de første 2000 dage. Ved den festlige lejlighed udtalte han bla., at han ikke har bemærket nogen kritik fra forskere eller universiteterne om problemer med forskningsfrihed i den nye universitetslov. Senest har han gentaget dette i et interview i Politiken, d. 4.6., hvor man bla. læser:

"Helge Sander , hvorfor indskrænker en liberal minister forskningsfriheden?
»Det gør jeg heller ikke. Der er ikke ændret en tøddel ved forskningsfriheden i universitetsloven. Tvært imod er der sket en forbedring, idet forskerne fra sektorforskningsinstitutionerne nu er kommet under universitetslovens beskyttelse«.

Men flere prominente rektorer og forskere påstår jo, at de oplever mindre frihed?

»Jeg har bedt dem om at dokumentere, at forskningsfriheden skulle være blevet forringet, men har endnu ikke fået det første eksempel. Jeg tror også, det bliver svært at finde«."

Egentlig har Sander ret i, at der ikke var megen offentlig debat om forskningsfrihed og selve universitetsloven under behandlingen. Emnet er ikke højt på mediedagsordenen, og jeg kender flere eksempler på debatindlæg, der er blevet afvist. Men måske har vi forskere også selv været for passive? Måske skulle vi begynde systematisk at indsamle, dokumentere og offentliggøre konkrete eksempler på begrænsninger i forskningsfrihed og forskeres ytringsfrihed.
Sådan et materiale vil også være meget relevant for det fremtidspanel af udmærkede mennesker, som Helge Sander nedsatte for at rådgive om, hvad han skal lave de næste 2000 dage. (Se udvalgets opgaver og sammensætning her). Vi må bestemt forvente, at de vil pege på sikring af forskningsfriheden som et problem, der skal i fokus de kommende år.