Gøres indikatorer automatisk til incitamenter?

Jeg vil tage tråden op om den bibliometriske forskningsindikator, som Leif Hansens inlæg satte spørgsmålstegn ved. Efter at have sammenfattet faggruppernes forbehold i et notat (som kan læses her), har jeg modtaget en række interessante kommentarer som fortjener at blive viderebragt. Jeg vil tage lidt ad gangen. Lars Geer Hammershøj som er lektor på Institut for Pædagogik på DPU, skriver til en liste på Humanistisk Forum:

"Jeg mener at hovedindvendingen mod at anvende den bibliometriske forskningsindikator til fordeling af forskningsmidler er klar og simpel. Problemet er, at man herved gør en forskningsindikator til en incitamentstruktur for forskere og forskningsinstitutioner. Det er en alvorlig kortslutning, for herved gøres det der egentlig er en afledt effekt af forskningen - nemlig publiceringen - til målet i sig selv frem for bestræbelsen på at forske. Bibliometrien kan i flere eller bestemte tilfælde formentlig være en udmærket indikator for forskningen, men kun så længe forskingen er målet. Så snart der der oprettes incitamentstrukturer, der belønner publicering, forskydes målet væk fra bestræbelsen på at forske til bestræbelsen på at publicere. Herved transformeres bibliometrien paradoksalt nok fra at være en indikator på forskning til at blive en inddikator på viljen til at publicere.
Problemet er kort sagt, at når bibliometrien bruges til fordelingen af midler, så øger man incitamentet til at publicere på bekostning af incitamentet til at forske. Man hører allerede fra nogle af vor kolleger ved sektorforskingsinstitutioner, hvor man allerede opererer med lignende principper for forskningsindikatorer som incitamentstrukturer, at de i høj grad bliver opmærksomme på at 'koge så meget suppe' som muligt på deres forskingsresultater i form af at tænke så mange publicerede artikler som muligt, fremfor at offentliggøre resultaterne mere koncentrert og så måske bruge resten af tiden til at forske videre. Endvidere vil tendensen antagelig være, at man i højere grad forsker i eller opfordres til at forske i det, der med stor sandsynlighed vil kunne publiceres i de mest 'givende' tidsskrifter osv.. Godt nok er det stadig en begrænset del af forskingsmidlerne der fordeles efter forskingsindikator-princippet, men det er de midler der kan skrues op og ned for, hvorfor de uundgåeligt vil være i fokus, om ikke andet så for ens ledelse.
For mig at se er incitamentstrukturer som denne derfor på sigt dybt skadelig for forskingen. At det oven i købet er rektorforeningen der selv har været med til at foreslå at en øget del forskingsmidlerne skulle fordeles efter dette princip er mig uforståeligt."

Og så har Jesper Eckhardt Larsen, som er adjunkt i uddannelseshistorie på DPU, har gjort mig opmærksom på den brandaktuelle artikel "Evidence-based science policy and the systematic miscounting of performance in the humanities" af Aant Elzinga, som kan ses på denne interessante blog her.