Ombudsmanden, Koldau og Den Store Bastian

Ombudsmanden, som selv gik ind i sagen om AUs fyringstrusler og diskriminerende sanktioner imod professor Linda Maria Koldau (efter Koldaus interne og senere offentlige kritik af kvaliteten på den musikvidenskabelige uddannelse og AU-toppens skabelse af en "personalesag" mod hende i 2011) har nu besluttet ikke at gå videre med sagen. Ombudsmandens begrundelse savner klarhed, kalder på forskellige tolkninger, og undlader at tage stilling til den forvaltningsretslige lovlighed af AU's sanktioner og brug af begreber som "kollegial fortrolighed" (se her).

Hvad er den danske ombudsmandsinstitution? Agerer den blot uformel moralsk overdommer i vores allesammens (u)bevidsthed - en art Den Store Bastian, som bliver vred, hvis en myndighed diskriminerer og bryder fundamentale rettigheder, men omvendt tilgiver synderen, så snart denne viser anger og tilbagekalder en udåd - eller agerer ombudsmanden en juridisk instans, som sagligt forholder sig til de faktiske begivenheder og sagsforløb, den selv undersøger (og evt. anbefaler myndigheder at behandle en sag igen og eller ændrer afgørelser [note 1]), snarere end til hvordan de implicerede parter efterfølgende reagerer på Den Store Bastians tilsynekomst og truende vrede? Dette spørgsmål kan man grunde længe over, efter at ombudsmanden har afgivet sin begrundelse for ikke at foretage sig yderlige i sagen om de absurde sanktioner, som AU under trussel om fyring idømte Koldau i et brev fra dekanen den 14/2-2012. Begrundelsen (som kan ses her) er afgivet i to breve til hhs. Koldau selv og AU.

For de som måtte have glemt det, er forløbet forud for ombudsmandens indtræden i hovedtræk dette: Koldau ytrer i maj-juni 2011 i flere aviser kritik af niveauet på på musikvidenskab. Debatten tegner snart en front mellem på den ene side Koldau og få andre bekymrede kritikere, og på den anden side en fåmælt majoritet af kolleger på musikvidenskab og ledelsen på AU. Sideløbende med den offentlige debat betaler ledelsen fra ca. august 2011 to konsulenter for at undersøge nogle interne og svært gennemskuelige forhold på musikvidenskab, samarbejdsklimaet og hvad Koldau oplever som mobning; undersøgelser som ledelsen præsenterer som uvildige og som udføres i efteråret 2011. Konklusionerne (ca. jan. 2012) på disse er, at Koldau ifølge konsulenternes begreber ikke er blevet mobbet, og hun gøres reelt til eneansvarlig for problemerne på afdelingen. Det fører til at humaniora-dekan Mette Thunø (i en "påtænkt advarsel" 16/1 som Koldau her på bloggen svarer på 1/2, og i en endelig advarsel 14/2-2012) truer med at fyre Koldau, med mindre hun efterkommer en serie på fire krav, som er hidtil usete i dansk universitetssammenhæng: Hun pålægges som den eneste pligt til at være fysisk på afdelingen i hele arbejdstiden; hun skal tilbagekalde sine udsagn om oplevet mobning og undskylde herfor; hun skal afholde sig fra at "underminere den tillidsbaserede kommunikation ved at bryde den kollegiale fortrolighed" (læs: offentlig kritik og fri akademisk debat er dømt ude); og hun skal acceptere at overvåges af en dekan-udpeget konsulent ved alle møder på afdelingen. Den 21/2 meddelte ombudsmanden (se her; jf. Pol. 21/2) at han gik ind i sagen bl.a. på baggrund af artikler i Information d. 18/2 (se her, samt her og denne) om sagen.
Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op! (Se Inf. 27/3 her og Koldaus egen begrundelse her). Heine Andersen forudså da, "at det så muligvis ikke bliver undersøgt til bunds, om ledelsen har handlet inden for rammerne for god ledelse – de formelle såvel som de uformelle" (citat). Koldau havde meddelt sin opsigelse med udgangen af 2012, og på et møde om vilkårene for hendes sidste ansættelse og under trusler om kontra-opsigelse, indgås en aftale, som isolerer Koldau fra sine ex-kolleger i hendes sidste periode på AU, og AU-dekanen trækker de helt uhørte fire krav tilbage. Herefter, d. 16/5, trækker ombudsmanden sig så ud af sagen. (Så vidt jeg kan se har ombudsmanden aldrig besluttet at åbne en egentlig ombudsmandsundersøgelse, selvom det er blevet fremstillet sådan i medierne, blot meddelt at dette overvejedes og foretaget indledende sonderinger. Men uanset om vi taler om taler om "påtænkte advarsler" eller "påtænkte undersøgelser" får de jo en performativ gyldighed.)

Det antydes i Ombudsmandens svar (jævnfør, at han "må anse Deres (Koldaus) konkrete mellemværende med universitetet for afsluttet med den aftale,  som De har indgået"; se igen her og note 3), at hvis Koldau ikke selv havde sagt op, og hvis ikke AU havde trukket truslerne eller de absurde krav tilbage, ville sagen for ombudsmanden have stillet sig anderledes.
Det kan så positivt udlægges sådan, at ombudsmanden i modsat fald ville have været nødt til at påtale det lovstridige i disse krav, hvis de var blevet fastholdt af AU, dvs. at AUs frafald af disse krav - brugt som begrundelse for ombudsmandens henlæggelse af sagen - implicit er en tilkendegivelse af at kravene enten er lovstridige eller hinsides anstændig ledelse og forvaltning.
(Ombudsmanden giver to yderligere grunde for ikke at gå videre, 1) at "retstilstanden vedrørende ytringsfrihed for offentligt ansatte, herunder universitetsansatte, er velbelyst,  og at en mere indgående undersøgelse derfor næppe vil bidrage væsentligt til afklaring af retsstillingen på området" – men hvad gør sagen mere velbelyst nu i forhold til før han tog sagen op? – og 2) ressourceforbrug sammenholdt med sagens vigtighed. Begge dele ligner dålige undskyldninger.)

Men en mere trist tolkning byder sig til, nemlig at Den Store Bastian mener, at en evt. annullering af en beslutning moralsk fritager os fra at tage stilling til dennes rigtighed. Det er uheldigt at ombudsmanden mere forholder sig til sagens senere udvikling end til det kritisable forløb og de principielle aspekter, som ligger op til det punkt, hvor han går ind i sagen. Begrundelsen for ikke at foretage sig yderligere hviler jo ikke på en vurdering af lovligheden af de sanktioner, AU-dekanen udstedte, men på den senere udvikling i sagen, efter at ombudsmanden selv havde taget den op! Det lader til at ombudsmanden er tilfreds med og ønsker at styrke sin rolle som den danske nations moralske overjeg, der så ser med nåde på brud på principper om ytringsfrihed og akademisk frihed, når blot synderen tilbagekalder sin handling — snarere end at forholde sig til principperne for lovligheden i de handlinger, der påkalder sig interesse i første omgang. Hvad skulle forhindre os i at få afgjort hvorvidt AU-ledelsen handlede formelt korrekt, når den truede Koldau med fyring på baggrund af begivenhederne op til d. 21/2? Hvad er det egentlig, der forhindrer ombudsmanden (som jo er uddannet jurist, og må forventes særdeles kvalificeret; han er endda adjungeret professor i jura [note 2], endda på AU) i at undersøge sagen til bunds, og komme med en klar udtalelse om dette spørgsmål?

Skal den omtalte milde version af Den Store Bastian være en ny doktrin for ombudsmandsinstitutionen, tegner der sig et uheldigt billede af de offentligt ansattes ytringsfrihed: Ledere i offentlige institutioner, inkl. universiteter, kan til enhver tid slippe godt fra at overtræde regler og principper for god ledelse, herunder true med fyringer og indføre bizarre sanktioner, hvis blot de formår at undgå, at der bliver rejst en sag, eller – hvis dette skulle ske – formår at tilbagekalde de sanktioner, som var baggrunden for at sagen blev rejst.

Note 1: 
Ombudsmandsinstitutionen skriver på sin egen hjemmeside "Folketingets Ombudsmand er jurist og valgt af Folketinget til at behandle klager over offentlige myndigheder. Ombudsmanden kan kritisere og anbefale myndigheder at behandle en sag igen og eventuelt ændre deres afgørelse, men ombudsmanden kan ikke selv træffe afgørelser. Ombudsmanden kan tage stilling til juridiske spørgsmål, men ikke spørgsmål, som kræver anden faglig viden."
Note 2: 
Frederik Christensen: "Folketingets nye Ombudsmand", Paragraf, februar 2012 (her)
Note 3: 
Netop mens dette skrives erfarer jeg, at Politiken d. 19/5, omtaler nyheden om Ombudsmandens udmelding (her).

p.s. (tilføjet d. 20/5-2012, kl. 16:20)
Jeg har fra Linda Maria Koldau modtaget en berigtigelse vedrørende ovenstående:

Kommentar

Af Linda Maria Koldau.

Som kommentar til denne formulering i indlægget

"Herefter sker der det interessante, at flere andre instanser (bl.a. DM) suspenderer deres bedømmelse af og videre handlinger i sagen, i afventen på ombudsmanden. Dog ikke Koldau selv. Da hun får at vide, at ledelsen uden hendes viden har haft et møde med hendes kolleger på musikvidenskab i aug. 2011 mister hun al tillid til AU-toppen og siger op!"

ønsker jeg at gøre opmærksom på følgende: Disse sætninger kunne tolkes som en fremstilling af mig som en person der ikke agerer ”som man gør”, nemlig at afvente ombudsmandens udtalelse.

Det modsatte var tilfældet: Det var AU som havde effektueret advarslen, selvom det ville have været skik og brug at afvente indtil ombudsmanden havde udtalt sig. DM-advokat Soon-Ah Sigsgaard har udtrykkeligt kritiseret denne handling imod god skik d. 21. marts 2012 på et møde mellem mig, flere DM-repræsentanter og Jørgen Grønnegaard Christensen.

Min opsigelse d. 25. marts 2012 var intet andet end en reaktion – på Aarhus Universitetets ageren. Den endelige beslutning at ”fyre mit universitet” på grund af ledelsens totale mangel på troværdighed, som jeg har udtrykt det over for Politiken, skyldes:

a)     Den information som jeg fik om det hemmelige møde mellem mine kollegaer, institutleder Niels Lehmann og dekan Mette Thunø i august 2011. Jeg blev orienteret om dette møde netop d. 21. marts, eksakt inden mødet med institutleder Niels Lehmann, hvor det blev fastslået, hvordan advarslen i alle detaljer skulle effektueres. Blandt andet med massivt pres at jeg skulle trække mobningsklagerne og at jeg skulle udsættes for medieringssamtaler under opsyn af AUs konsulent Marie Koch, som slet ikke er en professionel mediator.
Jeg fik altså at vide, at det ”gode samarbejde”, som advarslens ydmygelser skulle tjene til at ”genoprette”, slet ikke var ønsket af mine kollegaer ifølge det møde, som de havde haft med ledelsen i august 2011. Alligevel skulle jeg ydmyges med uhørte sanktioner for at ”genoprette” dette uønskede samarbejde.

b)    Niels Lehmanns fortsatte chikaner d. 21. marts og 25. marts. Da jeg, ifølge min gode ret og endda ifølge aftalen med Niels Lehmann, varetog min behandling i Kiel fredag d. 23. marts og ellers arbejdede hjemme, sendte han mig en mail søndag d. 25. marts kl. 11.01, hvor han bebrejder mig for at jeg var ”udeblevet fra arbejde” og orienterede mig om at han ville melde det til dekanen. Denne mail bidrog til at jeg endelig sendte min opsigelse, fordi jeg kunne tydeligt se at jeg ville hver eneste dag, endda på weekender, blive udsat for lignende chikaner fra institutleder Niels Lehmann.

c)     Det notat, som DM-tillidsrepræsentant Per Dahl og Jørgen Grønnegaard Christensen havde formuleret og sendt – uden at drøfte det med mig – til Niels Lehmann d. 23. marts – et notat, som fastslår min ydmygelse (nemlig en undskyldning til de kollegaer, som har krænket eller – ifølge international forståelse – mobbet mig) og som giver universitetet grønt lys til at gennemføre de planlagte ”medieringssamtaler” med Marie Koch, som DM ellers havde kritiseret.

Disse tre punkter har givet mig anledning til at endelig sige op. Med fuld berettigelse – den her konstellation viser, at AU slet ikke er et sted hvor en seriøs akademiker kan arbejde.

Som det er tydeligt, var min opsigelse en reaktion på universitets ageren mens ombudsmanden granskede sagen: Det var universitetet som i fuldt fart effektuerede dekanens advarsel med alle ydmygelser. Jeg var nødt til at reagere på universitetets umiddelbare chikaner, og derfor afventede jeg ikke længere ombudsmandens udtalelse.

Alligevel sendte jeg ham en mail direkte d. 25. marts 2012, nogle få minutter efter min opsigelse, hvor jeg orienterede ham om, at min opsigelse ingenting ændrede ved det grundlæggende spørgsmål, nemlig om advarslen krænker min ret til ytringsfrihed.

Netop dette principielle spørgsmål bliver nu fuldkommen undveget ifølge ombudsmandens beslutning.