Administratitis

Universiteterne og forskningsministeriet er blevet ramt af en grufuld sygdom: administratitis. Sygdommens smittevej er velkendt fra andre samfundssektorer. Smittebæreren kaldes på folkesproget for "New Public Management" og de første tegn på, at sygdommen er ved at bryde ud, er, at ens ministerium og lokale ledelse pludselig begynder at fremsige ord som "accountability", "resultatmål", "objektive kvalitetsindikatorer". Derefter begynder det administrative niveau på ens arbejdsplads at svulme op: Der ansættes en horde af nye ledere og mellemledere og en masse medfølgende TAPpere. I næste fase breder sygdommen sig ind i organisationens vitale organer. Her giver den sig til at forvolde skade på de jobfunktioner, der bærer institutionen og varetager de opgaver, som det er dens formål at håndtere. Denne skade har i det mindste to kendte former:

1) Der skal afsættes mere og mere tid til behandlingen af administrative opgaver, og disse opgaver skal prioriteres højere end jobbets almindelige funktioner.

2) Hensynet til det administrative niveaus behov lægger nye rammer for jobbet, der forringer mulighederne for at udføre det bedst muligt.

Begge sygdommes virkninger har for nærværende ramt universiteterne. Nogle simple eksempler

AD 1) På mit eget institut forlanges det nu, at der til hvert kursus foretages og afrapporteres 2 evalueringer, en midtvejsevaluering og en slutevaluering. Med lidt held kan vi på et kort kursus få lov at bruge 7-8% af undervisningstiden på at evaluere. Hvordan det skulle forbedre de studerende viden og kunnen i faget får henstå i mørket Samtidig skal vi afrapportere, hvor mange gange hver enkelt studerende har været til stede på kurset, hvis man som jeg i dette semester har tre hold, så bliver det til seks evalueringer og afrapportering på ca 70 studenter. Er jeg dum og uforberedt og sludrer mig igennem timerne kommer der først noget i skub, hvis de studerende klager meget insisterende, og selv da er konsekvenserne formentlig begrænsede. Afleverer jeg ikke de relevante skemaer og rapporter, ligger administrationen straks klar til at trykke mig på maven.

AD 2) Alle de indikatorer, der nu skal bringes i anvendelse til at "måle" forskningen i forbindelse med konkurrenceudsættelsen af vores basismidler (der er et eller andet i det udtryk, som er næsten grammatisk forkert), er indrettet med et tvingende kriterium: Det skal være administrativt håndterbart. Skidt med om systemet ikke måler noget som helst, skidt med om det opfordrer til uhensigtsmæssig opførsel, skidt med om de på uhensigtsmæssig måde ensretter faglige publikationsmønstre, hvis forskellighed er velbegrundet, tilmed nødvendig, ja tilmed: skidt med at de står i vejen for de videnskabelige nybrud, der er hele forskningens formål. Bare vi kan få et pænt tal, som kan lægges til grund for vores uddeling.

Administratitis-diagnosen for universiteterne kan sammmenfattes som følger: Patienten er efterhånden ved at være alvorligt ramt. Situationen er uholdbar, og der er overvældende risiko for, at der udvikles uhensigtsmæssige faglige mutationer, ligesom der er grund til at frygte patientens fortsatte førlighed. Sygdommen er i løbende forværring, og behovet for akut såvel medicinsk som kirurgisk behandling er overhængende.