Akademisk selvstyre med valgte institutråd og professionel ledelse

Jeg hørte en interessant udsendelse på P1's Orientering, hvor journalist Laura Bøge Mortensen interviewede Peter Harder (aktuel med Hvidbogen fra Videnskabernes Selskab) og en forsker, Jon Kyst, som ikke længere orkede universitetsbureaukratiet. Udsendelsen er omtalt i arkivet (her) hvor det fremgår, at der er gang i den forskningspolitiske debat netop nu. Og der er virkelig bevægelse i tingene. Hvor stemningen for bare et år siden var sådan, at det var usikkert, om vi overhovedet ville få egentlig evaluering af universitetsloven (regeringen ville helst nøjes med et ministerie-styret 'eftersyn'), så er der nu tilsyneladende politisk flertal for at fjerne instruktionsbeføjelsen i lovens §17.
Så vidt så godt. Men det er selvfølgeligt langt fra tilstrækkeligt, og evalueringens kommissorium rummer da også det at se nærmere på selve den uskønne ledelsesstruktur, som Peter Harder karakteriserede således: "Man har sådan et hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker, der før var den eneste, der skulle bestemme over forskningen. Nu er der institutledere, dekaner og rektorer, som alle sammen gerne vil bestemme, hvad der skal foregå."
En bestemt diskursiv modsætning a la Scylla og Charybdis har struktureret tænkningen i den hidtidige debat hos både tilhængere af 2003-loven og dens modstandere som de nu delvis tegnes af Videnskabernes Selskab: Scylla er det gamle, ineffektive, beslutningsuduelige kollegiale selvstyre, hvor tingene fik lov til at selje, og ingen turde prioritere og tage upopulære men 'nødvendige' beslutninger. Det er ikke et dækkende billede af hvordan situationen var i 1980'erne (før instruktionsparagraffen og den styrkede ledelse, der kom allerede med 1993-loven), men det er et retorisk set virksomt billede af 'det gamle system'. Charybdis er et janushovede, for det er på den ene side, og reelt set, den grøft vi er havnet i her og nu med 2003-loven og ministeriets centralistiske detail-styre, og på den anden side, og idealt set, er det den strømlinede effektive erhvervsorienterede top-professionelle ledelse, som kendetegner de mest progressive og innovationsduelige erhvervsledelser, og som forener en reel top-down magt over organisationen med snilde og motivationsskabende teknikker til 'medinddragelse' af initiativrige og omstillingsparate medarbejdere. Det er et retorisk effektivt billede af den ideale organisation, offentlig eller privat, som enhver ledelseskonsulent får sit brød på bordet af. Det er et billede, som selv Videnskabernes Selskab må respektere og tage i ed som den mistelten, man ikke fundamentalt set vil gøre op med.
Men det er man bare nødt til, hvis de akademiske friheder - til fri forskning og undervisning - skal have en chance, dvs. hvis man virkeligt vil af med det "hierarki i flere etager, der sidder oven over den enkelte forsker". Der er derfor behov for sociologisk og organisatorisk fantasi til at udtænke bedre modeller for akademisk selvstyre, der kombinerer et rationelt og minimalt bureaukrati; en (af gavn og ikke blot af navn) professionel ansat eller udpeget ledelse; og et egentligt universitetsdemokrati, hvor fagligheden og fri forskning er i centrum. Man må finde en ny balance mellem opadgående og nedadgående stemmer og styringsmekanismer i systemet. Man kunne fx passende overveje at:
— lade bestyrelsens samfundsmæssige kompetencer få større overbevisnings- og gennemslagskraft vil at lade denne være alene rådgivende, og da med initiativret til fremsættelse af nye forslag vedr. universitetets anliggender (en hørbar tænketank i stedet for en selvsupplerende loge og centralkommité);
— lade et demokratisk valgt universitetsråd være det øverste organ, som enten udpeger eller ansætter rektor;
— lade tilsvarende valgte råd fungere på fakultets- og institutniveau;
— og lade disse råd enten udpege eller ansætte egentligt professionelle ledere (svarende til de nuværende dekaner og institutledere), således at en valgt institutrådsformand og en ansat institutleder samlet tegner ledelsen på institutniveau.

Der er mange andre mulige modeller, men det er på tide, at vi undersøger og diskuterer dem, og fastholder et centralt krav i den underskriftindsamling, som over 6000 forskere og studerende sidste år skrev under på:

Indførelse af en styreform på universiteterne, der bygger på principper om selvstyre og akademisk frihed. Dette indebærer en styrelsesordning, der tildeler reel magt over universitetets anliggender til demokratisk valgte organer med repræsentation fra alle grupper af ansatte og studerende.