Ranking, frie midler og konkurrence

Den igangværende finanslovpolitiske diskussion om fordelingen af frie versus strategiske midler til forskningen viser tydelige nuanceforskelle i de politiske partiers forskningspolitik. Men mindst lige så afgørende er det at få politisk fokus på det projekt, som har fået newspeak-betegnelsen konkurrenceudsættelse af en (p.t. ukendt) del af universiteternes basismidler. At man med andre ord vil overføre en del af disse midler fra basismidler til en pulje, som universiteterne får tildelt efter - hvad? Konkurrence. Om hvad? Kvalitet, hedder det. Men i realiteten efter placering på en skala, en ranking, som udregnes efter parametre som forskningsproduktion, undervisningseffektivitet, volumen af eksterne midler (som mål for evne til at samarbejde med det omgivende samfund) og formidlingsaktivitet. Præcis hvordan disse mål indbydes skal vægtes er der vist ingen, ikke engang i Universitets- og Bygningsstyrelsen, der ved endnu, men alle danske universiteter skal mådes efter samme algoritme. Som den samfundsvidenskabelige dekan Svend Hylleberg har påpeget (se her og her), får det store omfordelingskonsekvenser for de enkelte universiteter, og de risikerer samlet set at dale i kvalitet!
Her kan vi gøre opmærksom på den kritik, som David Woodhouse (som er “executive director of the Australian Universities Quality Agency”) den 7. september rejser i University World News (her) af de internationale rankings, der hvert år sender rystelser gennem de store universiteters kommandorum, når de rutcher mange pladser op eller ned på skalaen. Mange af de problemer, der klæber til world rankings vil genfindes i vores regerings lille eksperiment med at rangordne de danske universiteter. Som Woodhause påpeger,

“Rankings rely on quantification, indicators and weights, assigning weights to indicators and using the weighted scores to rank the institutions. This forces the multidimensional quality aspect into a linear scale. In this process, aspects of the institution that cannot be measured with weightings and numbers get distorted.”

Hvad der ligner en objektiv placering i et 100 m løb, er i et stort omfang et udslag af valg af vægte og opgørelsesmetoder i den matematiske blender, som forvandler en kvalitativ mangfoldighed af ingridienser til en ensformig grød af tal. På den baggrund er det opløftende at læse den socialdemokratiske forskningspolitiskeordfører Kirsten Brosbøl i sidste nummer (217) af FORSKERforum (her), hvor hun bl.a. siger, at

“Universiteter er forskellige og har forskellige styrkepositioner og udfordringer. Det er en styrke, at vi i et lille land som Danmark har en mangfoldig universitetskultur. Den skal vi værne om ved at anerkende de forskellige institutioners styrker og forskelligheder.” (...) “Det gør vi bedst ved at udvikle universiteternes styrkepositioner og deres indbyrdes samarbejde, ikke ved at ensrette dem.”

I sit indlæg imødekommer hun flere af den igangværende underskriftsindsamlings krav (hvad der kun styrker ens tro på at den har nyttet - og du kan stadig nå at skrive under...).

Videnskabsministeriets store ranking- og basismiddelbeskærings-projekt truer de danske universiteter, og man kan kun håbe, at projektet inden da, som enkelte kilder i miljøet nu ser visse tegn på, selv kuldsejler under vægten af sine egne megalomanisk forfejlede ambitioner. Indtil da er det vigtigt, som Jonas Geldmann gjorde her på bloggen i går, at genåbne diskussionen om konkrete alternativer til den nuværende forskningspolitik.