KU's mediestrategi og Marlene Winds akademiske frihed

Jeg er enig i nedenstående indlæg og regner og KU-rektorens afvisning af sanktioner mod Wind som en af de få gode ting, der er at sige om sagen. En anden god ting er at mange, også forskere, tager bladet for munden og forsvarer Marlene Winds ytringsfrihed. Men læsningens af dagens Information (artiklen af Simon Fancony "Hele Winds institut blev bedt om ikke at tale med pressen", se her) er hårrejsende, harm- og opsigtsvækkende, og man håber næsten ikke historien står til troende.

Men hvis den gør tegner der sig et blakket og forstemmende billede af en universitetsledelse, der i en debat om en kontroversiel forsker tror, at det bedste vil være at forsøge at styre 'krisen' eller 'sagen', endda tror at de kan 'lukke' en sag ved at henstille til medarbejderne på Winds institut om ikke at ytre sig i sagen, men og i stedet henvise journalister til samme institutledelse!

Hvis det også er sandt, at denne kommunikationsstrategi udgår fra højeste sted, dvs. rektor, står der et billede tilbage af et rektorat, der taler med to tunger – med den ene tunge afviser det åbne brev fra Messerschmidt om indgreb overfor Wind, og med den anden tunge instruerer institutlederen i hvordan debatten om Wind skal håndteres, nemlig ved at forsøge at lukke den ned.

Hvis det er sandt, er det alt efter temperament forstemmende, dystert, skandaløst, oprørende. For i så fald er det et eksempel, der lægger en lille brik til det billede, der i dag desværre har tegnet sig af universiteterne som topstyrede, politisk styrede institutioner, der tager alle mulige andre hensyn end hensynet til den akademiske friheds trivsel og udøvelse af fri forskning, undervisningsfrihed og fri tale såvel indenfor som udenfor murene.

Her er et lille uddrag af artiklen:

[institutleder] Lars Bo Kaspersen mener ikke, at han bevidst har prøvet at udsætte nogen for censur. Han siger endvidere til Information at han derefter havde en korrespondance med medarbejderne, hvor han understreger, at der ikke var tale om censur.
»Jeg mener på ingen måde, at jeg har censureret eller forbudt nogen at sige noget. Jeg ville bare opfordre til, at man var en smule forsigtig af hensyn til Marlenes situation.«
— Kan du uddybe det?
»Hvis der var nogle, der blev kontaktet omkring ytringsfriheden og ville tage en diskussion med Marlene om ytringsfrihedsaspektet, så syntes jeg bare, de skal henvise til mig eller dekanen, da det jo er en principiel diskussion for hele universitetet.«
— Men det er svært at opfatte mailen som andet, end at man ikke skal udtale sig?
»Det forstår jeg godt, men det er også derfor, jeg op til flere gange understreger over for de forskellige medarbejdere, at de må sige, hvad de vil,« siger Lars Bo Kaspersen.

Det lyder som om Kaspersen har fortrudt 'strategien' når den efterfølgende er afsløret, og i ramme alvor mener at kunne beskytte en medarbejder udsat for hetz ved at styre mediernes håndtering af sagen og lukke den. Nu er Kaspersen desværre ikke kun institutleder og i den forstand chef for Wind, han er også (i al fald efter hvad hjemmesiden hævder) professor på samme institut og deler således denne rolle (i al fald formelt) med et pænt stort kollegium af ansatte forskere på Institut for Statskundskab. Institutlederen skulle hellere have glemt alt om lederlagets fantasier om kommunikationsstrategier og forsøgt at optræde som én blandt ligemænd, en kollega og fagfælle og bidraget – som universitetsansat forsker – til at forsvare Marlene Winds akademiske frihed, ikke ved at lukke sagen, men åbne for en bred og langt mere grundlæggende diskussion af den rolle, forskere har i medierne, som eksperter, orakler og intellektuelle (en start kunne være at læse Gitte Meyers glimrende kommentar i Information d. 21/6, her).

Som professor Susan Wright fra DPU har fremført ved tidligere lejligheder er sager som denne velegnede til at rejse spørgsmålet: Hvem forsvarer den akademiske frihed? Det er i al fald ikke universitetsledelserne, der skal tage 'politiske' hensyn (i denne sag = hensyn til regeringen) og derfor i sådanne sager mister troværdighed som autonome.

I diskussionen om Marlene Winds bidrag til debatten det hidtil mest været debatteret om hun havde ret i sin kritik af grænseaftalen, om hendes sprogbrug kunne støde (især politikere og andre kommentatorer), og om hun som forsker måtte bidrage med politiske analyser (hvad hun selvfølgeligt må). Diskussionen har i mindre grad handlet om de friheder, hun har som universitetsansat forsker til at ytre sig i det offentlige rum.

Ganske vist har videnskabsminister Sahl-Madsen fremført at alle forskere har "ytringspligt til at deltage i den offentlige debat". Det er en forfriskende markering i betragtning af udtalelser fra anonyme forskere, der indrømmer at de undgår eksponering netop af frygt for at få politisk tæv eller at der ses misbilligende på dem fra fag-kollegers side. Men ministerens betragtning synes mere grundet i vidensøkonomi end i forsknings- eller akademisk frihed: Når samfundet betaler forskerne, har forskerne pligt til at levere viden tilbage til samfundet, bl.a. som et vidensbidrag til den demokratiske debat.

Men har sagen noget med forskningsfrihed at gøre? Alle vil sige, at ingen har begrænset Winds forskningsfrihed, dette handler om noget helt andet, hendes ytringsfrihed (eller ytringspligt) samt karakteren og formen af disse ytringer. Men det har selvfølgelig meget at gøre med personens status af forsker – ytringerne er forskningsbaserede. Ikke i snæver positivistisk forstand (hvor ethvert udsagn af vurderingsmæssig art, der ikke kan belægges med kvantitativ empiri, dømmes ude). Men i den forstand at de fremsættes af en forsker, der er godt inde i sit stof, som i denne sag er af bred samfundsvidenskabelig karakter. Wind er samfundsforsker og ytrer sig om samfundsforhold med udgangspunkt i sin forskning. Sådanne ytringer er ikke selv videnskabelige (der er ikke tale om at de skal leve op til de normer for videnskabelig kommunikation, der gælder i forbindelse med tidskrifter og konferencer i retsvidenskab, statskundskab osv.) men populære og gerne skarpe bidrag til debatten i det offentlige rum. Så selv om ytringerne ikke er videnskabelige, er de i bred forstand forskningsbaserede, og burde således også ses som omfattet af den akademiske frihed, som fremfor alt bør beskyttes – ikke af dekaner og institutledere etc. – men af "akademiet", her, faglige kolleger i generel forstand, faglige sammenslutninger, videnskabelige fora og selskaber.

Vi bør ikke glemme, at akademiske frihed er et sammenhængende sæt af friheder, udøvet under professionelt ansvar, som består af såvel forskningsfrihed, undervisningsfrihed, og frihed til at udtrykke sig kritisk om handlinger og begivenheder af politisk, økonomisk eller social art såvel indenfor som udenfor universitetets mure ("freedom of intramural and extramural expression" som de også kaldes).

Sidstnævnte frihed er ikke til for universitetsledelsens (eller dens strategiers) skyld. Friheden til at udtrykke sig frit som forsker udenfor universitetets mure er heller ikke identisk med enhver borgers ytringsfrihed (og i sagen her har Marlene Wind jo heller ikke benyttet sin platform som almindelig borger, som Marlene i kæret, men som professor Wind). Det er en frihed, som beskytter forskerens mulighed for at fremme viden, hvilket kræver, at forskeren er aktivt engageret i sit arbejde. Hvis forskerfællesskabet (bl.a. på Institut på Statskundskab) oplever deres universitet som repressivt vil de være tilbøjelige til former for selvcensur og selvbegrænsning, som strider imod den tryghed og tillid som fri forskning og undervisning kræver. Når vi som her har at gøre med normale bidrag til debatten (vi kan se bort fra spørgsmålet om injurerende, racistiske o.l. udtalelser), skal det videnskabelige personale ikke bekymre sig om at kunne blive straffet eller på anden vist hængt ud for at udtrykke deres vurderinger, holdninger og overbevisninger. I den forstand er friheden til at ydtrykke sig åbent om forhold udenfor universitetets mure – som en organisk del af den akademiske frihed – retfærdiggjort ved nærmest et praktisk hensyn, en art profylaktisk ordning der skal lette udførelsen af de pligter, der ellers påhviler forskeren, og lette beskyttelsen af forsknings- og undervisningsfriheden.[1]

Derfor, hvis man endelig skal tale om mediestrategier, er det en meget uheldig strategi at give Marlene Wind mundkurv på, opfordre hendes kolleger på instituttet til at holde kæft, og forsøge at tie sagen død. Det styrker tavshedskulturen i akademia, mens man burde forsøge at opnå det modsatte. En mediestrategi, hvis man endelig skal have sådan et bæst, burde animere den frie akademiske debat og styrke muligheden for at udtrykke sig frit, også om alt udenfor universitetets mure.

Note [1]. Formuleringen her er inspireret af Matthew W. Finkin & Robert C. Post 2009, For the Common Good - Principles of American Academic Freedom. New Haven: Yale University Press.