Branded kritik som inddæmningsstrategi

Af Hanne Tange

Nedenstående betragtninger er inspireret af Politikens opråb til ”Yngre venstreorienterede skribenter” den 11. juni 2012. Siden da har sagen om Marlene Wind bare gjort emnet mere aktuelt. For den viser, at også KUs ledere har en interesse i at få medarbejderudsagn skåret til på en måde, der på overfladen efterlader et indtryk af ytringsfrihed, men som reelt er tilpasset institutionens ønsker og behov. Det er den form for udtalelser, jeg kalder brandet kritik.

Brandet kritik bruges af ledelse og kommunikationsafdeling til at underbygge frem for at udfordre en organisations image. I en tid med whistleblowers og Wikileaks er det nemlig blevet moderne at udstille de kritiske røster. Medarbejdere har fået adgang til corporate blogs, debatfora og Facebook, hvor de kan sige deres mening uden først at konsultere mellemledere og kommunikationsmedarbejdere. I princippet giver det plads til en mangfoldighed af stemmer, herunder også de der forholder sig tøvende til ledelsens strategier. Men er der nu også tale om reel diskussion, eller handler det, som Politikens tilfælde, om at få skåret debatten til på en måde, der kan passe? Lad mig komme med et eksempel fra min egen verden: kommunikationen omkring AUs faglige udviklingsproces.

I marts 2011 havde campusavisen Univers det fælles tema: ”Et nyt og bedre Aarhus Universitet.” Kommunikationsafdelingen præsenterede her de umiddelbare reaktioner på rektors planer for det omorganiserede AU. Hele viften af medarbejdere var med. Her var tillidsmanden, professoren, den administrative medarbejder, DPU, Dansk Miljøundersøgelser og studerende fra både det ”gamle” AU og Handelshøjskolen. Så man fik kommunikeret, at AU var et fagligt favnende, mangfoldigt universitet. Samtidigt blev det signaleret, at medarbejderne havde ret til at sige, hvad de mente om det nye AU. Der blev bragt kritiske kommentarer om ”et splittet tilhørsforhold,” ”en anden stemning” og ”længere på arbejde,” så det var vel sådan set godt nok. Eller hvad?

Det er interessante at se, hvordan visse temaer mest af alt glimrer ved deres fravær. For eksempel er der ingen, der spørger til nødvendigheden af en så omfattende omstrukturering, og de to studerende nævner – som de eneste – medinddragelse og gennemskuelighed. Hvad de øvrige angår? Tjah, deres bemærkninger efterlader et indtryk af, at de er blevet bedt om alene at forholde sig til et enkelt, meget konkret spørgsmål. Det kan så være institutternes størrelse, faglige samarbejdsmuligheder eller en fysisk flytning.

Branded kritik er at sammenligne med den inddæmningsstrategi, amerikanerne brugte under Den Kolde Krig. I stedet for at præsentere nyheder fra et ledelsesperspektiv, hvilket hurtigt gennemskues på universiteter, hvor der forskes i Statskundskab, Medievidenskab og Organisationsteori, vælger man at inddrage de kritiske røster. På den måde giver man indtryk af, at der i processen er plads til dialog og demokrati. Men bemærk også, hvordan medarbejderne primært forholder sig til konkrete emner - fysisk omrokering, institutnavne og størrelsen på faglige enheder. Det er her, vi ser inddæmningen. For ved at opfordre medarbejderne til sige, hvad de vil om mindre substantielle spørgsmål, sørger man for, at de kritiske stemmer er optaget andetsteds, mens man i ro og mag etablerer og konsoliderer et etstrenget ledelsessystem. Smart, ikke?