Forskningspolitik i heterogene organisationer

Med de mange fusionerede forskningsorganisationer er der opstået en bekymring for at den nuværende formelle begrænsning på forskningsfriheden, som består i universitetsforskeren skal forske indenfor instituttets eller universitetets forskningsstrategiske rammer, vil munde ud i reelle pres fra ledelsen på den enkelte forsker, i retning af at dreje sin forskning væk fra bestemte ting eller i retning af bestemte emner. Hvordan ville det kunne foregå? Man kan altid afvise den slags som spekulativt, men lad os tænke konkret på ledelsens motiver og fristelser: Fusioner gælder jo ikke kun mellem universiteter; internt på universiteterne finder man også fusionerede storinstitutter og andre større organisatoriske enheder, der samler flere afdelinger under sig. På de humanistiske fakulteter er der skabt mega-institutter med navne som "sprog, kommunikation og formidling" og de består af en mangfoldighed af mindre afdelinger, tidligere små institutter, hvor forskere har dyrket deres specialiterer, som fx dialektforskning, folkemindevidenskab eller tysk sprog og kultur. På det sundhedsvidenskabelige fakultet på KU findes et stort Institut for Folkesundhedsvidenskab, men ingen forsker jo bare i dette begreb helt abstrakt, og instituttet er da også et frodigt konglomerat af mange ret så heterogene afdelinger, hver med deres forskningsfelter og interesser, og disse afdelinger trives (mht. deres forskningsfelter) formentligt ret autonomt fra den paraplybetegnelse, de er er kommet til at høre under. På det tidligere KVL, som nu er et biovidenskabeligt fakultet, findes også storinstitutter, som fx samler forskning i fysik, kemi, matematik i et Institut for Grundvidenskab. Med den øgede fokus på branding og den deraf følgende stigende betydning af navnes symbolik og ledelsens eventuelle ønsker om at 'trimme' organisationen, er den tanke nærlæggende, at den dynamiske forskningsleder vil ønske at styre organisationen, også hvad angår forskning, i bestemte retninger. Eller måske skille sig af med hele forskningsfelter, som virker sære, kontroversielle, anderledes, eller stikker af fra det ideologiske helhedsbillede af en samlet organisation, som spøger i megen management-tænkning. Dette vil alt andet lige føre til homogenisering af forskningen. Indsatsområde-tankegangen og øvelser som udpegning af 'kernefelter', 'stjernepakker' og hvad den slags nu hedder, peger i samme retning. Når man peger på en kerne, udgrænser man også indirekte en periferi. Kommer der nedskæringer, er periferien mest udsat. Eller skal der konkurreres om midler, vil mindre forskningsfelter let få prædikatet "eksotiske", selvom dette selvfølgelig intet siger om deres kvalitet, relevans eller langsigtede betydning. Og har lederen nødvendigvis fuld forståelse for forskningstyper, som han eller hun ikke selv er opfostret med? Har en atomfysiker, som bliver en del af en universitetsledelse, nogen stor forståelse for den forskning, der foregår på de naturhistoriske museer, hvor Naturen ikke er elementarpartikler, men skærver og ukrudt, biller og danske hvaler? Vi er en hel del personer, der er enige med rektor for KU når han taler for at befæste den individuelle forskningsfrihed (jr. referatet her).