Forskningsbasering vs. markedstilpasning af humanistiske uddannelser II

af Sofie Emmertsen

Tak til Birgit Eriksson for svar (her) på mit indlæg. I mit indlæg spørger jeg om humanistiske småfag er særlig sårbare i forholdet markedstilpasning vs. forskningsbasering? Min tese er at man på fag som de æstetiske ikke har tradition for at diskutere formelle forskningsstandarder (videnskabelighed) og derfor heller ikke standarder for hvad udgør forskningsbaseret undervisning. Jeg bruger mine personlige oplevelser af retorikuddannelsernes udvikling ved Æstetiske Fag til at sandsynliggøre tesen. Endelig spørger jeg om der er plads til diskussionen af forskningsbasering ved Æstetiske Fag?

Med tre belæg svarer Birgit Eriksson, at der er rigeligt plads til den diskussion. Lad mig behandle belæggene adskilt.

For det første er det helt rigtigt, at jeg aldrig kom til Birgit Eriksson med spørgsmål om forskningsbasering af de retoriske uddannelser. Pga. barselsorlov og forskningsår overlappede Birgit Erikssons periode som studieleder knapt med mit arbejde med studieordninger og undervisning. Jeg forsøgte at tage diskussionerne i perioden 2002-2006 med de kolleger, studienævn og lignende fora der havde tilknytning til retorik, samt med institutlederen. Jeg fastholder, at det var meget svært at få en diskussion og klar stillingtagen til forskningsbasering. Det var ikke en stående og eksplicit bekymring, undtagen når kursers manglende dybde fremkaldte klager fra de studerende. Man kan altid hævde, at en sag ikke er bragt til rette kontor. Jeg efterlyser ikke en placering af ansvar. I sidste ende er instanser som ACE nedsat med formelt ansvar for at akkreditere og sikre forskningsbasering. Jeg efterlyser derimod en stående intern og faglig diskussion, og jeg foreslår at på fag, hvor den ikke er nærværende, har man mindre bolværk mod krav om markedstilpasning end på fag hvor videnskabelighed er veldefineret og fælles standarder for forskning er aktivt i spil.

For det andet argumenterer Birgit Eriksson for, at kurser som Retorik og interkulturel kommunikation kvalificerer de studerende til erhvervslivet og styrker faglighed ved instituttet. Jeg har selv erfaret, at et kursus som Retorik og interkulturel kommunikation tiltrækker studerende fordi det fremstår erhvervsrelateret. Jeg betvivler heller ikke statistikkerne som viser, at humanistiske kandidater i stigende grad ansættes i erhvervslivet. Men jeg mener ikke, at man fra statistikkerne kan konkludere særskilt at Retorik og interkulturel kommunikation hjælper kandidater til job. Og jeg betvivler at det kvalificerer de studerende særligt til at arbejde i erhvervslivet på langt sigt. Vi mangler endnu at undersøge sammenhængen mellem såkaldt erhvervsrettede fag og indslusningen af humanistiske kandidater til erhvervslivet. Særligt mangler vi stadig erfaring med, hvordan disse kandidater klarer sig på langt sigt i erhvervslivet og hvad de bidrager med. Måske skyldes humanistiske kandidaters øgede ansættelse i erhvervslivet lige så meget en generel politisk holdningsændring eller makroøkonomiske forhold og efterspørgslen på arbejdskraft.

Eriksson pointerer, at de studerende overfører generelle kompetencer fra Retorik og interkulturel kommunikation. Dette gælder vel i lige så høj grad kernefaglige og forskningstunge kurser? Hvis argumentet er, at de studerende gennem arbejdet med stoffet, metoderne og teorien erhverver sig generelle kompetencer de senere kan bruge i erhvervslivet., kan man vel lige så godt udbyde forskningslignende kurser. Kurser i specialiserede områder, hvor de studerende får lov at fordybe sig i et komplekst materiale, møde en verserende forskningsdiskussion og måske endda bidrage til den gennem selvstændige opgaver og specialer der taler ind i et aktivt, internationalt forskningsmiljø? Jeg taler slet ikke for en skarp adskillelse mellem universitet og erhvervslivet. Jeg er enig i at forskning og uddannelse styrkes, når den engageres i omverdenen. Men der er mange måder at gøre det på. Humanistisk forskning kunne jo f.eks. undersøge eller anvendes på forhold af relevans for omverdenen og erhvervslivet. Humanistiske forskere kunne føre an i kontakten og interaktionen med omverdenen og erhvervslivet. Men hvis man udelukkende opretholder kontakten ved at erhvervsrette kurser på bekostning af forskningsbasering, mener jeg man glemmer den videnskabelighed der definerer en universitetsuddannelse i modsætning til alle mulige andre uddannelser.
Eriksson hævder at empiri spiller en afgørende rolle forskning f.eks. i værkanalyser. Empiri er tilsyneladende ikke et entydigt begreb. Jeg vil gerne skelne mellem begrebet empirisme for en særlig læsning i litteraturvidenskab og empiri som mere neutralt begreb for metoder der bygger på observationer. Jeg bruger altså empiri for en særlig undersøgelsestilgang, hvor det overordnede formål er at sikre gyldigheden af et udsagn eller en forskningskonklusion. Der er mange måder at sikre videnskabeligheden af et forskningsarbejde. Historisk, rationel, pragmatisk, empirisk. Jeg hævder, at der ikke er en stærk orientering mod videnskab som paradigme ved Æstetiske Fag og at dette har afsmittende effekt på, hvad vi forstår ved forskning og forskningsbaseret undervisning. Erikssons brug af empiri bekræfter mit indtryk af, at man ved Æstetiske fag ikke er optaget af formelle krav til udsagns gyldighed og undersøgelsers videnskabelighed. Eriksson svarer på mit spørgsmål om forskningsbasering med et eksempel. En forsker i brasiliansk samtidslitteratur skal også kunne undervise i ældre brasiliansk litteratur. Selvfølgelig. Men skal forskeren også undervise i Retorik og interkulturel kommunikation? Hvor går grænsen? Er vi bekymrede over den grænse? Jeg efterlyser ikke flere eksempler på, hvad vi også kan undervise i. Jeg efterlyser eksempler på, hvad vi ikke kan undervise i, eller hvad det kræver af særlige indsatser at undervise i et stof for at sikre at undervisningen er forskningsbaseret.

For det tredje undrer Eriksson sig over, at jeg trak mig fra en kollegial forskningsgruppe med Adorno som udgangspunkt, når jeg nu ”var ansat ved Æstetiske Fag”. Beskrivelsen antyder gruppens forundring og ærgrelse over mit fravær og udmelding af kollektivet. Eriksson antyder også, at jeg burde være forpligtet på at forske i æstetik med mit ansættelsesforhold. Jeg er kandidat i retorik fra Københavns Universitet hvor retorik defineres i grove træk i modsætning til en litterær, æstetisk retorik. Retorik som akademisk disciplin blev i forrige århundrede rehabiliteret i især en amerikansk-engelsk kontekst under navnet New Rhetoric. New Rhetoric hviler på en tilbagevenden til den klassiske retorik i modsætning til en æstetisk og såkaldt begrænset retorik. Min egen forskning har udviklet sig fra dette nyretoriske grundlag til sociologisk kommunikationsforskning. Et meget stort og aktivt internationalt retorik- og kommunikationsforskningsmiljø bygger altså på det modsatte af en æstetisk retorikopfattelse. Som jeg beskrev i det tidligere indlæg, var det et tilfælde at retorikfaget blev placeret ved Æstetiske Fag og jeg blev ansat ved netop dette institut. Retorikuddannelserne kunne lige så vel være blevet placeret under andre rammer. Som adjunkt blev jeg gentagne gange - også formelt - opfordret til at lægge min forskning i æstetikken for at kvalificere mig til et lektorat. Det ville have krævet, at jeg fraskrev mig hele min forskningsspecialisering og uddannelse i et aktivt internationalt forskningsmiljø centreret om en meget anderledes retorik- og kommunikationsforståelse. Birgit Erikssons & Cos forundring over mit fravær i Adorno-gruppen og deres reaktion på de indlæg jeg faktisk præsenterede i gruppen er netop et eksempel på den blindhed for andre fagligheder jeg oplevede ved instituttet. Man kan simpelthen ikke forestille sig, at det æstetiske ikke er en relevant tilgang i al forskning ved instituttet. Mellem linjerne fornemmer man, at jeg har fremstået ukollegial i mit fravær i gruppen. Det er præcis på grund af denne undren og antydning af det ukollegiale, at jeg efterlyser fælles standarder for forskning og forskningsbasering ved Æstetiske fag. Fælles faglige standarder kan hjælpe til at undgå at forskning udpeges som kvalificerende alene fordi den er ”æstetisk ligesom vores”. De kan også hjælpe som bolværk mod erhvervsretningen af uddannelser i områder der er interessante og som nærmer sig ”noget æstetisk” eller ”noget retorisk", uden at der ligger nogen særlig videnskabelighed under den tilgang til området som de studerende præsenteres for.

Jeg spørger igen om manglen på en fælles forpligtende standard for forskning – videnskabelighed – og forskningsbasering ved fag som de æstetiske kan gøre dem særligt sårbare i den nuværende forretningsmodel, hvor studerende er eneste indtægtskilde på humanistiske fag der ikke tiltrækker mange eksterne forskningsbevillinger og som samtidig kæmper for faglig legitimitet og relevans i omverdenens øjne?

Sofie Emmertsen