Appel om en kompetent videnskabsminister

Det er inspirerende at se kommentarer til hjemlige forhold fra folk med omfattende erfaringer fra udlandet, ikke mindst på universitetsområdet. Derfor er det velkomment at læse videnskabsmand og initiativtager til ISSP (Initiativet for Videnskab, Samfund og Politik) Steen Rasmussen på sin blog den 17/9 (her) kommentere folketingsvalget i en videnskabspolitisk vinkel. Steen, som har en biofysisk ekspertise i komplekse systemer, har i mange år forsket i USA og vendte for nogle år siden tilbage til Danmark. Her er et par uddrag, som ender med en bøn om en ordentlig kompetenceprofil for den nye videnskabsminister.

"the Danish Universities urgently need new governance rules. We currently have a governance form that is quite similar to that of e.g. General Motors. Most Danes are not aware that our current university governance is significantly more top-down and corporate in nature than any university governance I have seen at US universities. It is, however, clear to most people associated with the Danish Universities that it is causing all kinds of problems trying to govern the universities as if they were large corporations.
(...)
To keep this basic university mission intact and at the same time expand the university mission to directly boost societal productivity and wealth production is not an easy task. It certainly warrens the development of new organizations and new governance rules. Further, as the universities have grown dramatically in volume over the last generation, financially responsible governance has become even more important, which, however, still does not warren a switch to our current university governance form basically copied and pasted from large for profit corporations.
(...)
Therefore to the new Women of Power in Denmark:
• Break with current praxis.
• When assembling the new Parliament, value competency, experience and insight.
• Do not continue to rule by smoke and mirrors. We’ve see that it doesn’t work in the long run, and we all have too much at stake."

Debat om nye tidsnormer på KU-Hum

[2. udgave]

Stig Hjarvard og Nete Nørgaard Kristensen har på VIPernes vegne lavet en kritisk gennemgang af dekanatets udkast til arbejdsnormsaftale. Læs den – og mød op til stormødet med dekanatet i morgen og gør jeres til at synliggøre for dekanatet at vi som medarbejdere finder udkastet problematisk på flere helt afgørende punkter.

Nye tidsnormer på det humanistiske fakultet på KU: Fra en medblogger har jeg fået den kritiske kommentar, som fortjener at blive læst og cirkuleret (download denne her).

En del af baggrundsdokumenterne ligger på KU's intranet, og kan sikkert have interesse for sammenlignende studier, så det er hermed gjort alment tilgængeligt: Såvel den gamle aftale fra 2009 som diverse anden dokumentation, i denne mappe (her).

Hvis jeg får tid, vender jeg tilbage med en kommentar — ellers er der nu frit slag her!

ps:

fra: https://intranet.ku.dk/hum/VIPaftale/Sider/VIP_arbejdstid.aspx

Den 1. juli 2009 trådte en ny fælles aftale i kraft om arbejdstidsnormer for VIP-personalet på fakultetet. I følge aftalen skulle den evalueres efter to år. I forbindelse med evalueringen valgte dekan Kirsten Refsing at opsige den gældende aftale med henblik på at indgå en ny og mere fleksibel aftale med fællestillidsmanden for VIP.

Evalueringen foregik elektronisk ved hjælp af et spørgeskema, godkendt af dekanen og fællestillidsmanden for VIP og udsendt på mail til alle ansatte.

A- og B-siden er nu tæt på at indgå en aftale - læs udkastet i boksen 'dokumenter' - og derfor indkaldes der til stormøde om udkastet til aftale, hvor der er mulighed for at høre nærmere om aftalen og dens indhold samt give kommentarer til dette.

Stormøde

om aftale for arbejdstidsnormer for fakultetets HVIP-medarbejdere. A- og B-siden er tæt på at indgå en aftale om arbejdstidsnormer. Der indkaldes derfor til stormøde om aftaleudkastet:

Onsdag den 14/9 kl. 15.15 til 16.30 i Multisalen (lokale 21.0.54).

Dagsorden

a) Dekan Ulf Hedetoft fortæller om aftalen og intentionerne bag
b) Fællestillidsrepræsentant Peter B. Andersen giver sit syn på aftalen
c) Spørgsmål

Ranking-skolastikkens storhed og fald?

STØVMIDERNES DANS: Inside Higher Education har i dag (her) en historie om at mange universitetsrektorer i USA ikke længere gider at svare på de spørgsmål som medie-virksomheder som U.S. News & World Report hver år stiller om andre højere uddannelsesinstitutioners omdømme, for at producere de årlige rankings af amerikanske universiteter. Deltagelsen er nu nede på 44%,

"At one point, participation rates were as high as 67 percent; drops since then have led many critics to argue that whatever value the evaluations had with a high participation rate was diminished by the falling numbers."

En udbredt træthed over rankings mærkes, inkl. den evaluerende diskussion af rankings. Uddannelsesforskeren Davydd J. Greenwood fra Cornell University kommenterer historien således: "I would file this under the category: How many dust mites can dance on the back of a flea that is dancing on the head of an angel who is dancing on the head of a pin?"

Englisk is the fjutur

Vi her at Buyaharbour Universiti is veri satisfyed vit the idea that all law and talk and edukajsons shuld bi en englis. Vi suport heartlike that al vi skuld talk and writ is englis. It maks veri gut sens and is a relly thruthought think by Sofy Carsten Nelson of the Radikale Left (hier). Vi ar a lidtl bit bekymret that Hanne Tange from Yearhouse Universytet kud be rid in at det somtimes vill slow our speak and mak it difikut for danske stutents to asg komplikatet kvæstions an vill make them lørn slow and everything you now . Båt vi ar globalisered enok til at we do når vorry veri mush. Id is also tu hart to vurry in englsk så vi hav tu stop. Tzank ju sofy. Thanks for coffi. For tu be bestest in the hole glåbalised wørld, we have hiret the extellentest konsultand tu helb ås impruve aur levl of understatement.

Kampen om forskningsmidler ødelægger forskningen

af Morten Nørholm

Ikke alene løstansatte, men alle ansatte på universitetet har længe i praksis skullet have penge med på arbejde. Det forventes at man søger om midler til at dække sin egen løn. Desuden forventes det at man søger midlerne i sin fritid og til at udføre projekter som nedbryder betingelserne for jobbet.
Det virker helt absurd, men er fuldt forståeligt og fuldstændig rationelt: Pga. strukturelle forhold i de statsligt kontrollerede forskningsråd som fordeler en stor del af forskningsmidlerne, bliver midlerne ulige fordelt, og forholdet forstærkes af Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark publiceret i efteråret 2009.
Frem for at styrke en fri og nysgerrig forskning styrker arbejdet i de statsligt kontrollerede forskningsråd en stærk stat på bekostning af et relativt autonomt, innovativt, demokratisk nødvendigt universitetet. Forskningsrådssystemet styrker en bestemt type forskning, nemlig den som ud fra et instrumentelt positivistisk perspektiv producerer forvalterviden (praktisk teori) nødvendig som legitimering af allerede socialt nødvendige forvaltningstiltag.

I den seneste udgave af det nordiske e-tidsskrift Praktiske Grunde analyserer jeg evalueringen af forskningsrådssystemet, og fordi en sådan analyse er meningsløs alene, analyseres også det evaluerede forskningsrådssystem.
Der sker en skæv fordeling af midler fordi strenge formkrav til ansøgninger fremmer den type forskning hvor en central forestilling tilsvarende er at hvis metoden er på plads, garanteres undersøgelsens kvalitet - en instrumentel positivisme. Formkravene ses ikke alene i forskningsrådssystemet, de ses desuden i anbefalingerne: Til forbedring af forskningsrådssystemets funktion foreslås alene strukturelle/metodiske indgreb. Ikke et ord om den forskning som midlerne tildeles, end ikke en anbefaling om at der bør formuleres kriterier for forskningsmæssig kvalitet.

I fx Homo Academicus viser Bourdieu et sammenfald mellem politiske stillingtagener og valg af forskningsmæssigt udgangspunkt som sociale strategier. Forskningsrådenes tildelingsstrategi indebærer altså ikke alene en ensretning af forskningen, men desuden en uerkendt sindelagskontrol i og med et socialt sammenfald af valg af forskningsmæssigt udgangspunkt, valg af politisk ståsted og desuden af valg af uddannelse. Sandsynligvis er det altid sådan at dominansen er systematisk ulige socialt fordelt. Miseren er at udelukkelsen af de positioner som ikke er mainstream, sker erkendt og anerkendt efter forskningsmæssige/videnskabelige kriterier fordi det er de eneste legitime kriterier, og ikke sådan som de burde, efter politisk-idelogiske kriterier. Dvs. at det miskendes at der er tale om en politisk/ideologisk kamp.
Ved man desuden at den samme filosofiske grund, instrumentel positivisme ligger under den altødelæggende neoliberale New Public Management som ved et aggressivt lobbyarbejde fra fx OECD er vokset frem siden begyndelsen af 1980'erne, ser man at det hele hænger sammen. Ikke som en konspiration, men som flere sider af samme sag.

Der skal selvfølgelig være plads til en formålsrationel forskning som producerer praktisk teori, forvalterviden. Men er det kun den forskning som kan sælges, som finansieres med offentlige midler, fungerer forskningsrådenes tildelinger alene som erhvervsstøtte. Dertil kommer at hvis der ikke også er plads til en offentligt finansieret videnskab som på egne vilkår prøver holdbarheden i grundlaget for en formålsrationel forskning, risikerer universitetet alene at være et redskab for den siddende regering, så denne regering kan herske despotisk. Det så Kant allerede i 1798. Man kunne ønske sig at forskningsrådenes medlemmer og deltagerne i evalueringen af forskningsrådssystemet også forstod alvoren.
Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå hvor forskere finansieret med basismidler kan forske relativt uforstyrret af politiske forhold, hvordan skulle det dog ellers foregå? Eller med andre ord: Hvis ikke udfordringen af herskende paradigmer skal foregå på universitetet, hvad skal vi så overhovedet med et universitet? Forvalterviden produceres langt billigere på et ministerielt forkontor.

Morten Nørholm, ph.d., universitetslektor,

Institutionen för pedagogik, didaktik och

utbildningsstudier, Uppsala universitet

- Bourdieu, P. (1988): Homo Academicus. Polity Press, London
- Forsknings og Innovationsstyrelsen (2009): Evaluering af forskningsrådssystemet i Danmark

- Kant, I. (1798/1998): "Der Streit der Fakultäten". In: Schriften zur Anthropologie Geschichtsphilosophie Politik und Pädagogik. Werke in Sechs Banden. Band VI, Sonderausgabe. Darmstadt 1998, s. 261-393

- Nørholm, M. (2011): "Social alkymi, konsekration, reproduktion - resume, analyse og kritik af Evaluering af forskningsrådssystemet". Praktiske Grunde. Nordisk tidsskrift for kultur- og samfundsvidenskab, nr. 1, p. 26-42.

Dette indlægs permanente URL: http://professorvaelde.blogspot.com/2011/09/kampen-om-forskningsmidler-delgger.html

Videnskab og kapital går hånd i hånd

"Derfor vil DI og KU gerne sammen med ministeriet udarbejde nye måder at måle værdien af universiteternes erhvervssamarbejde på: I stedet for sluthåndtrykket mellem forsker og erhvervsmand skal de to gå hånd i hånd fra starten."

Hånd i hånd? Hvor yndigt. Mon ikke den betalende hånd overtager føringen?

I en fælles artikel i dag i Berlingske, som i opsætning ligner en annonce for et bryllup, proklamerer en ledende repræsentant for Københavns Universitet, prorektor Thomas Bjørnholm, og Charlotte Rønhof fra Dansk Industri, at nu skal det entrepreneuriske universitet måles bedre end hidtil. De langer ud efter den måde, den årlige måling af "værdien af erhvervssamarbejde" til Videnskabsministeriet sker på: "Når universitetets evne til at omsætte sin viden til gavn for erhvervslivet måles og vejes, fokuseres der nemlig på antallet og indtjeningen af patenter, licenser og samarbejdsaftaler" og ifølge forfatterparret repræsenterer det ikke de ægte værdier af ægteskabet mellem videnskab og kapital:

"Konkret foreslår vi, at man også måler på tre nye parametre. For det første på størrelsen af virksomhedernes investeringer i forskning og forskeruddannelse. Kan man forestille sig et bedre kvalitetsstempel for erhvervssamarbejde end private investeringer i forskningsmiljøer og forskeruddannelser? Dette kan både være i form af hårde kontanter til forskning og apparatur og som bidrag i form af arbejdstid, forsøgsmateriale, forsøgsanlæg etc. i fælles forskningsrådsbevillinger, samt ved at se på antallet af ph.d.-stillinger, som erhvervslivet er med til at finansiere. For det andet bør man måle, hvor megen offentlig videndeling universiteterne er involveret i, ligesom forskningsbevillinger med erhvervsdeltagelse og private fonde er vigtige indikatorer. For det tredje bør man måle på, hvor meget ny viden der bliver skabt og formidlet til samfundet i form af fælles publikationer."

Som glans- eller forbillede bruger forfatterparret geokemikeren Susan Stipp, en professor ved det nano-science center på Kemisk Institut, KU, hvor Bjørnholm selv kommer fra. Hun er, hører vi,

"er en af de forskere, erhvervslivet elsker. Hun leverer spændende forskningsresultater, udgiver originale forskningsartikler og har blik for relationer og samarbejde med erhvervslivet. Mærsk Olie og Gas, BP og andre virksomheder er en naturlig del af Stipps aktiviteter, og de investerer tocifrede millionbeløb i hendes forskning." (...) "Hele Stipps forskningsgruppe på 50 medarbejdere er betalt af eksterne forskningsmidler, som erhvervet dermed får stor glæde af. Samtidig bliver den viden, hun frembringer, til gavn for små og store virksomheder, som kan bruge resultaterne til f.eks. at forbedre deres modeller for olieudvinding."

Det er jo næsten for godt til at være rigtigt. Og jeg er næsten ked af at være nødt til at nævne skribentparrets idealbillede af en nanoforsker ved navn, for min hensigt her er på ingen måde at beklikke denne uden tvivl dygtige og entreprenante forsker, men at stille spørgsmålstegn ved om vi virkelig skal dreje skruen endnu en omgang i retning af kommercialisering og erhvervsretning af universitetet:

Er det Københavns Universitets opgave at agere forskerhotel for olieindustriens forsøg på at presse de sidste olieresserver mere effektivt ud af jorden?

Om sprogpolitik og ph.d.'er

Jeg er netop hjemvendt fra en yderst interessant sprogpolitisk konference i Torshavn. Her blev det klart, at der er mange måder at forstå internationalisering på. Islændingene bekymrer sig om den mulige konsekvens af, at de studerende læser tekster på andet end modersmålet. For os fra Danmark og Sverige handler det - hvis man sætter ting lidt på spidsen - om hvor vidt der overhovedet er en fremtid for svensk og dansk i forskningsverdenen. Her er ph.d.'erne helt centrale. For inden for de sidste år har vi set to tendenser, der peger i retning af, at flere og flere af vores ph.d.'er studerende rettes mod et globalt, frem for et nationalt eller europæisk vidensmarked.

Det første handler om sproget. En forsker fra Sverige kunne fortælle, hvordan op til 90 % af alle ph.d. afhandlinger nu blev skrevet på engelsk frem for modersmålet eller europæiske sprog som tysk og fransk. Jeg vil gætte, at tallene for Danmark er nogenlunde de samme, for også hos os er engelsk blevet "default medium" for forskning. Det har konsekvenser for den skriftlige og mundtlige forskningsformidling. For det første, fordi unge forskerspirer - der ikke har særlige forudsætninger på engelsk - ofte ender med at benytte sig af fagsprog alene, hvilket giver en kedelig unuanceret kommunikation. Folk ved det ofte selv, men de kan have svært ved at sige fra over for en vejleder eller institutleder. Den anden pointe handler om brugen af andre sprog end engelsk. For i visse faglige miljøer hører man nu, at også forskere med speciale i fransk, spansk eller dansk bliver opfordret til at bruge engelsk. At det for eksempel ikke længere er godt nok at følge en europæisk tradition og udgive bogkapitler i tyske antologier. Men kan det virkelig passe, at vi i internationaliseringens hellige navn skal bede vores fremmedsprogsspecialister om at formidle viden på halvdårligt engelsk frem for godt tysk?

Lige så relevant er spørgsmålet om ph.d.'ens form. For i de seneste år er det blevet mere og mere almindeligt, at man går væk fra den traditionelle monografi og i stedet afleverer en såkaldt artikel ph.d. Og selvfølgelig kan der være gode grunde til det. For eksempel talte jeg i Torshavn med en ph.d. studerende, som forsker i flersprogethed, og som derfor bruger artikelformatet til at skrive en afhandling med bidrag på både dansk, engelsk og estisk. Men sådanne sprogpolitiske overvejelser, mener jeg, hører til undtagelsen og ikke reglen. Når afhandlinger baseret på artikler er blevet så almindelige inden for visse fagområder, skyldes det snarere den bibliometriske model. For ph.d.'ens udgivelser tæller fra starten med i instituttets forskningsstatistik, samtidigt med at man træner forskerspiren til en fremtid i fakulteternes artikelfabrik. Og endnu bedre bliver det, når det også lykkedes at få ph.d. kandidaterne til at skrive artiklerne på engelsk, fordi det jo så tæller som rigtig international forskning.

Her afslutningsvis må jeg for en ordens skyld hellere tilstå - jeg skrev en monografi på engelsk! Men det gjorde jeg, fordi jeg er kandidat i engelsk, har speciale inden for skotsk kulturhistorie og i øvrigt valgte at tage min Ph.D. ved Glasgow Universitet, Skotland, som (naturligt nok) har engelsk som hovedsprog.

Dansk indsats for biodiversitet trues af nedskæringer og skæv forskningspolitik

Flemming Rune var i 2006 ansat som seniorforsker på Center for Skov & Landskab ved Landbohøjskolen (KVL). Der arbejde han bl.a. (som man kan læse her) med naturbeskyttelse, skovøkologi og naturens udvikling i skovene. Det var lige før Helge Sanders universitetsfusioner og de efterfølgende fyringsrunder i flere omgange på KU, både på det naturvidenskabelige fakultet og på 'Life'-fakultetet, som det indfusinerede KVL så optimistisk blev døbt.

Flemming Rune er botaniker, og havde allerede i 2006 arbejdet i mange år på bogen Grønlands Vilde Planter –et rigt illustreret værk med bekrivelser af de ca. 500 plantearter der findes i Grønland, som netop er udkommet. Det kan man høre mere om i den sidste udgave af programmet Natursyn i P1. Udsendelse må anbefales (hør den her) ikke blot til de, som er interesseret i biodiversitet, Grønland og naturbeskyttelse. Den bør også høres af alle med interesse for universitets- og forskningspolitik, ikke mindst forskningspolitikerne her op til valgkampen.

Flemming Rune var ansat på KU indtil årsskiftet 2010/2011. Han får i udsendelsen sagt særdeles væsentlige ting om et af de områder, Grønlands botanik, som er smuldret bort som forskningsfelt på universitetet. Det er ikke bare trist for KU, det turde være særdeles pinligt for den nuværende regering, der hævder at være interesseret i at udvikle Danmark som et videnssamfund. For det gælder ikke bare Grønlands botanik, det gælder hele det botaniske felt, ja hele den beskrivende biologi, som fyringsrunderne i 2009 og 2010 sammen med de løbende ændringer i forskningsfinansieringen har decimeret til næsten lig nul.

Derfor er det også hårrejsende at høre (jf. Claus Baggersgards artikler i Universitetsavisen d. 23/8, d. 25/8 og 26/8) hvordan biologi på KU igen skal stå for skud med nedskæringer og fyringer. Det er simpelthen skandaløst.

Det fremgår af institutlederens slides på et stormøde 15/8 om situationen (slide nr4 her) at for ca. 6 år siden fik det naturvidenskabelige fakultet ca. 2/3 af sine midler som basismidler og 1/3 som eksterne - idag er det omvendt, og tendensen fortsætter. Det må der sættes en stopper for, for det er direkte skadeligt for grundforskningens rennomé at den skal leve op til eksterne bevillinghaveres ønsker og egne strategier. Biologisk grundforskning har i for vid udstrækning lagt sig i halen på den bioteknologiske og biomedicinske industri.

Flemming Rune beklager med rette, at der ikke længere uddannes klassiske botanikere ved KU. Og det er jo værre end det. Jeg er selv uddannet biolog fra KU, ikke med systematisk botanik eller zoologi som speciale, men et grundigt artskendskab indgik som basalt element i den samlede studieprofil. De biologistuderende i dag kan ikke mere specialisere sig i den samme vifte af biofag over molekylærniveau, og de opnår et utilstrækkeligt artskendskab.

Det er ikke bare et problem for biolgerne, det er et problem for Danmarks evne til at spille sammen med andre nationer i bevarelsen af biodiversiteten.

Hvem kan kende vores sjældne græsser om et par generationer? Det bioteknologiske fokus i forskningen er blevet for ensidigt og har været med til at udgrænse en række klassiske fagområder. Det har mindsket vidensdiversiteten på universitetet og i samfundet i det hele taget.

Som Flemming Rune siger, "De sidste 10 år har vi mistet mere naturvidenskabelig viden en nogensinde før". Vi bliver dummere. Vi bliver dårligere til at håndtere biodiversitet. Det ender med at nutidens biologer kun kan sekventere gener, men ikke ved hvilke arter de undersøgte gener egentligt kommer fra. De amatørbiologiske foreninger (Dansk Ornitologisk Forening, Dansk Botanisk Forening osv) kan ikke løfte opgaven alene, og er iøvrigt selv afhængige af at være i et produktivt samspil med universitetsforskningen.

Som nation har Danmark et ansvar, ikke bare for den syddanske, men for hele rigsfællesskabets natur. Det bliver en meget vigtig opgave for en kommende regering at rette op på videnstabet, ikke mindst på hele miljøområdet. Den biologiske forskning lider af en skæv forskningspolitik med vigende basismidler, for stor del ekstern finansiering af korte projekter, konsulentgørelse af forskningen og ensidige relevans-kriterier i forskningspolitikken.

Universitetsmiljøerne skal opmuntres til igen at kunne forske i grundvidenskabelige emner relateret til naturbeskyttelse. Oprustning af vidensdiversitet og beskyttelse af biodiversitet må igen gå hånd i hånd.

Hvorfor er ph.d.-kurser forbeholdt ph.d.-studerende?

De danske universiteter præsenterer hvert år tonsvis af interessante kurser som udbydes for ph.d.-studerende, og kun for ph.d.-studerende, og der er i fagmiljøerne en vis prestige i at udbyde kurserne, som er (eller antages at være) mere 'avancerede' og tættere på frontforskningen en de almindelige kurser på bachelor- og kandidatniveau. De annonceres som regel i relativt upåagtede hjørner af internettet eller i lukkede fora. Men hvorfor egentligt forbeholde kurserne ph.d.-studerende? Hvorfor er de ikke åbne for alle studerende? (Det forhindrer jo ikke, at man stadig uddeler ph.d.'erne de certificater for deltagelse de skal bruge til deres lokale ph.d.-skole – ofte den væsentligste motiverende faktor for deres deltagelse: at skrabe kursuspoint sammen). Og hvorfor kun for universitetsstuderende? Hvorfor ikke alle interesserede? Det virker specielt sært for kurser, der slås op men som må aflyses, fordi ikke et tilstrækkeligt stort antal ph.d.-studerende melder sig. For en del kurser vil det kunne forventes, at en langt bredere målgruppe ville interessere sig for at modtage forskningsbaseret undervisning på højt niveau indenfor bestemte emner.

Dette skal derfor være en opfordring til de på forhånd og pr. definition ekskluderede til ikke at give op, bare fordi man ser at et spændende kursus kategoriseres som ph.d.-kursus: Søg alligevel om optagelse, selvom du ikke er ph.d.-studerende! Ofte vil du kunne lov til at sidde med til forelæsningerne, selvom du ikke er en del af ph.d.-markedet — i al fald hos den store del af kursusarrangørerne blandt universitetsunderviserne, som mener, at universitetets undervisning og forelæsninger i princippet bør være offentlige, og ikke blot for en lukket udvalgt flok.

Tænk, hvis Georg Brandes' forelæsningsrække Hovedstrømninger i det 19de Aarhundredes Litteratur var blevet afholdt som et lukket ph.d.-kursus...

Kompetencebegrebet - ny ph.d.-afhandling

hentet fra: http://hum.ku.dk/kalender/2011/august/dokument/

Kompetencebegrebet og andre stileøvelser

Laura Louise Sarauw, Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, forsvarer sin ph.d.-afhandling med titlen "Kompetencebegrebet og andre stileøvelser. Fortællinger om uddannelsesudviklingen på de danske universiteter efter universitetsloven 2003".

Tid: 26. august 2011 kl. 13 (præcis)
Sted: Auditorium 22.0.11, nye KUA
Arrangør: Det Humanistiske Fakultet
Forsvaret er offentligt. Af hensyn til kandidaten lukkes dørene præcis kl. 13.

Bedømmelsesudvalget
Lektor Bolette Moldenhawer (formand), Københavns Universitet
Professor Hanne Leth Andersen, Roskilde Universitet
Lektor Jens Erik Kristensen, DPU, Aarhus Universitet
Leder af forsvarshandlingen
Lektor Sune Auken, Københavns Universitet

Et antal eksemplarer af afhandlingen er fremlagt til gennemsyn og hjemlån i Det Kgl. Biblioteks information på Københavns Universitet Amager og til gennemsyn på Det Kgl. Biblioteks læsesal Øst, Diamanten samt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, Njalsgade 76, 2300 København S.

Kort dansk resumé
Afhandlingen undersøger kompetencebegrebets betydning for uddannelsesudviklingen på de danske universiteter i lyset af de senere års universitetsreformer. Med udgangspunkt i et omfattende empirisk materiale fra uddannelsesudviklingen på de danske universiteter demonstreres, hvordan de politiske krav om kompetencebaserede studieordninger (2003) har medført en gennemgribende redefinition af acceptreglerne for, hvad de studerende skal lære på en moderne, dansk universitetsuddannelse, hvordan de skal lære det – og hvorfor?
Afhandlingen tematiserer denne redefinition som en overgang fra en epistemologisk-demokratisk- til en eksklusiv arbejdsmarkedsorienteret tænkning, som har betydet, at uddannelsesudviklingen i stigende grad baseres på entydige og målfastsatte aktiviteter, der har til hensigt at føre kandidaterne direkte i job. Det demonstreres i den forbindelse dels, hvordan denne tænkning adskiller sig fra den europæiske Bologna-proces, som tillige fokuserer på de studerendes faglige viden og vigtigheden af universiteternes langsigtede demokratiske mål. Dels, hvordan den efterfølgende er blevet modtaget og udmøntet i reformarbejdet på en række humanistiske uddannelser, som lægger op til en diskussion af de kompetencerelaterede universitetsreformer i Danmark som en generel indsnævring af acceptreglerne for, hvordan værdien af en universitetsuddannelse lader sig artikulere.

Bedømmelsesudvalget skriver
”Der er overordnet tale om en ambitiøs, grundig og velskrevet afhandling, der omhandler en central bevægelse i europæisk uddannelsesudvikling, fra fag og vidensorientering til anvendelses- og markedsorientering af uddannelserne. Afhandlingen bidrager i særdeleshed med ny, empirisk baseret og faglig relevant viden inden for det universitetspædagogiske felt. Den kaster desuden et tiltrængt lys over kompetencebegrebets og problematikkens alt andet end konfliktfrie indtog i de universitære uddannelser”

Kampen om basismidlerne - ny ph.d.-afhandling

Hentet fra: cfa.au.dk/aktuelt/arrangementer/

Offentligt forsvar for ph.d.-afhandling ved Kaare Aagaard

Med henblik på erhvervelse af ph.d.-graden i samfundsvidenskab præsenterer Kaare Aagaard sin ph.d.-afhandling ved en offentlig forelæsning efterfulgt af et forsvar. Titlen for forelæsningen:
“Kampen om basismidlerne: hovedtræk i det seneste årtis transformationer af universiteternes basisbevillingssystem”

Vejledere:
Centerleder Niels Mejlgaard, Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet (hovedvejleder)
Professor Hanne Foss Hansen, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet (bivejleder)
Bedømmelsesudvalg:
Professor i Higher Education Studies Peter Maassen, Oslo Universitet
Professor og institutleder Mats Benner, Forskningspolitiska Institut, Lunds Universitet
Forskningsleder Carter Bloch (formand), Dansk Center for Forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Tid og sted:
Forsvaret finder sted fredag d. 26. august 2011 kl. 14.15 på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet i Auditorium A1.
Reception afholdes umiddelbart efter forsvaret i kantinen, bygning 1330.

Afhandlingen kan rekvireres hos centersekretær Jane Irming, jfi@cfa.au.dk.

Afhandlingens titel og resume:
"Kampen om basismidlerne" er et forsøg på at karakterisere og forklare formen, indholdet og retningen i de forandringer, der har præget udviklingen af det danske basisbevillingssystem i perioden fra 1968 til 2010. Dette sker med udgangspunkt i en historisk institutionel ramme, der på den ene side inddrager ideers betydning som forandringsimpulser, og på den anden side fokuserer på betydningen af forskellige former for evolutionær institutionel forandring. Analysen er med dette udgangspunkt gennemført på baggrund af en tidsmæssig opdeling, der i grove træk svarer til 1970‘erne, 1980‘erne, 1990‘erne og 2000‘erne. Der skelnes i den forbindelse mellem forandringer i kriterierne for fordelingen af basismidler, forandringer i balancen mellem basismidler og andre forskningsmidler, og endeligt forandringer i såvel den interne som den eksterne styring af universiteterne med henblik på at påvirke fordelingen og anvendelsen af basismidlerne.

Overordnet viser analysen, hvordan en lang række gradvise og ofte marginale forandringsprocesser, der er løbet gennem disse forskellige dimensioner – og indimellem er blevet suppleret med mere abrupte reformer –, over tid har akkumuleret sig og resulteret i afgørende forandringer af det danske basisbevillingssystem som helhed. Selvom centrale institutionelle strukturer gennem hele perioden kontinuerligt er blevet reproduceret i genkendelige former, er der samtidig kommet en række nye finansierings- og styringslag til, der både har resulteret i en udvidelse i antallet af finansieringssystemets komponenter og en udvidelse i mængden af eksterne bindinger af basismidlerne. Med tiden er der dermed blevet skabt et mangegrenet og komplekst finansierings- og styringssystem. Parallelt hermed er der også sket en kontinuerlig udvidelse af aktør-gruppen med interesse for og indflydelse på udformningen af finansieringssystemet rettet mod universiteternes forskning. Det er karakteristisk for denne udvidelse af aktørkredsen, at den først og fremmest har kunnet konstateres i forhold til bærere af nyere innovations- og forvaltningspolitiske ideer, mens bærere af mere klassiske universitetspolitiske ideer særligt i den sidste periode af analysen er forsvundet, har ændret karakter eller er blevet marginaliserede.

Det Forskningspolitiske Råd og sektorforskningen

Danmarks Forskningspolitiske Råd (DFR) synes i sin netop udgivne årsrapport fra 2010 (med den originale titel Viden - Vækst - Velstand) at ville skubbe på den proces, Helge Sander igangsatte med indfusioneringen af sektorforskningsinstitutionerne under universiteterne i 2006/2007, og som kritikere (bl.a. her på bloggen) forudså langsomt ville afvikle sektorforskningen, bl.a. ved at ministerierne får lov til at sende en del af opgaverne i offentligt udbud. Man kan se tiltaget som helt i tråd med den liberale konkurrencestats afvikling eller nedskæring af en række offentlige institutioners ydelser. Men den markedsbestemte udtynding går åbenbart ikke hurtigt nok. Rådet synes at opfordre til at gennemgå universiteternes forskningsbaserede myndighedsbetjening (altså den tidligere sektorforskning) og skære en del af opgaverne (fx monitering og udredning) væk. — Hvordan skal man ellers forstå en passage som denne:

For det første bør det overvejes, om der er tilfælde, hvor der kan ske en udfasning af myndighedsbetjeningen. Her skal det vurderes, hvor stor forskningsvolumen er i forhold til de samlede aktiviteter i en aftale om myndighedsbetjening. Hvis der er tilfælde, hvor den egentlige forskningsproces kun udgør en begrænset del af de samlede aktiviteter, bør disse aktiviteter foregå i et andet regi end ved universiteterne. Man kan overveje at benytte ”Public Procurement” til løsning af myndighedsopgaver. De typer opgaver, der med tilfredsstillende kvalitet kan løses uden for universitetsregi af private aktører, GTSinstitutter eller andre, bør udbydes uden for universitetsregi. (s. 24 i rapporten, som kan hentes her).

Hvem i DFR mon har fået den ide? DI-direktør Lars Goldschmidt? Adm. Direktør i DLG og formand for DFR Asbjørn Børsting? Og hvem repræsenterer sektorforskningen i DFR?

Der er talrige eksempler på, at udlicitering giver yderst tvivlsomme gevinster. Nogen har måske hørt om den lettere pinlige sag om rengøringen på KU, som for nyligt fik Jonas Dahl fra SF til i Folketinget at spørge "Finder ministeren det tilfredsstilende, at Københavns Universitet udliciterer rengøring til en privat aktør på trods af, at de ansattes tilbud var billigere?" (LO har indklaget tildelingen af ordren for Klagenævnet for Udbud; se ministerens undvigende svar her).

Anslag mod Universitetsavisens uafhængighed?

Fra en artikel i bladet Journalisten er jeg blevet opmærksom på en sag, der kunne ligne et alvorligt angreb på Universitetsavisens journalistiske uafhængighed, jf. følgende uddrag fra artiklens indledende passage:

Journalisten 10. august 2011, 1. sektion, side 22

"ANSVARSLØS OG SKANDALØS

Penkowa-sagen slår nu også gnister på Københavns Universitets egen avis. Efter overskriften " Bør rektor gå?" kritiserer rektorens repræsentant i Bladudvalget redaktøren så voldsomt, at redaktøren opfatter det som en fyringstrussel.


SLAGSMÅL. Sagen, hvor eliteforsker Milena Penkowa anklages for at have snydt med både forsøgene bag en doktordisputats og brugen af private fondsmidler, udvikler sig nu til en hård og principiel konflikt mellem ledelsen og Universitetsa visen.
"Jeg finder Richard Bisgaards ledelsesstil ansvarsløs og skandaløs. Min tillid til, at han formår at leve op til sit ansvar som redaktør for Universitetsavisen, er nu endegyldigt væk." Sådan skriver den velestimerede professor i strafferet Jørn Vestergaard den 26. juni i en mail til formanden for Bladudvalget på Københavns Universitet i en kritik af Universitetsavisens dækning af Penkowa-sagen.
Jørn Vestergaard sidder i ledelsen af det Juridiske Fakultet og er en kritiker med stor gennemslagskraft.
Og redaktør på Universitetsavisen -Richard Bisgaard -er ikke i tvivl om, at Vestergaard går målrettet efter at samle flertal i Bladudvalget for et mistillidsvotum, der kan bruges som afskedigelsesgrundlag. ....."

Vestergaard har iflg. artiklen rundsendt sin mail til dekaner og prodekaner, tilsyneladende for at samle støtte til indgreb mod redaktionen. Han meddeler desuden, at han vil udtræde af bladudvalget, der er nedsat af rektor.

Der skal åbenbart afholdes møde om sagen i Bladudvalget d. 18. ell. 19. august. Universitetsavisen har jo hidtil profileret sig med sin uafhængige status i forhold til ledelsen, men almindelig organisations- og ledelsesteori og -erfaring vil tilsige, at uafhængighed i et hierarkisk topstyret system vil være illusorisk. Man kan frygte, at dette nu viser sig også at være tilfældet på KU. Grænsen vil sikkert gå der hvor ledelsen føler sig presset, og vil desuden sikkert udelukke en åben debat i bladet omkring ledelsens indgreb mod selve bladets uæfhængighed.

Jeg mener, vi må opfordre vore repræsentanter i bladudvalget til at værne om uafhængigheden og til at sørge for, at sagen bringes frem i lyset i offentligheden.

Halløj på humaniora - penge er intet, ånd er alt

Studenteroptaget på universiteterne er boomet i Danmark, og det kommer forhåbentligt også økonomien til mere og bedre forskningsbaseret undervisning til gode - ikke mindst på humaniora hvor det har været påfaldende som taxameterpengene som forsvinder et sted i de administrative systemers Bermudatrekant mellem kontrol, bureaukrati og strategiske puljer. Mange der kommer håbefulde ind i systemerne, studerende såvel som lærere, forlader dem senere i skuffet frustration. Således også Sabine Hikel, som på sin blog Leaving Academia ("I used to be an academic and now I’m not. Life is so much better this way, for everyone involved") skriver "Essentially, everything I’ve been trying to say about academia on this blog has been taken right out of my mouth and compressed into a 4 minute video", og opfordrer os til at se "So you Want to Get a PhD in the Humanities":

Det er næsten deprimerende morsomt. Selvom Harold Bloom er en fjernere figur for de fleste på denne side af andedammen, og forholdene for humanioraforskere i Danmark måske ikke helt kan sammenlignes med dem i US, er der ingen grund til at se budskabet som os uvedkommende. Videoen er et eksempel på en genre for humoristisk universitets- og videnskabskritik, som virker inspirerende, især når den ikke degenererer til blot registrerende kynisme. De er ikke allesammen lige gode, men varianter som "So you want to get a PhD in human genetics?" (her) eller "But I want to study philosophy" (and write books on Foocoo and Dalouse) (her) kan anbefales. Der er også en hel stribe som udstiller offermentaliteten i klager fra studerende, som efter milde bedømmelser ønsker at forhandle en bedre karakter hjem (fx her).

Og husk så lige at læse den glimrende kronik forleden (her) af Bent Ørsted om Aarhus Universitet, hvor der jo ikke længere findes et humanistisk fakultet, men noget de kalder Arts.