I forlængelse af nedenstående. Dd udkommer min artikel "Verdensklasse eller blålys" om universitetsranglisterne. Abstractet til artiklen lyder således:
Sune Auken's contribution to this volume, World Class or Will-o'-the-Wisp, discusses a new global narrative about the universities. A narrative that has become more and more worldwide and makes itself prevalent, and whose purpose is to apply the logics of business institutions to the universities in order to measure them better and to make them more useful. Auken questions the value of competition criteria derived from business organizations (competition between organizations) for the universities that have a different and complicated structure and other goals with their work. Moreover, he uncovers the incongruence and weaknesses behind the international university rankings. The article shows that despite the fact that universities today are permeated in management ideology they can still articulate a critique of the problematic aspects behind the process.
Læs hele artiklen her
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
7 kommentarer:
Det er en helt fantastisk artikel om et utroligt tåbeligt og verdensomspændende cirkus. Velskrevet og meget vigtig - jeg håber rigtig mange læser den, ikke bare studerende og ansatte på universiteterne, journalister, politikere, bureaukrater men alle, der næsten hver dag i medierne møder disse og lignende ranglister. Jeg tillader mig at citere fra en af artiklens perler, kommentaren til THE-listen:
-- citat:
Udregningen, som reducerer ekstremt komplicerede institutioner til ét tal, hviler på en række indikatorer, der vægtes således:
• Teaching — the learning environment (worth 30 per cent of the overall ranking score)
• Research — volume, income and reputation (worth 30 per cent)
• Citations — research influence (worth 32.5 per cent)
• Industry income — innovation (worth 2.5 per cent)
• International mix — staff and students (worth 5 per cent).17
Allerede her – på tallenes absolutte overflade – begynder forundringen. Hvorfra ved THE, at forskningsindikatorerne (research og citations) er præcis 2,083 gange så vigtige som undervisningen, når man skal måle et universitets kvalitet? Hvorfor ikke 2,1 eller 2,0 eller for den sags skyld 1,5 gange vigtigere? Hvorfor er forskningsindikatorerne overhovedet vigtigere, når uddannelsen af kandidater nu i langt de fleste sammenhænge er det enkelte universitets vigtigste bidrag til samfundet? Med hvilken sikkerhed vægter industriindkomsten 0,083 gange så tungt som undervisningen og 0,04 gange så tungt som forskningen? Hvilke undersøgelser af ”universitetskvalitet” kan der peges på, der angiver nøjagtig denne ratio som den fagligt korrekte? Der gives ikke meningsfulde svar på disse spørgsmål, og de kan multipliceres i en uendelighed.
-- citat slut.
Men læs den nu i sin helhed!
Ikke for at promovere mig selv, men det kan måske have interesse for nogen, at læse om hvorledes den udvikling Sune beskriver, allerede var godt i gang for mere end 30 år siden. I 1984 skrev jeg en artikel om udviklingen i samf-forskningen ved det daværende AUC, nu Aalborg universitet. Den artikel kan læses her
www.ibjoergensen.dk/Artikler/Tekster/Samfforsk_AUC_74_84.PDF
Den var vist for lang, her er den igen:
http://www.ibjoergensen.dk/Artikler/
Tekster/Samfforsk_AUC_74_84.PDF
Den glæder jeg mig til at læse. Tak! Og hvad det andet angår, så autopromoverede jeg vist først, så det må være tilladt.
Jeg skal supplere med en henvisning til en anden god problematisering af det dybt gådefulde forhold mellem forskningsindikatorer & ranglister, forskningspolitik og det billede (eller den reifikation) vi kan forsøge danne os af et så luftigt begreb som "dansk forsknings internationale placering":
Jesper Wiborg Schneider (som også er med her på bloggen og som er ekspert på feltet) har netop skrevet om bibliometri i "Dansk dynamit – en tidsindstillet bommert?", se her.
Som Jesper skriver:
"Vi har muligvis at gøre med et paradoks. Spådomme om dansks forsknings snarlige død som følge af manglende eller øremærkede bevillinger høres ofte (se Djurhuus, 2003). Manglende bevillinger, øremærkning af bevillinger til ”strategisk” eller ”anvendt” forskning”, mangel på forskningspolitikker osv. er sandsynligvis meget reelle problemstillinger. Men de lader sig ikke umiddelbart afspejle i de bibliometriske indikatorer. Det fundamentale spørgsmål er naturligvis hvad vi måler, og hvor præcist vi egentlig måler forskningsperformance. Hvis vi antager at indikatorerne siger noget reelt, så efterlader det spørgsmålet om hvorfor dansk forskning klarer sig så godt på trods af de fremførte problemstillinger? Hvad er den hemmelige opskrift på den danske dynamit? Det er dybt interessant og bør undersøges nærmere".
Enig. Men det bliver sikkert lige så svært (eller drilsk) som at finde forklaringen på at danskerne er så lykkelige, som nogle undersøgelser hævder vi er.
Send en kommentar