De danske universiteter præsenterer hvert år tonsvis af interessante kurser som udbydes for ph.d.-studerende, og kun for ph.d.-studerende, og der er i fagmiljøerne en vis prestige i at udbyde kurserne, som er (eller antages at være) mere 'avancerede' og tættere på frontforskningen en de almindelige kurser på bachelor- og kandidatniveau. De annonceres som regel i relativt upåagtede hjørner af internettet eller i lukkede fora. Men hvorfor egentligt forbeholde kurserne ph.d.-studerende?
Hvorfor er de ikke åbne for alle studerende? (Det forhindrer jo ikke, at man stadig uddeler ph.d.'erne de certificater for deltagelse de skal bruge til deres lokale ph.d.-skole – ofte den væsentligste motiverende faktor for deres deltagelse: at skrabe kursuspoint sammen).
Og hvorfor kun for universitetsstuderende? Hvorfor ikke alle interesserede? Det virker specielt sært for kurser, der slås op men som må aflyses, fordi ikke et tilstrækkeligt stort antal ph.d.-studerende melder sig. For en del kurser vil det kunne forventes, at en langt bredere målgruppe ville interessere sig for at modtage forskningsbaseret undervisning på højt niveau indenfor bestemte emner.
Dette skal derfor være en opfordring til de på forhånd og pr. definition ekskluderede til ikke at give op, bare fordi man ser at et spændende kursus kategoriseres som ph.d.-kursus: Søg alligevel om optagelse, selvom du ikke er ph.d.-studerende! Ofte vil du kunne lov til at sidde med til forelæsningerne, selvom du ikke er en del af ph.d.-markedet — i al fald hos den store del af kursusarrangørerne blandt universitetsunderviserne, som mener, at universitetets undervisning og forelæsninger i princippet bør være offentlige, og ikke blot for en lukket udvalgt flok.
Tænk, hvis Georg Brandes' forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur var blevet afholdt som et lukket ph.d.-kursus...
1 kommentar:
Meget god pointe, Claus -- jeg har en parallel sag kørende omkring intranet (men den vil jeg udvikle i en separat post).
Send en kommentar