af Linda Maria Koldau, professor på Aarhus Universitet
Min ”sag” på Aarhus Universitet har skabt stor medieopmærksomhed. Heldigvis har debatten flyttet sig meget hurtigt til de egentlige problemer på danske universiteter og især Aarhus Universitet: ytringsfrihed, ensstrenget ledelse ifølge Universitetsloven, ansvarforflygtigelse, en tvivlsom debatkultur, tavshedskulturen mv.
Mens debatten fokuserer på disse afgørende problemer, har Aarhus Universitet alligevel haft held i sin strategi at stemple min sag som en ”personalesag” der omhandler ”samarbejdsvanskeligheder”. Det bliver slået fast i hver eneste ytring fra AUs side, senest i interviewet med bestyrelsesformand Michael Christiansen – som jeg kender personlig og som var chokeret at høre om mine arbejdsvilkår da jeg mødtes med ham for en venskabelig og meget frugtbar samtale den 12. oktober 2010.
Hvad er det for nogle ”samarbejdsvanskeligheder”? Universitetet foretrækker at ikke ytre sig om dem, og offentligheden kan kun formode at der må være nogle alvorlige problemer, som til sidst er eskaleret i ”Koldau-sagen”.
Det er kendt i hele Danmark, at ordet ”samarbejdsvanskeligheder” bliver brugt, når en arbejdsgiver vil skille sig ad med en ubekvem medarbejder uden at komme i en juridisk klemme. Ordet opfattes uvilkårligt som vidnesbyrd om, at medarbejderen har været besværlig, ikke ønskede at tilpasse sig de givne arbejdsvilkår, ikke var beredt til dialog og kompromis.
Jeg er imidlertid træt af denne strategi. Jeg elsker det at komme i kontakt med personer, at diskutere alle mulige temaer, at dele min viden, at høre om andres meninger og perspektiver. Det var en glæde for mig at komme til Danmark, hvor jeg, som gæsteprofessor i Odense, havde oplevet et klima, som er åben for kontakt, dialog, samarbejde.
Og så gik det galt på Aarhus Universitet. Det tog mig 8–10 måneder at forstå, hvor de virkelige problemer ligger – for at gennemskue et skræmmende system, som ingenting har med ”universitet” i international forstand at gøre. Jeg har en stor erfaring i universitetsadministration og universitetspolitik. Derfor kan jeg hurtigt genkende strukturer og adfærdsmønstre inden vor det akademiske miljø. Det er ubekvemt for en ledelse. Og det er endnu mere ubekvemt, hvis en medarbejder, der ikke får duelige arbejdsvilkår, begynder at kræve dem og ønsker at tale om de problemer, som der findes.
AUs ledelse svarer på sådan noget med tavshed eller benægtelse. Hvis medarbejderen bliver ved med at ansøge om samtalemuligheder og problemløsninger, begynder da chikaner. Og værre. Hvis medarbejderen tager det sidste skridt og vender sig til offentligheden, mister medarbejderen alle sine venner, bliver isoleret – og så kommer da hurtigt en fyringstrussel.
Jeg har skrevet en kronologi over mine oplevelser på Aarhus Universitet (her). Skridt for skridt, fra godt til skidt. Fra den headhuntede stjerneprofessor til den problematiske ansatte – til ”Koldau-sagen”. Der findes faktisk anonyme fagfæller, der offentligt omtaler mig som ”paranoid”, og universitetet tilbyder mig venligst psykologhjælp. Som jeg på ingen måde har brug for: jf. diagnosen af en professionel psykolog.
Nej: Problemerne ligger andre steder. Jeg vil invitere den interesserede læser at selv danne sig et billede, hvor de ligger, hvordan de opstår, og hvordan en ”vidensinstitution” som Aarhus Universitet håndterer dem.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
4 kommentarer:
Tak, nyttigt at få denne dokumentation gjort tilgængelig.
Der er iøvrigtg også et andet aspekt, nemlig den for ledelsen bekvemme konsekvens, hvis en konflikt kan udnævnes til en "personalesag", at ledelsen kan bruge det som en undskyldning for at forsøge at mørkelægge egne handlinger og at slippe for at argumentere (med henvisning til, at det er en "personalesag"). Vi så noget tilsvarende på KU i Penkowa-sagen, i den fase, hvor ledelsen endnu håbede at kunne få lukket sagen.
Er man så uheldig, at man på 1. hånd har været vidne til nogle af de hændelser, som Koldau oplister, kan man se, at der ikke er tale om "dokumentation", men om et tendentiøst og flere steder stærkt misvisende partsindlæg. Se evt. musikkollegaen Steen Kaargaard Nielsens indlæg på http://danskpen.dk
En kendsgerning, der sjældent fremgår om Musikvidenskabeligt Institut er, at samtlige fastansatte medarbejdere (bortset fra Koldau, forstås) er uddannet ved netop Musikvidenskabeligt Institut i Århus - også dem, der har taget ph.d.-graden. Tilsyneladende har de alle været ansat - i forskellige stillinger ved instituttet - siden 1990'erne.
Uvist hvorfor, har instituttet altså ikke været i stand til - eller ikke villet - rekruttere medarbejdere, der ikke var fra egne rækker.
Der er altså tale om en meget homogen lærergruppe. Helt grundlæggende kan man nok ikke udelukke, at det ville kunne være vanskeligt for en sådan gruppe at indoptage en udefrakommende medarbejder. Og desuden ville man nok i en faglig evaluering af instituttet tolke det som en indikator af mulige faglige eller personalemæssige problemer, at man ikke har tiltrukket eller ansat medarbejdere andre steder fra.
I tilfældet med professoren havde man alle muligheder for at få en person udefra. Hvis ikke den daværende dekan havde overtrumfet, ville stillingen være blevet slået op og man kunne på den måde have valgt mellem kandidater, der havde været motiveret for at finde ud af, hvilken institution, man kommer til og hvordan danske uddannelser fungerer.
Man kunne måske også have tiltrukket en person, der havde bevist at kunne fungere i en forskningsinstitution med kolleger ved at have opnået noget så kuriøst som en længere ansættelse.
Send en kommentar