onsdag den 2. maj 2012

Forskerforum svarer på Linda Maria Koldaus klage til pressenævnet


Af Jørgen Øllgaard, FORSKERforum
Til orientering har FORSKERforum svaret Pressenævnet:

”Til Pressenævnet
FORSKERforum forstår klagen sådan, at der klages over to forhold, på hvis baggrund Koldau kræver genmæle:

Ad. 1. Koldau anfægter omtalen af et ”forligsmøde”.
SVAR: Betegnelsen ”forligsmøde” er en dækkende journalistisk samlebetegnelse for mødet, som handlede om hvordan sagen kunne forliges, bl.a. ved inddragelse af eksterne konsulenter til at genoprette samarbejdsmiljøet. Udtrykket ”forligsmøde” vil også blive anerkendt af såvel AUs jurister såvel som Koldaus advokat i den type sager. At Koldau efterfølgende ikke vil anerkende mødets status og kalder det ”latterligt”, er hendes virkelighedsudlægning.

Ad. 2. Koldau anfægter omtalen af, at AU ikke har givet hende den autoritet, som hører til en professortitel.
SVAR: FORSKERforum er et fagblad, hvor læserne har betydeligt kendskab til sektoren og hvad der ligger i autoritetsstrukturer. Et væsentligt element i sagen har derfor været Koldaus kritik af AUs ledelse (institutlederen) for ikke at tillægge hende større myndighed på især den faglige side (overfor hendes kolleger). Denne underkendelse af hendes autoritet kan kendere af sektoren og sagen læse mellem linierne, og aspektet fremgår eksplicit af Koldaus egen fremstilling af sagen, fx i hendes udførlige begrundelse for at sige op:
”Med løfter om fine arbejdsvilkår lokkede Aarhus Universitet mig i 2009 til at påtage mig et professorat. Men løfterne var falske. Da jeg begyndte at efterspørge de arbejdsvilkår, som jeg var blevet lovet …”
eller
 ”Man kan hverken forhandle eller samarbejde med en institution, som har ladet sin troværdighed glide sig af hænde. Det er derfor, jeg, den oprindeligt hidkaldte internationale professor, har sagt op”.

Samlet afviser FORSKERforum optagelse af genmæle. Genmæle kan kræves, når oplysningers rigtighed er utvivlsom. Det er der på ingen måde tale om her, idet FORSKERforum har sammenfattet en kontroversiel sag på en afbalanceret og kortfattet måde. Fordi Koldau ikke vil anerkende, at der var tale om et forligsmøde, giver det hende ikke ret til genmæle. Fordi Koldau ikke vil anerkende den journalistiske fremstilling af et af sagens vigtige facetter, nemlig hendes autoritet, giver det hende ikke ret til genmæle.

Jeg skal således anmode Pressenævnet om at afvise den konkrete anmodning, ligesom jeg skal opfordre Pressenævnet til at behandle og afslutte sagen hurtigt og effektivt, så det ikke bliver en unødigt langtrukken sag, hvor Koldau vil inddrage nye aspekter og gøre sagen til genstand for løbende forhandling.
For FORSKERforum er det åbenbart, at Koldau ikke vil anerkende / tillade journalistik om hendes sag, der ikke fremstiller hende som offer. Denne tilgang fremgår gennemgående af Koldaus egen fremstilling, og baggrund for det pres som Koldau forsøger at lægge på fagforeningspolitikere og –konsulenter i DM, der er medudgiver af FORSKERforum (se Koldaus fremsendte bilag 3 a).

Red.leder Jørgen Øllgaard, FORSKERforum”

8 kommentarer:

Linda Maria Koldau sagde ...

Kommentar til Jørgen Øllgaards svar til Pressenævnet, sendt til Pressenævnet d. 17. april 2012:


Om FORSKERforum har fremstillet sagen ”på en afbalanceret ... måde”, er en sag, som et erfarent nævn som Pressenævnet må afgøre.

Faktum er, at FORSKERforum skrev i artiklen ”Koldau sagde op” d. 3. april 2012:

”I Information gav Koldau som begrundelse for opsigelsen, at AU ikke har givet hende den autoritet, som hører til en professortitel.”

Denne begrundelse findes ikke i Dagbladet Information, hverken i min egen artikel (http://www.information.dk/297094) eller i den artikel, som Lise Richter og Emil Rottbøll har skrevet om min opsigelse (http://www.information.dk/297110). Det er derfor, at jeg kræver et genmæle til Jørgen Øllgaards påstand.

Jørgen Øllgaard indrømmer selv i sit svar til Pressenævnet, at den begrundelse, som han fremfører i artiklen ”Koldau sagde op”, er sin personlige fortolkning.
Han siger i sit svar at ”kendere af sektoren og sagen” kan ”læse mellem linierne” at begrundelsen for min opsigelse angiveligt er en anden end den, jeg selv har givet i Information, nemlig den ovennævnte, som han fremstiller som et citat fra Information.
Dermed indrømmer han, at sin fremstilling er en fortolkning af noget som han ”læser mellem linierne”. Fortolkningen tilsvarer ikke de ord, som jeg har offentliggjort i Information. Den begrundelse, som Jørgen Øllgaard fremstiller som et citat fra Information, findes hverken der eller i andre aviser. Dermed er den begrundelse, som Jørgen Øllgaard fremstiller, en urigtig påstand.

Det er det, som min klage omhandler.

Jørgen Øllgaards personlige fortolkning af min begrundelse for min opsigelse, fremstillet som om jeg havde sagt det sådan i Information, er rettet mod mig og skader min person. Det er derfor, at jeg har klaget til Pressenævn.


Linda Maria Koldau, Aarhus Universitet

Finn Hansson sagde ...

Forskerforums nøgterne kommentar og efterfølgende replik giver et længe savnet kritisk indspark i den ellers alt for ukritiske og nærmest mikrofonholdende journalistik om Koldaus 'sag' som især Politiken og Informations har demonstreret.
Koldau der åbenlyst savner viden om danske universitetsforhold men er god til at bringe sig selv i rampelyset har alt for længe fået lov til at dominere relevante diskussioner om kritiske ledelsesforhold på AU.

Lars Mortensen sagde ...

Enig med Finn. Hvorfor er der ingen der interesserer sig for Koldau ud over hendes dygtigt markedsførte offerrolle - som bestemt ikke stemmer overens med den virkelighed jeg hører fra troværdige kilder.

Og hvorfor kan vi ikke få lov til at diskutere ledelsesproblemer uden at skulle trækkes med Koldau. Kvinden er i bedste fald uinteressant for debatten. Reelt har hun dog været direkte skadelig.

Anne Albinus sagde ...

Finn H skriver:

1. "Koldau der åbenlyst savner viden om danske universitetsforhold".

- Er det nu også rigtigt? LK bragte i sin kronik i Politiken 12.6.2011 nogle problemstillinger frem, som mange vel kan nikke genkendende til - ikke bare i universitetsverdenen, men også i gymnasiet: topdown-styring, vægtning af teori og viden samt niveau.

LK er ikke den første, der har bragt disse emner op. 9.6.2004 skrev 5 professorer en kronik i Politiken "Disneyland er et dårligt forbillede". Her blev taxameterstyring og faren for tab af faglighed nævnt.

Den efterfølgende debat i medierne, efter LK stod frem, viser, at LK har foranlediget en diskussion om bl.a. New Public Management.

En næsten komplet liste over artikler fra 12.2.2012 og frem kan ses her på AU.dk: http://www.au.dk/autildebat2012/pressen/

2. "god til at bringe sig selv i rampelyset"

- Det er rigtigt, at LK har skrevet i aviser om sine oplevelser som ansat. Det synes jeg er forståeligt, når man læser om de sanktioner, hun er blevet udsat for. Vi er ikke vant til i Danmark, at mennesker tør stå frem. Mange tier, for DK er et lille land, og man vil ikke ødelægge sine fremtidige jobmuligheder.

3. "Koldau har alt for længe fået lov til at dominere relevante diskussioner om kritiske ledelsesforhold på AU".

- Læser man artikler i medierne og debatten, som kan genfindes på au.dk, har LK ikke domineret "relevante diskussioner om kritiske ledelsesforhold på AU".

Lars M skriver:

1. "Og hvorfor kan vi ikke få lov til at diskutere ledelsesproblemer uden at skulle trækkes med Koldau."

- Der er blevet, bliver og vil fortsat blive diskuteret ledelseproblemer på danske uddannelsesinstitutioner "uden at skulle trækkes med Koldau." Læser man LK's kronik 12.6.2011 i Politiken drejede den sig jo slet ikke om hende selv, men om nogle væsentlige problemstillinger i uddannelsessystemet, som man så kan være enig eller uenig i.

Det er forøvrigt problemstillinger, der tages op internationalt. Bl.a. har den ansete italienske astrofysiker Marguerita Hack skrevet en bog "Libera scienza in libero stato", 2010, hvor hun beskæftiger sig med, at forskningen ikke fungerer i Italien. Da hun skulle præsentere bogen i Pesaro, sagde kulturformanden bl.a., at Hack ud over at være en berømt videnskabskvinde også er en autentisk og sammenhængende person, der udtrykker sin menneskelighed i alle sine aktiviteter, og i en tid, hvor mange er hykleriske i forhold til andre og opportunister, er det guld, at Hack kan komme og tale.

Måske behøver vi ikke være så bange for mennesker, der står frem med kritik.

2. "Reelt har hun dog været direkte skadelig".

Hvis man læser den kritik, der er kommet fra ansatte og studerende, efter at AU oprettede debat-siden: http://www.au.dk/autildebat2012/ kan man se en åbenhed fra ledelsens side omkring løsning af bl.a. praktiske problemer.

Så "skadelig"? Nej.

Asger Sørensen sagde ...

Ja, Anne Albinus har ret.

Jeg må stadig undres over den slet skjulte agressivitet, der bliver Koldau til dels.

Vi har at gøre med en universitetsansat forsker, der efter lokale konflikter med kollegaer er hårdt presset af tre-fire ledelseslag på landets næststørste universitet. Hun er desuden blevet undsagt offentligt af formanden for sit bedømmelsesudvalg (i tre-fire landsdækkende medier) og andre prominente kollegaer, har oplevet konflikter med sin fagforening, og nu undsiges hun offentligt af vores fagblad Forskerforum - som bestemt ikke har været nøgtern i behandlingen af sagen.

Når man læser artiklerne om denne sag i Forskerforum undres man over den hånlige tone og over hvor lidt plads, der bruges på at undersøge selve sagen, som den opleves fra Koldaus side, og hvor meget plads der gives til diverse udtalelser om Koldaus ansvar for sagen. Det er svært at se Forskerforum som repræsentant for den fjerde magt, når man her så tydeligt tager parti for den udøvende magt.

Nu er der så nogle, der mener, Koldau spiller på sin offerrolle. Lad mig minde om, at paranoide godt kan være forfulgte, og i denne sag mener jeg, vi har at gøre med en person, der reelt er et offer for vilkårlig magtudøvelse. Den advarsel, hun modtog (og som var anledningen til, at hun gik til Information), kunne kun læses som en straf: Tvungen tilstedeværelse på kontor. Og den forvisning fra sit kontor, som hun siden har oplevet efter sin opsigelse, plus forbudet mod at henvende sig til kollegaer vidner kan jeg kun se som et vidnesbyrd om den nævnte agressivitet. Trods et officielt forligsmøde virker det ikke som om, der her er forsøgt et forlig. Man har blot udrenset og dermed usynliggjort konfliktens mindretal.

Igen må jeg undre mig over, at debattører synes det er vigtigere at nedgøre og lægge afstand til Koldau end at kritisere den form for universitetsledelse, der har gjort denne sag mulig. Og konkret de ledere, der bestemt ikke har været imponerende i denne sag.

Forskerforum spiller normalt en markant rolle i kritikken af de autoritære styreformer på universitetsområdet. For mig er Koldausagen et symptom på denne uheldige udvikling, og jeg ville ønske, at Forskerforum - ligesom mange andre gode kræfter - kunne bringes til at se sagen i dette lys. Desværre er der imidlertid ikke meget, der tyder på, at det bliver tilfældet, og det undrer mig såre.

Lars Mortensen sagde ...

Debatsiden. Den der primært består af inviterede indlæg fra professorer og administrationen og hvor vi andre kan få lov til at kommentere? Nej, det ser jeg ikke som en ordentlig fri debat. Den monstrøse kommunikationsafdeling stikker også sit fæle ansigt frem her.

Dekan Hyllebergs ætsende ironi fremmer heller ikke en åben debar.

Når de fleste af os ikke deltager i debatten skyldes det ikke frygt men en lede ved alt der har med universitetspolitik og ledelse at skaffe. Denne lede har Koldau i den grad styrket.

Jeg har i den grad respekt for folk, der offentligt kritiserer men det trumfes i den grad ved min afsky for folk der dolker deres kolleger i ryggen for derefter at spille offer.

Bodil DUe, der som dekan skaffede Koldau til Aarhus, skylder i den grad meadarbejderne på Musik en undskyldning.

Finn Hansson sagde ...

Anne Albinus og Asger Sørensen har åbenbart svært med at Forskerforum som eneste medie har insisteret på at rejse kritiske spørgsmål i Koldau sagen også til Koldau,nogen som Information og Politiken aldrig har gjort i deres overvældende dækning af Koldau set ud fra et Koldau perspektiv. Og vi kommer næppe nogen vegne med en kritisk diskussion af cenralisering og topledelse på danske universiteter hvis vi hele tiden skal referere til en sag, der er fyldt med umulige ledelsesbeslutninger, som heldigvis ikke ses andre steder.
Og Koldaus indsigt i danske universitetsforhold er begrænset, jvf. hendes sammenlignng af det danske PhD system med forholdene i DDR!!

Anne Albinus sagde ...

Finn H,
Jeg beskæftigede mig nu slet ikke med Forskerforums dækning, men kommenterede blot det, som du og en anden debattør havde skrevet.

Jeg kan kun gentage, at Koldau i sin kronik i Politiken sommeren 2011 bragte samme problemstillinger frem, som andre i undervisningsverdenen før har bragt frem, men som ingen desværre har lyst til at debattere.