Nogenlunde sådan går dagbladet Politiken frem i dag, i deres iøvrigt prisværdige forsøg på at bringe "Unis sande tilstand" (artikelseriens navn) til debat. Politiken har som led i en større spørgeskemaundersøgelse, gennemført via nettet i august - "hvor vi bl.a. beder om en vurdering af de studerendes kundskaber, undervisningens kvalitet, arbejdsmiljøet og styreformer" - bl.a. stillet de universitetsansatte en lang række gode spørgsmål, og enkelte dårlige, som dette:
I dag gengives i en artikel af Dorrit Saietz resultatet under overskriften Humanister er universitetets proletarer (Politiken d. 21/10-2011, 1. sektion s. 6) resultatet:Hvilket af følgende fakulteter er det mest prestigiøst at uddanne sig indenfor?• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i samfundsvidenskab• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i humaniora• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i naturvidenskab• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i sundhedsvidenskab• Der er mest prestige i at tage en uddannelse i teknisk videnskab• Andet. Skriv her:• Ved ikke"
"Sådan svarede 1.938 universitetsansatte:
Sundhedsvidenskab 33 %Naturvidenskab 14 %Samfundsvidenskab 7 %Teknisk videnskab 3 %Humaniora 2 %Andet 2 %Ved ikke 39 %Sådan svarede de 464 deltagende humanister:Sundhedsvidenskab 24 %Naturvidenskab 15 %Samfundsvidenskab 9 %Humaniora 6 %Teknisk videnskab 3 %Andet 3 %Ved ikke 41 %Politiken Research har gennemført en elektronisk spørgeskemaundersøgelse blandt det videnskabelige personale - VIP'ere - på landets fem største universiteter i perioden 16.-23. august. Knap 2000 VIP'ere med ansættelse i minimum 5 år i universitetsverdenen har svaret."
Jeg hører selv til de, der svarede "ved ikke" og jeg tilføjede da jeg blev spurgt i august denne kommentar: "Prestigiøst i forhold til hvilken målgruppe? Spørgsmålet lægger mest op til enten at gentage eller lægge afstande til almindelige fordomme om at fx fysik og medicin har størst prestige".
Det er et grundlæggende metodisk problem i formuleringen af spørgsmålet, at det gøres uklart om den interviewede skal skrive hvad han eller hun selv (ud fra et eller andet kriterium) finder mest prestigiøst, eller om den interviewede skal skrive hvad han eller hun mener sådan i al almindelighed, ideologisk set, opfattes som mest prestigiøst. Ikke så sært at "ved ikke"-svaret hitter.
Nu blev jeg selv ringet op efterfølgende af Dorrit Saietz og havde en fin uddybende samtale, hvor jeg problematiserede forskellige opfattelser af prestige (ethvert fagområde synes selv de er de fedeste; alle har fagidiotiske fordomme om "de andre"; og eneste nogenlunde almene og fornuftige prestige-begreb der konsistent bruges af forskerne selv er "prestige og anerkendelse for ens bidrag til et givet videnskabeligt speciale eller forskningsområde" - som selvom det er alment netop ikke kan bruges til meningsfuldt sammenligne høj prestige på tværs af fagfelter som partikelfysik og etnografi endsige faulteter). Jeg godkendte forud for artiklen de få ting jeg citeredes for (og så kun egne citater; journalister benytter sjældent at lade interview-offeret se kladden til hele artiklen, no peer review here). I artiklen får jeg bl.a. sagt:
»Men der er en gammel fordom om, at noget er mere rigtig videnskab end andet. Fysikken har været dronningeeksemplet på en eksakt videnskab, hvor ting kan efterprøves, og forsøg kan gentages af andre. Der er rigtig videnskab og så det andet, herunder humaniora«, siger han [C.E.].
Det er selvfølgelig meget kort og firkantet sagt, men der står dog at det er en fordom. Alligevel fik jeg en lang og irriteret email fra en kollega som havde læst artiklen, og som mente, at jeg burde have uddybet i stor detalje, at det, jeg her reproducerer, er en indsnævret positivistisk fordom.
Nu skal man jo ikke skyde gråspurve med kanoner, og det er ikke første gang metodiske problemer i Politikens spørgeundersøgelse påpeges; Bobby Zachariae var ude med en lignende kritik til et af de andre spørgsmål (Pol. 11. okt. s. 11). Så lad os hæfte os ved artiklens visere indslag, som skyldes mine medbloggere her på stedet, Thomas Söderqvist som peger på at nye muligheder for humaniora hele tiden toner frem, ikke mindst i studiet af hvordan vi udfordres af nye samfundsudviklinger inkl. udvikling af ny videnskab og teknologi, og Sune Auken, som har denne udgangsreplik:
»Vi er en uddannelsesmæssig succes, der uddanner en masse folk for næsten ingen penge. Tallene viser, at stort set alle de færdiguddannede kommer i arbejde efter en tid og beholder deres arbejde resten af livet. Det er humanister, der hele tiden optræder i samfundsdebatten og turnerer landet rundt for at holde foredrag.
Men så længe humanister går i flyverskjul under det nærmeste bord, så snart emnet tages op, kan vi ikke regne med at andre tager os alvorligt«
Lad os i al fald undgå, at det ulideligt luftige problem "prestige" skal gøres til omdrejningspunkt for humanioras problemer, for der er nok af virkelige af slagsen, og der er heldigvis også lyspunkter, sejre og succeser.
4 kommentarer:
Som medproducent og af hensyn til bloggens erkendelsestørstende læsere tillader jeg mig at henvise til artiklen i sin helhed her.
Er det ikke en lidt skæv vinkel, Claus, når du angriber metoden? At skyde på budbringeren, snarere end at diskutere budskabet?
Jeg medgiver, at budskabet er lidt sløret, og selve prestigebegrebet er jo også uklart. Uanset problemerne springer to observationer i øjnene: 1) En meget stor andel svarer "ved ikke", hvilket sikkert afspejler dels at mange finder det svært at svare på, eller har modvilje mod at tilkendegive en holdning. 2) Sundhedsvidenskab skiller sig klart ud fra de øvrige. Det skyldes sikkert at mange har svaret ud fra en vurdering af omdømme i befolkningen i almindelighed.
Det er nogenlunde som man kunne forvente, og tilsvarende tal er fundet før i større befolkningsundersøgelser. I den funktionalistiske sociologi var man tilbøjelig til at antage, at prestige, anerkendelse, skulle afspejle "fortjeneste", altså bidrag til fælles bedste, fx velfærd, kulturel rigdom og oplysning. Det holder næppe stik. Men alligevel kan prestigetab jo godt være et problem. Der var engang, hvor man måtte have en grad i klassisk filologi for at blive rektor. Det var andre tider.
I humaniora og samfundsvidenskaber må vi glæde os over, at så mange studerende fortsat vælger vores fag, uanset prestige. Ellers ville det se sløjt ud.
Jo, Heine, du har ret i at det måske er lidt skævt. Og Politiken skal generelt have ros for at sætte universiteternes forhold på dagsordenen med deres analyser! Men jeg synes bare at artiklens vinkel og konklusion i manchetten "Det er finest at læse medicin eller naturvidenskab, mens de klassiske humanistiske fag ligger helt i bund på prestigeskalaen" mere reproducerer fordomme end den gør os klogere.
Prestige er jo, som du skriver, et uklart begreb og for os andre (som ikke er sociologer) får jeg lyst til at citere det glimrende nye Sociologisk Leksikon:
--- citat:
prestige
eller social anseelse, er grundbegrebet i den form for social stratifikation, hvor man antager, at individernes indplacering i det samfundsmæssige hierarki kan beskrives som en endimensional social rangordning baseret på den sociale anseelse, som er knyttet til hver enkelt sociale position. Repræsentative udsnit af befolkningen udspørges om udvalgte, ’typiske’ erhvervsstillingers sociale anseelse. Gennemsnittet af respondenternes prestigegraduering af en erhvervsstilling beregnes. En metode til at prestigegraduere alle de erhvervsstillinger, hvis anseelse man ikke har spurgt om, konstrueres. Herefter får man en skala, hvor alle erhvervsstillinger er rangordnet. En social lagdeling fremstår dernæst ved en inddeling af skalaen i intervaller. Det danske hovedværk inden for denne sociologiske tradition er Svalastogas Prestige, Class and Mobility (1959).
Social lagdeling, baseret på social prestige, betragtes dog af mange kritikere som en kuriositet, der ikke kan bidrage til nogen dybere forståelse af samfundet. Samfundsudviklingen med dens modsætninger og konflikter kan derimod et langt stykke af vejen indfanges ved brug af begreber som social klasse og livsform.
--- citat slut.
Jeg må tilslutte mig karakteristikken af begrebet som en kuriøsitet, som heller ikke hvad angår forskning og højere uddannelse bidrager til nogen dybere forståelse.
Du (og Erik Jørgen Hansen) kan nok have ret, at det ikke giver nogen dybere forståelse af samfundet. Men ikke desto mindre kan man næppe - måske bortset fra professionel tennis - finde mere prestigefokuserede systemer, end moderne videnskab.
Send en kommentar