replik til Sune Auken

Tak for dit svar på mit indlæg, som har givet mig lejlighed til eftertanke og har gjort mig opmærksom på nogle af de dilemmaer som den igangværende debat om forskningsfrihed er fanget i.
Først din kritik af det politiserede universitet i 70'erne og 80'erne, som du ikke ønsker tilbage. Jeg ved at det er lykkedes for den borgerlige propaganda at forvrænge erindringen om både de resultater der kom ud af fagkritik og universitetskampe, og de mange problemer den tidsperiode skabte for både Vip'er og studerende. Propagandaen fremstiller tidsperioden som kaotisk, præget af manglende faglighed og med sekterisk politik som eneste indhold. Den fortier, at perioden også medførte dramatiske skift i samfundet, som kom fra en egentlig ganske avanceret forskning med en unik pionerånd. Lad mig gå en personlig omvej for at illustrere dette:
En af de oplevelser, jeg havde som ung studerende på universitetet, og som har gjort uudsletteligt indtryk på mig, var et interview med en ung kvinde i begyndelsen af 30'erne, som havde arbejdet som bygningsmaler siden hun var 18 år. Formålet med interviewet var at dokumentere effekten af organiske opløsningsmidler og især at dokumentere hvordan opløsningsskadede personer blev behandlet i hospitalssystemet. Jeg sad nu der i al min enfoldige naivitet overfor et ungt menneske, som var så ødelagt af sin arbejdsbetingede hjerneskade, at hun sov 22 ud af døgnets 24 timer, ikke kunne genkende sine børn og havde udsigt til at havne på institution til opbevaring som grøntsag indenfor få år. Hun havde opsøgt flere speciallæger, som enten havde presset hende tilbage på arbejde eller havde behandlet hende med elektrochok på psykiatrisk afdeling, fordi man tolkede hendes forgiftningssymptomer som svær depression. Oplevelsen rystede mig voldsomt, og medførte at jeg lagde et betydeligt arbejde i at dokumentere arbejdsmiljøproblemer og at formidle denne dokumentation til de faglige organisationer, der kunne kæmpe for at stoppe denne fuldkommen meningsløse ødelæggelse af unge mennesker. Ofte manglede både patienter og deres fagforeninger (og deres læge) viden om de kemikalier de arbejdede med, fordi oplysningerne ikke var let tilgængelige.

Min absolut beskedne del af den samlede arbejdsmiljøforskning, som udsprang af danske universiteter i denne tidsperiode, var en del af en videnskabelig revolution, der på få år skabte stor opmærksomhed om risikoen ved arbejdet med farlige kemikalier og medførte en restriktiv beskyttelseslovgivning og at Arbejdstilsynet vågnede af sin dvale og oprustede voldsomt på dette område – alt sammen forårsaget af den forskning, som studerende lavede som del af deres uddannelse. (Jeg har ingen problemer med at klassificere meget af det arbejde som studerende udførte selvstændigt som forskning, fordi det var præget af både engagement, grundighed og stringens i metoden) Man må også huske på, at der stort set ingen forskning var i arbejdsmiljøproblemer før denne tidsperiode.
Grunden til at jeg havnede foran maleren Ulla var bl.a. at der på universitetet var en stor faglig frihed og en helt exceptionel åbenhed overfor de emner de studerende ønskede at arbejde med. Laboratorier og faglig viden blev stillet til vores rådighed, stort set uden betingelser. Vi blev opfordret til at opsøge eksterne samarbejdspartnere og motiveret til at kaste os ud i at lave videnskabeligt arbejde og formidle vores resultater tilbage til samarbejdspartnerne. Sideløbende med det meget anvendte forskning der blev produceret, blev der også lagt mange kræfter i teoriudvikling. Det er korrekt at en del af dette havnede ude i hampen, men meget af dette arbejde medførte på langt sigt at nye bæredygtige teorier blev udviklet, og en stor del er vel fundament for den teoriudvikling som foregår i dag.

Når jeg ser på min hylde med arbejdsmiljørapporter, som er udsprunget fra universiteterne i denne tidsperiode, er jeg ikke i tvivl om at mange liv er reddet og megen lidelse undgået, fordi der blev lavet forskning, som kunne anvendes til forandring. Jeg er heller ikke i tvivl om, at denne forskning medførte at universiteterne (bl.a. RUC) også fik megen ekstern støtte fra folk, der ellers ikke havde meget til overs for os med vores noget aparte udseende og uforståelige og selvoptagne sprog.
Jeg vil ikke benægte at der også foregik meget som både nærmede sig det tragiske og det komiske. For de fleste af os medførte dette dog også at vi lærte at være kritiske og over tid forsøge at skabe et personligt standpunkt. Jeg kan derfor ikke dele din forkastelse af denne tidsperiode eller se den som akademisk uproduktiv, selvom jeg ikke har glemt de obligatoriske kurser i kapitallogik, hvor man i timevis forsøgte at skabe mening i alle de uforståelige ord og begreber på svahilitysk som kom fra Århus Universitet.

Jeg må vedgå, at jeg selv nok også er blevet hjerneskadet i denne periode, så jeg ikke kan forføres til at tro på den neutrale videnskab, som både borgerlige og socialister ubetinget kan have gavn af. Organiseringen af forskningen (den del som staten har kontrol over) er afhængig af den politiske styrke hos dem der betaler for den.
Regeringen lægger ikke skjul på at de vil have fuld kontrol over forskning, uddannelse og kultur af ideologiske årsager. Hvad får dig til at tro at de kan overbevises om at slippe forskningen ud af grebet? Jeg tror heller ikke på argumentet om at vi kan overbevise regeringen gennem fakta. Underskriftindsamlingen har haft stor betydning for os selv, fordi den viser hvor mange som har registreret den skade som der sker på forskning og institutioner i øjeblikket. Derimod er jeg fuldt og fast overbevist om at det preller af på Helge Sander, fordi han ikke er en mand som lader sig anfægte af fakta og fornuft, men alene varetager en politisk funktion begrundet i ideologi.

Jeg vil også stadigt være kritisk overfor Socialdemokratiets vilje til at gøre noget for forskningen. Jeg er ikke i tvivl om at der er støtte i partiet til universiteterne, og måske især fra de grupper i partiet, som har oplevet at de rent faktisk kunne anvende det der kom ud af forskningen. Partiet er dog i øjeblikket med en ledelse som lægger sig i halen på Fogh. Jeg må igen henvise til den fuldkommen usaglige kritik Helle Thorning kom med af alle os akademikere på kongressen for to år siden. – og det er vel et af dette partis forskningspolitiske dilemmaer: at man både vil opretholde fri forskning og samtidig politisk kontrollere forskningen. (Ligesom med RUC, som man både startede og forsøgte at lukke igen under socialdemokratiske regeringer)

Skal jeg forsøge at konkludere på disse omveje må det være, at vi ikke skal være naive. Vi har brug for venner som kan hjælpe os, og det er ikke Dansk Industri, Dansk Folkeparti, Venstre eller Landbrugsrådet, fordi de er med på Sanders ide om økonomisk betinget nytteforskning. Vi må brede diskussionen om vigtigheden af forskning, uddannelse og kultur ud i befolkningen, ellers bliver diskussionen begrænset til løn og arbejdsforhold for universitetsansatte – og den diskussion vil vi få lov til at have i fred. Vi står i en politisk kamp som drejer sig om universiteternes rolle i samfundet: skal universiteterne kun tjene de 50,1% s interesser som har magten eller de 100%s interesser? Den diskussion skal vi have befolkningen med i og det kræver at vi dukker frem af flyverskjulet, og at vi ikke bare argumenterer udfra vores egen situation, men godtgør at forskning som f.eks. arbejdsmiljøforskningen jeg har beskrevet, aldrig ville være sket på universitetet af i dag under stram politisk og økonomisk kontrol.