Nødvendigheden af en klar beskyttelse af forskningen og af forskerens ret og pligt til at ytre sig i den offentlige debat, blev understreget idag, da professor Marlene Wind, som allerede var blevet udhængt af en minister, der optrådte helt uden interesse for sit embedes værdighed og en partileder, der efterhånden ikke kan andet end personangreb, blev påklaget af en EU-parlamentariker, der ville have rektor til at sætte hende på plads for synspunkter, han ikke delte. De samme politikere, som har gjort ytringsfriheden sakrosant, hvis det handler om retten til at kritisere etniske minoriteter er klar til at få lukket munden på forskere med magt, hvis disse kritiserer magten selv ... suk ... mere uafhængighed og større ikke mindre jobsikkerhed til forskere tak. Det er samfundskadeligt, hvis det bliver farligt for forskere at ytre sig offentligt imod magthaverne.
Uanset, hvad jeg i øvrigt mener om ham: Godt at KUs rektor står imod i denne sag. En ledelse, der giver mening, er klar til at være skjold for de ansatte.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 kommentarer:
I H.C. Andersens fædreland burde ingen magthaver undres, væmmes eller forarges over, at et barn eller en forsker påpeger magtargumenters nøgenhed.
Hvem sagde kulturarv??
Jeg har lige hørt programmet Orientering på P1, som bragte en samtale med Erik Albæk fra SDU, som opfølgning på at Albæk og Poul Erik Mouritzen fra AU havde udtalt sig om sagen til journalist Thomas Hoffmann på Videnskab.dk (se artiklen her). Det var en interessant afslutning på programmet Orientering, for journalisten kunne af Albæk få bekræftet, at der ikke - ifølge Albæks kendskab til sagen - er dokumentation for et synspunkt (eller er det en vurdering? en holdning? eller politisering?), som hans kollega Mouritsen giver udtryk for på Videnskab.dk, nemlig, citat:
»Jeg oplever i stigende grad, at forskere går ud med noget, som er rendyrket politik, men gør det med en ekspertkasket på, selvom deres synspunkter lige så godt kunne være undfanget af Maren i kæret. Næsten hver dag kan du se i avisen, at en forsker tager parti, fordi man har bestemte holdninger. Det bør man lade være med som ekspert,« mener Poul Erik Mouritzen. [citat slut]
Et par kommentarer hertil. Citatet med Mouritsens "oplevelse" om et fænomen i stigning (flere politiserende eksperter) kan altså ikke p.t. dokumenteres. Til gengæld kunne det tænkes, at det havde sammenhæng med en trend, som udsendelsen vha. Albæk dokumenterede, nemlig stigende brug af eksperter i medierne til udtalelser - typisk: en journalist ringer til en ekstert for at få en kommentar til en aktuel sag, som eksperten måske ikke selv har forsket i, men som trods alt ligger indenfor ekstertens interessesfære. Så selve den øgede brug af udtalelser fra forskere, herunder politologer, sociologer og økonomer, vil alt andet lige hæve frekvensen af de typer udtalelser, som nogle - som i sagen om Marlene Wind - med rette eller urette vil opleve som politiserende.
Bortset fra det, har jeg sympati for den kerne i Mouritsens udtalelse, som jeg andetsteds har karakteriseret som en del af "det positivistiske etos" (det er ikke helt det samme som positivisme som videnskabsfilosofi, men i denne sammenhæng blot bestræbelsen på at holde videnskaben værdifri): Nemlig et krav om, at forskeren selvkritisk skal kunne skelne mellem sine politiske holdninger og sin rolle leverandør af faglig viden, og i medierne i ekstertrollen kun bidrage med viden.
(Kommentaren fortsættes)
(fortsat)
Når det er sagt, er jeg også klar over komplikationerne i det positivistiske etos, ikke mindst når det handler om samfundsvidenskabelige emner, og jeg anerkender, at der mere er tale om et ideal end noget man altid kan opnå 100%.
Idealets krav om saglighed, uvildighed, og objektivitet er noget vi altid skal stræbe efter. Men politikere bør ikke fordreje disse krav retorisk eller gøre dem til et rødt kort i den hensigt at dømme forskere ude fra medierne som politiske kommentatorer, politiste analytikere o.l. - blot har såvel forskere som journalister et ansvar for at klargøre den genre, vi er ude i, og det kan selvfølgelig være svært i mange sammenhænge når det går stærkt og der skal falde korte, klare, og prompte svar.
Jeg synes det er vigtigt for den demokratiske proces at politikerne kan modtager kritik fra såvel mediernes egne politiske kommentatorer som fra de forskere, der gider at være med til at åbne universitetet, formidle deres viden, og bidrage til den demokratiske dialog om hvordan vi som samfund kan lære af vores fejltagelser, undgå at begå nye, og afsøge andre muligheder for problemløsning, uden at samme forskere beklikkes på deres faglighed eller beskyldes for at politisere. I den aktuelle sag mener jeg ikke det er forskeren (Marlene Wind), der politiserer, men politikeren (Søren Pind), som bruger det ældgamle retoriske kneb at gå efter personen fremfor bolden og sagens substans. Det bliver den politiske proces næppe bedre af.
Set i det lys, er det uheldigt, at Poul Erik Mouritzen tegner et udokumenteret billede af en massiv politiseringstendens blandt forskere, fordi det let vil kunne medvirke til at universitetsforskere og andre eksperter hellere vil unddrage medierne og den demokratiske samtale deres bidrag, og en sådan tilbagetrækning til elfenbenstårnet vil være et stort tab for samfundet.
Send en kommentar