Ved præsentationen af Danmarks forskningspolitiske råds årsrapport for 2008

Lad mig først sige, at jeg synes, at rådets arbejde er godt og lødigt. Der er rigtig mange ting, jeg er uenig med i rapporten, men jeg synes at rådet fremlægger situationen i dansk universitsliv på en langt lødigere måde, end man ofte ser det, og jeg er glad for den bekymring for situationen og den dialogvilje, som tydeligt fremgår af rådets indstilling og af rådets arbejdsform. Det var en decideret fornøjelse at besøge rådet som ”ressourceperson”, ja, selv Lars Goldsmidt optrådte næsten civiliseret. Rådets diagnose af problemerne i dansk universitetsliv er for dæmpet, omend præcis så langt som den rækker, og rådets forslag til forbedringer af det nuværende system er absolut udtryk for velvilje. Derfor inden jeg går mere til stålet: Tak for det.

Problemet er imidlertid, at rådets forslag ikke løser problemerne. Rådet har ganske rigtigt indentificeret en af de afgørende brudflader som skellet imellem, hvad man kalder det ”forskningsledende” og det ”forskningsudførende” lag på universiteterne. Rådet nævner den underskriftsindsamling som jeg og andre foranstaltede sidste år som eksempel på, hvor udbredt oplevelsen af problemerne er i det ”forskningsudførende” lag. Mange andre kunne nævnes: Den totalte tillidskrise mellem ansatte og ledelse på Naturvidenskab i København, en Arbejdspladsvurdering fra mig eget fakultet, Humaniora i København, der viser mistillid til ledelsen, en trivselsrapport på kemisk institut på DTU, der vistnok – jeg siger vistnok, fordi ledelsen har gjort, hvad de kunne for at undertrykke den – viser at stort set alle stort set hader intitutlederen, ledelseskrisen på RUC, mængden af anonyme kilder i omløb, osv osv. Jeg personligt venter bare på, at festen bryder ud på Teologi ved Århus Universitet, hvor den samme mand er ansat som prodekan, lektor, forskningsskoleleder of formand for ph.d.-udvalget. En konstruktion, der juridisk set skulle være umulig. Han kan vist faktisk holde møder med sig selv på begge sider af bordet i samarbejdsudvalget, hvis det er det, han vil. Når et system ikke er i stand til at opfange den type groteskerier, er der ikke noget at sige til, at der breder sig en mistillid til systemet ned gennem de forskningsudførende lag.

Jeg kan have overset noget, men så vidt jeg kan se har det forskningspolitiske råd tre anbefalinger i forhold til den nuværende situation. Rådet foreslår, at der sker en intern afklaring af lederroller og ledelsesopgaver, man foreslår, at bestyrelsernes selvsupplering ophæves, og man foreslår, at de akademiske råd tillægges visse ekstra beføjelser mest vist forbindelse med ansættelse af professorer.

Forestiller man sig disse forslag ført igennem er magtforholdene på universiteterne i praksis helt uforandrede. Dialogen imellem ansatte og ledelse vil stadig være afhængig af den lokale leders velvilje, magten vil stadig være entydigt top-down, muligheden for anonym magtudøvelse fra ledelsens side vil fortsat være overvældende, muligheden for at trænge igennem med modgående synspunkter fra neden i systemet vil fortsat være meget ringe. Jeg er enig med Rådet i, at der er nød til at være rum til effektiv ledelse i forskningssystemet, men jeg mener ikke, at ledelsen i det nuværende system er ret meget mere effektiv eller professionel end i det gamle system. Tidligere blev vi ledet af amatører, nu bliver vi ledet af almægtige, højtbetalte amatører med store sekretariater- Faktisk synes jeg, der er meget, som tyder på, at ledelsen under det nuværende system er blevet betydeligt mindre effektiv. I det mindste bruges der langt flere ressourcer på noget, der ikke på mindste måde har gjort de ansattes liv lettere. Vi skal fodre systemet med endnu flere tal, forholde os til endnu flere regler og flrventninger og orientere os i endnu flere papirer, end vi skulle tidligere. Samtidig er flere og flere af vores forskningsvalg styret af hensynet til overordnede styringsmekanismer, snarere end af, hvad der fagligt set er hensigtsmæssigt. Mange af os har accepteret, at vi kun kan optræde optimalt i forhold til systemet ved at levere suboptimal forskning.
Det, som fortsat mangler is systemet, også hvis Det Forskningspolitiske Råds anbefalinger bliver fulgt, er kontravægte. Ganske vist foreslås akademisk råd opgraderet, så det næsten er en rigtig papirtiger, men det kommer i praksis ikke til at gøre nogen forskel overhovedet. Efter min og mange andres mening er det nødvendigt, at der internt på universitetet skabes mekanismer, som sikrer, at vores ledelse er nødt til at høre efter de ansatte og tage alvorligt, hvad de hører- Man kan kun sikre dette ved at placerere magt og beføjelser uden for det enstrengede ledelsessystem, hvis ikke-udpegede organer ikke har reelle magtbeføjelser, vil de øjeblikkeligt blive forvandlet til kaffeklubber. Hvis ikke dette sker, tør jeg godt forudsige, at utilfredsheden på universiteterne ikke bare bevares, men forøges.
Dette er mere end et internt problem for universiteterne. Vi har samfundsmæssigt brug for, at universiteterne både kan rekruttere landets og gerne udlandets dygtigste fagfolk, og at disse fagfolk arbejder som svin. Hvad mere er selv med en differentiering af lønnen – som jo så vil virke demotiverende på alle dem, der ikke får den højere løn – kan vi ikke tilbyde lønninger, der i forhold til, hvad de samme mennesker kan få andetsteds, er ret meget mere end 25 øre og en knaldhård lussing. Derfor er vi afhængige af, at forskerne simpelthen er så glade for og interesserede i deres arbejde, at de ikke kan holde op. Det er de i vidt omfang ikke nu, og en udtalt lønmodtagermentalitet er ved at brede sig på universiteterne.

Det må og skal der gøres noget radikalt ved, og her er Danmarks Forskningspolitiske Råds anbefalinger i bedste fald en lappeløsning, men en lappeløsning er dog måske trods alt bedre end slet ingen løsning.

Holdt ved præsentationen af årsrapporten den 10/3- 2009.

Skulle mere ledelse give bedre forskning?

En af de kritikere af den nuværende universitetslov, der har bedst styr på hele historien bag loven er Nils Bredsdorff på RUC. Jeg er lige blevet opmærksom på (og her skal jeg nødvendigvis indskyde, at man kan finde vældigt interessante, men ofte også forstemmende, ting i Curt Hansens Forskningspolitisk Arkiv som forsøger at rode bod på den manglende 'vidensdeling' i dansk forskningspolitiks øverste lag ... mere om lagene senere) - altså, opmærksom på at Bredsdorff holdt et oplæg til Studenterrådets og Akademisk forums møde RUC 5. marts 2009, i form af et redigeret og aktualiseret uddrag af hans anbefalelsesværdige skrift Universiteternes styrelse, ledelsens styrkelse og forskningens frihed (Skriftserie fra Roskilde Universitetsbibliotek nr 51, August 2008) og at dette oplæg kan hentes her. Og bør læses. En central passage er denne:

"Hele reformen [dvs. universitetsloven fra 2003] hviler på en implicit antagelse om, at man ved at sætte ind med mere ledelse, så får man også mere og bedre forskning … Men undersøgelsen viser, at der en helt entydig tendens til, at der er en negativ sammenhæng mellem administrations- og ledelsesomkostningerne og forskningsproduktiviteten"

— et citat der stammer fra en undersøgelse ved Jørgen Grønnegård Christensen og Thomas Pallesen fra 2003 (Ledelse og administration på universiteter og forskningsinstitutioner, den kan også hentes i arkivet) om hvilken Bredsdorff bemærker, at den "udkom samtidig med loven, og selvom den sætter fokus på et af de vigtigste implicitte universitetspolitiske dogmer (betydningen af forskningsledelse) som forvrider debatten om reformerne, refereres der ikke til den nogen steder". - Do your homework !
Jeg vil i senere indlæg kommentere det Forskningspolitiske Råds netop udgivne årsrapport for 2008, som heller ikke husker Grønnegård & Pallesen, men beærer denne blog med en reference, og i en art oplevelsesanalyse indfører en nydjøfsk semantik for forskningsverdenens über- & underdogs, "den øverste ledelse" vs. "det forskningsudførende lag", og jeg vil også vende tilbage til et argumenteret indlæg i den forskningspolitiske debat netop nu, som også bør læses, Lars Geer Hammershøjs skrift "Udkast til en anderledes forskningspolitik". Det kan downloades fra hans website her.

Topstyret evaluering af universitetslov

Det er noget vældigt logisk, men også grumt ironisk, i at den igangsatte evaluering af universiteternes styre, som bl.a. skal se på de studerende og ansattes medbestemmelse, sker som en lige så topstyret proces, som alle andre vigtige beslutningsprocesser på universiteterne efter 2003-lovens implementering. Det gik for alvor op for mig, da kolleger gjorde mig opmærksom på den hovsa-agtige måde, evalueringens spørgsmål bliver håndteret på: Der indkaldes til møder i de lokale samarbejdsudvalg (LSU). En mødeindkaldelse til et LSU lyder fx således:

"Dagsorden
Extraordinært Instituttet SU-møde fredag den 6. marts 2009
2009 Evaluering-KU høring
Institut-SU udarbejder høringssvar på baggrund af de tilbagemeldinger SU-medlemmerne har indhentet ved drøftelser i deres bagland.
Høringssvaret skal være afleveret senest 13. marts 2009."
[+ div. bilag medsendt, se nedenfor]

Se, det hele skal åbenbart gå vældigt hurtigt, så hvor meget tid til drøftelser mon der bliver i "baglandet", og hvem mon sammenfatter materialet og sender svarene ind? Det gør formanden for LSU, som altså samtidig er den ansatte institutleder! Det er altså en noget tvivlsom procedure! Da jeg for få dage siden var blevet opmærksom på fremgangsmåden, fandt jeg frem til yderligere materiale, som jeg hermed skal delagtiggøre alle andre nysgerrige i.

På KU har man valgt at lade en delmængde af evalueringensoplysningerne ligge på universitetsdirektør Jørgen Honorés smukke hjemmeside direktoer.ku.dk under evaluering, her. Det er også smukt, at i al fald noget af materialet allerede er offentliggjort. Man kan fx finde lidt om baggrunden for høringen her, hvor der bl.a. står

"Der blev fremsendt orienteringsmateriale [orig. link her] til fakulteter m.fl. d. 6. februar 2009.
Høringen på KU er tematisk med udgangspunkt i temaerne (B) Studerendes og ansattes medbestemmelse, (C) Den frie akademiske debat, og (D) Forskningsfrihed.
De to yderligere temaer (A) Sammenlægningerne og (E) Frihedsgrader vil blive håndteret selvstændigt, jf. orienteringsmaterialet til fakulteterne m.fl. af 6. februar 2009.
Den skriftlige høring er igangsat med udsendelse af høringsmateriale til fakulteterne mandag den 23. februar. [note 1]
Frist for besvarelse af den skriftlige høringen er fredag den 13. marts kl. 12.00.
Høringsresultatet vil blive drøftet på det åbent KU-møde for medarbejdere og studerende i Festsalen på Frue Plads torsdag den 26. marts kl. 9.30 - 12.00."

[note 1]:
Hvis man vil se høringsmaterialet af 23/2 (det inkluderer et interessant spørgeskema om tema B og C og D, dvs. medindflydelse, fri debat og forskningsfrihed!), kan det hentes her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale1.pdf
hvor man også vil finde en vejledning til (dvs. procedure for) høringen på KU, her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale2.pdf
og en stor samling regelsamlinger for KU sammenstykket til lejligheden, her:
http://forskningsfrihed.pbwiki.com/f/materiale3.pdf

Af proceduren i "materiale2.pdf" fremgår, at på KU er institutlederen som formand for det lokale samarbejdsudvalg ansvarlig for den elektroniske besvarelse. Det bliver altså sådan, at (citat fra proceduren) "enkelte aktører (dekaner og institutledere) skal udfylde skemaerne to gange for forskellige organer" [dvs. Akademisk Råd, Fakultetets Samarbejdsudvalg, LSU'erne, og Instituttet].
Der vil afholdes et debatmøde på KU d. 26/3, som jeg jo kun kan opfordre til at tilmelde sig (her). På samme måde vil jeg foreslå, at man kontakter sine repræsentanter i studienævn og samarbejdsudvalg og hører, hvordan de har tænkt sig at påvirke processen og hvem der egentligt kommer til at udfylde de udsendte spørgeskemaer om medbestemmelse, og om alle ansatte kommer til at se de svar, som institutlederen skipper af sted.

Er det mon en generel fremgangsmåde også på RUC, ÅU (alt inkl.), AUC, SDU, DTU, CBS, ...? Hele proceduren rejser spørgsmålene:
(1) Hvem er høringsparterne? KU's vejledning definerer disse (jf. "materiale2.pdf") som: HSU (med rektor som formand); Centrale Samarbejdsudvalg (universitetsdirektøren er formand); Studenterrådet; Akademisk Råd (hvor dekanen er formand); Fakultetets Samarbejdsudvalg (dekanen er formand); Lokale studenterorganisationer med repræsentation i formelle organer; Studienævn; Institutorganisationen (hvor institutleder er formand), Lokale SamarbejdsUdvalg (hvor institutleder er formand); og Ph.d-udvalgene (med egen formand).
(2) Hvis de ansatte på gulvet skal inddrages i evalueringen, ikke blot formelt men også reelt, hvordan kan de så høres i en universitetsstruktur, der i forvejen er blevet indrettet på ikke at høre disse?

Sander gør det igen

- går efter personen snarere end bolden. I et læserbrev (Pol. 2/3) "svarer" Sander kort, fornærmet og sarkastisk på kritikken af hans vægren sig ved at tage ansvar for universiteternes forhold. Han insinuerer, at der kun er tre (navngivne) kritikere af regeringens universitetspolitik. Det er da utroligt. Ministerens debatniveau er under lavmål. Det er rystende, at han igen og igen slipper af sted med løgnen om at de 'utilfredse' er så få. Sander fortrænger, at tusindvis af forskere og studerende i 2008 skrev under på en vidtgående erklæring for en bedre forskningspolitik - den største protest fra de danske universiteter set i meget lang tid. Universiteterne ønsker demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende, og sikring af de nødvendige ressourcer til at opretholde en forskning, der ikke er afhængig af skiftende eksterne fonde, politikere og private virksomheder.
På naturvidenskab på Københavns Universitet fyrer man forskere. Sander prøver at sminke fyringer som overlagte prioriteringer. Igen en løgn. De er udslag af en automatiserende management-tænkning, der efterligner markedsmekanismer, men hverken levner plads til fri forskning eller strategisk ledelse.

(Læserbrev bragt i Politiken i dag, d. 5/3, lidt afkortet, dvs. uden det, der står med rødt ovenfor).

Ny styreform på universiteterne med forankret ledelse

Den nuværende universitetsledelse er nok legal, men har ingen legitimitet. Den svæver frit i luften, og det virker uklart på hvis vegne den handler (hvis ikke ministeriets). Den nye universitetsledelse - efter lovrevisionen - skal groundes som en demokratisk ledelse, med et stort element af bottom-up indflydelse, som modvægt til den hierarkiske top-down-styring vi har nu.
Det er essensen af et meget vigtigt indlæg, som professor ved Århus Universitet Niels Ole Finnemann har bragt som en kommentar, og som jeg for en sikkerheds skyld skynder mig at gengive nedenfor (det er nemlig fra en blog, Brainstorm, hvorom der står, at "Fra mandag den 2. marts og frem til søndag den 8. marts kan alle studerende og medarbejdere på Aarhus Universitet deltage i en digital brainstorm om universitetssammenlægningerne og universitetsloven" - som Finnemann bemærker er det et ret lille tidsvindue). Finnemanns bemærkninger peger på nødvendigheden af en delt magt, en "shared governance", som Jesper Juul pegede på i sin kommentar nedenfor fra 16/2.

Frihedsgrader - en kommentar
af Niels Ole Finnemann

Jeg er ikke klar over hvornår denne portal er blevet åbnet, men jeg har først fået information om det i går mandag d 3. marts dvs fem dage før den lukkes ned. Et meget lille åbent vindue. Det virker - tilsigtet eller ej - som endnu et element i den ledelsesmæssige dynamik, der går ud på at afvikle forskerindflydelse for at få større ledelsesmæssig autonomi i forhold til ministeriet. Det skal nok være rigtigt, at staten ikke vil give ledelsen autonomi før de sidste rester af det kollegiale selvstyre er fordampet. Spørgsmålet er bare hvorfor man tror, man får det bagefter? De nye ledelser svæver frit i luften. På vegne af hvem handler de? Overfor hvad og hvem står de til ansvar? Hvad er deres forpligtigelsesmæssige grundlag? Svaret blæser i vinden. De er legale, men de har ingen legitimitet, der berettiger nogen autonomi.
Hvis man vil begrunde universiteternes autonomi kan det kun gøres med henvisning til forskningsfrihedens værdi og den kan ingen “autonom” ledelse varetage. Det er vist her man har forregnet sig. De nye ledelser har ikke nogen selvstændig platform. De er med deres strategiske dagsorden tværtimod kommet helt i lommen på staten, der fastlægger de overordnede forskningspolitiske retningslinjer og måler ledelserne på om de kan gennemføre disse retningslinjer. Den nuværende lov repræsenterer en en-vejs kommando struktur, der er mere hierarkisk end nogen dansk fabriksvirksomhed nogensinde har været. Her kan der flyde en løbende strøm af instrukser ovenfra og ned hvor strømmen kan sprede sig ud over gulvet, mens der mildt sagt mangler båndbredde den anden vej. For få år siden var jeg lektor med lidt indflydelse. I dag er jeg professor med 8-10 overordnede.
Man kan imidlertid også betragte universitetet fra et andet og mindre magtpolitisk perspektiv, som en institution, der bidrager til det danske samfunds integration i det internationale samfund gennem deltagelse i og udveksling af fri forskning - og uddannelse på højeste niveau hvilket igen betyder forskningsbaseret. Det er i den ånd mange forskere stadig arbejder. Hvis man anlægger den betragtning, bliver det måske tydeligere, at man ikke kan organisere en sådan institution som en traditionel fabriksvirksomhed, hvor det er ledelsen, der kigger ud i verden og udstikker kursen for medarbejderne, mens ledelsen drøfter hvor meget eller lidt medbestemmelse medarbejderne skal have. Det er forskerne, der har berøringen med og indsigten i den internationale forskning, og det derfor dem, der må udpege kursen. Denne kurs peger altid i mange forskellige retninger på en gang, hvis det ellers er et ordentligt universitet.
Jeg tror man må sige at ikke bare de nye ledelser, men også Dansk Industri har forregnet sig, da de støbte kuglerne til universitetsloven. De troede man kunne styre universiteterne med frit svævende erhvervsledere, tilsyneladende uden at opdage, at store dele af samfundet i disse år har travlt med at bryde de stive magtstrukturer ned med større vægt på deltagelse og netværksdannelse, der ikke mindst er blevet udviklet på den type institutioner, man nu har smidt væk.
Jamen det gamle kollegiale system spillede jo fallit. Ja på flere måder. Først og fremmest fordi man ikke skabte en tilstrækkelig effektiv og professionel administration. Der er den nye ledelse bedre, men det hjælper bare ikke fordi man har tabt forbindelsen til forskerne.
Jamen Danmark er for lille til at forske i alting. Vist så, det har vi heller aldrig gjort. Sagen er bare, at vi skal have en så bredspektret forskning at vi er parat til at skabe eller følge nye knopskydninger hele viften rundt. Det skyldes ikke sværmeri for det klassiske universitet, det skyldes den fundamentale uforudsigelighed, der knytter sig til den internationale forskningsudvikling.
Jamen universiteterne var ikke tæt nok på erhvervslivets behov. Måske. Problemet er bare, at det er erhvervslivet heller ikke. Jeg har endnu ikke hørt en erhvervsleder, der kan forudsige arbejdsmarkedets behov de fem år frem i tid som det tager at gennemføre en akademisk funderet uddannelse.
Jeg synes den nye ledelse har taget flere udmærkede initiativer. Intet er kun sort-hvidt, men det er uholdbart at bilde sig ind at vi stadig har et ægte universitet, når ledelsen ikke er kollegialt forankret og derfor ikke har nogen legitimitet. Når ledelsen er uafhængig af medarbejderne betyder det, at medarbejderne er underlagt ledelsen og dermed berøvet muligheden for at anerkende den.
Det, der foregår i disse år har vist kun mening, hvis vi betragter det som en politisk strategi, der går ud på at omdanne universiteterne til vidensfabrikker, der skal tjene til at industrialisere vidensproduktionen og i bedste fald løfte det gennemsnitlige uddannelsesniveau. Hvad det angår, må vi anerkende, at vi har en minister, der virkelig er i verdensklasse for sig. Det er han også, når det gælder debatten af universitetsloven. Forleden kunne man i avisen læse ministeren affærdige tre anerkendte forskere med, at de havde fremført deres kritik af universitetsloven flere gange! Hvor overflødigt! Selvfølgelig har vi ytringsfrihed, men det vi siger, betyder ikke noget, hvis det ikke stemmer med ministerens mening. Hverken første, anden eller tredje gang.
Det er på høje tid at lægge kursen om. Måske man lige så forsigtigt skulle begynde at genetablere den universitetsoffentlighed, der her på universitetet blev lukket med lukningen af Information og debat? Vi har medierne til det, spørgsmålet er om ledelsen har modet?

Danmarkisering truer finske universiteter

I World University News kan man (d. 1/3) læse, at finske universiteter nu trues af en lov a la den forhadte 2003-lov for danske universiteter, der under et fernis af autonomi strammer statsmagtens og erhvervslivets greb om forskningspolitikken:

"The radical changes in university funding and governance (...) will see the end of rectors being elected by their colleagues. University senates will become bodies with at least half their number coming from outside the university while the senate chair will be an external member, not the rector, ex officio. Elected staff and students will be in a minority under the proposed arrangements.
Students fear reduced funding for non-science areas and the introduction of tuition fees. If passed, the bill will permit fees to be charged to students from outside the European Union and the European Economic Area. (...) Now staff protests are also in the offing. Staff from the humanities and social sciences are particularly concerned about a 'science' culture being imposed on them. (...) The deans of law from the four Finnish universities that teach law signed a petition stating the intended law was technically problematic. The deans said those who had drafted it had failed to listen to the Ministry of Justice, Finland's Supreme Administrative Court or any of the university faculties of law."

Det ser dystert ud. Det er synd for Finland, hvis de går samme vej som her, og så først om flere år skal kæmpe for at få en elendig lov revideret. Overskriften for indlægget her er heller ikke kun til lyst. Det ligger lige for at se en strukturel parallel mellem danmarkisering og finlandisering. Som man husker, og som det også fremgår af den danske wikipedia, er

"Finlandisering er en betegnelse, som bruges om en snigende proces hvorved en stat underordner sig en anden stat, dvs. etablering af et skjult underordnelsesforhold. Begrebet blev først anvendt om forholdet mellem Finland og Sovjetunionen efter 2. verdenskrig. I Tyskland blev begrebet anvendt under Den kolde krig som kritik af den socialdemokratiske regering i forholdet til Sovjetunionen i 1960'erne og 1970'erne. Det betegnede det snigende tab af suverænitet som et land oplever i forhold til en overmægtig nabostat ved at undlade at opbygge et potentiale for at kunne udøve et modtryk og på den måde søger at skabe velvilje hos den store nabo. En sådan adfærd så de som formulerede begrebet finlandisering i Finlands adfærd over Sovjetunionen under Den kolde krig. I modsætning til de sovjetiske satellitstater i Østeuropa kunne Finland i vidt omfang beholde sin uafhængighed, men måtte betale for denne ved at fastholde et "unaturligt" venligt forhold til diktaturstaten, ved f.eks. at udøve en betydelig grad af selvcensur, forbud mod sovjetkritiske blade, udlevering af politiske flygtninge til de sovjetiske myndigheder, osv. Herved opstod der en form for vasalforhold til Sovjetunionen."

Med dette in mente kan vi definere danmarkisering som en snigende proces hvorved en neoliberal stat underordner sig sine universiteter, dvs. etablering af et slet skjult underordnelsesforhold. Begrebet kan anvendes om forholdet mellem offentligt financierede universiteter og den danske stat efter 1980'erne. I Danmark var processen påbegyndt under en socialdemokratisk regering med universitetsloven fra 1993, som styrker ledelsens magt, men voldsomt skærpet med 2003-loven. Danmarkisering betegner det snigende tab af akademisk frihed som et universitet oplever i forhold til en overmægtig statsbåret ideologi ved at undlade at opbygge et potentiale for at kunne udøve et modtryk, og på den måde søge at skabe velvilje hos den siddende regering og dennes organisatoriske støtter. En sådan adfærd ser de som formuler begrebet danmarkisering i de intellektuelles adfærd over globaliseringsdiskursen under 2000'ernes værdikamp. I modsætning til de fleste europæiske universiteter også i det tidligere Østeuropa kunne danske universiteter på papiret opnå selveje, men måtte betale for dette ved at oprette et "unaturligt" venligt forhold til stat og erhvervsliv, ved fx at udøve en betydelig grad af selvcensur, forbyde universitetsdemokrati og valgte ledere, underkaste sig statsdikterede udviklings-"kontrakter", indføre eksternt flertal i bestyrelser, sælge ud af de akademiske dyder, hylde myndighedsbetjening og nedtone myndighedskritik, osv. Herved opstod der en form for vasalforhold til den neoliberale stat.

Dum tro

Den forbløffende mulighed foreligger, at forskningsministeren er det eneste menneske i den danske forskningsverden, som ikke ved, at det naturvidenskabelige fakultet på Københavns Universitet er blevet udsat for en bloddryppende nedskæring. Da forskningsministeren i Folketinget fik stillet spørgsmålet ”Anerkender ministeren, at der skæres i undervisningen på universiteterne?” (Spørgsmål 846, folketingsåret 2008/2009) lød svaret (14/1-2009):

Fra pressen er jeg bekendt med at en række universiteter, herunder Københavns Universitet, har bebudet besparelser på visse fakulteter. Eventuelle reduktioner i undervisningen må bero på interne omprioriteringer og kan ikke tilskrives de statslige bevillinger. (...) Beslutninger om besparelser og omprioriteringer er et anliggende for ledelsen på det enkelte universitet. Jeg har tillid til, at ledelsen på de berørte universiteter er i stand til at træffe de rigtige beslutninger.

Fem dage efter blev KU-NAT bombet tilbage til stenalderen.

Det lader sig diskutere, om ministeren overhovedet svarer på det stillede spørgsmål, men lad nu det ligge. Lad os også antage, at Helge Sander taler sandt, for det skal han jo under omstændighederne. Det betyder at ministeren faktisk er så dårligt informeret, at det kun er fra pressen, han kender til nedskæringsrunden. Det rejser som første spørgsmål, hvorvidt kommunikationskanalerne imellem universitetsverdenen og ministeriet virkelig er så katastofalt ringe? Vi taler om et af de betydeligste forskningsmiljøer i Danmark, som tilmed ligger inden for et område, ministeren lægger stor vægt på.
Det mest forbløffende er dog tilbage. Ingen, jeg har hørt om, har angivet interne omprioriteringer som årsag til, at KU-NAT skærer ned på centrale institutter. Ikke engang fakultetsledelsen har forsøgt at bortforklare, at der finder nedskæringer sted af økonomiske årsager. Selv et fuldbårent paradoks lykkes det ministeren at frembringe, idet han på den ene side erklærer sin fulde tillid til ledelsen på universitetet, på den anden side benægter, hvad de selv siger, nemlig at de skærer ned på grund af økonomiske problemer.
Helge Sanders taleform er efterhånden klassisk i universitetsdebatten. Han parerer ethvert ansvar for problemer på institutionerne med, at disse falder under ledelsens beføjelser. Ledelsen på sin side henviser vedblivende til, at den gør, hvad den gør, fordi den må tage højde for ministeriets fordringer. I processen forsvinder ethvert ansvar på det behageligste, mens magten er dejlig intakt.
Men derved lammes handlekraften selvfølgelig også. Ministeren burde selvfølgelig tage ansvaret for problemer inden for sit ansvarsområde på sig og handle ansvarligt i forhold til dem. I stedet har han travlt med at bullshitte sig ud af ethvert medansvar – og det i et sådant omfang, at han stræber imod at fremtræde så uvidende om problemerne, som det er ham muligt. Ingen skal efterfølgende undre sig over, at ministeriet ikke har nogen meningsfuld politisk reaktion på nedskæringerne på KU-NAT.
Men uvidenhed gør ikke nødvendigvis ansvarsfri. Hvis ministeren faktisk ingen selvstændig viden har om nedskæringerne, og han ikke søger yderligere oplysninger, så befinder han sig i det, som juristerne kalder ”dum tro”, idet han holder sig uvidende om noget, han indlysende burde orientere sig om. Det er lige så bevidst ubegavet, som det er ikke at åbne sine rudekuverter, for KU-NAT er ikke blevet mindre skåret ned af, at Helge Sander ikke vil se i øjnene, at det er sket. Hans opførsel er en fornærmelse imod universiteterne. Hvornår tager Anders Fogh Rasmussen sig sammen og fyrer den mand?

Fra Information onsdag den 25. februar 2009.

Evalueringer og digital dovenskab

Det fremgår af Videnskabsministeriets sider, at "Evalueringskonsulenterne får kronede dage i 2009, hvor intet mindre end tre store evalueringer igangsættes fra Bredgade 43, hjemstedet for Videnskabsministeriet. Både forskningsrådssystemet, universitetsloven og innovationsfremmesystemet skal kulegraves som led i at tage temperaturen på rammerne for det danske vidensystems kronjuveler."
Ordet kulegraves lyder stort og lovende, men hvad med evalueringernes metodiske kvalitet, hvis det hele udliciteres til konsulentvirksomheder, der "bedst og billigst" udfører undersøgelserne som web-baserede spørgeskemaundersøgelser, der foregår lidt på samme måde som når en hvidevareforhandler tester købernes vurderinger af de enkelte mærker af vaskemaskiner? Jeg har lige været udsat for en undersøgelse af forskningsrådssystemet. Jeg fik en mail fra firmaet Capacent Epinion som skrev

Kære Claus Emmeche
Vi kontakter dig, da du i 2007 har søgt om en bevilling til projektet The Ethos of Nano-technology ved Forskningsrådet for Natur og Univers under Det Frie Forskningsråd (FNU).
Videnskabsministeren og forligskredsen bag lov om forskningsrådgivning m.v. har valgt at igangsætte en evaluering af forskningsrådssystemet. Evalueringen gennemføres af et uafhængigt evalueringspanel nedsat af videnskabsministeren. Evalueringen skal på et overordnet plan svare på, om systemet i sit organisatoriske set-up og om de enkelte råd, komitéer og udvalg lever op til sit formål. Det er hensigten, at evalueringen skal danne grundlaget for den revision af loven om forskningsrådgivning mv., som skal finde sted i folketingsåret 2009/2010.
Et vigtigt element i evalueringen er ansøgernes vurdering af forskningsrådssystemet. Derfor gennemfører Capacent Epinion i samarbejde med Forsknings- og Innovationsstyrelsen en spørgeskemaundersøgelse blandt alle ansøgere ved Det Strategiske Forskningsråd og Det Frie Forskningsråd i 2007. Resultaterne fra undersøgelsen vil indgå i den samlede evaluering, som forventes offentliggjort i august 2009.
I denne forbindelse håber vi, at du har mulighed for at besvare et web-baseret spørgeskema. Din besvarelse vil blive behandlet fortroligt af Capacent, og du bedes svare i relation til ovennævnte ansøgning i 2007.
Det tager ca. 10 minutter at udfylde spørgeskemaet, hvilket du gør ved at klikke på følgende link: Klik her for at gå til undersøgelsen! (kode)
På forhånd mange tak for din besvarelse.
Med venlig hilsen
Forsknings- og Innovationsstyrelsen og Capacent Epinion

Det spøjse er, at den pågældende ansøgning blev skippet af sted i mit navn, da jeg er centerleder, men det var en til centeret løst knyttet medarbejder vi søgte penge til, og denne person havde i det væsentlige skrevet ansøgningen. Med andre ord: Er det en institut- eller centerleder, en forskningsgruppeleder, eller en aktiv forsker på gulvet, som man vil have en vurdering af forskningsrådssystemet fra? Intet spørgsmål i undersøgelsen forholdt sig til den problematik.
Næste problem: Når en respondent i god tro forsøger at klikke alle "svar" (i stil med "meget tilfreds", "tilfreds", "utilfreds", "meget utilfreds", "ved ikke") igennem på de lovede 10 minutter, vedrørende en ansøgning afsendt for mere end 1 år siden, hvor pålidelige data er det så man får? Når der fx spørges "Hvor tilfreds eller utilfreds var du med opslagets klarhed om formål, krav og retningslinier", kan der ikke umiddelbart svares kvalificeret uden man graver tilbage i sit arkiv, finder og læser ansøgningen, opslaget, svarskrivelser, etc. De afgivne svar risikerer intet at sige om det, undersøgelsen skulle afdække.
Den slags undersøgelser er udtryk for digital dovenskab fra spørgerens side, og animerer til det samme hos informanten.
Hvis en stor del af evalueringen af universitetsloven kommer til at køre på samme vis er det meget uheldigt. Universiteternes samfundsvidenskabelige fakulteter bugner af eksperter, der må kunne gøre den slags meget bedre. Hvorfor bruger man ikke dem?

Akademisk selvstyre med valgte institutråd og professionel ledelse

Jeg hørte en interessant udsendelse på P1's Orientering, hvor journalist Laura Bøge Mortensen interviewede Peter Harder (aktuel med Hvidbogen fra Videnskabernes Selskab) og en forsker, Jon Kyst, som ikke længere orkede universitetsbureaukratiet. Udsendelsen er omtalt i arkivet (her) hvor det fremgår, at der er gang i den forskningspolitiske debat netop nu. Og der er virkelig bevægelse i tingene. Hvor stemningen for bare et år siden var sådan, at det var usikkert, om vi overhovedet ville få egentlig evaluering af universitetsloven (regeringen ville helst nøjes med et ministerie-styret 'eftersyn'), så er der nu tilsyneladende politisk flertal for at fjerne instruktionsbeføjelsen i lovens §17.
Så vidt så godt. Men det er selvfølgeligt langt fra tilstrækkeligt, og evalueringens kommissorium rummer da også det at se nærmere på selve den uskønne ledelsesstruktur, som Peter Harder karakteriserede således: "Man har sådan et hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker, der før var den eneste, der skulle bestemme over forskningen. Nu er der institutledere, dekaner og rektorer, som alle sammen gerne vil bestemme, hvad der skal foregå."
En bestemt diskursiv modsætning a la Scylla og Charybdis har struktureret tænkningen i den hidtidige debat hos både tilhængere af 2003-loven og dens modstandere som de nu delvis tegnes af Videnskabernes Selskab: Scylla er det gamle, ineffektive, beslutningsuduelige kollegiale selvstyre, hvor tingene fik lov til at selje, og ingen turde prioritere og tage upopulære men 'nødvendige' beslutninger. Det er ikke et dækkende billede af hvordan situationen var i 1980'erne (før instruktionsparagraffen og den styrkede ledelse, der kom allerede med 1993-loven), men det er et retorisk set virksomt billede af 'det gamle system'. Charybdis er et janushovede, for det er på den ene side, og reelt set, den grøft vi er havnet i her og nu med 2003-loven og ministeriets centralistiske detail-styre, og på den anden side, og idealt set, er det den strømlinede effektive erhvervsorienterede top-professionelle ledelse, som kendetegner de mest progressive og innovationsduelige erhvervsledelser, og som forener en reel top-down magt over organisationen med snilde og motivationsskabende teknikker til 'medinddragelse' af initiativrige og omstillingsparate medarbejdere. Det er et retorisk effektivt billede af den ideale organisation, offentlig eller privat, som enhver ledelseskonsulent får sit brød på bordet af. Det er et billede, som selv Videnskabernes Selskab må respektere og tage i ed som den mistelten, man ikke fundamentalt set vil gøre op med.
Men det er man bare nødt til, hvis de akademiske friheder - til fri forskning og undervisning - skal have en chance, dvs. hvis man virkeligt vil af med det "hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker". Der er derfor behov for sociologisk og organisatorisk fantasi til at udtænke bedre modeller for akademisk selvstyre, der kombinerer et rationelt og minimalt bureaukrati; en (af gavn og ikke blot af navn) professionel ansat eller udpeget ledelse; og et egentligt universitetsdemokrati, hvor fagligheden og fri forskning er i centrum. Man må finde en ny balance mellem opadgående og nedadgående stemmer og styringsmekanismer i systemet. Man kunne fx passende overveje at:
— lade bestyrelsens samfundsmæssige kompetencer få større overbevisnings- og gennemslagskraft vil at lade denne være alene rådgivende, og da med initiativret til fremsættelse af nye forslag vedr. universitetets anliggender (en hørbar tænketank i stedet for en selvsupplerende loge og centralkommité);
— lade et demokratisk valgt universitetsråd være det øverste organ, som enten udpeger eller ansætter rektor;
— lade tilsvarende valgte råd fungere på fakultets- og institutniveau;
— og lade disse råd enten udpege eller ansætte egentligt professionelle ledere (svarende til de nuværende dekaner og institutledere), således at en valgt institutrådsformand og en ansat institutleder samlet tegner ledelsen på institutniveau.

Der er mange andre mulige modeller, men det er på tide, at vi undersøger og diskuterer dem, og fastholder et centralt krav i den underskriftindsamling, som over 6000 forskere og studerende sidste år skrev under på:

Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.

Kritik af rankings

I sidste nummer af World University News gør Uwe Brandenburg (her) sig nogle tanker om de store universitets-rankings én-dimensionalitet, bl.a. dette:

"First, we do not believe in the ranking of entire higher education institutions. This is mainly due to the fact that such a ranking necessarily blurs the differences within an institution. For us, the target group has to be the starting point of any ranking exercise. Thus, one can fairly argue that it does not help a student looking for a physics department to learn that university A is average when in fact the physics department is outstanding, the sociology appalling and the rest is mediocre.
It is the old problem of the man with his head in the fire and the feet in the freezer. A doctor would diagnose that the man is in a serious condition while a statistician might claim that overall he is doing fine."

Det samme kan siges om ministeriets og regeringens fantasme om "Basismidler efter kvalitet", som går ud på at ranke de danske universiteter efter en række indikatorer, herunder "den bibliometriske forskningsindikator", og disses indbyrdes (politisk bestemte) vægtning, for så at fordele det, der tidligere var basismidler, efter den nye algoritme. Som Uwe Brandenburg bemærker om det parallelle problem:

"Second, we do not create values by weighing indicators and then calculating an overall value. Why is that? The main reason is that any weight is necessarily arbitrary, or in other words political. The person weighing decides which weight to give. By doing so, you pre-decide the outcome of any ranking. You make it even worse when you then add the different values together and create one overall value because this blurs differences between individual indicators.
Say a discipline is publishing a lot but nobody reads it. If you give publications a weight of 2 and citations a weight of one, it will look like the department is very strong. If you do it the other way, it will look pretty weak. If you add the values you make it even worse because you blur the difference between both performances."

Lad bibliometrien blive et redskab i selve forskningen, og i dens formidling. Fint, hvis humanistisk og samfundsvidenskabelig forskning gøres mere synlig. Men drop tanken om at rangordne universiteter og arrangere konkurrencer om indikator-point.

Universitetslovsevaluering

Nu er det tid for evaluering af universitetsloven. Selvom man kan rejse berettiget kritik af det nedsatte evalueringspanel (jf. sidste nummer af bladet FORSKERforum og artiklerne i Magisterbladet nr. 1 fra 16/1, se også i Forskningspolitisk Arkiv) er der håb om, at vi kan råbe politikerne og udvalget op, således, at selv Helge Sander ikke kan blive ved med at hævde, at han aldrig har hørt om reelle problemer (eller det er måske for meget at håbe på).

Kravene kunne være

• sikring af forskningsfriheden, hvilket bl.a. kræver afskaffelse af institutledernes instruktionsbeføjelse;
• et opgør eller i det mindste en modvægt til det hierarkiske ledelsessystem i form af stærkere kollegiale organer, som skal kunne give lederne mistillidsvotum, og generelt bidrage til at skabe sundere "checks and balances" nedefra i systemet;
• mindre afrapporteringstyranni/administratitis (jfr. her) gennem afskaffelse eller justering af de ministerie-dikterede udviklingskontrakter og en fornyet tillid til forskerne og forskningsverden;
  
• sikring af den frie forskning og frie forskningsmiljøer i form af et opgør med tanken at al forskning føre til faktura; sikring af basismidler til både uddannelse og forskning, flere frie forskningsmidler, forskning for hele samfundet og ikke kun for visse dele af erhvervsliv og industri;
• stop den truende klientgørelse af universitetsforskningen i en overlevelseskamp om eksterne midler, og installer mekanismer til sikring af troværdighed og uafhængighed i al myndighedsbetjening, så også myndighedskritik muliggøres;
  
• nej til flere hovsa-fyringer og deraf følgende smadring af forskningsmiljøer som senest på KU-Nat.

Underskriftindsamlingen har sikret, at evalueringen ikke bliver rent proforma, selvom der naturligvis vil være stærke kræfter, der vil kæmpe imod kritik og ændringer. Nu må vi sikre, at kritikken kommer frem og på den politiske dagsorden. Vi har brug for bidrag og flere gode ideer til, hvordan det kan gøres. Både lokalt på universiteterne og nationalt. Det bliver ikke nemt, men det er nu eller vi risikerer syv magre år mere…

Universitetsstrejker i Danmark, Frankrig og world-wide

Følger man netavisen University World News læser man ofte om strejker blandt personalet på universiteter rundt om i verden. Senest (den 1/2 og 8/2) har man kunnet læse at store dele af den franske universitetsverden nu strejker i protest mod regeringens forskningspolitiske reformer og omstruktureringen af forskningsinstitutionerne som direkte vil berøre de ansattes vilkår. — "University professors, lecturers and researchers have united across political divides to oppose the new decree. A national coordinating group of representatives from 46 universities and seven union federations, together with action groups and scholarly societies, met in Paris last month and voted for a 'total and unlimited strike'." — Strejken er støttet af fagforeninger fra både højre og venstre. Det lykkedes lige Sarkozy at puste til ilden, da han om sin holdning til protesterne sagde: J’écoute, mais je ne tiens pas compte … ”Jeg lytter, men jeg tager ikke hensyn til det” (Nouvelobs.com, 20 janvier 2009).

I Danmark kan man, som i tilfældet med 2003-loven og fusionerne efter 2006, foretage mindst lige så vidtgående reformer, og man kan (som i den nuværende budgetkrise på de naturvidenskabelige fakulteter) massefyre forskere og TAP'er og forringe uddannelsernes kvalitet, uden at 'strejke' som muligt modtræk end bringes på bane. Det kan godt undre.

Det er ikke min hensigt at klandre fagforeningernes tillidsrepræsentanter (TR), som har gjort et prisværigt arbejde indenfor de rammer, deres institutionelle roller har tilladt dem. Den oficielle fagforeningsrolle er her begrænset til at modvirke afskedigelser ved at forsøge at påvirke budgetterne (og igen er fagforeningens rolle her begrænset til at bliver hørt i samarbejdsudvalgene) og til at hjælpe de, der kommer i klemme ved nedskæringer. Med hensyn til protester (indenfor det felt der er reguleret af arbejdsretten) er fagforeninger og TR'er bundet af fredspligten, som er en del af overenskomstsystemet, og som betyder, at man kun kan strejke i forlængelse af overenskomstforhandlingerne og at fagforeningen er forpligtet til at hjælpe med til at holde ro på arbejdspladsen mellem overenskomstforhandlingerne. Hvis en TR opfordrer til arbejdsnedlæggelser kan vedkommende blive fyret og fagforningen blive idømt en bod, der kan være af væsentlig størrelse. Så derfor ville DM og andre fagforeninger ikke tillade deres TR'er at opfordre til overenskomsstridige arbejdsnedlæggelser.

Set fra de ansattes side er forklaringen måske mere sociologisk end juridisk. Som institutleder Morten Lassen fra Aalborg Universitets Inst.f. Økonomi, Politik og Forvaltning udtrykte det i et vidnepanel ved AC's åbne høring for nyligt: I tiåret fra 1993-loven til 2003-loven er de universitetsansatte vænnet fra at tænke indenfor rammerne af et kollegialt universitetsdemokrati, og vænnet til at se sig som lønmodtagere (og med skepsis på ledelsens sporadiske forsøg på "medinddragelse", der mere ses som udtryk for fingere demokrati, og hvor ledelsens fordringer så mere mødes med spørgsmål om konkret belønning). Eller som Jørgen Øllgaard bemærker om den tavshed, som Helge Sanders manipulerende konklusioner mødes med ved afslutningen af det forskningspolitiske årsmøde i Videnskabernes Selskab: "fordi forskere såmænd bare er pæne mennesker, som helst undgår at sige Øvrigheden direkte imod". (Forskerforum nr. 221, febr. 2009, s. 15).

Universiteternes patenter på vej ned?

Danske universiteter har de sidste år med udsigten til indtægter fra samarbejder med erhvervslivet og hjemtagning af patenter oprustet administrativt med bl.a. Tech-Trans-kontorer. Et af de åbne spørgsmål har været hvor mange ekstra indtægter universiteterne kunne hente hjem på patentering, og hvorvidt patenter overhovedet samfundsøkonomisk er en god ide. Et bidrag til svar på spørgsmålet om omfanget gives af Loet Leydesdorff og Martin Meyer i artiklen "The Decline of University Patenting and the End of the Bayh-Dole Effect", som kan downloades her. De siger i deres abstract:

University patenting has been heralded as a symbol of changing relations between universities and their social environments. The Bayh-Dole Act of 1980 in the USA was eagerly promoted by the OECD as a recipe for the commercialization of university research, and the law was imitated by a number of national governments. However, since the 2000s university patenting in the most advanced economies has been on the decline both as a percentage and in absolute terms. We suggest that the institutional incentives for university patenting have disappeared with the new regime of university ranking. Patents and spin-offs are not counted in university rankings. In the new arrangements of university-industry-government relations, universities have become very responsive to changes in their relevant environments.

Universitetsstyrelse tilrettelægger evalueringspanels arbejde, og Videnskabsministeriet måler tilrettelæggelsens succes

Betyder en formulering som

“Far tilrettelægger fristilen, så sønnen kan aflevere den inden deadline”

- at det er far, der stiller computer til rådighed, eller hjælper til med lidt inspiration, eller at far skriver hele opgaven? Betydningen er vel lige så ubestemt som i denne formulering:

“UBST tilrettelægger evalueringen, så det uafhængige internationale ekspertpanel kan aflevere evalueringen til ministeren inden udgangen af november 2009.”

Dette er et citat vedrørende evalueringen af lov om universiteter, og er hentet fra s. 7 i det tankevækkende dokument “Resultatkontrakt 2009 mellem Universitets- og Bygningsstyrelsen og Videnskabsministeriets Departement” (se her og her), hvor det bl.a. hedder, at “Kontrakten indeholder de eksternt rettede faglige mål, som UBST vil blive målt på i 2009.” Kontrakten er en spøjs læsning hvad angår “vægtning af de 17 resultatkrav” (sjovt ord, resultatkrav). Evalueringen af universitetsloven får tildelt præcist 9 %-point ud af 100. Det giver anledning til fgl. overvejelser:
- Hvor stor bonus for god opfyldelse får mon UBST-direktør Jens Peter Jacobsen?
- Hvordan vil de i ministeriet måle opfyldelsesgraden i procent? Har man overvejet at indføre 12-skalaen og ansætte en ekstern censor?
- Er det betryggende, at målemanien ikke kun udgår fra ministeriet, men i den grad gennemsyrer ministeriet og dets hele selvforståelse?